Vi har brug for at udvide vores ordforråd til at uddybe ”lækkerhed” i stedet for at falde til patten med termer, der beskriver enkeltdele og ikke oplevelsen som helhed
Så er den sidste overskydende nytårsboble sprunget, gulvet skuret og balancenerven behørigt restaureret. Tid til at komme videre i konteksten, tilbage i tempo, op i gear og frem over den is, som vi for tiden er lykkeligt forskånet. Det er de tre k’ers æra: kalorier, krise og klima. Givetvis kun et spørgsmål om tid, før en nyrig amerikaner opkøber ydre Hvidovre og anlægger en veldrænet og sydvendt ækvivalent til Côte Rôtie. Men indtil vi er selvopvarmede og selvforsynende med vin og trøfler og deslige, er der grund til refleksion over gastronomisk kvalitet og prisen for den. Ikke mindst netop denne januar hvor sparegrisen er slank som aldrig før, og vi andre det stik modsatte.
Spørgsmålet er så, hvad det lærer os om den oplevelse, vi får, når vi lægger nakken tilbage og lader det flyde.
Splittet op i mindste komponenter
Det giver mig lyst til at introducere en skæg lille kontrovers, som indimellem byder sig til, når kvalitet og æstetik skal kvantificeres og prissættes. Den handler om den omsiggribende tendens til stædigt at benytte en specifik diskurs til at beskrive et emne, der i sin natur ikke lader sig indfange af mindre end et par stykker af slagsen. I videnskabeliggørelsen af selv de mest fladpandede emner går særligt den optik igen, som vi kalder for reduktionisme. Altså opsplittelse af et system i dets mindste komponenter, som vi så studerer i isoleret form for at danne os en større forståelse af helheden. Men der viser sig at være visse grænser for reduktionismens anvendelse.
Kromatografi og massespektrometri
Vinens verden italesættes ud fra en reduktionistisk diskurs i den forstand, at vi evigt og altid forholder os til druer, geografi, produktionsteknik og resultaterne af en teknisk sensorisk analyse. Der findes folk med næser så veltrænede, at de kan lugte ikke bare vinmarkens præcise beliggenhed, men tillige dens hældning i forhold til solen, tykkelsen på overjorden og den gennemsnitlige daglige nedbørsmængde i frugtens modningsperiode. Andre kan dissekere et aromabillede og liste et par snese centrale, molekylære forbindelser, før han (sjældnere hun) beviser deres eksistens gennem kromatografi og massespektrometri. Spørgsmålet er så, hvad det lærer os om den oplevelse, vi får, når vi lægger nakken tilbage og lader det flyde.
Tid til et nyt vokabular
Hvis vi antager, at de fleste mennesker drikker vin for nydelsen skyld, hvorfor er terminologien for vin så bygget op omkring teknikalia snarere end følelser og fornemmelser? Hvis en kammerat fortæller dig, at en vin smagte skønt, er det så ikke 10 gange så brugbar en oplysning, som hvis han havde sagt, at den var lavet af merlot, havde ligget otte måneder på fad, at den lugtede lidt af jordbær eller kostede 48 kr.? I tråd med rationaliseringen af resten af karrieresamfundets værdinormering er tiden kommet til at folde et nyt vokabular rundt om resultatet af alle anstrengelserne: det gode liv, nydelsen, kontemplationen, roen og fordybelsen. Et vokabular, der i videre omfang støtter sig til nytteværdien af dets komponenter, i stedet for at stille yderligere krav om defragmentering, teknisk indsigt og en finger på det seneste pulsslag. Vi har brug for en mere holistisk optik til at gennemskue dybderne i de hedoniske kvaliteter, som god vin kan besidde. En integreret diskurs til at forklare fænomenet ”lækkerhed”, der kan assistere i vores almindelige, sproglige omgang med vin og mad, og som rent faktisk fortæller et og andet om, hvordan det er at indlade sig med det (forhåbentligt) velsmagende emne. 10-15 års økonomisk velstand var åbenbart ikke tilstrækkeligt til at pode en ny måltidskulturel dagsorden i det ganske danske. Lad os begynde de nye tider med at tale om det.
Skriv en kommentar