Vi danskere er flasket op med mængderabat på indkøb af mad- og drikkevarer. Vores sparekultur har også infiltreret vinens verden, men der findes også drikkeglæde på de nederste hylder.
Lad det være sagt med det samme: De fleste gode vinoplevelser findes på den anden side af en halvtredser! Om ikke andet, så alene af den grund, at dyrere vine bliver drukket i en sammenhæng, hvor der er gjort mere ud af både den gastronomiske og den sociale kontekst. Ikke desto mindre er vi så heldige at bo i et land, der vitterligt flyder med vinverdenens svar på mælk og honning. Ganske få andre nationer kan prale af så stort og varieret et udbud af vine i alle prisklasser, fra alverdens lande og områder og i enhver stil og størrelse. Og de danske importører og supermarkedsindkøbere kan deres kram. De kender os godt nok til at vide, hvad det er, der får vores nydelsens ur til at tikke, og de har forstået, at vinindkøb i dag drejer sig lige så meget om signalværdi, som om egentlig efterspørgsel. Det kan med andre ord betale sig at gøre noget ud af vinafdelingen, hvis man har ambitioner om at styrke en butiks profil som kultiveret.
Det kan ikke betale sig at rådgive kunder, som alene går efter prisen. Tilbudsskiltene kan de selv læse.
Hellere to kg skidt end et kg kanel
Vores gastronomiske kultur er under konstant udvikling, men én rød tråd løber igennem adskillige hundreder af års forbrugsmønster i Danmark: Vi vil have så meget som muligt for så lidt som muligt. Kvantitet er kodeordet, som har drevet husmødre, og siden i begrænset omfang -fædre, i alle tiders fortsatte jagt på en god handel. Der findes steder i verden, hvor den gode handel defineres af varens kvalitet, forstået som en sofistikeret, sund, smuk eller frisk beskaffenhed. Det er i lande som Frankrig og Italien, hvor husholdningsbudgettet i stedet for fladskærme og designermøblement i langt højere grad prioriteres til fødevarer. Herhjemme har mere end 50 år med stigende velstand bevist vores eklatant manglende vilje til at investere i fødevarekvalitet, og besparelse og rabatter trumfer til enhver tid en producents kvalitative fokus. Vi vil hellere have to kg skidt end et kg kanel, hvis prisen er den samme.
Fiktive førpriser
Den omsiggribende rabatkultur har også infiltreret vinmarkedet, som i vidt omfang baserer kampagner og annoncer på besparelser frem for beskrivelser. En disponent i et varehus udtrykte det forleden sådan her: ”Når jeg siger, at den her vin er fantastisk til prisen, spørger folk altid om størrelsen på rabatten. Jeg fortæller, at vinen ikke er på tilbud, men forsikrer kunden, at den i forhold til det beskrevne ønske er butikkens bedste køb. Og så stryger folk direkte hen til det nærmeste gule skilt og hiver en tilbudsvin i kurven, uagtet at den slet ikke står mål med kvaliteten af min anbefaling.” Den realitet må supermarkeder og detailkæder så prøve at inkorporere i deres salgsstrategi, som hurtigt kommer til at gå ud på at illudere en besparelse, hvor der reelt ingen er, for at styre forbruget i retning af en kampagnevare, som butikken har en god fortjeneste på. I mange tilfælde er det en lodret løgn, når reklamekataloget annoncerer en given besparelse. Fiktive førpriser er et af de mest nederdrægtige og hyppigst anvendte i serien af beskidte tricks i detailhandelen.
37 kr. per flaske
Danskernes forkærlighed for storindkøb med følgende mængderabat (et vigtigt ord i dansk kulturarv) har fostret et enormt udbud i prisklassen tre for hundrede. Til trods for vinens status som trend, ligger gennemsnitsprisen på en flaske solgt i Danmark i omegnen af 37 kr. Lidt lavere i supermarkedet, der baserer langt størstedelen af vinsalget på kampagner, og noget mere i specialhandelen, som til gengæld kan levere den rådgivning, der tilsyneladende helt konsekvent er sparet væk i stordistributionen. Det kan ikke betale sig at rådgive kunder, som alene går efter prisen. Tilbudsskiltene kan de selv læse. De 37 kr. er altså et udtryk for, hvor langt vi i gennemsnit vil strække os økonomisk for at få glæden ved at lade en flaske vin akkompagnere aftensmåltidet. Udfordringen ligger følgelig i at få mest muligt ud af investeringen, og her kan et lille indblik i omkostninger og prispolitik være en fordel.
Hvad betaler vi for?
