Der har været meget snak om skruelåg versus korkpropper, men hvad er egentlig status for debatten? Her opsummeres de seneste strømninger inden for lukning af vinflasker
For nogle få år siden var skruelåg det store diskussionsemne i vinbranchen. Var det nu en fornuftig og sikker lukning af vinflasker? Hvordan påvirkede det vinen? Og hvad sagde forbrugerne? Kork-lobbyen var fremme med nogle røverhistorier om, at verden var ved at løbe tør for kork, men at vi alle sammen burde støtte korkindustrien og de sydeuropæiske (primært portugisiske) korkplantager ved at købe vin med korkprop. Den hoppede en del forbrugere på. I dag er de fleste godt klar over, at skruelåg er noget, man bruger, hvis man vil holde sin vin frisk og frugtig og garanteret fri for propsmag, dvs. forekomsten af stoffet TCA i vinen. Lad dig ikke forvirre af, at du måske har hørt, at der også kan være TCA i skruelåg. Det kan der godt; men kilden er så godt som altid nogle inficerede korkpropper, der har ligget i samme kasse på vineriet. Sandsynligheden for prop i en vinflaske med skruelåg er mest af alt teoretisk. Hver 6. vinflaske i verden er lukket med et skruelåg.
Og det bedste ved det hele er, at det i sidste ende ikke drejer sig om de fejl og mangler, som de forskellige lukninger har, men om hvordan emballagen kan medvirke til at fremhæve og fastholde vinens potentiale til at levere den optimale smagsoplevelse.
Store flasker
Korkprop er noget, man bruger, hvis ens vin henvender sig til et konservativt marked, som ikke synes, at et skruelåg ser pænt ud på bordet. Dertil kommer, at en korkprop tillader en smule ilt at trænge igennem proppens struktur og ind til vinen, som dermed udvikler sig noget hurtigere end under et skruelåg. At vinen udvikler sig, er noget, der kan gøre gode vine endnu bedre, om end det også kan gøre mere hverdagsagtige vine ret kedelige, hvis de får for meget luft i flasken. Og så må vi ikke glemme, at ikke to korkpropper er helt ens. De tillader forskellige mængder ilt at slippe igennem materialet, og derfor må man påregne nogle små forskelle i udviklingen fra den flaske til den næste. Det er der måske nogen, som synes er meget sjovt, men de fleste foretrækker nok at vide, hvad det er for en vin, de sætter på bordet. Flaskevariationen forstærkes med årene på langs, og det er derfor, man kan høre folk bruge udtryk som: ”Der findes ingen store vine – kun store flasker”.
Syntetiske propper og støbt kork
Plastikpropper vinder stadig terræn på alverdens vinhylder, og det gør de, fordi de seneste generationer af produktet har en væsentligt højere kvalitet, end da de syntetiske lukninger begyndte at vinde indpas for 10 år siden. De fleste plastikpropper løser i dag sin opgave udmærket, og tidligere tiders hurtige oxidering af vinen under plastik synes at være kraftigt formindsket. Alligevel er der bred enighed om, at plastikpropper er bedst egnet til vin, der skal drikkes nu og her. To andre meget fornuftige lukninger skal nævnes, fordi de helt sikkert kommer til at spille en vigtig rolle fremover. Den ene kaldes en teknisk korkprop. Sådan én består af granuleret kork, som efter en grundig kemisk rensning støbes til en prop med noget 100 % smagsneutralt lim. Skulle der være TCA i en lille del af det grundmateriale, som den tekniske prop er lavet af, så fordeles mængden af TCA på et meget stort antal propper, og indholdet per prop bliver så marginalt, at det ligger under de fleste menneskers sanseevne. Diam er det førende mærke inden for tekniske korkpropper, og har din flaske sådan en lukning, kan du være sikker på, at der tænkt grundigt over sagerne.
Proppen fremhæver vinen
Den sidste lukning, som skal nævnes i dag, er lavet af glas. Vino-lok er det førende mærke, men der findes flere, og de vinder marked fra korkpropper og skruelåg. Glaslukningen er særligt populær i tyskland, fordi man der ønsker at holde sine vine friske og frugtige – og samtidig egnede til lang tids lagring. Glasproppen er forsynet med en lille silikonemembran, som tillader vinproducenten at justere den mængde af ilt, der kan trænge igennem lukningen. Og så er glasproppen stilfuld at se på. Man fornemmer, at det er et kvalitativt og gennemtænkt valg – og det samme vil man jo gerne tro om flaskens indhold. Med glasproppens fremmarch taler vi altså om en 5-6 forskellige lukninger, som alle har et marked og en berettigelse i specifikke sammenhænge. Tiderne, hvor vi talte om, at korkproppen enten ville bukke under for skruelåget, eller omvendt, er ovre. I dag ved vinmagere over det meste af verden, at lukningerne skal differentieres ifølge vinens stil og forventede udviklingspotentiale. Diskussionen er langt mere nuanceret og interessant end for bare 5-6 år siden. Og det bedste ved det hele er, at det i sidste ende ikke drejer sig om de fejl og mangler, som de forskellige lukninger har, men om hvordan emballagen kan medvirke til at fremhæve og fastholde vinens potentiale til at levere den optimale smagsoplevelse. Meget er nået!
Skriv en kommentar