Når barolo er bedst, når meget få andre vine den piemontesiske celebritet til sine gastronomiske sokkeholdere. Desværre sælges det meste barolo for ungt og for dyrt, og med mindre du er stenrig og lyst til at vente 10 år med at drikke vinene, er du bedre tjent med at købe noget andet.
Det har i mange år været en kilde til stor undren for mig, at danske vindrikkere taler så meget om – og tilsyneladende mægtigt godt kan lide – den piemontesiske vin, barolo. Jeg er helt med på, at det er et nogenlunde overskueligt navn, som de fleste både kan stave og genkende på supermarkedets vinhylde; at italiensk vin generelt nyder stor popularitet for tiden; og at der afgjort er behov for vin med en markant struktur, dvs. velvoksent proportioneret syre og tannin, til at matche vores grisefede madkultur. Men her stopper forståelsen også. Ikke fordi jeg ikke godt kan se det smukke i baroloer, barbarescoer og andre Piemonte-vine på nebbiolo-druen, men fordi skønheden i langt de fleste tilfælde først rigtigt viser sig, når vinene er 8-10 år gamle og koster på den anden side af 2-300 kr. Hvordan kan det være populært? Er det bare mig, der er for ensporet i min kvalitetsforståelse til at begribe, hvad det lækre er ved en ung barolo til 130 kr.? Måske.
Langt imellem vine med intuitiv lækkerhed
I sidste uge afholdt en organisation med det mundrette navn ”Consorzio di Tutela Barolo, Barbaresco, Alba, Langhe e Roero” (langhevini.it) for første gang et salgsfremstød for professionelle under titlen ”Grandi Langhe” (grandilanghe.com) – tre dages smagning i fem udvalgte byer midt i det smukke piemontesiske vinlandskab. 225 deltagende vinproducenter havde medbragt mere end 600 vine, så for de tilrejsende importører, agenter og journalister var der rig lejlighed til at få støvet referencebanken af og blive opdateret med de seneste tendenser inden for nordvestitaliensk vinkvalitet. Og selvom den teknisk set er tårnhøj, var der for undertegnede langt imellem oplevelserne af umiddelbar, intuitiv lækkerhed, og til gengæld langt flere intellektuelle refleksioner over udviklingspotentiale og følgende prisudvikling. Spørgsmålet, man som forbruger må stille sig selv, er, om man er villig til at betale for det ene eller det andet. Altså for en vin, der smager godt nu og her eller for en, der måske bliver fantastisk om en halv snes år. Og om det overhovedet lader sig gøre at finde begge dele i den samme flaske.
Barolo, Barbaresco og flere af Piemontes 11 andre overordnede appellationer besidder alt for stort potentiale for præcision, finesse, dybde og elegance til, at nogen vinmager ved sine fulde fem vil lade sig nøje med en vin, der smager blødt af jordbær, lakrids og vanilje.
Idealet er kompleksitet og friskhed i et langt liv
Problemet er, at traditionen – og vinmagernes personlige præference – foreskriver en produktionskultur, der fokuserer på vinens potentiale til at opnå aromatisk kompleksitet uden at tabe sin faste struktur og saftige syre. Den slags kræver, at man høster en kernesund frugt, som man kan udtrække smagsstoffer af i 3-4 uger og nogle gange endnu længere, og at man tillader vinen kontakt med relativt store mængder ilt i en årelang lagringsproces, der bibringer væsken alle de rette komponenter til på sigt at udvikle en dyb og kompleks bouquet. Mere end 20 års opmærksomhed på det internationale markeds ønsker om frugt og den smagsmæssige indflydelse fra små træfade har nok ændret profilen af visse vine, men nebbiolo bliver aldrig en simpel frugtbombe, og Barolo, Barbaresco og flere af Piemontes 11 andre overordnede appellationer besidder alt for stort potentiale for præcision, finesse, dybde og elegance til, at nogen vinmager ved sine fulde fem vil lade sig nøje med en vin, der smager blødt af jordbær, lakrids og vanilje.
