2010-udgaven af John Platters guide til sydafrikanske vine er et godt vindue til den moderne stil, som landet mestrer bedre og bedre.
Bloggens udsendte medarbejder var på pletten med frisksmurt gane og slebet pen, da 2010-udgaven af den såkaldte ”Platter’s” blev lanceret i Sydafrika i november måned. 39 vine fandt vej til den eftertragtede udmærkelse af fem stjerner, og det er vel at mærke ud af en bruttopulje på mere end 6.000 vine, som guidens 19 professionelle smagere har sat tænderne i. Den aldrende John Platter selv kastede det faglige håndklæde i ringen for år tilbage, og nøjes nu med at møde op til guidens receptioner og trykke hænder og slubre et glas eller to sammen med konen Erica.
Smag, nyheder og generel udvikling
Foruden at give indsigt i smagsmæssig profil for hver enkelt vin fra stort set alle Sydafrikas vinerier, beretter Platter’s også om udviklingen i forskellige regioner og sågar om nyheder fra de enkelte vinhuse. Og så uddeles der et antal stjerner fra en halv til fem til hver smagt vin, og de allerbedste fremhæves i begyndelsen af guiden. Det er interessant læsning af flere årsager. For det første fordi listen af femstjernede producenter jo nærmest kan anvendes som dosmerseddel for den, der gerne vil undersøge, hvor god vin, der egentlig bliver lavet i Sydafrika. Men også på et mere generelt plan siger listen noget om, hvilke druesorter og vintyper, som lige nu fungerer bedst på Afrikas sydspids.
Syrah, sauvignon blanc og blends
Enkeltdruevine tegner sig for overraskende få vine på listen, så noget tyder altså på, at Sydafrikas klima tøjles bedst med flere end en enkelt komponent at blande med. 14 ud af listens 39 punkter er blandede vine, og både cabernet sauvignin, grenache, pinotage og chenin blanc har kun en enkelt vin hver på listen. Der er to pinot noir-baserede og tre chardonnayer. Til gengæld er der fire syrah-vine og fem sauvignon blancer, hvilket stemmer helt overens med overtegnedes observationer og holdning i øvrigt. Med andre ord: Skal det være sydafrikansk og rigtigt godt, så snup en syrah/shiraz, en sauvignon blanc, eller gå efter vine, som er blandet af flere druer.
Du kan læse mere og bestille guiden online for omkring 150 kr. på www.wineonaplatter.com.
Skriv en kommentar