Danske Kathrine Larsen er en af verdens bare 218 Master Sommeliers.
I forrige uge bestod 30-årige Kathrine Larsen den sidste del af eksamenen til verdens højeste uddannelsestrin for tjenere, og kan fremover smykke sig med titlen som en af klodens bare 218 Master Sommeliers (courtofmastersommeliers.org). Kathrine har de seneste seks år boet og arbejdet i England. Det har taget tre år at gennemføre Master Sommelier-uddannelsen, hvor hun har formået at balancere tiden som alenemor for sin fireårige søn med fuldtidsstudiet og et fuldtidsjob som sommelier på restauranten Zuma i London.
”De sværeste dele har været teorien og smagningen,” fortæller Kathrine Larsen. ”Teorien, fordi det er ekstremt tidskrævende at skulle vide alt om alt fra cigarer til øl og jordbundsforhold i alverdens vinområder – og ikke mindst det at sørge for, at du hele tiden holder din viden og dine notater up to date.”
Blindsmagning af seks vine to gange dagligt i fem måneder
Til eksamenen i smagning trænede Kathrine fokuseret i fem måneder. Hver dag kl. 16 og kl. 24 blindsmagte hun seks vine på 25 minutter, assisteret af en kollega på restauranten, der også lagde ører til en fyldig analyse af vinen og Kathrines konklusion om, hvor vinene kom fra, hvilke druer, de var lavet af, hvilken producent, der stod bag, og i hvilken årgang.
For at bestå eksamenen skal man have fem ud af seks rigtige, og det er der ikke mange mennesker i verden, som kan få. Tidligere i år gik 70 kandidater til eksamen i Dallas, Texas, i USA. Kun én bestod.
”Jeg er enormt drevet af, at jeg vil gerne være en af de bedste i verden og nå så langt som muligt inden for det, jeg har valgt som en levevej. Også for at sikre, via at være den bedste, at min søn aldrig kommer til at mangle noget,” konkluderer den dygtige mestersommelier.
“lagde ører til en fyldig analyse af vinen og Kathrines konklusion om, hvor vinene kom fra, hvilke druer, de var lavet af, hvilken producent, der stod bag, og i hvilken årgang.”
Alt respekt for Kathrine – hun fortjener virkelig hendes succes.
Man ja, spændende at der er så meget forskel på kokke og tjener faget hvad handler om prestige.