Riesling er for grønne druer, hvad pinot noir er for blå: den ultimative udfordring for en vinmager og derfor lige dele motiverende gulerod og uopnåelig drøm. Hvor bourgogne har placeret den kvalitative pinot-overlægger, har Mosel gjort det samme for riesling.
”Riesling – en prinsesse på sin ært”, lyder overskriften, og det lyder måske som noget eventyrligt vås. Men du husker nok H.C. Andersens fortælling om dronningen, der testede en påstået prinsesses ægthed ved at lade pigen tilbringe natten på en ært, kun adskilt af sølle 20 madrasser og 20 edderdunsdyner. Den sarte pige fik knap lukket et øje, og vågnede tillige op gul og blå af den hårde behandling og beviste som sådan, at hun var en virkelig prinsesse! Og sandt er det, at vi opfatter det sarte, skrøbelige, delikate og flygtige som noget, der fortjener en særlig respekt og agtelse. Ikke mindst inden for gastronomi.
Her er rieslingerne ultimativt mineralske, florlette, æteriske, sødmefulde, men med inciterende syrespil, pirrende, æggende, nervøse, nærværende og saftspændte, så de driver mundvandet af kanalerne.
Bedste udtryk for terroir og til mad
Sådan er det fx med riesling. Druen, der kan give en vin, hvis nøje kalibrerede balancepunkt og yndefulde konstruktion skal komponeres med kirurgisk præcision for ikke at fremstå hverken grøn, sur, tung eller vammel. En velskabt riesling er elegant, saftig, ubesværet, generøs og dog stram i sin opbygning. Når den er det, er ingen vin på denne planet bedre til at akkompagnere komplekse madretter og til at udtrykke sit vækststeds kvalitetspotentiale, det, vi kalder terroir. Disse to egenskaber er årsag til druens attråværdighed, og samtidig det, der gør den så krævende at arbejde med. For hvordan skal man behandle en riesling for bedst muligt at stimulere disse egenskaber?
Det sure med det søde
Det er der selvsagt næsten lige så mange meninger om, som der er rieslingproducenter i denne verden, men nogle få retningslinjer synes der at være en vis konsensus om. For det første er riesling meget modtagelig over for smagen af egetræ, så fadlagring er meget sjældent anvendt. At udelade træet, giver mere plads til den rene frugt, og så har man allerede forstærket relationen til geografien. Hvad den gastronomiske kontekst angår, så har det vist sig gunstigt for rieslings optimale udtryk at lade den fremstå med et sødmefuldt element, dvs. en lille smule uforgæret sukker til at komplementere druens naturligt høje indhold af syre. Syren gør, at sukkeret ikke smager særligt sødt, og derfor er selv den halvtørre vin stadig frisk og nem at drikke.
Kraftig og krydret mad og ost
Syren og sukkeret giver tilsammen en høj smagsintensitet, og som sådan kan rieslingen yde modspil til selv kokkebogens kraftigste retter a la andesteg med orangesovs, blodpølse, surkål og hummersuppe. Mange rieslinger passer desuden fortrinligt til retter af orientalsk inspiration med kokos, chili, ingefær og andre pikante urter og krydderier. Og så må vi ikke glemme de sødere kvaliteters guddommelige akkompagnement til oste af mange kaliber, herunder ikke mindst de bløde, modne og småfarlige.
Pris: Tålmodighed!
Til ost – og som en aperitif til dine vinelskende venner – er særligt de mere eller mindre bedagede eksemplarer oplagt. ”Mere eller mindre” skal forstås helt bogstaveligt: En purung riesling har så megen hvalpet fylde og umiddelbar charme i sin ødsle næse af grønne æbler, mirabeller, fersken, mælkebøtte og flintede mineraler, at den sagtens kan tage kampen op med selv de ældste Oler på brættet. Alternativt er det en fornøjelse at udnytte, at riesling, både tørre og søde udgaver, besidder et imponerende potentiale for positiv udvikling i flasken over tid. 10 år er ingen alder for en god riesling, og ofte vil 15-20 år være tættere på en optimal drikkealder. Til den tid har profilen ændret sig noget: De florale og frugtige aromaer er omdannet til petroleum, læder, kaffe, chokolade, skovjordbær og sitrende citriske noter a la lime og orange- og citronskal. Sødmen en dæmpet og helheden integreret til en samlet symfoni af uforlignelig velsmag. Pris: Tålmodighed!
Verdens bedste riesling
Kommer fra …!? Nej, det er der heldigvis ingen facitliste for. I USA skyder eksperimentale rieslingproduktioner op som karljohaner efter en regnvejrsdag i oktober, og både Sydafrika og Chile leverer absolut hæderlige eksempler på druens formåen. Til manges overraskelse har vinområdet Clare Valley i South Australia nærmest dannet skole for en ny generation af knastørre, koncentrerede og enormt raffinerede rieslinger, som ikke har meget til fælles med deres europæiske søstre, men alligevel kan være virkeligt lækre. Og også i både Østrig, Norditalien og i flere tyske regioner så som Rheingau og Pfalz spiller de tørre, og næsten tørre, kvaliteter en mere og mere betydningsfuld rolle på markedet.
Mineralsk, æggende, æterisk
Det ændrer dog ikke på Mosels status som rieslings arnested, vugge, hjem, primære udstillingsmontre og ukontesterede eksponent for druens mange æstetiske muligheder. Fra den mest stringente og slanke Classic over Kabinett, Spätlese, Auslese og ud i de søde ekstremer leverer det underskønne tyske landskab langs Mosel-flodens respektindgydende stejle bredder vin af kvaliteter, som ikke møder megen konkurrence andetsteds. Her er rieslingerne ultimativt mineralske, florlette, æteriske, sødmefulde, men med inciterende syrespil, pirrende, æggende, nervøse, nærværende og saftspændte, så de driver mundvandet af kanalerne. De er fine, delikate, komplekse og alligevel umiddelbart indbydende. Velskabte, unge og stærke, og dog uhåndgribeligt drømmeagtige, flygtige og sarte. Som en virkelig prinsesse.
Se, det var en rigtig historie!
Skriv en kommentar