”Jeg elsker vin, fordi det gør mig i godt humør,” afslører den brovtende franske skuespiller Gérard Depardieu, som også er berømt for at tage godt for sig af de våde varer. Depardieu har været seriøst involveret i vinproduktion siden 1979, og drømmer om at droppe skuespillet til fordel for marker og gæringstanke.
Den franske skuespiller Gérard Depardieu bør nævnes på linje med Francis Ford Coppola, når kanonen over berømtheders vinproduktioner skal oplistes.
Depardieus vineventyr startede i 1979 med købet af en vinmark i Nuits Saint-Georges, efterfulgt af en Condrieu-mark i 1983. I 1989 kastede han sin kærlighed på 1200-tals-ejendommen Château de Tigné i Loire-appellationen Anjou, som han i dag driver sammen med sin kældermester Philippe Polleau.
Der tilvirkes 12 forskellige cuvéer med en samlet årlig volumen på 350.000 flasker. Ifølge kældermesteren kan der godt gå lang tid imellem Depardieus besøg på vingården, men han misser aldrig høsten, og hvis han arbejder på en film, når vinen skal blendes, sender Polleau løbende prøver, så proprietæren kan give sit besyv med.
Så selvom Depardieu i 2005 erklærede, at han ville lægge skuespillet på hylden for at hellige sig vinen, er det altså ikke helt lykkedes. Men stadigt mere tid går til at drive de omfattende vinforretninger, som ikke begrænser til Loire.
Siden 2001 har Depardieu været medejer i en række projekter sammen med vinmogulen Bernard Magrez. Under titlen ”La Clé du Terroir” har de to produceret vin i Argentina, Bordeaux, Italien, Algeriet og Marokko. Dertil kommer en række vine med en særlig ”Gérard Depardieu”-etiket.
Men selvom han har mange kommercielle jern i ilden, insisterer Depardieu på også at dyrke det æstetiske i vinen. ”Vin har en sjæl. Det handler om venskab og at dele de små glæder. Jeg kan være glad for meget lidt, men jeg er nødt til at have meget i mit glas,” sagde Depardieu, der er kendt for at indtage solide mængder gæret druesaft ved mangt en lejlighed, til magasinet Decanter for et par år siden. ”Men jeg drikker hverken for at blive fuld eller for at glemme noget. Jeg elsker vin, fordi det gør mig i godt humør.”
Vinene i ”Gérard Depardieu”-serien forhandles i Danmark af Vinspecialisten (vinspecialisten.dk)
Skriv en kommentar