Statskassen snupper en såkaldt punktafgift på 5,3 kr. for en vinflaskes indhold og 1,6 kr. for selve flasken. Oven i de 6,9 kr. skal lægges en transportudgift, og en importtold, hvis vinen kommer fra et land uden for EU. Fastholder vi det lidet glamourøse, men realistiske eksempel med 37-kroners-vinen, er de 20 % moms, som skal betales til staten; butikkens reelle pris er 29,6 kr. Derfra trækker vi 7,6 kroner for punktafgifter, fragt og told. Så er der 22 kr. tilbage til at dække butikkens detailavance, en eventuelt ekstern importørs engrosavance og endeligt selve produktionsomkostningerne for vinen. Det er meget forskelligt, hvordan beløbet fordeler sig på de tre poster, men ofte vil cirka en tredjedel af prisen gå til produktionsleddet. I nærværende tilfælde altså rundt regnet 7 kr., som følgende kan siges at være primærleddets andel af den forretning, der gøres med en gennemsnitlig flaske vin i Danmark. Ikke meget at arbejde med, og så meget desto mere fantastisk, hvad der rent faktisk kan opdrives af kvalitet på de nederste af dette lands vinhylder.
Konsumvin skabes i kælderen
For 30-35 år siden var et udlæg af en vis størrelse en forudsætning for at få en sund, velproportioneret og i det hele taget anstændig vin med hjem. Produktionerne fra store dele af verden, dengang var det så godt som lig med Spanien, Frankrig, Italien og Tyskland, var præget af urenheder, uforgæret restsukker, oxidering og andre problemer, som vi i dag ville kategorisere som fejl. I løbet af 70’erne og 80’erne blev industrien tilført de midler, som muliggjorde en bedre hygiejne og en bedre udnyttelse af frugtmaterialets kvalitetspotentiale. Der blev strammet op og tænkt langsigtet, som det gik op for vinproducenterne, at eksportmarkederne ikke havde tænkt sig at holde op med at drikke vin lige foreløbigt. Gennem 90’erne fandt yderligere en række teknikker bred anvendelse både i vinmarken og i kælderen, hvor man efterhånden kan gøre rigtig meget for at kompensere for naturens luner. Decideret dårlige årgange findes stort set ikke mere, og med moderne vinifikationsteknik kan smag og udtryk styres i hvilken som helst retning, så længe der er druer at arbejde med. Sandt er det, at fantastisk vin først og fremmest skabes i vinmarken, men det er ubestrideligt, at konsumvin er et resultat af et målrettet produktionsarbejde.
Anstændigt niveau af velsmag og drikkeglæde
Både de traditionelle vinmastodonter i Europa og de mere eksotiske af vores vinleverandører har for længst forstået nødvendigheden i at producere balancerede og helstøbte billigvine til en stadigt stigende efterspørgsel på verdensmarkedet. Som vinanmelder overraskes jeg til stadighed over, hvor velproduceret og i det store hele fejlfri vine, der kan bringes til veje for helt ned til 30 kr. per flaske. Ikke mindst har nationer som Chile, Argentina og Australien forstået, at rar og imødekommende vin til onsdagsmiddagen ikke skal stræbe efter at være stor kunst, men ganske enkelt skal være behageligt at nedsvælge, mens man taler om noget andet. Franske og italienske producenter er stadig så forhippede på, at deres regionale typicitet skal markere vinen, som om særligt mange af 37-kroners-forbrugerne kan smage forskel på en anjou og en côtes du rhône, at de glemmer, hvad deres eget smagsideal egentligt er. De største og dyreste vine fra Bordeaux er jo netop berømmet for deres fyldige, kraftfulde og tætte frugt i perfekt balance med vinens øvrige komponenter. Om end det er på et andet niveau af raffinement og elegance, er det jo netop det, chilenerne og australierne kan levere, mens mange forbrugere skuffes af de terroir-tro franske, der opfattes som sure og sjaskede. Ikke altid helt fair over for franskmændene, men når vennerne er bænket, er det ikke Unesco-filantropi og kulturarv, det handler om, men slet og ret et anstændigt niveau af velsmag og drikkeglæde. Og der er vi heldigt stillet i et rabatdanmark med en stor vinøs diversitet.
Fuldstændig entydigt indlæg, der alt for tydeligt viser tingenes tilstand i denne ellers herlige branche.
Rabat er kodeordet og typicitet skal helst ikke omtales.
God Jul Rasmus!
Mvh
Frederik
PS: Jeg arbejder i branchen og er med til at dække de “stakkels” forbrugeres ønsker! Som indkøber har det aldrig været lettere, verden bugner af fornuftig vin, til en god pris.