Languedoc-Roussillon. Klimaet og jorden er perfekt til vindyrkning. Vilje og tradition er der masser af. Et af Europas skønneste landskaber, en veludviklet gastronomisk kultur og en udsøgt geografisk positionering for handlende og rejsende udi vin. Languedoc-Roussillon har det hele, bortset fra en tradition for kvalitetsvin. Men der begynder at ske noget!
Efter Hamburgers sejr på 8. etape og Riis’ ditto på 13. var det en sulten Rolf Sørensen, som svang sig i sadlen til 14. etape igennem et sommersmukt sydfransk vinland. Rolfs sæson havde ærligt talt været elendig, men med ærkerivalen Bjarnes sejr var der skabt adgang til nye ressourcer i den 29-årige rytters ben. Med et nærmest frygtindgydende overskud rev Sørensen sig løs fra førergruppen 20 km fra mål, og ingen af de fem ryttere, som optog forfølgelsen, var i stand til at følge danskerens antrit. Hele seks minutter før feltet, bankede Rolf over målstregen i Languedocs traditionsrige hovedby, Montpellier.
Vilde tyre og lyserøde flamingoer
1994 var et godt Tour de France-år for Danmark, og herhjemme slugte vi fra pilsnersvalede sofahjørner rytternes strabadser igennem det indtagende franske landskab. Intet smukkere end på strækningen langs middelhavskysten, i år fra Miramas til Montpellier, og videre fra Agde og ind over landet til skibyen Ax-les-Thermes i Pyrenæerne. Sammenlagt 394 km med udsigt til verdens mest produktive vinområde. Med en trofast sol brændende i nakken; lavendel, solsikke og vild timian i næsen. Over og imellem de bløde bakker ad halsbrækkende krogede veje, med Camargues vilde tyre og Cap d’Agdes lyserøde flamingoer lige syd for ruten. Overalt tusindårige vidnesbyrd om kulturrigdom og menneskeliv: imposante romerske efterladenskaber, og middelalderlige småbyer, hvor tiden ser ud til at have stået stille, siden regionen i begyndelsen af 1200-tallet blev erobret af den franske trone.
Ikke for at gøre livet lettere for os som forbrugere, men fordi vin, som en integreret del af fransk økonomi, administration og selvforståelse, er blevet politisk.
Koncentration og fadlagring
Siden 1994 er der sket meget i Languedoc-Roussillon. Traditionelt har man taget sin rolle som nationens vinøse spisekammer helt bogstaveligt, og meget få vinproducenter har haft ambitioner om andet end volumen. Men i løbet af 80’erne og 90’erne har en stadigt større gruppe af fortrinsvis yngre og veluddannede vinmagere mønstret det nødvendige mod til at satse spareskilling, rygstykke og godt navn på det, vi kalder kvalitet. Høstudbyttet er mange steder kraftigt begrænset, og den øgede koncentration af frugten udnyttes til en seriøs omgang fadlagring. Detailproduktionen er simpelthen blevet internationaliseret. Klassiske druer som aramon og carignan er enten forbudt eller på vej til at blive det, og i stedet favoriseres de både smagsmæssigt og kommercielt mere velfungerende celebriteter syrah, grenache og mourvèdre. Adskillige producenter har endda taget skridtet fuldt ud, og plantet fremmedelementer som cabernet, merlot og chardonnay.
Modernistiske bulderbasser
Og det ser ud til at give pote. Languedoc-Roussillon eksporterer en god tredjedel af den samlede årsproduktion, og selvom mængden er faldet med en lille fjerdedel i løbet af de seneste syv-otte år, så er værdien af eksporten steget med en ottendedel. Siden årtusindeskiftet har regionen ikke formået at differentiere sig voldsomt fra sine naboer i resten af Frankrig, og man har oplevet et svagt fald i efterspørgslen. Men krisen er ikke nær så præsent som fx i Bordeaux eller Bourgogne. Det venligt stemte sydfranske vejrlig tillader et velvoksent sukkerindhold i druerne, og med syrah og carignan som vigtige bestanddele sikres den tanniske struktur, som gør det høje alkoholindhold udholdeligt. Enkelte af de modernistiske bulderbasser savner lidt syrlig friskhed, men som sådan er de på linje med de fleste af den nye verdens mest populære vine.
