Vi er mindre på vagt end tidligere over for nye produkter på vinhylderne. Den seneste trend hedder vine med lavt alkoholindhold.
En ny undersøgelse foretaget i Storbritannien af analyseinstituttet Wine Intelligence viser en fremgang i andelen af forbrugere, som kunne finde på at købe vine mellem 9 og 10,5 % alkohol, og en endnu større fremgang, når det handler om vin under 9 %. Seks ud af 10 personer svarer, at de er åbne over for lavalkoholvine, hvilket er helt i tråd med de britiske supermarkeders seneste påfund med simpelthen at lave særlige hylder i butikkerne med vin under fx 10,5 %.
Tommelfingeren op til skruelåget
Meget tyder altså på, at vores accept af de alkohol-lette vine er ved at tage samme tur fra den æstetiske skammekrog, som vine, der er lukket med skruelåg, har taget igennem de senere år. For syv år siden, ville 80 % af britiske vinforbrugere ikke købe en flaske vin med skruelåg. I dag er tallet 20 %. Også herhjemme har vi set en markant holdningsændring imod accept af skruelåget, mens de alkohol-lette vine endnu har til gode at invadere hylderne hos din lokale vinhandler.
Kontrol, sundhed og færre kalorier
Tendensen til at producere og markedsføre vin med lavt alkoholindhold er til dels en reaktion på en række stramninger i den britiske lovgivning omkring alkoholindkøb og –forbrug. Men den er også en del af en større trend inden for gastronomien, der kort sagt handler om, at ”less is more”. Det handler om kontrol, lethed, finesse, og om at kunne nyde et glas vin med veninderne uden at blive for beruset til at køre hjem (med mindre du bor i Sverige). Endelig er alkoholkomponenten som bekendt det element i vinen, som bidrager med flest kalorier, og dermed et oplagt indsatspunkt i disse sundhedsopmærksomme tider. At vinen smager lidt mindre interessant, er i manges øjne en acceptabel bivirkning.
Skriv en kommentar