Bedre økonomi i at sælge vinen, før den er drikkeklar
Hverdagsvine med masser af frugt og festivitas bliver i Piemonte lavet af druerne barbera og dolcetto, og der er en generel accept af, at de nebbiolo-baserede vine ikke behøver at være lækre, når de er unge. ”Jo jo, men den er jo også aaaalt for ung,” må jeg have hørt 30-40 gange til sidste uges smagning, når vinmagerne skulle gøre rede for en lukket næse og en – blandt andet deraf følgende – voldsomt disproportioneret tanninstruktur, som i bedste fald kunne tæmmes en smule af en fed lammekølle, men som i værste fald bare smager dårligt, fordi komponenterne er ude af balance. Min tanke er altid, at så skulle vinmageren måske vente med at sælge vinen, til den smagte godt, men jeg er godt klar over, at det faktisk hverken gavner vinmageren eller forbrugeren. Sidstnævnte får selvsagt langt bedre vin per krone, når hun ikke samtidig betaler for den udgift, der er forbundet med 10 års opbevaring og tab af omsætning og likviditet. Og vinmageren kan på samme måde drive en sundere forretning, når omsætningen af en given årgang ligger inden for en overskuelig tidsramme. I forvejen tilskriver reglerne for produktion af barolo, at appellationens små 800 producenter skal lagre vinene i 38 måneder (heraf 18 på træ), før den udgives til salg. Der er helt åbenlyst nogle gode grunde til, at vinene sælges, før de når deres smagsoptimum: Det giver bedre økonomi for både producenten og den bevidste forbruger.
Velsmag nu og her
Men hvad med de mindre bevidste forbrugere? Dem, der hører, at barolo er en fantastisk vin – og en dyr vin af samme årsag. Men som får en alt andet end fantastisk oplevelse, når de kommer hjem med supermarkedets dyreste barolo til 130 kr. Eller 175. Eller 250. I årgang 2008 eller den ellers fuldmodne og forholdsvist charmerende 2009, som begge lige nu er mindst 5 år fra at vise, hvad det egentlig er, der er så fantastisk ved vinene. Mindst 5 år fra at vise, hvad der i det hele taget retfærdiggør de 130 kr., hhv. 175 og 250. Meget, meget få af de over 100 baroloer, jeg smagte til Grandi Langhe var 130 kr. værd, hvis de skulle drikkes i dag. Mange havde potentiale til stor skønhed, men udgiften på de 130 kr. bliver jo også til meget mere for mig, hvis jeg skal binde likviditet i et vinlager i 5-10 år. Hvad koster det at mangle 130 kr. i 10 år? Jeg ved det ikke, men spørgsmålet har heller ikke stor praktisk relevans i den her sammenhæng, hvilket netop er problemet i en nøddeskal: Meget få mennesker, der køber en relativt billig barolo i et supermarked, køber den med det formål at gemme den i 5-10 år. De køber den for at drikke den. Og bliver dermed snydt. For det er ikke det, den er beregnet til. Ikke i første omgang. Og når vi danskere så alligevel indkøber så betragtelige mængder barolo, får det mig til at stille to spørgsmål: Hvad er det ved de ufærdige vine, folk godt kan lide? Og gad vide, om nogen køber barolo, fordi de tænker, at det er deres smag, der er noget galt med, hvis de ikke kan lide denne, én af verdens mest berømte og eftertragtede vine, i stedet for at købe noget, der bare smager godt nu og her og uden møje og besvær? Jeg kender ikke svarene.
For pokker, Rasmus. Havde bare lige lyst til at udtrykke min ros & respekt for dette indlæg – og for dine vinartikler generelt. I landskabet af vinjournalistik er din blog den, som jeg oftest bliver ved med at vende tilbage til, fordi jeg føler mig tryg i dine ord og ved, at jeg her altid får dybdegående analyse, refleksion og perspektiv på emnerne. Det bliver ikke meget bedre, tror jeg. Tak for det 🙂
Kære Rasmus,
tak for endnu en god artikel.
Jeg er selv ganske nyforelsket i vinene fra Piemonte men har kun smagt ganske lidt derfra endnu. Jeg finder historien og udviklingen de seneste årtier fascinerende. Jeg har desværre smagt alt for lidt Barolo og Barberesco med år på bagen, men dog trods alt nok til at min nysgerrighed er vakt.
