Didier Dagueneau fløj. Både i sin æstetiske sans, i sine professionelle ambitioner og i helt bogstavelig form, når han satte sig bag styrepinden i et af sine sportsfly. Sidstnævnte blev Dagueneaus endeligt, da hans microlite styrtede ned den 17. september.
Opmærksomme læsere (jeg bruger pluralis for at stive selvtilliden af) har måske bemærket, at nærværende skrivelse siden sin start har været prydet med et motiv fra en Dagueneau-vins etiket, nemlig den uforlignelige Pouilly-Fumé Pur Sang (ja, nu har jeg så knaldet et andet stykke fancy grafik i toppen).
Det var den, fordi Dagueneau med netop den vin åbnede mine øjne for eksistensen af kunstarten gastronomi, som jeg hidtil havde forvekslet med spændingsfeltet mellem håndværk og præference.
Med Pur Sang – ikke engang Dagueneaus topcuvée – entrerede dimensionen “udtryk”, differentieret fra “indtryk” og dermed uden stillingtagen til præference. Skønhed findes. Og den kan være så insisterende, at man spontant mønstrer den sproglige evne til at afkode dens æstetiske italesættelse. På gode dage.
Det er svært for mig at forstå, at det skete i denne måned for bare to år siden. Alting går så stærkt. Jeg var netop kommet hjem fra en vinrejse i Loire, og noterede min oplevelse af Pur Sang sådan her til Vinmagasinet:
Didier Dagueneau Pur Sang Blanc Fumé de Pouilly 2004
Druer: sauvignon blanc
Alkohol: 11,5 %
Pris: kr. 395
Importør/Forhandler: Rosforth & Rosforth
Funky indpakning med hulemalerisk bagetiket. Renblodet, sauvignon-varietal, primær, sekundær, tertiær, kvartær, multifacetteret, møgkompliceret og dybt intellektuel bouquet uden ende. Den ultrafokuserede struktur træffer munden som et samuraisværd i kamp, og holder sanseapparaturet i et fast syregreb, indtil man gisper efter den næste tår. Grotesk vin.
Perfekt til demonstrationer af en anden vinverden end vores egen.
**** (4 ud af 6) – eller hva’?
Symptomatisk for den tids udgaver af Vinmagasinet endte Pur Sang med at blive tituleret “Pur Sang Blanc 2004, Nicolas Joly Savennières Pouilly de Fumé”, pris 295 kr., fem ud af seks glas. Når jeg så den slags, sagde jeg altid til mig selv: “Det griner du af om 10 år”. Og det er allerede rigtigt.
Didier Dagueneau var en vinkunstner, som satte sig varige spor i hjertet på mangt en raskt sansende vinelsker. Jeg savner ham allerede. Jeg nåede ikke engang at møde ham.
Og Anders, nu får du garntrisse aldrig din Silex …
Skriv en kommentar