Efter en årrække som ugleset for sine lidt for spinkle, syrlige og grønne vine oplever den bordelaise venstrebred markedernes langsomme tilbagevenden til de klassiske dyder. Rasmus Holmgård har været i Médoc, og tegner enskitse af situationen.
Det ser ikke ud af noget særligt, det flade landskab med en flora, der kunne være midtjysk. Og dog. En enkelt gevækst skiller sig ud, og gør hele forskellen. Området hedder Médoc og lægger jorder til verdens mest berømte appellationer som Margaux og Pauillac og frugt til nogle af verdens dyreste vine. Men ét er det mytiske skær over disse ellers stilfærdigt rurale strøg med sine spredte châteauer i nærmest demonstrativt romantisk Disney-stil – noget andet er kvaliteten af de 120 millioner flasker vin, som hvert år produceres i Médoc, og ikke mindst hr. og fru eksportmarkeds muligheder for at gafle sig nogle gode flasker til en rimelig penge. Det er om de sidste vine, slaget står, og diskussionen raser. Ingen betvivler Château Latours evne til at frembringe store vine, der er universelt gode, uanset prisen. Men hvad med alle de andre? Kan de konkurrere på det moderne verdensmarked, og hvorfor var det nu, vi kom i tvivl?
Umoden cabernet
Lidt baggrund: Médoc er navnet på den stribe land, som løber langs den venstre bred af floden Gironde, fra regionens hovedby Bordeaux og ud i Atlanterhavet cirka100 kmmod nordvest. Selve appellationen Médoc andrager et bælte på rundt regnet 60 gange 5 km med cirka 16.000 beplantede hektar, godt 10 % af Bordeaux’ samlede areal, og nogenlunde samme størrelse som Bourgogne. Den nordlige del af appellationen hedder slet og ret Médoc, mens de sydligste ¾ kaldes Haut-Médoc. Her producerer cirka 1500 vinavlere primært cabernet sauvignon, og her begynder vi så småt at nærme os stridens æble, vredens druer, eller hvad vi nu skal kalde dem. Cabernet sauvignon opnår nemlig kun meget sjældent en særligt udtalt grad af modenhed i Médoc, og derfor blandes næsten altid med merlot, som ved fenolisk modenhed har et noget større sukkerindhold og dermed potentielt alkoholindhold end cab’en. Blandingen gør, at vinen opnår en nogenlunde balance mellem komponenterne, men den umodne cabernets høje syreindhold, en smule rå tanniner og et grønt, græsset skær i næsen er svært at kompensere for, hvis blendet er fifty-fifty eller deromkring, som det ofte er tilfældet. Årsagen er vejret og mere specifikt de forskellige mikroklimaer i bæltet fra Girondes bred og til tykningen af de store skovarealer mod vest. Helt tæt på floden hjælper vandet med at fastholde temperaturen i luften og dermed stabilisere klimaet. Af samme grund ligger de fleste af de bedste marker langs bredderne, fordi det er det eneste sted i Médoc, der kan opnås en rimelig modenhed af cabernet. Jo længere væk fra floden, man kommer, desto senere skal der høstes for at opnå en acceptabel modenhed af frugten. Men da det samtidig er på skovsiden, at klimaet er mindst stabilt, er der følgende større risiko forbundet med at lade frugten sidde på planten. Derfor vælger de fleste et kompromis. Frugten høstes ved næsten modenhed, omkring 12 % potentielt alkoholindhold; så går det lige akkurat an i assemblage, blend eller blanding, om du vil.
Jo, der er masser af liv i Bordeaux, og selv Médoc begynder at komme til hægterne efter et par år i tovene.
En renæssance til gode
I mange år har verdensmarkedets smag favoriseret alkohol, fuldmoden frugtighed, fad, sødme og fylde som en nærmest pubertær kontrabevægelse mod den klassiske europæiske vinstil. Derfor har højrebredden i Bordeaux siden 90’erne fået det meste af opmærksomheden pga. sine kraftfulde merloter, der kunne alt det der gylle med alkohol og sødme etc., mens det kun er de bedste 10 % af producenterne i Médoc, som har kunnet holde den kvalitative skanse overfor vinene fra sydligere himmelstrøg. Men til priser, de færreste af os betaler flere gange om året. Nu ser meget imidlertid ud til, at vi har fået løbet de værste smagsmæssige teenage-horn af os. Flere og flere forbrugere både i Danmark og resten af verden søger i dag vine af lidt lettere statur end for bare fem år siden. Koncentration er ikke længere altafgørende; nu skal vinene også være forfriskende, nemme at drikke, og mange foretrækker sågar, at egetræet spiller en mindre betydelig rolle i den samlede smagsprofil. Sidstnævnte favoriserer vine på mindre moden frugt, fordi de har syren i behold og alligevel ikke frugtig pondus til at modstå en tung fadlagring. Som sådan tyder noget på, at selv de store mængder Médoc-vin, som ikke er produceret på berømte cru classé-slotte, har en renæssance til gode. I hvert fald er der mere optimisme at spore i området, end der har været i flere år. Markederne mod øst begynder at åbne, og resten af os begynder så småt at nuancere vores vinøse præferencer til også at omfatte en lejlighedsvis smågrøn, syrlig og slank médoc. For variationens skyld. Fordi det er frugtens sande udtryk for det Médoc-terræn, som vores kulturkreds er flasket op på siden 70’erne. Og fordi de lettere vine har masser af berettigelse i det fedtfattige køkken, som mange forsøger at praktisere. Jo, der er masser af liv i Bordeaux, og selv Médoc begynder at komme til hægterne efter et par år i tovene.
Et ret godt køb til ca. 130 kr i Metro – smagt her til aften:
http://atasteforwine.blogspot.com/2011/08/2005-chateau-rollan-de-by-medoc-cru.html