I denne uge blev vinderne af Dansk Vinshow 2014 offentliggjort. Det blev til otte bronzemedaljer, tre af sølv og en enkelt guldmedalje til en skøn sød vin fra Sjællands Odde.
Det var svært at lave dansk vin i 2012. Vejret var rædselsfuldt, og på de vingårde, hvor man valgte at gennemføre produktionen, var druerne i bedste fald kun en smule undermodne. Mousserende og hvid blev enkelte steder anstændige, men meget få røde kunne påstås at være lækre og velafbalancerede. Da den årlige konkurrence for danske vin blev afholdt i september 2013, var der ikke medalje til en eneste vin fra 2012-årgangen.
Det var derfor med en vis spænding, at overtegnede sammen med to kolleger for små to uger siden satte sig til rette ved dommerbordet til vurderingen af de indsendte prøver til Dansk Vinshow 2014. 2013-årgangen var pga. et sent forår og deraf følgende kort modningsperiode endnu et vanskeligt år, om end med en noget bedre sommer og et lunere efterår end i 2012. Var det mon afspejlet i vinenes kvalitet?
41 vine konkurrerede
41 vine i alt stillede op i konkurrencen. Det er kun en brøkdel af landets samlede produktion, men flere faktorer udgør de filtre, som vinene skal igennem for at nå frem til dommerbordet. Først og fremmest skal producenten være medlem af Danske Vingaarde, som er navnet på en sammenslutning af kommercielle danske vinavlere. Dernæst skal producenten tro så meget på kvaliteten af sin vin, at hun eller han finder det værd at betale det gebyr, som det koster at indskrive en vin i konkurrencen. Det forhindrede ikke enkelte komplet skæve og ubehageligt smagende vine i at finde vej til dommernes glas, men det gav en vis konsistens og et generelt udmærket niveau.
Som altid klarede de mousserende og de hvide vine sig bedre end de andre kategorier. Halvdelen af konkurrencens medaljer gik til bobler og hvide. Bedste boble blev en udgave af DON’s fra Skærsøgaard ved Kolding, ligesom det var tilfældet ved Dansk Vinshow 2013 og ved forårssmagningen i 2014. Hatten af for et konsistent højt niveau. Don’s opnåede 79 point ud af 100 mulige, hvilket rakte til en sølvmedalje. Bedste hvide blev vinen Jørgen 2013 fra Ørnberg Vin på Sjælands Odde med sølvmedalje for 80,3 point.
Sød topscorer med 84 point
Ørnberg Vin cementerede sin plads blandt de allerbedste danske vinproducenter ved at løbe med hele 5 af konkurrencens 12 medaljer, herunder den eneste af guld, som velfortjent udløstes af imponerende 84 point til den søde vin Mynster i sin 2013-årgang. Mynster blev årets topscorer for en smuk balance, læskende syre til at nivellere sødmen fra et velvoksent restsukkerindhold og en åben, ren og floral næse, der ledte tankerne i retning af senthøstet Alsace. En af de bedste danske vine, jeg har smagt til dato.
Den røde kategori bød på lidt af en overraskelse. Eller to, faktisk. Dansk Vincenter, som blandt andet producerer vinene Lillelund og Nordlund, havde valgt en massiv opstilling med 5 af konkurrencens i alt 13 rødvine. Taktikken viste sig at være effektiv, idet Vincenteret løb med de to eneste medaljer, som blev uddelt i kategorien, begge af bronze. Det er ingen overraskelse, at der bliver lavet god vin på Dansk Vincenter, men at begge de præmierede vine var fra den udfordrende 2012-årgang, og at de vandt over 2013-udgaverne, var en stor overraskelse. Jeg gav de tre 2012-vine fra Dansk Vincenter mellem 59 og 68 point, og hhv. 71 og 77 for de to 2013’ere, der for mig var mere samlede og komplekse. Det var mine meddommere imidlertid uenige i, og de samlede pointtal udløste altså rødvinskategoriens eneste medaljer.
Middelmådige pointtal
I gennemsnit uddelte jeg 3,8 point færre per vin end mine to dommerkolleger gjorde. Måske skal det forklares med, at jeg var mindre imponeret over vinene til denne smagning, end jeg var i forbindelse med smagningen i foråret. Det var hverken pga. af tekniske fejl eller en dårlige årgang – tværtimod. De hvide var bare en smule mindre udtryksfulde allerede efter et lille halvt år mere i flasken, og de røde 2013’ere savnede generelt frugt og/eller kompleksitet. Enkelte havde frugt, men manglede kompleksitet; andre havde en vis dybde, men manglede frugt og friskhed, og som sådan endte pointscorene ofte med at være en smule middelmådige.
Middelmådig er et lidt for trist ord at bruge om dansk vin generelt, for der er masser af positivt oplevelsespotentiale i frugten af de store anstrengelser, som de danske vinproducenter gør sig. Men kvaliteten er stadig svingende, og der skal mønstres en vis mængde goodwill for at finde glæden ved at betale de typisk mellem 150 og 250 kr. per flaske. Nogle gange, som med DON’s mousserende, Ørnbergs hvide og den søde Mynster og enkelte andre pletskud, går den rent ind. Der findes reelt virkelig god dansk vin på markedet. Andre gange er kvaliteten mindre tydelig i glasset. Vælg dine indkøb med omhu, og giv den unge danske vinindustri lidt snor et par år endnu. Kvalitetskurven er stadig opadgående.
Skriv en kommentar