Vi danskere er glade for portvin. Det er kraftigt, sødt og med masser af alkohol. Perfekt til at formilde en råkold dansk efterårsaften. Men langt fra alle portvine leverer de kvaliteter, der hæver vinen op over sødme og smagsintensitet. De, der gør, er dyre.
Hvert år organiserer vin- og madskribenten Henrik Oldenburg den såkaldte Portvinsfestival på Børsen i København. Han har inviteret mig hvert år siden 2003, men i år modtog jeg i stedet en venlig e-mail med følgende ordlyd: ”Kære Rasmus. En af vore fælles kolleger fortalte mig for nylig, at du på skrift ret markant har udtrykt din væmmelse ved portvin, og han har været så venlig at sende mig en henvisning. Det er jo en ærlig sag, og da jeg ikke har noget ønske om at udsætte dig for unødige lidelser, har jeg ikke inviteret dig til den årlige Portvinsfestival på Børsen.” Således mindet om mit omdømme som landets mest krakilske portvinshader, kunne jeg svare Oldenburg, at jeg ikke desto mindre gerne ville deltage i smagningen af to væsentlige årsager. Den ene er, at jeg overhovedet ikke væmmes ved portvin, og den anden er, at jeg gerne vil beskæftige mig med de vintyper og -kvaliteter, mine læsere køber og drikker. Så jeg fik lov til at deltage, mine uglesete præferencer til trods, og brugte en eftermiddag i november på at smage et udvalg af de mere end 150 vine, som blev præsenteret på årets portvinsfestival.
Hvis du alligevel har tænkt dig at risikere tandplomber, lever og oksesteg på en portvin i den mørke tid, kan du jo lige så godt få noget seriøs vin i glasset.
Portvin populært i Danmark
Den økonomiske krises indtog i Danmark i slutningen af 2007 påvirkede salget af portvin meget kraftigt. Fra 1.634.000 liter i 2006 faldt tallet med næsten en tredjedel til 1.114.000 liter i 2008. Alt tyder dog på, at det ikke var vores kollektive trang til den sødmefulde portugiser, den var gal med, men at det snarere var rent finansielle problemer, som forårsagede det markante fald i salget. De seneste år er salget igen steget; 12 % i første halvår af 2011 sammenlignet med 2010. Som sådan må vi konstatere, at portvin stadig nyder stor popularitet i den danske befolkning, og det er der flere gode grunde til. Den vigtigste er, at portvin med sine 18-20 % alkohol og som regel cirka 10 % sukker er én af markedets mest smagsintense vine. Om du vælger den hvide; den røde, ikke-oxiderede og derfor frugtige ”ruby”; eller den oxiderede, brune ”tawny”, som er de tre overordnede portvinstyper, er du sikker på at få en vin i glasset, som fylder meget, påkalder sig opmærksomhed og næsten altid efterlader et stort indtryk hos modtageren. Når ens smagsløg og hjerne er ved at være trætte efter en god dansk efterårsmiddag, er portvin én af få vintyper, der formår at give en smagsoplevelse som et aftenens sidste glas før kaffen eller til endnu et par timers hyggesnak i husets blødere møblement.
Stil krav ud over sødmen
Når jeg af og til er ude med riven efter portvin, er det på grund af netop alkoholens og sukkerets dominans af vinens smagsprofil, der efter min mening meget let kan blive en noget gumpetung og ensporet affære. Portvin er sød, fordi man standser gæringen ved at tilsætte alkohol, før alt sukkeret er gæret ud. Så hvor det sukker, som giver vinen sødme, er frugtens eget naturlige sukkerindhold, er cirka halvdelen af en portvins alkohol tilsat i form af finsprit. En drik på 20 % alkohol bør man selvsagt højst indtage moderate mængder af, og derfor kan man argumentere for, at man skal være endnu mere kritisk med kvaliteten af en portvin, end af den tørre vin på 13-14 %, som man drikker til maden. Det er bare meget sjældent, vi som marked er det, og det ærgrer mig. Fordi vinens intensitet og sødme er så tydelige at registrere, om man er 18 eller 80, bliver det mange gange de eneste to kvalitetskrav, forbrugeren stiller. Og som man så kan glædes over at få opfyldt i det lokale supermarked til under 100 kr. Men meget få af markedets billigste portvine rummer særligt mange af de kvaliteter, der gør vintypen til et af verdens mest berømte kulturprodukter.
Dyb og kompleks tawny
En god portvin er ikke decideret sød. Jo, den er sødmefuld, men aldrig vammel og slikket. De oxiderede tawnyer bør have tilstrækkeligt mange år på bagen til, at sødmen er velintegreret i smagskonstruktionen, kroppen slanket af udfældet frugt, og syre og bitterhed dermed fremhævet. I modsætning til langt de fleste af verdens vintyper, har en tawny evnen til at blive mere frisk, når den bliver ældre – også fordi næsens udfoldelse fra en smule karamel, røg, rosiner og anden tørret frugt til en kompleks og dyb komposition med utallige aromalag a la muld, trøffel, dyr, læder, urter og lakrids fjerner fokus fra sødmen og breder oplevelsen ud i flere dimensioner. ”Tilstrækkeligt mange år” er mindst 10 og gerne det dobbelte. Du kan læse om de forskellige typer og deres navne på Portvinsfestivalens hjemmeside, der samtidig fungerer som en portal for portvinsrelateret viden og ditto aktiviteter (portvin.nu).
