At de bedste chilenske vine kan være lige så gode som de bedste franske og italienske, når de bliver smagt blindt, understreger den kvalitetspolarisering, som er vinindustriens store problem både kommercielt og æstetisk
I Chile findes der en mand ved navn Eduardo Chadwick. Foruden at være åbenlyst intelligent og ualmindeligt sympatisk er Eduardo også vinmager. Han producerer vine med navne som Errazuriz, Don Maximiano, Seña og Viñedo Chadwick med flere. Vinene importeres til Danmark af H.J. Hansen, som leverer til butikskæden Vinspecialisten og Magasin tillige med et par butikker i eget navn. Eduardo Chadwick er også en modig, visionær og ambitiøs mand, så han besluttede sig i 2004 for at gennemføre, hvad der på det tidspunkt forekom noget af en halsbrækkende gerning. Han satte centrale dele af den europæiske vinpresse stævne i Berlin, hvor hans egne fem bedste vine fra Chile blev smagt op mod de fem 1.-cruer fra Bordeaux og et par udvalgte supertoscanere for at afgøre, om chilenerne overhovedet tålte sammenligningen, og for i det hele taget at lave lidt pr for sin egen og landets vinproduktion. Se, hvis det nu var gået, som Eduardo selv troede, så havde denne artikel nok handlet om, hvad du skal drikke til koldskål med kammerjunkere eller hornfisk på grillen – men det gjorde det ikke. De chilenske vine triumferede i en grad, så det gav genlyd i adskillige spaltekilometer overalt, hvor nogen formulerede sig journalistisk om vin. Med de to øverste pladser på smagningens rangliste placerede Viñedo Chadwick 2000 og Seña 2001 sig foran Château Lafite 2000 og Château Margaux 2001. Længere nede ad listen blandede forskellige chilenere sig med andre celebre koryfæer som Château Latour og Solaia. Med andre ord en stor sejr for Eduardo Chadwick og for den chilenske vinindustris selvforståelse.
Se, hvis det nu var gået, som Eduardo selv troede, så havde denne artikel nok handlet om, hvad du skal drikke til koldskål med kammerjunkere eller hornfisk på grillen – men det gjorde det ikke
Berlin Tasting i København
Smagningen fik navnet Berlin Tasting, og siden 2004 er den blevet afholdt med stor succes og overraskende tydelig konsistens i en høj placering af de chilenske vine i São Paulo, Tokyo og Toronto. I sidste uge kom turen så til København, hvor Chadwick og hans danske importør havde haft held til at trække stort set alt, hvad der kan krybe og gå af dansk vinpresse til et højloftet lokale på Hotel d’Angleterre, hvor den femte udgave af Berlin Tasting forløb efter alle kunstens regler. 10 vine blev smagt, og de tre bedste blev prioriteret med pointtallene hhv. 3, 2 og 1. Efter smagningen indsamledes alle smagernes point, vinene blev afsløret, og resultatet åbenbarede sig med følgende stilling:
Nr. |
Vin |
Pris |
1 |
2005 Lafite |
9.000 kr.* |
2 |
2004 Don Maximiano |
330 kr. |
3 (delt) |
2005 Mouton |
8.000 kr.* |
3 (delt) |
2004 Solaia |
1.000 kr. |
5 |
2005 Seña |
500 kr. |
6 |
2005 Don Maximiano |
320 kr. |
7 |
2005 Latour |
10.000 kr.* |
8 |
2005 Viñedo Chadwick |
540 kr. |
9 |
2004 Seña |
500 kr. |
10 |
2004 Sassicaia |
1.200 kr. |
* priserne er hentet fra philipsonwine.com
Og hvad så?
