(Fra Vinmagasinet, maj 2006) Sommerferie, sommersol, sommerhumør og sommervin, og hvorfor ikke fra Alsace? Regionen står i manges bevidsthed som selve inkarnationen af begreberne tradition og etablissement, men der er alt andet end stilstand i de nordøstfranske kældre. Vinmagasinets udsendte lagde vejen omkring regionen et par regnfulde dage i april, og leverer her en dugfrisk opdatering på hot og not i Alsace.
Hot
1) Riesling
Druen har i årevis været vinbranchens egen kæledægge, men budskabet er aldrig rigtigt sivet ned til den almindelige, glade vindrikker, som stadig foretrækker chardonnay og sauvignon og den slags. Efter at have brugt en del af foråret på at lægge gane til en større mængde rieslinger fra Alsace står det klart for overtegnede, at den exceptionelle drues yppige fortrin er endnu en anbefaling værd. I unge versioner er rieslingvine fulde af syrespræl, liv og glade dage. Forfriskende, læskende og ferskt aromatiske med en tydelig mineralsk karakter. De rene og klare vine bliver ofte behæftet med udtrykket stålsat, men for mig er de for frugtige og imødekommende med deres saftige syre til at blive sammenlignet med et hærdet metal. Med et par år på bagen genererer riesling et dybt, let krydret udtryk af petroleum og senere jordbær, kaffe og læder. Det er intet mindre end en vidunderlig drue, som næsten altid leverer positive oplevelser til den, som tør kaste en ekstra 20-30-krone efter flasken.
2) Terroir-dimensionen
En altoverskyggende faktor i Alsaces selvforståelse og kvalitetsmæssige klassifikation. Er man typen, som går mere op i vinens smag end markens berømmelse, kan man glæde sig over Alsace-producenternes vedholdende forsøg på at optimere udtrykket af deres respektive jordbesiddelser. Med syv druer at vælge imellem og meget svag tradition for blanding er det klart, at hver enkelt vinmagers egenart primært skal findes i den del, som vedkommende stensikkert har for sig selv, nemlig det enkelte markstykke. Det gøres ved at høste så relativt meget, at frugtens koncentration ikke dominerer den særlige mineralitet, som vinen får fra sit vækststed. Regulativerne foreskriver 10.000 liter par hektar til generisk alsace – i Châteauneuf må høstes en tredjedel. Resultatet er en nærmest uendelig variation, og et oplagt studie terroirets indflydelse på frugten. Ja, det kræver måske et vist mål af nørdegener, men belønningen udbetales i form af en indsigt, som man skal smage sig til. Og det kan de fleste nok se det sjove i.
3) Pinot noir
Hvis du tror, at rødvin fra Alsace er noget farveløst sprøjt uden koncentration og smag, så skulle du investere en flig af dit bourgogne-budget på et fadlagret eksemplar fra 2003. Langt varmere end gennemsnittet og med følgende større koncentration af både sukker, frugt og farve giver den ekstreme årgang et fingerpeg om de muligheder, der venter længere fremme i udviklingen af den globale opvarmning, som synes at være en realitet. Vinene er helstøbte rødvine med dybde, bund og krop; de smager af pinot noir, og den tætte 03-frugt absorberer 6-8-12 måneder på træ uden større problemer, end hvad man kan opleve andre steder, hvor store rødvine bliver en realitet fra det ene år til det næste. I Vinmagasinets augustnummer sætter vi fokus på Alsace-pinot noirs kvaliteter, og fremhæver førende producenter. Bliv på kanalen.
4) Biodynamik
10 % af alle producenter i Alsace bedriver biodynamisk jordbrug. Jeg tror ikke, at det overgås af noget andet vindistrikt i verden. Man kan mene, hvad man vil om at grave møgfyldte kohorn ned ved nymåne og andre homøopatiske remedier, men der er ingen tvivl om de gunstige resultater, som opnås ved at tildele sin vinmark et absolut maksimum af opmærksomhed, hengivenhed og forståelse. Idéen er, at give marken og planterne lov til at være sig selv. Det giver bedre selvværd og større tillid til egne evner, og det er vigtigt, selvom man bare er en vinmark. Kan det smages? Tja, kvalitet og sundhed kan jo altid fornemmes, men der en ingen decideret bio-aroma, som afslører den agrikulturelle filosofi. Man kan bare glæde sig over fraværet af sprøjtemidler og kunstgødning, den begrænsede anvendelse af svovl, den aromatiske kompleksitet fra en spontan naturgæring (som ofte inkorporeres i det biodynamiske produktionsideal) og det sunde helhedsbaserede verdenssyn, som de ansvarlige mennesker lægger for dagen. Sympatisk og med god samvittighed, og i hvert fald ikke ringere end alternativet.
