Dyrere vin i supermarkederne, pilsneren bliver trendy igen, danskproduceret kvalitetsbrændevin, mere sjov i cocktails og naturvin i provinsen. Her er vinanmelderens bud på 5 trends inden for øl, vin og spiritus, som vi vil opleve i 2015.
1) Dyrere vine i supermarkederne
Polariseringen af vinmarkedet når i 2015 frem til supermarkederne, der ser den forretningsmæssige fornuft i at supplere discountudbuddet af vine op til 70-80 kr. med et stigende antal vine i, hvad vi kan kalde premium-segmentet, dvs. fra 150 til 250 kr. – måske lejlighedsvist på tilbud til 2 for 200. Det giver ikke mindst mening, fordi mange af supermarkedernes leverandører allerede har premium-produkter i porteføljen, som bare sjældent når frem til butikkerne, hvor fokus traditionelt har ligget på alt under 75 kr. Selv Lidl har kørt seriøse kampagner på kvalitetsvine et par gange i efteråret 2014, og den måde at tilbyde de bedre vine på kunne godt blive en trend.
2) Pilsnerens genfødsel
Efter en årrække hvor moderne øl var øl, der nærmest kunne stå selv af bar humlebitterhed, er kurven for de humlepumpede ekstremøls og single-humle-IPA’ernes underholdningsværdi begyndt at flade ud. Den nye trend er noget så prosaisk som – pilsnerøl. Altså håndværksudgaver af den klassiske danske øltype ”lager”, og her ligger kunsten i balancen, præcisionen og delikatessen mere end rå muskelstyrke og humlearomatiske krumspring. Det er, som om ølmoden gennemgår den samme udvikling, som vinmoden gjorde, da vi efter at have muntret os med højalkoholiske fadbamser i nogle år begyndte at vende tilbage til elegance og kompleksitet som bærende kvalitetsmarkører. Der er hipsterbryggerne nu også nået til. Sammenligningen med vinmoden holder, komplet med en brettanomyces-snavset naturølsbølge som supplement til returneringen til de klassiske dyder.
3) Danskproducerede brændevine
Først opdagede vi de danske druevine, og 2014 har budt på flere store succeser og en koordineret charmeoffensiv fra producenterne af dansk frugtvin og cider, som du måske læste om her på url’en. Måske bliver 2015 året, hvor nogle flere af de efterhånden mange danske produktioner af håndværkssprut slår igennem i medierne og på markedet. Der bliver lavet adskillige glimrende vodkaer og både gin, whisky, rom, calvados (eller i hvert fald fadlagret brændevin på cideræbler) og hundredvis af andre frugtbrændevine på dansk destillationsapparatur. Er tiden moden til en organisering af danske brændere? Flere af os er i hvert fald moden til at skubbe noget af vores brændevinsforbrug imod hjemlige himmelstrøg, simpelthen fordi udvalget og kvaliteten er ved at være her.
4) Tilbage-til-rødderne-bølge i cocktailverdenen
Punch og traditionelle cocktailopskrifter fra 1800-tallet og de første årtier af forrige århundrede er stadig populære. Den tendens udgør et af benene i den overordnede no bullshit-trend, der også foreskriver en generel tilbagevenden til cocktail som en mere folkelig og festlig affære, end det har været tilfældet de senere år, hvor bartendere har kaldt sig ”mixologer”, og hvor der har hersket nærmest andægtig stemning på landets bedste cocktailbarer. Tiden er moden til at løsne op, koncentrere sig om kvaliteten af grundspiritussen og servere dem old-fashioned i stedet for prætentiøst højtbelagt kreamixet. Små håndværksdestillatørers værker skal frem i lyset og kun mimimalt fremhæves af nøje udvalgte mixere – samme tankegang som i det ny nordiske køkken. Nu på din cocktailbar.
5) Fortsat forbrødring af naturvin og konventionel ditto
Der er naturvin på gastronomisk moderate provinsrestauranter og efterhånden et sundt produktionsfilosofisk mix på flere selvbevidste hipsterrestauranter i hovedstaden. Lige som man havde kunnet håbe. Det var ellers ikke nemt at regne ud, hvilken vej det ville gå for de seneste 5-6 års store trend på de bedre københavnerrestauranter og en enkelt eller to i Aarhus. Naturvinene, der er lavet med et absolut minimum eller helt uden tilsætningsstoffer og derfor ofte smager noget anderledes end konventionelle vine, kunne have lidt samme skæbne som så mange andre diller fra yoyo til Buffalo-støvler. Men noget tyder på, at fænomenet er filtreret solidt ud i restaurantmiljøet og begynder at integrere sig om en accepteret stil, som bør være repræsenteret på et velassorteret vinkort.
Forudser at danskproducerede kvalitetssodavand snart bliver en ny storhitter:)