Hvis nogle ganske få mennesker definerer stilen i verdens mest berømte vinområde, går det ud over variationen og geografiens betydning. Men hvad hvis vinene smager bedre?
Den nævenyttige journalist Jonathan Nossiters film Mondovino fra 2004 var den foreløbige kulmination på kritikken af det, der er blevet kaldt konsulentvældet i Bordeaux. Med konsulentvælde menes den stadigt voksende tendens blandt vinproducenter til at benytte ekstern ekspertise til at tage produktionstekniske beslutninger, som i sidste ende er afgørende for vinens kvalitet og stil. Og selvom ingen siden Nossiter har råbt rigtigt højt om fænomenets fordele og ulemper, kunne Vinmagasinets udsendte på en nylig rejse til Bordeaux konstatere, at konsulentfunktionen er udbredt og magtfuld som aldrig før. Nogle ganske få individer dikterer regionens kvalitetsudtryk i midten af det tredje årtusinde, og afstanden mellem stilarterne og deres anseelse hos forbrugerne øges dag for dag.
Vin, cola og jakabov
Hvis det er variationen og kompleksiteten i det æstetiske udtryk, som adskiller fænomenet vin fra cola og jakabov, og ophæver det til et attråværdigt kulturprodukt, må tilløb til ensretning nødvendigvis være et problem. Hvis den dybere mening med vin derimod til enhver tid er at bibringe konsumenten et maksimum af nydelse inden for de givne økonomisk rammer, så vil en nivellering af de mest perifere udfald i smag og kvalitet lette indkøbssituationen og øge sandsynligheden for succes på de hjemlige spiseborde. I mellem de to synspunkter står den erfarne vinelsker, for hvem den maksimale nydelse ligger i umiddelbar forlængelse af geografisk reference og et præcist og detaljeret udtryk for en helt særlig stilmæssig ideologi. Men selvom connaisseuren kan grynte nok så højt i pressen og i toneangivende vinkredse, så er det den jævne forbruger, der definerer markedet, og som produktionsleddet har en åbenlys kommerciel forpligtelse til at imødekomme. På den anden side risikerer vinbranchen dermed at devaluere vin til et simpelt landbrugsprodukt uden større kulturel merværdi end førnævnte dåseskinke.
Forny dig, eller drej nøglen om
Problemet er tydeligt manifesteret i den sydvestfranske region Bordeaux, hvor en afsætningskrise igennem det seneste halve årti har tvunget mange vinproducenter til at nytænke deres eksistensgrundlag. Parolen har lydt: forny dig, eller drej nøglen om! Nogle få store virksomheder tager kampen om revitalisering af den lokale industri op i form af markedsføring, branding-kampagner og imagebearbejdning både på det hjemlige og eksportmarkederne. Mellemstore, mindre, og frem for alt kapitalstærke virksomheder flyder med strømmen, hyrer en konsulent og håber på, at en kyndig saltvandsindsprøjtning er nok til at holde forretningen på benene, indtil markedet forhåbentlig stabiliserer sig inden for 10-20 år. Saltvandsindsprøjtningen kommer som regel i form af en ønolog med stjernestatus til at drysse lidt støv af passende karat ud over vineriets renommé; samt en evne hos denne ønolog til at trylle et som udgangspunkt traditionelt, terroir-tro og personligt udtryk om til en international sexappeal med tække hos den udenlandske presse og den store, købestærke forbrugerskare i vinmæssigt veluddannede områder af verden, fx Skandinavien, Benelux, Storbritannien og frem for alt USA.
Det handler om at lade geografien udtrykke sig i et maksimum af smag i stedet for at berige profilen med fraværet af det overflødige.
Rolland og Derenoncourt
Der findes adskillige konsulentvirksomheder i Bordeaux, men to mænd sætter i vidt omfang dagsordenen på den regionale vinscene, nemlig Michel Rolland og Stéphane Derenoncourt. Enige om stil, teknik, metode og resultater er de to rådgivende alpha-ønologer ikke, men de formår begge at strømline produktlinjer og enkelte vine efter en skabelon, som kendes fra mange af verdens ambitiøse, vinproducerende områder. Det handler om at lade geografien udtrykke sig i et maksimum af smag i stedet for at berige profilen med fraværet af det overflødige. Der høstes sent for at opnå fuld smagsmæssig modenhed af druerne, og sammen med et følgende højere alkoholindhold giver det mere sødme og ofte marmeladeagtige associationer både i næse og mund. For at opnå balance udtrækkes et maksimum af tørstof og smag, og strukturen stives af med en omfattende brug af egetræ. For at sikre at de kraftfulde og potente resultater af den optimeringsfokuserede produktionsfilosofi bliver lette at drikke, benytter man sig af teknikken mikro-oxidering, som igennem kontrolleret iltning bløder tanninerne op, runder kanterne af og accelererer vinens udvikling det første stykke tid i flasken. Som sådan fremstår vinene så godt som drikkeklare og indbydende, både når pressen smager dem før en primeur-salget i april, og når de lander i utålmodige vinnyderes kældre verden over som blot to-tre-årige.