5) Pinot gris
En overset drue, som med sin fyldige frugt og saftige syre burde spille en større rolle på de danske spiseborde. Ligesom riesling kan pinot gris udvikle petroleumsagtige toner i næsen, og her suppleres de af moden pære og mere eksotiske associationer som lilje, lavendel og mango. Vinene besidder en fedme, som gør dem bredt anvendelige i gastronomisk kontekst. Med eller uden restsukker har pinot gris fra Alsace strukturel og smagsmæssig pondus til at akkompagnere de fleste af sommerens retter fra stegt fisk og fjerkræ til veldresserede salater af enhver art. Prøv en af de bedre versioner til din næste orientalske køkkeninspiration.
6) Vin med alder, som er til at betale
Nu er alder jo et relativt begreb, men store hvide vine har ofte en kortere udviklingskurve end rødvine, og det er sjældent, man har lejlighed til at opleve en hvidvin med 8, 10 eller måske 20 år på bagen, som faktisk er bedre, end da den var ung og spændstig. Men det er flere af vinene fra Alsace. Druer som gewürztraminer, riesling og pinot gris ældes med en bemærkelsesværdig ynde, og bliver til komplekse og spændende vine. Man kan opleve, at vinens aromaer i perioder ikke forlader glasset så let som i andre perioder, men generelt kan lagringens positive effekt smages i lineær progression fra det første år efter høsten. Vin fra Alsace hører ikke til verdens billigste. Til gengæld koster flasker med fire, fem, seks eller flere år på bagen sjældent nævneværdigt mere end de nyeste årgange. Ingen forærer topårgangene væk, men oplevelsen af den smukt ældede hvidvin kan erhverves allerede fra 60-70 kr. på det danske marked. Begynd med riesling fra 2002 eller 2001, og bevæg dig gennem druer og tidligere årgange, så langt økonomien rækker.
7) Pinot blanc med træ
Brugen af nyt egetræ er ikke udbredt i Alsace, hvis vine da også taler sit eget raffinerede sprog helt fint uden assistance. Ikke desto mindre har flere fandenivoldske producenter kastet sig ud i den vanskelige disciplin, det er at fadlagre hvidvin uden at træet bliver dominerende. Det er primært de mindre aromatiske druer, fx pinot blanc og auxerrois, som får et skud pind for at bibringe vinene lidt mere karakter. Og det virker. Fra et ferskt og i bedste fald forfriskende udtryk kan pinot blanc gennem træet beriges med en eksotisk frugtighed og større mundfylde. Mange vil opfatte de sjældne, fadlagrede versioner som større vine, men prisen bliver desværre heller ikke mindre. Prøv fx de træpåvirkede vine fra Ostertag eller Albert Mann. Det er sjov vin.
8) Kooperativ med kvalitetsvin
Det er sjældent, at man bliver positivt overrasket over kvaliteten fra kooperativerne, der traditionelt har samlet al den frugt op, som ikke røg i vinavlerens egne cuvéer, og dermed sjældent har været af særligt høj kvalitet. Cave de Turkheim er navnet på et kooperativ, som beviser, at dårlig vin fra et kooperativ ikke er en naturlov. Siden 1956 har Turkheim altid købt hele en vinbondes høst, og dermed sikret sig, at det ikke kun var den ringeste frugt, som endte i de store tanke. I dag leverer 220 medlemmer frugt til at producere 7 millioner flasker om året, fordelt på ikke færre end 50 forskellige vine. Med sin avancerede grad af rationalisering af produktionen fra mark over vinifikation til salg og markedsføring kan Cave de Turkheim præsentere en meget overbevisende relation mellem pris og kvalitet. Det er ikke regionens største vinkunst, men det er knalddygtigt vinmageri for folket. Fra de spritnye 2005’ere til rækken af 02 og 01’ere, som virksomheden først frigiver, når de er fuldt drikkemodne, findes adskillige lækre vine i flere prisklasser. Månedens Alsace-tip nummer et.