Meget til fælles med Australien
Languedoc er på mange måder europæisk vinproduktions svar på Australien: Industriel fremstilling af ligegyldig konsumvin har i årevis skygget for eksistensen af et mylder af inspirerede og dygtige vinmagere. Men stilen, som efterspørges af eksportlandene, sammen med et par velanbragte Parker-vurderinger (hvis det da ikke er én og samme sag), har åbnet markedet for de modigste og de første generationer af deres efterfølgere. Både klimaet og jordens beskaffenhed er i vidt omfang sammenlignelige med det sydaustralske, og det ser ud som om, man har succes med mange af de samme druer. De produktionsmæssige størrelsesforhold er heller ikke så forskellige. Med en årlig fremstilling svarende til 2,1 milliarder flasker tegner Languedoc-Roussillon sig for en tredjedel af Frankrigs og seks procent af verdens samlede vinproduktion. Det er en smule mere end Australien, som kan prale af rundt regnet fem procent med 1,9 milliarder flasker. Men tænk på, at Australien er et kontinent med 20 millioner mennesker. I Languedoc og Roussillon bor der 2,3.
2.800 selvstændige vinerier og 400 kooperativer
Og nu vi er ved tallene: 70 % af vinen fra Languedoc er rød, 15 % er rosé og 15 % er hvid. Mindre end en tredjedel produceres af ca. 2.800 selvstændige og uafhængige vinerier. Resten laves af omkring 400 såkaldte kooperativer. Et kooperativ er en slags andelsvirksomhed, som har centraliseret forarbejdning, markedsføring og salg af andelshavernes vin, så de hver især kan fokusere på den landbrugsmæssige del af produktionen. Meget lig den danske model for andelsmejerier. I Languedoc-Roussillon leverer 50.000 vinavlere druer til kooperativerne. Det er ikke bare big business; det er selve rygraden i store dele af det sydfranske samfund. Er man ikke i vinbranchen, så arbejder man enten med turisme, i servicesektoren eller slet ikke. Sidste kategori udgør ca. 15 % mod ca. 10 % på landsplan (6,4 % i Danmark).
Overordnet appellation AOC Languedoc
Languedoc-Roussillon strækker sig over fem departementer: Lozères, Gard, Hérault, Aude og Pyrénées-Orientales. Fra Provence i nordøst til den spanske grænse i syd. Ikke mindre end 25 tilladte appellationer er der at finde rundt i, og det er vist tvivlsomt, om nogen overhovedet kan det. I hvert fald kommer der justeringer til snart den ene delappellation og snart den anden. Ikke for at gøre livet lettere for os som forbrugere, men fordi vin, som en integreret del af fransk økonomi, administration og selvforståelse, er blevet politisk. Lokalpolitik og lobbyisme fra storproducenter flytter mere rundt på benævnelserne, end der er kvalitetsmæssigt belæg for. Senest blev der i januar i år gjort et stort nummer ud af at annoncere tilblivelsen af en ny, overordnet appellation, AOC Languedoc. Languedoc er altså blevet fællesbetegnelsen for al den AOC-klassificerede vin, som produceres i Languedoc og Roussillon, på tværs af stil, druer, produktionsmetode og kvalitet.