Hvad kan vi som vinforbrugere bruge sådan en smagning til? Svaret forekommer måske åbenlyst: ”Det beviser, at Chile kan lave fantastisk vin, som for det første er mindst lige så godt som de bedste fra Frankrig og Italien, og som for det andet kun koster en brøkdel af deres europæiske kombattanter. Derfor bør vi som pris- og kvalitetsbevidste vinnydere også tage Chile i betragtning på lige fod med de klassiske europæiske vinlande.” Men selvom det svar selvfølgelig er en logisk og helt korrekt mellemregning, så der det langt fra hele sandheden om smagningens resultat. En anden side af sandheden er den, at det beviser, hvilken enorm kvalitetspolarisering, som Chile er eksponent for. Vi ved alle, at en chilensk vin til 35-40 kr. kan være glimrende sammenlignet med en fransk ditto. Men hvad med en vin til 100 kr.? Her snævrer mulighederne for kvalitet voldsomt ind i den chilenske lejr, som nok kan levere en bestemt vintype eller to på et anstændigt niveau, men hvis diversitet generelt kan ligge på et meget lille sted. Her er det omvendt for Frankrig og Italien, hvor alt det sjove først rigtigt begynder ved 80-100 kr. Op til 200 kr. er der i Europa en kolossal stilmæssig diversitet og smagsrigdom, hvor den chilenske industri stort set må melde pas over en kam. Når vi nærmer os landets allerhøjeste luftlag fra 300 kr., kan der ganske vist lokaliseres et par håndfulde store og flotte vine, der som Eduardo Chadwicks er i stand til at tage kampen op om pressens gunst på centrale eksportmarkeder. Smagningens resultat i en kritisk forbrugerfortolkning er således: ”Smagningen viser, at positiv omtale af et lands vinøse formåen ikke relaterer sig særligt direkte til landets evne til at levere et konsistent niveau af gastronomisk oplevelse på tværs af flere priskategorier. Berlin Tasting understreger den polarisering, som er et af chilensk vins største problemer, både kommercielt og æstetisk”.
Problemet med årgangene
Hvis man skal gå arrangementet endnu mere pedantisk i bedene, kunne man skitsere den skævhed i vinenes kuratering, som ligger i valget af årgange. De dygtige folk i H.J. Hansens førerbunker har gjort sig mange fine tanker desangående, men det endelige valg er og bliver et kompromis og dermed forurenende for klarheden i smagningens budskab. Overordnet er vinene meget fornuftigt blevet skiftet fra de andre Berlin-smagningers ældre årgange til årgange, som lige nu er tilgængelige på markedet. Det er for chilenernes vedkommende årgangene 2004 og 2005. Derfor er det logisk at smage dem imod tilsvarende årgange fra Europa, og arrangørerne havde valgt den meget roste 2004-årgang fra Toscana og den ekstremt hypede 2005 fra Bordeaux. Som sådan følte man sig sikker på at have ydet optimal modstand til chilenerne. Men det er ikke tilfældet. En væsentlig årsag til chilenernes høje placering i smageresultatet er den måde, som smagningens grundpræmis er formuleret på: ”Den, I synes bedst om, skal I give 3 point …”. Der blev med andre ord tildelt point ud fra et kvalitetskriterium om umiddelbar appeal og performance. I hvilket omfang udviklingspotentiale blev vurderet, og om man følte sig i stand til at gennemskue det, var op til den enkelte smager. Problemet er, at den høje pris på bordeauxerne gør dem attraktive som samlerobjekter, og at de af den og en række andre primært historiske årsager, er produceret med en lang positiv udviklingskurve for øje. Nok skal de kunne nydes i dag, men de fleste vil nok være enige i, at en 1.-cru næppe peaker som 3-årig. Det er til gengæld i vidt omfang tilfældet for de chilenske vine, som med en prioritering af frugt over struktur, gennemgår en noget hurtigere udvikling og derfor som 3-4-årige allerede udviser kompleksitet og dybde, som de generøst øser af fra første snif. Det ultimative udtryk, og dermed det største hedoniske, nydelsesbaserede, potentiale, må findes gennem en individuel vurdering af de respektive vines smagsoptimum i forhold til alder, kombineret med en hensyntagen til specifikke årganges lokale indflydelse på resultatet. At lade vinene møde hinanden i stærkeste kampform, dvs. i den årgang, som til enhver tid er det bedste udtryk for vinens kvalitet, ville gøre det komparative aspekt af arrangementet mere troværdigt.
