Hvidvin fra danske vinmarker bliver bedre og bedre, og enkelte lader ikke konkurrenterne fra det store udland meget efter i friskhed og storblomstret aroma. Måske kan den sidste lille mangel opsummeres i begrebet ”mineralitet”?
Den positive udvikling af kvaliteten af dansk vin fortsætter. Jeg ved det, for jeg har lige smagt 25 af slagsen i forbindelse med foreningen Danske Vingaardes forsommersmagning af bobler, hvid- og rosévine. Den store smagning på tværs af alle vinøse genrer fra kommercielle danske vinproducenter ligger i efteråret, men foreningen mente, der var en idé i at lægge en for-smagning før højsæsonen for førnævnte vintyper, så de bedste producenter havde nogle medaljer at markedsføre deres vine med hen over sommeren.
Om de får det, skal jeg lade være usagt, for resultatet af blindsmagningen med tre professionelle dommere er ikke kommet endnu (jo, det er det så – se her). Men for mig som dommer og kommentator er det heller ikke medaljerne, der er interessante. En vinkonkurrence er ingen videnskabelig disciplin. Den bygger på dommernes subjektive vurderinger og kan i al væsentlighed designes til at give det resultat, arrangørerne ønsker. Næ, det interessante er, hvordan vinene smager.
Udtryk som rygrad, fokus, intensitet, nærvær og nerve er nogle, jeg ikke kan modstå fristelsen til at opsummere i begrebet mineralitet, som dermed bliver mit bedste bud på, hvad danske hvidvine generelt savner.
Oprigtigt interessante at drikke
Tiden med jævnlige positive overraskelser med dansk vin er for mig forbi. Men det er et godt tegn. Danske vine er konsistent ok, og jeg møder gode vine tilpas ofte til, at jeg ikke længere opfatter det som usædvanligt. Med ”gode vine” mener jeg produkter, der er kommercielt egnede, teknisk velfungerende, i god balance, og som tillige besidder en slags velsmagens x-faktor. Noget, der bringer dem ud over de hygiejniske og produktionstekniske kvaliteter og gør dem oprigtigt interessante at drikke.
Blandt de tre vintyper bobler, hvidvin og rosé er den midterste kategori den mest interessante. Der produceres flere pæne, friske og frugtige boblevine herhjemme, men de er ret kostbare at anskaffe, og der er langt mellem de decideret komplekse og spændende vine. Hvis de kostede 75-100 kr., ville de afgjort være konkurrencedygtige, sammenlignet med spansk cava, tysk sekt og diverse italienske spumanter, men det gør de ikke. Prisen er typisk 2-400 kr., og i det prisleje er du nødt til at finde en stor del af nydelsen alene i det faktum, at vinen er dansk. For nogle forbrugere er det muligt. For de fleste er det ikke.
At påstå, at de stille danske hvidvine er billige, ville være lidt af en tilsnigelse. Priserne ligger typisk mellem 100 og 175 kr. for 75 cl. Men hvidvinene har en væsentligt bedre ratio mellem pris og drikkeglæde end både bobler, rosé og rødvin, og stadigt flere kan nydes, uden at man skal mønstre en særlig tolerance for, hvor svært det er at modne druerne i Danmark. Det er dybest set ikke mit problem som forbruger. Jeg sidder ikke og hakker mig igennem en flaske dansk vin i solidarisk sympati med nogle naive idealister. Faktum er, at den naive idealisme langsomt men sikkert er på vej mod at forløse sig i reelt velsmagende vine, som man ikke behøver at have sympati med andre end sig selv for at værdsætte.
Minder om sauvignon blanc
Solaris hedder den drue, som dominerer de bedste danske hvidvine. Den giver udadvendte, aromatiske vine, der i sine bedste udgaver smager i retning af sauvignon blanc, dvs. med florale noter a la hyldeblomst, grønne toner a la stikkelsbær og peberfrugt, og med en lidt kogt frugt, der bedst kan beskrives som fersken eller pære fra dåse. Dåsefrugten, med dominans af fersken, er en gennemgående association, når jeg smager danske hvidvine. Det er ikke så skidt, som det måske lyder, men kan faktisk være ret charmerende og appetitligt.
Det delikate vinder vinene i munden, som stadig er slanke og primært drevet af strukturen fra en typisk markant syre. Den prøver de danske vinmagere at holde i skak med varierende indhold af sukker, og når jeg ser på mine smagenoter, kan jeg ikke sige, at jeg entydigt foretrækker vine med meget eller med lidt restsukker. Jeg foretrækker vine i balance, og den slags findes både med et par og med en snes gram restsukker og deraf følgende lette sødme eller bare en rundere, blød mundfornemmelse.
Er det ”mineralitet”, som mangler?
Det er vanskeligt at definere, hvad de danske hvidvine mangler for helt at være deres pris værd i ren drikkekvalitet. En del af manglen ligger selvfølgelig i, at der ikke er så meget ”genkendelsens glæde” ved at sætte tænderne i en zalas perle eller en madeleine angevine, som der er i en riesling eller en chardonnay, som vi kender til hudløshed. En anden begrænsende faktor er den meget korte tid, den danske vinindustri har haft til at optimere produkterne i, i forhold til snart sagt hvilken som helst konkurrerende region syd for den tyske grænse. Det betyder, at vinmagerne først lige har påbegyndt processerne med at fokusere på det, de er bedst til. De druesorter, som passer bedst til deres vinmaker. De produktionsmetoder, som passer bedst til den frugt, de får ind i vineriet etc.
Og så er der et generelt problem, som jeg desværre ikke kan beskrive anderledes end som en ”svag mineralitet”. Mineralitet er et vanskeligt definerbart begreb, der bruges meget forskelligt af vinprofessionelle, og som man derfor som forbruger er nødt til at tage med et gran salt. Jeg selv anvender det kun, når jeg er presset ud i et hjørne, og ikke kan finde noget alternativ til at italesætte min oplevelse. Det er jeg, når jeg skal beskrive de danske hvidvine. Det er ikke syre, der mangler, men syren savner en dimension. Der mangler en intensitet eller nerve, for nu at bruge et andet temmelig abstrakt udtryk. Lidt som en tomatsovs, der jo sagtens kan smage af tomat uden at være tilsmagt, men som eksploderer i tomat-nærvær og intensitet, når den er velsaltet. Jeg tror ikke, det er salt, de danske hvidvine mangler, men udtryk som rygrad, fokus, intensitet, nærvær og nerve er nogle, jeg ikke kan modstå fristelsen til at opsummere i begrebet mineralitet, som dermed bliver mit bedste bud på, hvad danske hvidvine generelt savner.
Din egen fornøjelses skyld
Generel balance i kompositionen, forfriskende, læskende saftighed og en generøs, frugtig aromapragt er dyder, som er ved at være fint på plads hos de bedste danske vinmagere og i deres florale solariser og flot krydrede muscaris-blends. Der er masser af grund til at være stolt over, hvor langt branchen er nået på rekordtid. Og der er også masser at arbejde videre med til denne og kommende generationer på rejsen fra hobbyavl til vinindustri. En transformation, der kræver opbakning fra et kundegrundlag af den vindrikkende danske befolkning. Det er sådan nogle som dig. Den gode nyhed er, at du nu kan støtte den spirende danske vinindustri for din helt egen fornøjelses skyld. Start med et glas hvidvin i den næste ledige solstråle.
Skriv en kommentar