Jeg har lyst til at spørge ind til en enkelt detalje i din artikel, nemlig det med prisen. Du skriver at prisen ofte er for høj, men med undtagelse af vinene fra en håndfuld producenter (Gaja, Giacosa osv) så sælges der jo meget fin barolo for 3-500 kr. Og når Barolo og Barberesco i en god årgang og med lagring kan blive så fantastisk som du skriver og mange beretter om på deres blogs, er prisen vel ikke urimelig eller hvad? Set i lyset af hvad gode vine fra Bourgogne, Bordeaux eller måske endda Toscana eksempelvis koster er det ikke umiddelbart min opfattelse at vinene fra Piemonte prissættes for højt.
Jeg synes det er et super relevant og altid aktuelt emne du rejser her.
Som helt ny startet vinmand, brød jeg mig i flere år slet ikke om de Baroloer jeg havde smagt, alt for skarpe og syreholdige!! Da jeg først fik smagt en “rigtig” Barolo af god kvalitet og flere år på bagen, var jeg solgt!
Jeg synes her at producenternes egen selvjustits og egenkontrol med områdets vine må afgøre, hvorvidt der skal sælges vine i de lavere kvaliteter, samt om de kan og bør repræsentere området. Har mødt mange der har købt en “rigtig god Barolo i XXX – som smagte rigtig dejligt” – jo jo god vin til 100,- kr men det er bare ikke som at smage en rigtig Barolo!!! Vil så hellere anbefale at bruge de 100.- til en Langhe Nebbiolo eller lignende.. ( I gamle dage købte vi Barbaresco når det skulle være knap så fint, men den efterspørgsel og kvalitet blev grundigt hævet)
MEN hvis vi nu sætter os ud over vores egen viden og erfaring, hvem er vi så til at vurdere om det for Piemonte – rent markedsføringsmæssigt eller af andre kommercielle grunde er godt der findes “dårlige” Baroloer??
Eller fra kundens perspektiv, er det bedre at de køber en billig Barolo og taler om det end at de køber en spansk petroleum og er ligeglad???
(De fleste bliver som bekendt mere kræsne med tiden)
Altså markedføring og udvikling mod perfektion og viden??
Eller tilbage til det økonomiske perspektiv; Producenten eller bonden (som alt andet lige sætter nogle mere sympatiske associationer i gang) kan sælge dele af sin produktion tidligt, for at finansiere de vine som han reelt brænder for at lave…..til gavn for …..os og andre der nyder smagen af en RIGTIG god Barolo, som vi er villige til at bløde mere end 250 kr. for!!
Supermarkederne udbyder brands og mærker kunder kan genkende let, så købsprocessen derved bliver “convenient”……kunden skal hjælpes og “guides” med alle midler, som oftest non-virale….altså via annoncer og skiltning. Det er der jo ikke noget galt ved! Det er det vi er blevet opdraget med og har accepteret for længe siden.
Men var nogle af de mærker blevet kendt af Hr og Fru Danmark, hvis det ikke havde været tilfældet? Eller havde det blot været endnu et mærke i “vinkendernes højtravende univers”?
Det er min holdning at vinen er blevet allemandseje på den måde, kendskabet og nydelsen af vin er blevet udbredt blandt rigtig mange mennesker og det giver mulighed for at vinhandlerne kan komme med nye budskaber.
Jeg har også altid sagt at jeg bliver jo nødt til at smage rigtig mange dårlige og mellemklassevine, for at kunne identificere rigtig kvalitet. Det har givet grobund for mange diskussioner i selskabeligt lag, da rigtig mange ikke forstår betydningen af KVALITET!
Det er måske den reelle diskussion??
Dejlig artikel Rasmus. Jeg møder ofte folk, der udtaler at de elsker italiensk vin – og især Amarone og Barolo, og så er det, at jeg undrer mig – men måske skal jeg bare beundre deres smagsdiversitet
Endnu en velskrevet artikel der rammer et ømt punkt i danskernes vinkultur. Tak