Druesorter er et vigtigt instrument til markedsføring af vin. I december offentliggjorde Kym Anderson fra universitetet i Adelaide verdens hidtil mest omfattende forskning af druesorter, og hvor de er plantet.
I foråret 1995 besluttede Frankrigs daværende præsident, Jacques Chirac, at genoptage landets atomprøvesprængninger i Polynesien. Nok var den efterfølgende boykot af fransk vin i vidt omfang lokaliseret til de skandinaviske lande, og måske var effekten heller ikke helt, hvad eftertiden har tillagt den. Men et faktum er det, at Frankrig i perioden 1988 til 2000 mistede 40 % af sin andel af det danske vinmarked (nedgang fra 66 % til 40 %), og at vi i samme periode fik introduceret vin fra Chile, Argentina, Australien, Sydafrika og USA på de danske supermarkedshylder. I 2012 kom 15 % af det vin, vi drak herhjemme, fra Frankrig, mens de fem førnævnte lande bidrog med 38,2 % af vores import.
Sexet smag og druen på etiketten
To faktorer har været afgørende for de ikke-europæiske landes succes på det danske marked. Den vigtigste er smagsprofilen af solmoden frugt, let sødme, fadvanilje og blød fylde fra en velvoksent alkoholindhold, som gennem de seneste 20 år har fastholdt de ikke-europæiske vines sexappeal hos både supermarkedsklientellet og i restaurationsbranchen. Vin er blevet en folkebevægelse, og det var aldrig sket uden den umiddelbare og instinktive lækkerhed af australsk shiraz, sydafrikansk merlot, californisk chardonnay og chilensk cabernet.
Den anden faktor knytter sig til den mere lempelige regulering af de nationale og regionale produktionsforhold, som har været gældende uden for Europa. Hvor europæisk vinlovgivning indtil for få år siden i al væsentlighed baserede sig på terroir, altså lokale, geografiske forhold, som bærende dimension i kommunikationen om vinenes kvalitet, har der uden for Europa været en stærk tradition for at markedsføre vinen via indholdets dominerende druesort. For de nye, spirende vinkulturer, unge mennesker og friske eksportmarkeder viste det sig at være en langt mere inkluderende måde at italesætte vinenes kvalitet på, fordi mængden af nødvendig information for at navigere blandt dem var betragteligt mindre.
Men hvor 21 forskellige sorter i 2000 tegnede sig for 50 % af verdens vinmarker, var det tal i 2010 faldet til bare 15 sorter. I lande uden for Europa var tallet 7.
Geografi eller drue?
I Bourgogne findes der 23 regionale, 44 lokale og 33 grand cru-appellationer, tillige med 635 separate, navngivne såkaldte ”climat’er”, og man skal nærmest bruge en lommeregner for at holde styr på, hvor den gode smag kommer fra. Ikke desto mindre kommer 84 % af Bourgognes produktion fra bare to druer, nemlig chardonnay (49 %) og pinot noir (35 %), hvilket EU først i august 2009 gav de dygtige burgundere lov til at anføre på etiketten af deres klassificerede vine. De fleste ved, at de kan lide en chablis og en sancerre. Færre er klar over, at chablis er lavet af chardonnay og sancerre af sauvignon blanc. Og mon ikke også det er de færreste danskere, som kan nævne flere end et par af Australiens 64 officielle vinregioner, mens enhver ved, at kontinentet er berømt for druen shiraz.
Imidlertid har de senere år vist en udjævning af den tidligere store kontrast i måden at markedsføre vinene på i og uden for Europa. Europæiske vinproducenter har nu lov til at angive en eller flere druesorter på etiketten, og i lande uden for Europa er vinproduktionen nu så konsolideret på eksportmarkederne, at lande og regioner ønsker at differentiere sig – ikke bare fra Europa – men fra hinanden. Og så må ”cabernet sauvignon” eller ”pinot noir” på etiketten nødvendigvis se sig henvist til mindre skriftstørrelser end navnene på regioner, specifikke appellationer og sågar enkelte vinmarker og rækker i dem. Det er en sund udvikling for vores forståelse for, hvor kvaliteten kommer fra, fordi det giver den nysgerrige forbruger mulighed for at gå et spadestik dybere end druesorten, mens andre kan vælge at negligere alle andre oplysninger end netop den om druen. Vi kan som vinbranche ikke tvinge folk til at interessere sig for vin, men vi kan stille muligheden til rådighed ved at have liberale lovgivninger for deklarationen på indpakningen. Og det er heldigvis den vej, det går.
Vigtig forskning om druesorter
Men selvom en vins kvalitet kan tilskrives mere og andet end druesorten, er det i stigende grad nødvendigt for vinproducenter at tage kritisk stilling til, hvad de planter på deres marker. Den globale opvarmning har været en smertelig virkelighed i vinindustrien i mere end 10 år, og trofast at følge i fodsporene på tidligere generationer af dygtige producenter i ens område er ikke længere nok til at sikre fremtidig succes. Vinproducenter er i dag tvunget til at se til områder med varmere og mere svingende vejr efter inspiration til, hvad de skal plante på deres egne marker og håbe på velafbalancerede resultater af 10-20-30 år ud i fremtiden. Det stiller stadigt større krav til forskningen i druesorter, den videnskabelige disciplin ved navn ampelografi, og til formidlingen af forskningens resultater.
