En gammel traver fra Spiseliv, januar 2010. Men den holder stadig.
I Spanien har de tapas. Italienerne har deres antipasti. Og kineserne deres dim sum. Men lad dem bare. For vi har Fiskebaren!
Jeg er ved at sprænges af begejstring for Fiskebarens knasende sprøde snackkoncept, og nu kan jeg ikke holde det for mig selv længere. Jeg ved ikke, hvad det hedder, når man skaldyrssnacker på nynordisk. Men jeg ved, at jeg har lyst til det. Hele tiden!
Mit første besøg på Fiskebaren var en anelse tamt, men det var før, jeg fandt ud af, hvorfor det hedder FiskeBAREN og ikke Fiskerestauranten. Idéen er ikke nødvendigvis, at man lader sig bænke til en traditionel tretrinsmiddagsraket med fiskesuppe, fiskesteg og fiskeis.
Nej, på Fiskebaren freestylehapser man og lader sanseapparaturet bombardere med tusindtallige indtryk fra finurligt udskårne bonzairødder, dugfriske urter, ditto havdyr og alverdens flabede cremer og garniturer i 4+4 farver og fra endnu flere smagsmæssige verdenshjørner.
Da jeg første gang mødte nomas røgede vagtelæg, brød både min ledsager og jeg helt spontant ud i kluklatter af ren og skær, dybfølt, ægte og bundnaivt legesyg spiseglæde.
Den samme mavefornemmelse får jeg af Fiskebarens tindrende delikate servering af löjrom, ørredtartaren med sprøde speltkerner, den rå kammusling med valnødder og de andre biskener fra spisekortets første afdelinger. Jeg kommer aldrig længere. Det er simpelthen for sjovt.
At herlighederne oven i købet kan skylles ned med et knivskarpt kurateret opbud af moderigtige naturvine er prikken over min gastropræferences kræsne i. Og grunden til, at jeg snart skal på Fiskebaren igen.
Billederne ovenfor er taget af fotografen Tom Sólo (http://www.tomsolo.com), og de var bare for lækre, til at jeg kunne holde fingrene fra dem. Der er flere her.
Uh, Fiskebaren lyder fantastisk :)!