Det er ikke mange vine, som bliver decideret bedre med alderen. Men faktisk er hvidvine endnu bedre egnet til at gemme, end de fleste rødvine er.
I sidste uge afviklede vinmagerne i den franske vinområde Alsace regionens hidtil største sammenkomst for inviterede vinprofessionelle fra hele verden. Formålet var selvfølgelig at vise områdets godter frem i håbet om at få omtale i udvalgte markeders medier, eller at en vinimportør så sig lun på et produkt eller to. Efter min bedste overbevisning lykkedes begge dele sandsynligvis, for hvor er der dog meget lækker vin i Alsace. Jeg går til dagligt rundt og tænker på, at ”rigtig” riesling kommer fra Mosel, og at vin fra Alsace – til sammenligning – er en gumpetung affære. Men det er ikke rigtigt. Ja, balancepunktet i mange Alsace-vine ligger et andet sted end hos naboerne øst for Schwarzwald, men de franske kusiner kan være mindst lige så racerene, terroir-tro, komplekse, raffinerede, sprøde og delikate. Godt at blive mindet om det.
Gamle årgange
Men det var ikke kun de seneste årgange af sylvanere, pinot griser og enkelte, efterhånden meget hæderlige pinot noirer, som arrangørerne havde besluttet at udsætte vinjournalisterne for. I et lille seminar med titlen ”Millésimes d’Exception” (”exceptionelle årgange”) havde to sommelierer, Caroline Furstoss og Romain Iltis – sidstnævnte holder pt. titlen som Frankrigs bedste sommelier, udvalgt syv vine i ældre årgange. Idéen var at manifestere, at vin fra Alsace har lige så stort positivt udviklingspotentiale, som vin fra Bordeaux og Bourgogne, og ikke mindst at understrege – skulle nogen være i tvivl – at hvidvin egner sig glimrende til at blive lagt ned i en årrække med henblik på at udvikle de frugtige noter til en mere kompleks bouquet og at få mundens umiddelbare sødme til at integrere sig i kompositionen som fin support til helhedens smagsintensitet.
Hvis vinen ikke er indkøbt særligt til formålet, er der en stor risiko for, at den ikke tager sig bedre ud, når du fisker den frem fra kælderen en halv snes år efter, at den stod på hylden nede i Rema1000.
68 år, frisk og lækker
Kort sagt lykkedes det rigtigt godt. Fra Trimbachs slanke og spændstige Riesling Cuvée Frédéric Emile 1990, der var citrisk og delikat, til Albert Boxlers Tokay Pinot Gris Grand Cru Sommerberg 1996, hvis ekstremt generøse næse af orangeskal og jordbær hæng perfekt over en delikat men muskuløs mund, og Weinbachs Gewurztraminer Vendanges Tardives Grand Cru Furstenturm 1994, der med sin ravgyldne kulør, røde bær, hyld, hyben og earl grey smukt understregede, at gewurztraminer har potentiale til langt mere end aromatisk vulgaritet og sukkersødme. Min største oplevelse til seminaret var dog Schlumbergers Riesling Kitterlé 1945. Kitterlé er en grand cru-mark ved Guebwiller, men grand cru-systemet trådte først i kraft i 1975 i Alsace. 1945 kom som sådan ikke fra en grand cru-mark, men det har den ikke ladet sig mærke med. Rieslingen var blevet dybt gylden, og næsen begyndende hasselnøddeagtig i et varmt og behageligt udtryk. Syren var stadig saftig og den meget diskrete sødme var smukt integreret. Frugten sad på stokken på stokken for mere end 68 år siden. Og vinen var frisk og lækker.
