Prins Henrik har siden 1974 produceret vin på malbec-druen i franske Cahors. Det har han fået masser af tæsk for i vinpressen, men nu må piben få en anden lyd, for de nye vine fra Château de Cayx er moderne, friske og super lækre.
“Tilhører Hans Kongelige Højhed Prins Henrik af Danmark” erklærer brochuren fra Château de Cayx i den franske vinregion Cahors, siden 1974 den danske kongefamilies vinslot, som indtil 2001 stavede sit navn ”Caïx”. Men det var tid til en solid hovedrengøring i alle dele af vinproduktionen fra vinstok til virksomhedsledelse.
fokuserede, faste og absolut tidssvarende vine, der ikke glemmer, hvor de kommer fra. Imponerende løft fra fordums tørre tristesse.
”Vi startede helt forfra. Der var ikke engang et skrivebord på slottet,” fortæller Guillaume de Montpezat-Bardin, som er søn af Prins Henriks ældste søster og siden 2007 slottets daglige leder. Prinsen selv kommer på slottet, så ofte han kan, men deltager også på distancen i alle vigtige beslutninger. Sidste år investerede Cayx næsten to millioner kr. i en ny vinpresse, og i det hele taget fremstår vineriet moderne og dynamisk.
Selve slottet er en hyggelig og smukt beliggende ejendom, beriget med talrige kunstgenstande til at supplere den fantastiske udsigt. Der er en rar og imødekommende stemning på stedet, og hvis det ikke i sig selv giver en lyst til at drikke husets vine, så kommer det helt af sig selv, når man får smagt på de våde varer.
Der bliver produceret supermoderne, frisk, frugtig, saftig, mineralsk og elegant vin på Château de Cayx. Den chardonnay-baserede Cigarelle 2011 (135 kr.) og den røde (malbec) Cuvée Majesté 2009 (355 kr.) er fokuserede, faste og absolut tidssvarende vine, der ikke glemmer, hvor de kommer fra. Imponerende løft fra fordums tørre tristesse. Der blæser nye vinde over Prins Henriks Cahors!
Vinene fra Château de Cayx (chateau-de-cayx.com) forhandles i Danmark af Vinspecialisten (vinspecialisten.dk)
[…] Læs også: Nye vinde over Château de Cayx […]