Et ny undersøgelse antyder, at vineksperter opfatter nogle kvaliteter i vin, som forbrugere ikke opfatter. Det rejser spørgsmålet om, hvad vinglade forbrugere egentlig kan bruge vinanmeldelser, bagetiketter og vinbøger til.
Under overskriften ”Kan vi bruge vineksperternes råd til noget?” viderebragte webmediet Videnskab.dk i sidste uge en artikel fra sit norske søstersite Forskning.no, som havde været i kontakt med ophavsmændene til en ny videnskabelig artikel om vineksperters og almindelige vinforbrugeres forskellige evner til at detektere grundsmagen bitter i en række kontrollerede laboratorieforsøg. John E. Hayes og Gary J. Pickering fra hhv. Pennsylvania State University i USA og Brock University i Canada påviste i en gruppe på 321 forsøgspersoner, hvoraf 111 blev kategoriseret som vineksperter, at vineksperterne var væsentligt bedre til at smage et tilsat bitterstof ved navn propylthiouracil i nogle smagsprøver, end kategorien af forbrugere var. Fordi propylthiouracil er anerkendt som eksponent for generelle forskelle i smagsopfattelse – og altså ikke kun stoffets egen bitre smag, fik forsøgets resultater Hayes og Pickering til at overveje, om der skulle være et generelt misforhold mellem vineksperters og forbrugeres holdning til kvalitet og værdier i vin. Simpelthen fordi de to grupper ikke opfatter de samme smagsnuancer.
Vinskribentens største udfordring er at samle alle førnævnte informationer og omsætte dem til lige præcis det, der hjælper læseren eller den potentielle vinindkøber til at få så mange gode oplevelser med vin som muligt.
Stol ikke på din vinekspert
”Vinforbrugere bør måske udvise større forsigtighed, før de godtager en vineksperts anbefaling. Vurdering af vinkvalitet afhænger af både erfaring (og den deraf opbyggede forventning) og af, hvor godt man kan lide noget, hvilket har at gøre med smagsfølsomhed. Begge dele synes at være forskellige fra autoritative vinpersoner til vinforbrugere.” skriver forskerne i artiklens konklusion. Og til Forskning.no skriver John E. Hayes i en e-mail, at forskellen på følsomheden over for de mere subtile nuancer ikke ser ud til at kunne forklares med, at vineksperterne løbende træner deres smagsevne. Hayes’ teori er, at vineksperter bliver vineksperter, fordi de er anatomisk indrettet som såkaldte supersmagere, snarere end at det er den hyppige vinsmagning, som skærper sanserne.
Elitær versus folkelig smag
Artiklen rammer ned i den diskussion om elitær versus folkelig smag, der på den ene side har buldret frem og tilbage siden renæssancen, men som har været særligt tydelig herhjemme siden Fogh-regeringens erklærede opgør med de såkaldte ”smagsdommere” i statsministerens nytårstale i 2002. Ét er vores generelle mistro til autoriteter og ubehag ved selvproklamerede ”eksperter” udi kulturelle emner som musik, teater, litteratur, billedkunst og i høj grad også gastronomi. Noget andet er problemets omfang, hvis det viser sig, at det ikke kun er vores kulturelt funderede smagspræferencer, som varierer fra ekspert til forbruger, men også selve de smagsindtryk, vi registrerer med næsen og munden. Så kan samtalegrundlaget de to grupper imellem synes at hænge i en ret tynd tråd. Men måske er der lige så mange fordele som ulemper i vinekspertenes detaljerede smagsopfattelse.