Også de aromatiske druesorter
Nogle af de største vinoplevelser, jeg har haft i mit liv, har været med moden hvid bourgogne. Den fede charme, som vinene kan have i deres ungdom, fortrækker til fordel for en rank, fokuseret mund, og næsen udvikler sig fra en diskret frugtighed med varierende supplement af ristet fadvanilje til en sammensmeltet, dyb og dragende bouquet af alt fra trøffel til skovbund, ristet brød og syltede kvæder. Smagningen i Alsace etablerede imidlertid, at også vine, som i deres ungdom har en væsentlig del af deres kvaliteter hængt op på frugtens primære karaktertræk – ikke mindst for de aromatiske sorter som riesling, muscat og gewurztraminer – kan tåle at tabe frugten i alderdommen, når de har potentiale til at bevare friskhed, nerve og nærvær, og når næsen folder nogle andre dimensioner ud end de primære.
Hvidvin fri for tørre tanniner
De fleste mennesker har på et tidspunkt i deres liv smagt rødvin, som er 10-15-20 år gammel. Og ellers burde de. Jeg taler med mange, som fortæller, at det, de nød ved den gamle vin, ikke så meget var selve smagen, som det var den overordnede følelse af at indtage noget, der var så gammelt. Den slags oplevelser har jeg også selv haft mange af. Det er langt fra alle rødvine, der egner sig til at blive lagt ned i en længere årrække, og hvis vinen ikke er indkøbt særligt til formålet, er der en stor risiko for, at den ikke tager sig bedre ud, når du fisker den frem fra kælderen en halv snes år efter, at den stod på hylden nede i Rema1000. Noget af det, der først går galt er, at tanninerne træder frem i det samlede smagsbillede, når frugten i næsen begynder at vige efter 5-8 år. Så kan man høre folk tale om, at ”det er en madvin”. Andre ville sige, at den bare er for gammel, og burde være drukket, mens den stadig havde frugt. Venter man endnu længere, vil tanninerne begynde at tørre ud, og den sammensnerpende mundfornemmelse, adstringensen, du oplever i munden, bliver ubehageligt insisterende.
Begge dele er de gamle hvidvine fri for. Hvidvin indeholder ingen tanniner i traditionel forstand, og selvom frugten viger i næsen, kan vinen stadig være saftig og forfriskende. Det er kun de bedste rødvine, der kan prale af den evne. Det betyder ikke, at alle hvidvine bliver bedre med alderen. Men det betyder, at hvidvin som vintype er mægtigt velegnet til at gemme, og at det er en sjov måde at få forskellige udtryk og anvendelsesmuligheder ud af den der kasse, du ikke kunne lade være med at købe.
I forhold til hvidvine og lagring er jeg meget enig – mange hvidvine (ikke mindst af den mere sarte slags som Muscadet, Aligoté, Silvaner og Pinot Blanc) lagrer væsentligt bedre, end mange tror.
Til smagninger à la den ovenstående er det dog værd at huske på, at vinene typisk vil være taget direkte fra producenternes kældre – og at man altså ikke kan regne med samme holdbarhed for vine, man selv har købt i sin tid.
NB: Der dyrkes ikke voldsomt mange tyske vine øst for Schwarzwald – den tyske vinproduktion ligger primært vest og nord for det store skov- og bjergområde :-).
Hov, Jakob, det har du da ret i. Jeg må lige have min skovplacering opdateret.
Prøv de hvide vine fra Rioja huset Lopez Heredia Vina Tondinia. Hvid Rioja fra 96 smager virkeligt fantastisk, og priserne er unmatched
Hvor køber du dem henne, Rasmus?
Hej Rasmus,
Kan med god samvittighed gøre lidt reklame for en god kollega (hvis du ikke har fået dem støvet op endnu):
Det er vores gode, fælles bekendt, Ulrich Dahl (ViniPortugal), der fører vinene. Har også smagt en ganske fortræffelig Rosé fra 2000 (som vist er den senest frigivne årgang fra huset :)). Lettere oxideret, særlig stil, som absolut ikke er i crowdpleaser-stilen, men meget interessant (og god).
Og de røde er heller ikke at foragte. Har smagte GR 1994 et par gange og det er formidabel, stor Rioja,
Amir