Søde, forstærkede vine
Inden for den kategori kan vinene deles op i tre hovedgrupper: Først og fremmest er der de tørre hvide og røde fra hele distriktet. Dertil kommer to typer af forstærket vin, de såkaldte vins doux naturels, nemlig dem, der er lavet på muscat-druen, og dem, der ikke nødvendigvis er. Sidstnævnte hidrører fra Frankrigs allersydligste vinmarker i Maury og Banyuls, og er primært grenache-baserede rødvine med en væsentlig restsødme og et alkoholindhold på omkring 18 %. De sidste 10-15 % fremkommer ved tilsætning af ren alkohol til den gærende vin, som dermed stabiliseres. Særligt Banyuls producerer længelevende, spændende vine, som kan opnå stor kompleksitet, og til trods for sin aparte eksistens være et sjovt akkompagnement til retter lige fra stegt lam til ost og chokoladedesserter. Muscat-vinene, fra de mest vamle og grove sukkerbomber til intense, velstrukturerede og sofistikerede vine som apéro eller til desserten (apéro (apéritif) er et vidunderligt sydfransk ord, som dækker over alt fra en stiv whisky til vol-au-vent med stegte løg og ansjoser). Muscat produceres i fem appellationer: Lunel, Mireval, Frontignan og St Jean de Minervois i Languedoc og Rivesaltes i Roussillon. Muscat de Frontignan er den mest prestigiøse af vinene, men særligt amerikanerne sætter stor pris på alle fem.
Enorm variation
Men søde og forstærkede vine er og bliver et nichemarked, om end der flyttes betragtelige mængder ud af Languedoc-Roussillon. Det er om de tørre, at slaget om international anerkendelse og kommerciel succes skal stå. Morten Brink Iwersen er journalist, og sammen med kollegaen Søren Juhl har han forfattet den første bog på dansk om vinene fra Languedoc-Roussillon. Bogen udkom i maj 2005. Morten forklarer, at regionens uendelige mangfoldighed i mikroklima, jordbund og højde; lokale forskelligheder i tradition for valg af druer, opbinding, høst og vinifikation på én gang er Languedoc-Roussillons styrke, og samtidig det, som gør det så vanskeligt for vinproducenterne at markedsføre sig, så forbrugerne kan forstå det. Stil, form og størrelse afviger ofte diametralt fra en appellation til den næste, måske så lidt som 10 km der fra. Han vurderer, at der er plantet op mod 40 forskellige druesorter, hvoraf mindst 30 benyttes i kommerciel vinfremstilling. Den enorme variation gør det nødvendigt med en formel egns- og vintraditionsmæssig differentiering i form af officielle benævnelser for en række under-appellationer, også kaldet cru’er. Her tegner de tørre vine sig for 12 af slagsen, deriblandt en enkelt cru, Clairette du Languedoc, som kun må benytte en enkelt drue, nemlig den lokale ugni blanc-version, clairette. Resten hedder Faugères, Saint-Chinian, Minervois, Minervois la Livinière, Corbières, Fitou, Limoux, Cabardès og Malepère foruden Roussillon-appellationerne Collioure og Côtes du Roussillon Villages. Paraplybetegnelserne for er henholdsvis Coteaux du Languedoc og Côtes du Roussillon, og alle kan som nævnt nøjes med at skrive Languedoc på etiketten, hvis de vil. Incitamentet til det sidste ligger ofte i det forhold, at man producerer en vin uden den store lokaltypicitet eller traditionsmæssige integritet. Som regel en masseproduceret vin, blandet af frugt fra flere steder i regionen, uden store kvalitative ambitioner.
Et nødråb til de franske vinlovgivere om en revision af det AOC-system, som måske nok historisk har opretholdt en bevidsthed om kvalitet og egenart, men som de senere år i vid udstrækning har ageret spændetrøje for udviklingen af kreative initiativer.
