Hvis du troede, brændevin på frugt og druer hørte Tyskland, Frankrig og Italien til, så er det tid til at tro om.
I de senere år har adskillige danskere kastet sig over det traditionelle håndværk, og der destilleres i dag flittigt på gæret saft fra hjemlige druer, æbler, pære, kirsebær, solbær og mirabeller med flere. Nogle af resultaterne er mere kuriøse end egentligt lækre, men generelt er ambitionsniveauet højt hos de danske brændere, og der er allerede mange flotte produkter på markedet.
Filippa er krystalklar at se på, og i både næse og mund én af de reneste og blødeste brændevine, denne skribent har smagt.
Et af dem destilleres på Brænderiet Enghaven ved Randers, hvor Esben Moestrup, Erik Moestrup og Mikkel Nordkvist siden sommeren 2008 har produceret en lang række frugtbrændevine, kryddersnapse og fadlagret brændevin. Jeg bad Esben Moestrup om at vælge den brændevin, som ville begå sig bedst i nedkølet tilstand til silden på påskebordet, og valget faldt på den klare Filippa (billedet), som der i den nuværende 2009-årgang er produceret sølle 428 halvflasker af.
12 kg æbler per liter
De 4 kg æbler, som går til én halvflaske brændevin, avles på Sauers Frugtplantage ved Aars i Himmerland. Frugterne håndplukkes, sorteres, vaskes, renses for eventuelle pletter, moses og gæres vha. tilsat gær i 4-10 uger. Herefter destilleres æblevinen til en brændevin på 75-80 %, som efter 2-4 uger forskæres til den almindelige drikkestyrke på 40 %.
I modsætning til De Gyldne Løvers erfaringer, er det ikke meget fusel, det syder med hos Enghaven. Filippa er krystalklar at se på, og i både næse og mund én af de reneste og blødeste brændevine, denne skribent har smagt. Til gengæld skal der noget tid og luft til at pakke frugten ud af næsen, og derfor er det altså ikke ved 2 grader, du skal servere de gode dråber. Stil flasken i køleskabet, og server 3-4 cl brændevin i velformede glas, der har stuetemperatur. Så rammer væsken hurtigt 8-10 grader, hvor den både er frisk og læskende til silden og samtidig viser sine frugtige ynder frem.
Brændevinene fra Brænderiet Enghaven distribueres af Amka og kan købes hos specialforretninger landet over, bl.a. via webshoppen på jyskvin.dk. Nærmeste forhandler oplyses på telefon 51 86 02 06. Filippa koster 249 kr. for en flaske med 35 cl.
Også de gode folk på Gastromand.dk har behandlet brændevinene fra Enghaven: http://gastromand.dk/julesnaps-braenderiet-enghaven/
Om Filippa skriver de: “Den sidste frugtbrændevin er brændt på Filippa æbler, og har i sin rene form en meget tydeligere duft og smag af æbler – simpelthen suveræn til den fede sild med karrysalat!”
Man kunne jo snart tro, der var noget om snakken.