”Vinekspert” er et vidt begreb
I Hayes’ og Pickerings forsøg identificerede 22 ud af de 111 vineksperter sig som professionelle vinmagere, altså producenter af vin. 21 var vinkonsulenter i detailhandelen, tre var vinskribenter og 34 havde været dommer i en eller flere vinkonkurrencer. Der findes mange funktioner for en ”vinekspert”, og det er langt fra alle, der indebærer den specifikke italesættelse af et produkts sensoriske kvaliteter. Når det handler om arbejdet i marken og dets relation til udtrykket i den færdige vin; om at styre produktionen i vineriet; om hygiejnisk forsvarlig behandling, emballering og transport; og i det hele taget om at sikre en sund, ren og velsmagende vin, er et vist mål af ekspertise vel at foretrække? Det samme gælder den praktiske behandling af vinen i detailsalg og på restauranter. Og det gælder i produktion af faglitteratur og i oplæring og undervisning af fagpersoner fra ønologistuderende til vinhandlere og tjenere, og for så vidt også af forbrugere, der går på aftenskole og til vinsmagninger for at blive bedre til at forstå den vin, de elsker at drikke. Så måske er det ikke særligt præcist at tale om et problem imellem forbrugeren og ”vineksperten”. Men hvor ligger problemet så?
Problemet er sprogbrugen – ikke forståelsen
Problemets kerne synes at være selve sprogbrugen, som kommunikerende vineksperter benytter sig af, dvs. forfattere til tekster på bagetiketter, i annoncer og på vinhandlernes hjemmesider, og selvfølgelig journalister og vinanmeldere på dagblade og i specialmedier på tryk og web. Nøgleordet her er ”sprogbrugen”, for det er i den, vinkommunikatørens sande ekspertise skal måles. For selvfølgelig skal skribenten have den dybest mulige forståelse for sit emne. Hun skal kende alt til vinproduktion; til geografiske, geologiske, klimatiske og biologiske forhold, og i lige så høj grad til mikrobielle udviklinger og de biokemiske mekanismer, som afgør vinens udtryk. Hun skal forstå de psykosociale og kulturelle dynamikker, som skaber en modtagers forforståelse for mødet med en smag, tillige med en lang række andre kontekstuelle påvirkninger af oplevelsen. Og endelig skal hun selvfølgelig være dygtig til at analysere og afkode sin egen sensoriske oplevelse af vinen og præcist udvælge de deskriptorer for grundsmagsbalance, mundfornemmelse, aromatisk spektrum, helhedsindtryk og niveau af begejstring – eller det modsatte – som måtte være givet for den specifikke vin. Først herefter kommer den rigtige udfordring.
Ekspertisen ligger i forståelsen af forbrugeren
Vinskribentens største udfordring er at samle alle førnævnte informationer og omsætte dem til lige præcis det, der hjælper læseren eller den potentielle vinindkøber til at få så mange gode oplevelser med vin som muligt. Lokalt og på lang sigt. Derfor går en vigtig overvejelse på at finde balancen mellem at stimulere læserens ordforråd ved løbende introduktion til nye og anvendelse af faste fagudtryk, som læseren forhåbentlig kan genkende i andre tekster, anmeldelser etc., og at benytte mere dagligdags vendinger, så færrest mulige læsere føler sig hægtet af. I processen med at omdanne hele den store pulje af viden om vinen, må vinskribenten hele tiden holde målgruppen for øje og skræddersy kommunikationen til de mennesker, som i sidste ende giver dem smør på brødet, nemlig Hayes’ og Pickerings forbrugergruppe, de resterende 220 personer i forsøget. Hvor forsøget godt nok viser, at vineksperterne er bedre til at smage det bitre stof, og dermed muligvis også andre ting i vinen, viser det ikke noget om, hvor dygtige vineksperterne er til at forstå, hvad forbrugergruppen opfatter i vinen og, hvad der er nyttigt for dem at læse eller høre for selv at opnå en dybere forståelse for produktet og deres oplevelse af det. Men det er netop heri og i arbejdet med den forståelse, at vinekspertens kompetence skal stå sin prøve, og den dimension har hverken forsøget eller Videnskab.dk ulejliget sig med at behandle.
Den videnskabelige artikel, Forskning.no og Videnskab.dk behandler, hedder ” Wine Expertise Predicts Taste Phenotype” og er skrevet af John E. Hayes og Gary J. Pickering.
Jeg glæder mig til at se og høre denne forståelse af forbrugeren in action d. 20. april:)