Super-vin-de-pays
Fra cruerne kommer det meste af den interessante, klassificerede vin. Særligt Faugères og Saint-Chinian lægger navn til et væld af kvalitetsfokuserede producenter. Men sjovt nok skal man finde det ypperste af languedocsk vinformåen uden for den øverste del af klassementet. Ligesom det har været tilfældet for de legendariske supertoscanere, hvis producenter nægtede at lade sig begrænse af den italienske vinlovgivning, så lader også en efterhånden betragtelig del af de førende vinmagere i Languedoc-Roussillon hånt om reglement og officielle anbefalinger. De planter rask væk cabernet og merlot, chardonnay og sauvignon, og er i øvrigt flintrende ligeglade med, at de er nødt til at kalde deres vin for vin de pays, klassen under AOC. Måske er der endda et svagt skær af provokation eller oprør i deres autonome og anarkistiske deklassificering. Et nødråb til de franske vinlovgivere om en revision af det AOC-system, som måske nok historisk har opretholdt en bevidsthed om kvalitet og egenart, men som de senere år i vid udstrækning har ageret spændetrøje for udviklingen af kreative initiativer. Initiativer, som ofte har været et udtryk for desperation over systemets stagnation og ineffektivitet i markedsføringen af de traditionelle dyder. Men hvis lovgivningen ikke er rummelig nok til ens drømme og idéer, må man jo træde ved siden af den. Og det er netop devisen for stadigt stigende antal Languedoc-producenter. Her er ingen leflen for fine betegnelser og formaliseret anerkendelse. Man har et terroir, og får ud af det, som man har fantasi og forstand til! Med lovlydige eller lovløse druer.
Bordeaux og Châteauneuf banket af Languedoc
I efteråret 2004 blev 35 professionelle vinsmagere inviteret af et fransk/britisk vindistributionsfirma, Grand Cru Wine, til at smage udvalgte Languedoc-pionérers bedste kreationer op mod klassiske topvine fra blandt andet Bordeaux og Châteauneuf. To Languedocvine konkurrerede mod en klassiker i fire kategorier: merlot-baseret, cabernet-baseret, syrah-baseret og grenache-baseret. Resultatet overraskede nogle, og efterlod andre med et indforstået smil på læben: Et tæt løb i merlot-kategorien kunne ikke skjule, at Château Petrus 1999 (ca. 5.000 kr.) blev slået på målstregen af Merle aux Alouettes 1999, en vin de pays fra Alain Chabanon (forhandles ikke i Danmark, men ville koste omkring 230 kr.) og Domaine de Ravanès Les Graviers du Taurou 1999, også en vin de pays (forhandles heller ikke i Danmark, men ville koste omkring 190 kr.). Af caberneter var Château Léoville Barton 2000 fra St-Julien i Bordeaux (917 kr. hos Kjær & Sommerfeldt) så lidt bedre (16,92 point mod 16,88) end Grange des Pères 2000, en vin de pays fra Hérault (forhandles blandt andre af Atelier Occitanien for ca. 350 kr.), at det lige så godt kunne have været omvendt. Grange des Pères er populært anerkendt som den bedste vin fra Languedoc lige nu. Den er i øvrigt ikke baseret på cabernet, men på syrah og mourvèdre, men de sidste 20 % var altså nok til at entrere cabernet-kategorien. Hårfine kvalitetsmarginer igen i syrah, hvor Hermitagen fra Jean Louis Chave i årgang 2001 (765 kr. hos Jysk Vin) fik klø af Clot de l’Oum “Numéro Uno” 2002, en Côtes du Roussillon-Villages, som, hvis den blev solgt i Danmark, ville stå i omegnen af 190 kr. Ikke mange af smagerne havde forventet af Châteauneuf-koryfæet Rayas i power-årgang 2000 (omkring en tusse hos Kjær & Sommerfeldt) skulle se sig jordet af endnu en Alain Chabanon, nemlig Les Boissières 2000, Domaine Font Caude, klassificeret som Coteaux du Languedoc. Det var ikke desto mindre nøjagtigt, hvad der skete. Når en dansk importør får taget sig sammen til at hente nogle af de overraskende gode dråber til landet, burde Les Boissières kunne sælges for omkring 200 kroner.
Bemærkelsesværdigt og imponerende, at alle Langudoc-Roussillons repræsentanter stod distancen mod berømthederne. Det kan undre, at så få af vinene er at finde på det danske marked, men all right, at Languedoc er så hot, er stadig nyt for mange. Men der er ingen tvivl om, at der er noget i gære i den smukke franske landsdel. Noget friskt, frækt, moderne, vellavet og kompromisløst kvalitetsfokuseret. Det er nye tider i Sydfrankrig. Nyd det!
Skriv en kommentar