Min oplevelse
Københavner-versionen af den efterhånden berømte Berlin Tasting var en spændende oplevelse med mange gode resultater, foruden ovenstående top-10-liste. Ikke mindst var det bekræftende at kunne notere sig en bemærkelsesværdig enighed blandt deltagerne fra pressen, da vinene blev gennemgået efter smagningen. Ved denne signaturs bord havde vi stort set samstemmende rangeringer, og i en rar in plenum-diskussion var jeg overrasket over, at jeg ikke behøvede at skræppe op om mange detaljer om min holdning til vinene: Jeg var foruroligende enig med de to hidkaldte moderatorer, kolleger fra to større dagblade, og mange andre kommentarer i salen. Det antyder et højnet teknisk niveau og en nyvundet åbenhed og frihed for tidligere tiders velnærede fordomme omkring kvalitetsvurdering. Det sensoriske aspekt kan ikke fornægtes, og bliver det tilsyneladende stadigt mindre. Hurra! Min egen rangliste så sådan her ud:
Nr. |
Vin |
Endelig placering |
Mit gæt på land (korrektion) |
1 |
2004 Don Maximiano |
2 |
Chile |
2 |
2004 Solaia |
3 |
Frankrig (Italien) |
3 |
2005 Viñedo Chadwick |
8 |
Chile |
4 |
2005 Don Maximiano |
6 |
Chile |
5 |
2005 Lafite |
1 |
Frankrig |
6 |
2005 Mouton |
3 |
Frankrig |
7 |
2005 Seña |
5 |
Chile |
8 |
2005 Latour |
7 |
Italien (Frankrig) |
9 |
2004 Seña |
9 |
Chile |
10 |
2004 Sassicaia |
10 |
Frankrig (Italien) |
Chilenerne var nemme at fange i programmet, og Solaia burde jeg nok også have kunnet placere korrekt pga. de udtalte noter af fyrrenåle og mentol i toppen af næsen. Men den var så dyb, kompleks, ren og velholdt, at jeg tænkte, det måtte være frugten af en god sommer i Bordeaux. Latour og Sassicaia byttede jeg decideret rundt på. Begge vine var sjaskede og ubehagelige. Om Sassicaia skrev jeg (i den tro, at det var Latour): ”mineralsk, nærmest medicinsk … vinen bliver værre og værre!” Og om Latour: ”Bærer ikke sit fad vel … ubehageligt bitter …”. De to gange Seña led under at have gennemgået så hurtig en frugtmodning, at de både besad et grønt og urtet skær og samtidig en overmoden, sødmefuld tone, der gav indtryk af en meget traditionel, oversøisk vin med sin kvalitet formuleret omkring et fuldmodent varietalt udtryk, her cabernetens. Ikke lige min kop te, men tilsyneladende meget velfungerende i de tidligere Berlin Tastings, hvor Seña i mere modne årgange er kommet helt til tops.
Tak til Eduardo Chadwick og H.J. Hansen for en interessant smagning, der sætter italesættelsen af vinkvalitet i et nødvendigt perspektiv, og desuden bibragte en kærkommen mulighed for at krydse drøbler med et par skægge berømtheder, som ellers kun er japanske børshajer og it-millionærer forundt. Chile har et stort potentiale til produktion af højkvalitetsvine. Om det for alvor forløses, må tiden vise.
[…] Overskrifter kan være teknisk korrekte og alligevel essentielt løgnagtige. Og mens du ligger søvnløs for at gennemskue, om dette blogindlægs overskrift falder i den kategori, kan du evt. fordrive tiden med at læse en mere fyldig kritisk gennemgang af arrangementet og vinene under linket her. […]