Filmproducenten Francis Ford Coppola er den ultimative kendis-vinmager. Han gør det ikke for sjov. Den årlige produktion er på cirka 12 millioner flasker, og i modsætning til sine vinproducerende filmbranche-kolleger er det Coppolas to vinerier i hhv. Napa og Sonoma, som finansierer hans filmprojekter, og ikke omvendt.
Man skal lede længe efter en behandling af berømtheder med vingårde uden en omtale af Francis Ford Coppola, manden bag filmmonumenter som The Godfather og Apocalypse Now. Historien om den verdensberømte filmproducents snart 40 år i vinens verden er velbeskrevet, men det er heller ikke svært at forstå fascinationen for manden, der voksede op som sengeliggende polio-barn og endte som feteret mangemillionær. Og så med egen vingård!
Coppola købte i 1975 en ejendom med ikke mindre end 630 hektar vinmark af en finsk søkaptajn ved navn Gustave Niebaum med pengene fra den første Godfather-film, og kaldte bedriften for Niebaum-Coppola Estate Winery. Vineriet ligger i det dengang ikke særligt berømte Napa Valley, nærmere bestemt i AVA’en (American Viticultural Area) Rutherford og er overvejende tilplantet med cabernet sauvignon og zinfandel.
I 2008 omdøbte Coppola vineriet til Rubicon Estate, men i forbindelse med sidste års indkøb af Gustave Niebaums vingård og de sidste 38 hektar af kaptajnens oprindelige matrikel tog hele entreprisen stedets originale navn, Inglenook Winery.
Francis Ford Coppola producerer også vin i nabodalen, Sonoma; en produktion, som ifølge Coppola selv finansierer en væsentlig del af hans mere kreative filmprojekter. ”Sjovt nok bruger jeg ikke så meget tid på vineriet nu,” sagde Coppola til gayot.com i september. ”Jeg er kreativ direktør, og jeg hjælper med at sælge vinen. Og jeg har udnyttet det til at lægge min filmkarriere om. Vinforretningen giver mig tid til at skrive, så før eller siden kan jeg lave en film, der virkelig er min film.”
Vinene fra Francis Ford Coppola (franciscoppolawinery.com) forhandles i Danmark af Otto Suenson (suenson.dk)
Skriv en kommentar