Casa Silva (forhandler: Sigurd Müller), Montes (forhandler: Bichel Vine) og Tabalí (forhandler: Wine.dk) leverer Danmarks bedste vine på carménère. Den chilenske drue lægger frugt til nogle udmærkede bud på vin til dine sommergrillerier.
Carmé-hvaffornoget, spørger du nok. Men den er god nok. Carménère er navnet på en drue, som særligt chilenerne har profileret sig på, siden det for omkring 10 år siden gik op for dem, at det ikke var merlot, de havde på markerne, men i virkeligheden carménère. I forrige uge blev der afholdt en vinsmagning for professionelle på Hotel & Restaurantskolen i København. Smagningen havde fået titlen ”Danmarks bedste carménère”, og den slags forpligter jo til at levere et vist mål af empirisk materiale at sætte tænderne i. Desværre var det til lejligheden kun lykkedes at skaffe 10 forskellige vine på carménère, hvilket selvsagt er langt fra nok til at danne sig et overblik over kvaliteten på det danske marked.
81 carménère-vin ved 22 grader
Overblik over kvaliteten fik jeg til gengæld, da jeg for et par år siden stod på et hotel i Santiago sammen med en kollega fra Jyllandsposten. Her i Chiles hovedstad havde vinproducentforeningen Wines of Chile linet 81 forskellige carménère-vine op til ære for de to blege, danske skribenter, som imidlertid tacklede udfordringen noget forskelligt. Jyllandspostens udsendte konstaterede lettet, at vinene havde stuetemperatur, hvilket i Chile i december fratrukket et skud aircondition var omkring 22 grader. Ikke ligefrem optimale betingelser for rødvine på den gale side af 14 %. Til gengæld var der iskolde pisco sours, landets nationalcocktail, ved poolen uden for, så efter tre minutter var Jyllandsposten skredet. Der stod jeg så med 81 flasker carménère i to eksemplarer og tænkte: ”Pokker stå i det, nu smager jeg dem alle sammen tre-fire gange, indtil jeg har fundet de 20 bedste”. Og det gjorde jeg. Det tog seks timer.
Konsistent kvalitet i toppen
Og så til det sjove: Tre af mine absolutte favoritter, da jeg stod sveddryppende, stakåndet, småberuset og blåtandet og forsøgte at tyde mine kragetæer i den vingennemvædede notesbog, var faktisk tre ud af de fem, som vandt smagningen i København i forrige uge. Det var to vine fra huset Casa Silva, nemlig Microterroir til 250 kr. og Los Lingues til 87,50 kr., begge hos Aalborg-firmaet Sigurd Müller (www.smv.dk), samt Montes Purple Angel, som kan fås hos Bichel Vine (www.bichel.dk) også for 250 kr. To vine fra ”Danmarks bedste carménère” var ikke med på smagningen i Chile, fordi de på det tidspunkt var helt nye på markedet. Alligevel fortjener Tabalí Carménère 2008 (www.wine.dk) ros for husets klare signaturfrugt i smuk dressur, og der skal også falde en kommentar til Errazuriz’ flagskibs-carménère, som desværre i bedste fald må siges at være for ung i den netop smagte årgang 2007 til 519 kr. hos H.J. Hansen (www.hjhansen-vin.dk). Stor, intens og koncentreret, ja, men også med så meget træ i næsen, at den kunne være lavet på hvilken som helst drue. Den skal have nogle år på langs, og så må vi kigge på det.
Fakta: Sådan smager carménère
Med sin umiskendeligt pebrede og dybt og underfundigt chokoladelune aromaprofil og en markant struktur med masser af komplementær frugtig tyngde stryger carménère i instrumentet på de fleste velyndere af vinøs vellyd. Sit slægtskab med cabernet sauvignon vedkender carménère sig primært i næsen, som besidder de samme vegetale, let græssede noter, som cabernet, og på farven, der er dyb, tæt og kun en smule varmere end sin fætters. Tanninerne er blødere og sødere, og når druen er fuldmoden, suppleres munden desuden af en næse af kirsebær og jordbær på et røget, krydret og muldet fundament. Det gør helhedsoplevelsen til en ofte maskulin og intens affære, som sjældent opnår cabernetens elegance og raffinement, men som til gengæld er utroligt charmerende og nem at holde af. Som sådan er mange carménère-vine gode til terrassen og grillbøfferne her til sommer, fordi vinene er udtryksfulde nok til at overkomme den lette brise og osen fra kullene. Og fordi strukturen er tilpas markant til at rense ud efter bøffens fedtmarmorering.
Skriv en kommentar