De traditionelle vine mangler frugt
Konsulentvældet har to alvorlige konsekvenser. For det første opstår der en klar adskillelse mellem en konventionel familiedrevet vinproduktion, hvor midlerne ikke rækker til en kostbar konsulent og fantasien ikke til meget andet, end hvad fatter gjorde og hans fatter før ham. For nogle er den slags vine sande eksponenter for kvalitetspotentialet i Bordeaux, og stilen er som regel langt lettere, mere syrlig, kølig, varietal, mineralsk, ren og med egetræet kun som en beskeden støtte til frugten. Det er ofte vine, som finder sit smagsoptimum efter fem, 10 eller 15 år i flasken. Efter at have smagt sig igennem ikke så få eksemplarer, er det beklageligvis denne signaturs bedste vurdering, at mange af de traditionelle, billigere vine, som regel op til 100 kr., i udpræget grad mangler frugt til at bringe konstruktionen i balance. Vinene fremstår benede, tanniske og syrlige, og den ikke helt modne frugt har svært ved at komme op af glasset i en lækker og åben næse.
Kvalitet uden kompromis
Det bringer os til den anden og mere positive konsekvens af tidens tendens: Et særligt segment af vin fra Bordeaux appellerer i dag lige så meget til den uerfarne men ambitiøse vininteresserede, og til forbrugere for hvem, vin skal være skæg og ballade, oplevelse, opdagelse, og omdrejningspunkt for eller bare supplement til en dejlig aften i venners lag. I prisklassen fra 100 til 250 kr. findes efterhånden ikke så få tilgængelige og professionelt producerede vine, skåret over en international læst og med et åbenlyst motiv til at glæde dig som forbruger mest muligt, nemlig at fastholde navnet bordeaux som synonymt med høj kvalitet uden kompromis. Paradoksalt nok indgår Bordeaux i processen netop det kompromis at udvande en del af den geografiske egenart, som adskiller regionen fra resten af verden. Men i det moderate prisleje er mange af de mere moderne vine bedre til prisen for en almindelig vinglad dansker – og det er vel stadig drikkeglæden, der tæller?
God artikel!
Jeg hæfter mig ved din pointe om en af konsulentvældets konsekvenser – nemlig adskillelsen mellem de der har de finansielle ressourcer til konsulenter, og så det store flertal som ikke har.
Jeg er glad for, at du har smidt et par “som regel” ind i din karakteristik af bordeaux under 100 kr. Fordi jeg er helt enig i, at der laves rigtig meget smalskuldret og ikke særlig interessant som-fatter-gjorde generisk bordeaux. Men jeg mener også, at kategorien kan nuanceres noget, eftersom der også er ganske meget value for money at hente sine steder.
I min optik er der ikke ét, men måske 4-5 grupperinger inden for den prisramme, du nævner:
Der er de frygtelig billige bordeaux’er, som sælges lokalt i supermarkederne til 1-2 euro. Der er kvaliteten unægtelig ikke høj. Hvordan de bønder, som leverer druer til stadset overlever, er mig en gåde. Men det er en anden diskussion. Det er dårlige produkter, og de burde efter min mening ikke stå på hylderne.
Så har du toppen af din prisramme, hvor man – hvis igen man tager den lokale detailpris – efter min opfattelse får ret meget vin for 13-14 euros. Se på eksempelvis Cotes de Castillon eller min baghave Ste. Foy la Grande, hvor man ofte støder på fx kældermestre fra cru slotte, som kører deres eget sted ved siden af. Og gør det godt.
Ind i mellem synes jeg, at der er minimum 2 kategorier. Dem der i pris ligger op til 6-7 euro, og som for det meste også repræsenteres af de familieejede produktioner. Det er ikke nødvendigvis prangende i sammenligning med bordeaux til 200-250 kr, enig. Men de distancerer sig milevidt fra de stikkelsbærbenede meget billige vine.
Og så er der vinene i laget fra 6-7 euro op til de dyreste i kategorien, som også kan gøre det rigtig fint. Det kunne på sin vis igen være de traditionelle familieejede produktioner, som i tilgift måske har fundet en nyttig marketingvinkel, direkte salgskanal eller andet, som skaber økonomisk råderum til at konsolidere kvaliteten uden dog af den grund at have råd til at hyre hverken Derenoncourt eller Rolland.
Jeg er enig i, at det er drikkeglæden der tæller. Men det er vel også en del af drikkeglæden – i hvert fald min – at finde og dyrke vine med typicitet. Derfor synes jeg, det er synd, hvis Bordeaux skal kendes for vine, som nok udtrykker terroir, jovist. Men altid udfra en håndfuld konsulenters faste optimeringsparadigmer. Min pointe er blot den simple, at man efter min mening kan snyde sig selv for nogle fine vinoplevelser, hvis man over én kam afskriver bordeaux under 100 kr. Der er ganske megen variation og drikkeglæde at finde.