Drik dine rubyer unge
Samme aromatiske kompleksitet og dybde har historisk også været ambitionen for den ikke-oxidere ruby, og ligesom tawnyen har det været nødvendigt at lagre vinen i årtier for at opnå den ønskede profil. Men det behøver ikke være det, du går efter. Rubyen er frugtig som en almindelig rødvin, om end stadig sød og alkoholstærk. Det betyder, at den opfører sig meget som en ekstremt kraftig rødvin, og på intet tidspunkt er vinen friskere og mere klar, udadvendt, generøs og underholdende end i sin pureste ungdom. Her har den godt nok ikke megen kompleksitet at prale med, og fordi mange rubyer er lavet med henblik på lagring, kan du også løbe ind i vine med meget kraftige og markante tanniner. Til gengæld oser den solmodne frugt op af glasset og demonstrerer i de bedste vine, at den portugisiske Douro-dals beplantninger af gamle vinstokke med en overvægt af druesorten touriga nacional har masser af spændende smagsoplevelser at byde på og i virkeligheden er det, der gør portvinen enestående. Søde og alkoholforstærkede vine produceres også i Frankrig, Spanien, Sydafrika, Australien og mange andre steder i verden, og i de fleste områder anvender man målrettet oxidering som et middel til at opnå den aromatiske kompleksitet. Men meget få kommer i nærheden af at matche ruby-portvinens vidunderlige næse af viol, lakrids, kakao, røg og blåbær, som er så tydelig, når vinen er ung.
God portvin koster mange penge
Både ruby og tawny kan fås i alle danske supermarkeder for under 100 kr., men vil du ud over sødmens og intensitetens banaliteter, må du en tur i en specialforretning sammen med din lørdagstegnebog. Meget få gode portvine koster under 200 kr. Hvis tawnyen skal være gammel, for dermed bedre at manifestere sin kernekompetence som kompleks, er det ikke så mærkeligt, at den bliver dyr. Og hvis rubyen, gerne i form af den såkaldte ”vintage”, der er lavet af producentens bedste frugt, skal være frisk, elegant, velafbalanceret og med en åben og spændende næse allerede som ung, er det heller ikke noget, du kommer til uden at lænse læderet for mindst et par hundrede. I dagens test fremhæver jeg et par af de bedste portvine fra Portvinsfestivalen. Det er ikke nogle, jeg personligt kommer til at hælde litervis ned af hen over vinteren, men hvis du alligevel har tænkt dig at risikere tandplomber, lever og oksesteg på en portvin i den mørke tid, kan du jo lige så godt få noget seriøs vin i glasset:
Taylor’s Quinta de Vargellas Vintage Port 2008, Portugal
399 kr., forhandler anvises af Amka, www.amka.dk
Fast og veldefineret ruby, som ikke bare har masser af fin frugt i toppen af næsen, men som allerede her som kun tre år gammel udviser en imponerende aromatisk dybde. Munden kødfuld og solid, og med klippefast struktur, der vil holde vinen i vigør i mindst et par årtier. Stor og imponerende vintage med alt, hvad man ønsker sig af sådan én.
**** (4 ud af 6)
Quinta do Vale Meão Vintage Port 2008, Portugal
269 kr., Jysk Vin, http://www.jyskvin.dk
Vale Meão producerer én af Portugals bedste røde bordvin, og denne portvin bærer flot den samme hussignatur af brændte figner, chokolade og skovjordbær i et varmt og dybt udtryk. Bred og bamset, men heldigvis med en saftig syre og nogle markante men perfekt modne, cremede tanniner til at holde den sunde frugt i fast figur.
***** (5 ud af 6)
Quinta Vale Dona Maria Vintage Port 2009, Portugal
239 kr., Atomwine, www.atomwine.dk
Purung, men ikke desto mindre herligt blød, mild, rund og imødekommende og med en nærmest saftevandsagtig syre, der gør vinen ualmindeligt let at drikke. Tanninerne er fuldmodne og afdæmpede, hvilket bringer sødmen frem i billedet og resulterer i en venlig, velafbalanceret og smagfuld portvin.
***** (5 ud af 6)
Pintas Vintage Port 2009, Portugal
275 kr., Atomwine, www.atomwine.dk
Der er to muligheder: Enten plasker du Pintas over i en bredbundet karaffel og nyder den til mad, eller også lægger du den i kælderen en 20-30 år. Lige nu er vinen ekstremt muskuløs, tonstung, tannisk stram som en årepresse og med en næse, der virkelig kræver luft for at åbne vinens vinøse godtepose. En vin med masser af gods, smagsintensitet og udviklingspotentiale.
**** (4 ud af 6)
Var til portvins smagning ved Amka/Jysk vin sidste torsdag (nævnt i artiklen). Fik 2 fantastisk Quinta Do Pégo. Smagte både Vintage fra 2006 og 2007 til henholdsvis 349,- og 549,-. De var begge i mine smagsløg bedre end Taylor’s 2003 Vintage, som ellers står til 1.300,-