Internettet har mangedoblet mængden af tilgængelig information om mad og vin, men det er sket på bekostning af de gennemsnitlige niveauer af formidlingsfaglighed og gastronomisk og køkkenteknisk indsigt. Danmarks godt 20 blogs om vin er ingen undtagelse. Her findes alt fra skarp analyse og velfunderede holdninger til hyggesnak og decideret vås.
Folk, der går op i vin og mad, er nysgerrige mennesker. Det går hurtigt op for de fleste, at der er en meget begrænset nydelse i at indtage sin livret tre gange om ugen, hvor lækker den end er. Skønheden ligger snarere i at gøre nye gastronomiske opdagelser og i den variation, som er et resultat af den fortsatte jagt på originale spise- og drikkeoplevelser. For at optimere sandsynligheden for en kulinarisk succesoplevelse må vi søge inspiration og viden, og arbejde med at gøre vores referenceramme bredere og vores forståelse dybere.
Viden, underholdning og inspiration
Almindelige samtaler med venner, kolleger og familien sammen med simpel trial-and-error ved køledisken og skærebrættet derhjemme er fine metoder. Men engang imellem har man brug for input udefra for at komme videre. Brug for et konkret råd; for nogle alternative løsninger på et tilberedningsproblem; for viden om en råvare; idéer til et vinmatch; udvidelse af ordforrådet til at beskrive en oplevelse; eller bare brug for lidt hyggelæsning til blandet underholdning og inspiration til den næste mundfuld.
Revolution i madkommunikationen
Internettet har været en revolution for stimulansen af de behov. Før internettet var offentlige sundhedskampagner, fødevareindustriens kogebøger og monopolstationernes tv-køkkener danskernes primære kilder til oplysning om gastronomi. Specialmagasiner om mad og drikke har aldrig haft stor kommerciel succes i vores lille land, og i mange år var dagbladenes maddækning overstået med en restaurantanmeldelse og erhvervsstof fra landbruget og fødevareindustrien. Der er langt mere madstof i aviserne i dag end for 10-15 år siden, men den helt store vækst i tilgængelig oplysning for ligger på internettet.
Det, kan man mene, er bloggerens egen sag og måske endda en forfriskende kontrast til de snærende bånd af en traditionel redaktionel tankegang.
669 danske blogs om mad og drikkevarer
Per 15. april 2013 var 669 blogs listet på sitet madblogs.dk, og selvom ikke alle er lige aktive, vidner det alligevel om et enormt udbud at vælge imellem. Da vi i januar 2012 sidst omtalte madblogs her i spalten, var antallet af registrerede blogs om mad 435. Udviklingen har været eksplosiv de seneste 3-4 år, og indtil videre ser vi ingen tegn på, at kurven snart flader ud. Udviklingen foreskriver snarere, at bloggen som kommunikationsplatform suppleres med tilstedeværelse på Facebook, Twitter, Instagram og andre sociale medier, hvor man kan opleve nye sider af bloggerens historier og gastronomiske liv og færden i øvrigt. Indholdet er blevet mobilt, visuelt opgraderet og for mange blogs’ vedkommende i en eller anden grad professionaliseret i teknik og udtryk.
Indholdet følger ikke altid formen
Desværre er det langt fra givet, at indholdet på bloggen følger med den tekniske og designmæssige professionalisering. Branding, funktionalitet og en lækker henvendelse til livsstilspublikummet synes at tage mere af mange bloggeres tid end fordybelse i gastronomiens korrekte sprogbrug og i anvendelsen af journalistiske værktøjer som fx et sundt sprog, brug af kilder, bevidst vinkling af historier og en balanceret vægtning af divergerende synspunkter i en sag. Groft sagt er den danske madblogosfære stadig et etisk og formidlingsteknisk ingenmandsland, hvor meget få tager sit ansvar mere alvorligt, end hvad læsertallet kræver, og tiden til indholdsproduktion efter arbejde, når børnene er lagt i seng og opvasken klaret, tillader. Det, kan man mene, er bloggerens egen sag og måske endda en forfriskende kontrast til de snærende bånd af en traditionel redaktionel tankegang. Eller man kan mene, at bloggeren, ligesom ansvarlige udgivere af alle andre medier, bør sikre et vist niveau af korrekthed, faktatjek og generel sanddruelighed, før et indlæg slippes frit i æteren.
Store forskelle i vinforståelse og formidlingsevner
Balancen mellem sådan nogle hensyn udgør også forskellen på kvaliteten af de godt 20 danske blogs, der fokuserer på vin. Mindst dobbelt så mange blogs skriver jævnligt om vin, men af regulære vinblogs er der altså overraskende få, nationens vinøse tilbøjeligheder taget i betragtning. Den mest udtømmende liste over danske vinblogs findes på blogsvin.dk i indlægget med titlen ”Vinblogs i Danmark”. Følger man listens links, møder man voldsomme forskelle i retoriske udtryk og i forståelsen for vin og evner udi formidling om emnet, der desværre ikke kan siges at høre til de mest simple i denne verden. Nogle blogs er en fryd for øjet; andre er det modsatte. Nogle bloggere er dygtige kommunikatører med en begrænset viden om vin, mens andre har en både dyb og bred vinforståelse uden at være helt så skarpe i sprog, billeder, grafik og design. Og så er der de blogs, som er så professionaliserede, at de bedst kan beskrives som det, man kalder for webmagasiner, og de få, der teknisk set er professionelle, fordi de figurerer på etablerede dagblades og specialmagasiners hjemmesider og er skrevet af betalte journalister.
Medie med personlig appeal
Jeg vil henlægge det til et andet indlæg at namedroppe mine 4-5 favoritter blandt de danske vinblogs. Og ligeså i denne omgang lade nåde gå for ret med de 2-3 stykker, som jeg synes, godt kunne stramme sig lidt an. Bloggen som medie besidder den skønhed, at der – i de fleste tilfælde – er én personlig afsender, som har en meget direkte appeal til en typisk ret snæver gruppe af modtagere. I en tid, hvor jeg priser enhver interesse i at forstå velsmag og kvalitet hjertelig velkommen, skal der være plads til at gøre det på sin egen måde. Til at være i proces. Til at tage dialogen med brugerne op på en række tilgængelige platforme og inspirere og oplyse dem ifølge evner og disponibelt tidsforbrug. Så længe man bare aner en spæd aspiration mod fagligt avancement, er der plads på min liste over vinblogs med berettigelse i æteren over kongeriget. Men tag selv et kig på blogsvin.dk’s liste, og se, om noget falder i din smag.
Relevant og fint indlæg.
Blev inspireret til selv at skrive lidt om emnet inkl. en hyldest til den lille skare af danske vinbloggere.
Kan findes her; http://houlberg.it/?p=5807
vh Ulrik
Alsidighed i vores mange vinblogs er jeg helt enig med dig i. Jeg håber at vi beholder alsidigheden og at vi vil blive ved med at udtrykke vores egne personlige holdninger på vores blog.
Hyg dig