Not
1) Priserne generelt
Det mest ærgerlige ved Alsace er, at stort set alle de gode producenter er velrenommerede og veletablerede og dermed også prissat i forhold til alverdens efterspørgsel. Det er svært at gøre rigtige kup, og generelt ligger priserne højt, sammenlignet med resten af vinafdelingens hvidvinssortiment. Som nævnt findes de største oplevelser til kronen i vin med lidt tid i kælderen, men er du ude efter en frisk og saftig vin til onsdagens pastaret, er Alsace ikke konkurrencedygtig. Selvom der nok kan scores en pinot blanc eller sylvaner i Netto til 30-35 kr., begynder det interessante ved Alsace først omkring det dobbelte. Og det er cirka der, størstedelen af danske vindrikkere står af, med mindre der skal købes ind til en særlig lejlighed. At Alsace producerer dejlige vine er så absolut hot, men det er udpræget not, at læderet skal bløde så kraftigt for de bedre dråber. Budskabet herfra skal være: spar pengene fra de billigste vine, og gå efter oplevelsen på den anden side af 75 kr.
2) Sylvaner
Der skal nok være dem, som kan lide sylvaner-druen for sin spinkle frugt og udtalte syre, men overtegnede er ikke én. Med så mange smukke vine i regionen er det svært at se, hvorfor der skal dyrkes, vinficeres, markedsføres og sælges åbenlyst inferiøre stilarter, når verden i forvejen bugner af ligegyldig vin. Det er som om, sylvaner skal sætte resten af produktionen i perspektiv og minde os om, hvor stor kvalitetsforskel der kan være på vin. Med risiko for at fornærme de mennesker, som er blevet udsat for sylvaner i et usædvanligt gunstigt øjeblik, og derfor har et følelsesmæssigt forhold til bærret, vil jeg foreslå, at man hiver alle Alsaces sylvaner-stokke op og planter noget sjovere. Det ville befri mangen en dansk supermarkedshylde for de fornærmende elendige versioner, som intetanende forbrugere kommer for skade at smide i kurven, og gøre verden til et bedre sted at leve.
3) Danskens billige Alsace-præference
Not nummer tre hænger sammen med nummer to. Der er frygteligt mange halvkedelige og karakterløse Alsace-vine på de danske vinhylder. Ikke desto mindre er vi et af regionens største og vigtigste markeder, og danskernes præference for billig vin er berygtet blandt store og små producenter. Det er en kendt sag, at rabat og kampagnepriser er drivkraften bag danskernes vinindkøb. Personlig smag og kvalitet i en bredere forstand prioriteres lavere end muligheden for, eller i det mindste fornemmelsen af, at have gjort en god handel. Det medfører desværre, at det danske detailsortiment af Alsace-vin eksponerer alt, hvad der kan krybe og gå af discountflasker. Vi har masser af spændende specialcuvéer, men de forbliver marginale og dermed dyre, så længe så mange af os stiller os tilfredse med at få Alsace udtrykt i en 30-40-kroners-flaske. Til lommerne, venner.
4) Gewürztraminer
Ja, jeg ved godt, det er lidt af en provokation at placere den berømte drue under not, men er det ikke som om, der kommer et tidspunkt, hvor man bliver træt af den vulgære, fede, ødsle, krydrede og nogle gange nærmest vamle stil, som gewürz lægger for dagen? Som ung er den sjældent frisk og læskende, men snarere tung og sødladen. Bedst er gewürztraminer med en god syre/sødme-relation og alder, men her er det netop, at druens varietale karakter viger til fordel for sekundære smags- og duftnoter, og som sådan groft sagt lige så godt kunne være pinot gris eller riesling. Som en af vinverdenens skæve kuriositeter har gewürz absolut en berettigelse på linje med lambrusco, tannat, savagnin og deslige. Men står du med en sjat penge og lysten til at lægge drøbel med Alsace, er du bedre tjent med alternative investeringer.
Hej Rasmus,
Godt brølt – hvem orker at drikke Gewürtz på corn flakes hver morgen?
Men en gang imellem til Gorgonzola – med hjemmelavet Gewürtz-sky … så holder jeg af mine Grand Cru …. 🙂