Er en vin god, hvis den smager godt for den, der har købt den? Det er det langt fra alle, som mener
Hvis én diskussion så sikkert som amen i kirken trækker blod til kinderne og rynker til brynene i vinkredse, så er det den om definitionen af kvalitet, formuleret som velsmag vs. ægthed. Bør en vins kvalitet vurderes i forhold til den umiddelbare drikkeglæde, den bibringer sin forbruger, eller hænger kvaliteten snarere sammen med, om vinen besidder en ægthed, dvs. er repræsentativ for sin appellation, sin drue og sine klassiske produktionsidealer? Diskussionen er relevant i disse tider, hvor europæiske vinproducenter netop har fået tilladelse til at anvende træspåner til at aromatisere deres vine med. Det har de gjort i årevis, men nu er det altså formelt i orden, om end langt fra kosher i toneangivende vincirkler. Træspånerne bliver nemlig opfattet som mindre fine end de tønder (fade), der giver den samme form for aromatisering til langt de fleste af verdens bedste vine. Det samme kan siges om brugen af særlige enzymer og gærtyper for at fremhæve bestemte aromaer, mikrooxidering for at blødgøre tanninerne, og en stribe andre mere eller mindre kreative kunstgreb, der indvirker på vinens karakter. Etablissementet har til gengæld fuld accept af det i Frankrig udbredte fænomen ”chaptalisering”, hvor vinens alkoholindhold, og dermed mundfylde og sødme, justeres ved tilsætning af sukkerholdige væsker under gæringen. Den proces vil EU nu forbyde, da der i forvejen produceres for meget vin, og det derfor ikke giver mening at anvende den frugt, som ikke i sig selv kan give en ordentlig en af slagsen.
Vin i træ er helt i orden, mens træ i vin er det rene blasfemi.
Til 30 kr. og med savsmuld
Egespånerne er langt billigere per flaske, end nye egefade er, og derfor kan det lade sig gøre at producere relativt billige vine, der har fadsmagen til fælles med rigtigt fadlagret vin (i grove træk). Det er en smag, mange mennesker vældigt godt kan lide, og derfor er der naturligt nok salg i de såkaldt chippede vine (chip = engelsk for spåne). Vi står altså i den situation, at rigtigt mange mennesker er smadderglade for at have fået råd til at købe billig vin med fadsmag, mens andre mener, at de chippede per definition er dårlige, fordi de ikke er smagsat med en ægte tønde. Velsmag vs. ægthed eksemplificeret. Min personlige holdning er, at ægthedsargumentet er noget forældet og forlorent vås. Jeg drikker vin, fordi det smager godt, og fordi det gør mine måltider og gæstebud sjovere. Jeg interesserer mig for, hvor vinen kommer fra, hvordan den er lavet etc., så jeg igennem den tilegnede viden optimerer mine muligheder for at finde noget vin, som falder i min smag. Jeg elsker en vin, hvis dyder fremstilles præcist, rent og med nærmest transparent tydelighed gennem fx spontan gæring, minimal svovling og intet fadbrug. Men hvis jeg har nogen som helst ambitioner for den gastronomiske kultur og smagsæstetiske forståelse blandt mine medborgere i det ganske danske, må jeg nødvendigvis respektere, at ikke alle mennesker vil betale 100 kr. for onsdagens medistervin. Men de fortjener også velsmag og drikkeglæde, og når det er den oplevelse, de får, så vil jeg have lov til at kalde det kvalitet! Til 30 kr. og med savsmuld. Basta!
Skriv en kommentar