Derfor vakte det en vis opmærksomhed, da professor Kym Andersen fra universitetet i Adelaide i Australien for godt en måned siden offentliggjorde verdens hidtil største undersøgelse af druesorters tilstedeværelse. Anderson har inkluderet data fra 44 af verdens største vinproducerende lande (nej, Danmark er ikke med), svarende til 99 % af klodens vinbeplantede areal, og et imponerende antal grafer og oversigter kan nu tilgås kvit og frit via en offentligt tilgængelig rapport og dens underliggende database. Googl “Database of Regional, National and Global Winegrape Bearing Areas by Variety, 2000 and 2010”, hvis du vil have alle detaljerne med.
Diversiteten i fare
Kym Anderson og hans assistent Nanda R. Aryal har været motiveret af vinindustriens ovennævnte udfordringer med global opvarmning, men også af det statistiske faktum, at antallet af druesorter per produceret liter vin i verden langsomt men sikkert er på vej ned. 93 % af verdens vinmarker er beplantet med 1.368 separate navngivne sorter, der alle har forskellig DNA-profil. Men hvor 21 forskellige sorter i 2000 tegnede sig for 50 % af verdens vinmarker, var det tal i 2010 faldet til bare 15 sorter. I lande uden for Europa var tallet 7. Det har tidligere været meget vanskeligt at foretage analysearbejde til at belyse den slags bevægelser, fordi druesorter med samme DNA-profil kunne have forskellige navne i mange lande og regioner. Anderson refererer til Jancis Robinson, Julia Harding og José Vouillamoz’ bog ”Wine Grapes” fra oktober 2012 som det mest omfattende, populærvidenskabelige værk om profilering af druesorter, og i hans forskning har han kun foretaget ganske få korrektioner fra det litterære forlæg.
Rapporten fra Adelaide fortæller også, at rødvinsdruer har overhalet hvidvinsdruer i samlet areal og er gået fra 49 % i 2000 til 55 % i 2010. Det skyldes ikke mindst et voldsomt fald i beplantningen af verdens tidligere mest udbredte druesort, hvidvinsdruen airén, som primært dyrkes i Spanien. Fra 1990 til 2010 faldt arealet med airén fra 480.000 til 250.000 hektar. Samtidig voksede arealet med rødvinsdruen cabernet sauvignon fra 120.000 til 290.000 hektar, og den celebre sort kan dermed bryste sig af titlen som verdens mest udbredte drue. Men der er stor forskel i landenes præferencer for rød og hvid. I Kina udgør beplantningen af rødvinsdruer ikke mindre end 96 % af arealet, mens det samme kun er tilfældet for 8 % i Luxembourg.
Druesorten er kun den halve sandhed
Hvad Anderson og Aryals forskning ikke fortæller er, hvorfor de forskellige druesorter er plantet, hvor de er; hvorfor vinproducenter vælger, som de gør; og om det i øvrigt er fornuftige valg, de foretager. Den slags er op til fri fortolkning, markedets kræfter og den globale klimaudvikling. Sikkert er det, at kritisk sortsudvælgelse er vigtigere end nogensinde før, men også, at der findes mere velbearbejdet videnskabelig data på feltet end nogensinde. Druesorter som bærende dimension i markedsføringen af vin har haft sin storhedstid, men taber kun langsomt moment, fordi nye markeder hele tiden åbner sig og efterspørger den lette tilgang til forståelse af kvaliteten. Og selvom druesorten kun giver den halve sandhed, er det for de fleste et stort skridt på vejen.
Tak for et rigtig godt indlæg.
Jeg har dog tænkt på, hvorfor ingen nævner, at vi med hensyn til de 15 sorter, der udgør 50 % af arealet, i virkeligheden i høj grad er tilbage til situationen i 1990 (jf. figur 7. Cumulative varietal shares of global winegrape area, 1990, 2000 and 2010 (%)).
Dette kunne tyde på at ændringerne skal ses i et tyveårigt perspektiv, hvor det hvert tiende år skifter mellem relativt mange og relativt få dominerende sorter i en form for “sinuøs kurve”, der har haft minimum omkring 1990 og 2010, og et maksimum omkring 2000.
Om det er rigtigt vil vi nok først vide i 2034, når vi ved, hvad situationen i 2020 og 2030 var. Men jeg synes, at det er et interessant perspektiv, at det kan være, at der er perioder, hvor et sæt af sorter er ved at overtage tronen (ved maksimum af sorter, der tilsammen udgør 50 %), og perioder, hvor et sæt af sorter dominerer relativt meget (ved minimum af sorter, der tilsammen udgør 50 %).
Tak for en god blog.
David Qvist Pears
Hej David
Tak for din kommentar og fine observering. Om du har ret i, at ingen nævner din pointe, skal jeg lade være usagt, for jeg må tilstå, at jeg ikke har nærlæst hverken rapporten i sin helhed eller de mange artikler i populærmedier, som den har inspireret. Men jeg havde i hvert fald ikke set det.
Kunne være interessant at høre, hvad Andersson selv ville svare. Måske skulle du skrive til ham. Jeg ville da være meget interesseret i at høre hans kommentar.
Rasmus