Med grillsæsonen lige om hjørnet er det værd at huske på de steder i verden, som kan levere store og kraftige hvidvine, der både kan matche bøfferne og dit behov for afkølet terrasselæsk. Det kan vinene fra det nordlige Rhône i Frankrig
Du har helt sikkert smagt en Côtes du Rhône; den voldsomt populære vin fra Sydøstfrankrig. Masser af velmodnet frugt med en afrundet og imødekommende struktur, og alligevel en tilpas saftighed til at skylle frikadunserne sydover i en ruf. Lidt længere mod nord, i et cirka 75 km langt bælte mellem byerne Valence og Vienne, findes imidlertid en stribe appellationer med et lidt mere alvorsfuldt udtryk af både de røde og hvide vine. Vinene her fra er dyrere, dybere, med mere markant struktur og i det hele taget strammere i kompositionen end vinene fra den sydlige del. Området hedder Rhône Septentrionale; i daglig tale blot ”det nordlige Rhône”. For nogen tid siden havde jeg lejlighed til at klatsmage diverse appellationer, udsat for vinproducenter med divergerende indsigt, holdning og teknik, i deres naturlige omgivelser i et forårsstemt fransk landskab. Min konklusion på strabadserne blev, at det nordlige Rhône stadig lever op til sin høje agtelse og fortjener vores gunst til trods for sine høje priser og det stadigt stigende udbud af konkurrenter fra nær og fjern.
Condrieu er perfekt til modne oste, fuglevildt, foie gras, postejer, tørret charcuteri og til at imponere det modsatte køn m/k
Viognier til postej og det modsatte køn
Der produceres hvidvin på druerne marsanne, roussanne og viognier. Personligt holder jeg meget af de to førstnævnte druesorters subtilt frugtige, cremede og komplekse udtryk, som vi finder i Saint Péray og de hvide versioner af Crozes-Hermitage, Saint Joseph og Hermitage, men de kræver din tålmodighed og engagement for at blotte sine dyder i fuldt flor. Fungerer som unge godt til friske oste, skaldyr og grøntsagssupper. Anderledes vulgære og åbenlyst sexy er de viognier-baserede Condrieu og Château Grillet. Sidstnævnte er en af Frankrigs sjældne monoappellationer, som udgøres af én vinproducent, hvorfor de generiske (ikke-markspecifikke) condrieuer er lettere at få fingrene i, hvis du skulle have lyst til den fede, ofte sødladne og kraftigt alkoholiske krabat. Condrieu er perfekt til modne oste, fuglevildt, foie gras, postejer, tørret charcuteri og til at imponere det modsatte køn m/k.
Balance mellem frugt og træ
Som det også er tilfældet i mange andre vinområder, bygger de to stilistiske skoler i den nordlige Rhône-dal primært på forskellig opfattelse af, hvor meget vinene skal smage af egetræ. Mange benytter en klassisk burgundisk metodik med både alkoholisk og efterfølgende såkaldt malolaktisk gæring (bakterier omdanner den naturlige æblesyre til den blødere mælkesyre) på træ, mens andre sværger til stål og allerhøjst en homøopatisk anvendelse af egefade. Både for marsanne og viognier gælder det, at de fadbegavede versioner er mere udtryksfulde, charmerende, imødekommende og lettere at sætte pris på, mens de ikke-fadlagrede præsenterer sin varietale karakter mere rent og præcist, hvilket igen gør det geografiske islæt, terroiret, tydeligere. De allerbedste vinmagere finder en balance imellem de to stilarter. I sammenhængen bør også de hvide vine fra syd-appellationen Châteauneuf-du-Pape nævnes, idet de ofte besidder de samme anvendelsesmuligheder som ovenfor nævnte. Så selvom Rhône-dalen, rimeligt nok, er mest kendt for sine røde vine, så er der masser af gode oplevelser at hente i regionens hvide. Spørg din vinhandler.
Skriv en kommentar