I Bourgogne taler de om terroir. I Californien taler de om velsmag. Prisen er den samme, og forskellen er intensitet
Hvis en rødvin kommer fra Bourgogne, ville jeg normalt kalde den for ”en bourgogne” og ikke ”en pinot noir”. En vins identitet afgøres kun i ret ringe grad af den drue, den er lavet af, og meget mere af hvor den er lavet, og hvem der har lavet den. Derfor er jeg også lidt ked af denne artikels overskrift, ”Flot californisk pinot noir”; for en vin, der fortjener sådan en overskrift, kræver i den grad de rigtige geologiske, topografiske og klimatiske betingelser for at finde vej her til spalten – for ikke at tale om den helt rette mand til at forvalte druernes potentiale. Men indtil for et par uger siden kendte jeg absolut intet til det undselige californiske vinområde ved navn Santa Rita Hills (og nej, det har intet at gøre med din mors chilenske yndlingsvin), ligesom jeg heller ikke havde hørt om den rasende talentfulde vinmager Greg Brewer. Mine muligheder for at vurdere, om denne mands vine afspejler den kulturelle og naturgivne typicitet, som findes i Santa Rita Hills, er, ligesom min specifikke referenceramme, lig nul. Men jeg kan konstatere, at de smagte fantastisk, rykkede hele vejen fra næsen og til mellemgulvet (eller hvor kroppens center for stor vinglæde nu sidder), og selvfølgelig var forfærdeligt dyre. Den slags springer jeg ofte let og elefant hen over her i spalten, men når en oversøisk vin virkeligt imponerer mig oprigtigt, uden skelen til prisen, er det tilpas sensationelt til at passere det redaktionelle nåleøje.
der findes pinot noir-baseret rødvin uden for Frankrig, der overhovedet ikke smager som bourgogne, men som koster det samme og er alle pengene værd
Fantastisk vin – langt fra Bourgogne
Greg Brewer producerer vin under sin egen etiket med navnet Brewer-Clifton, opkaldt efter Greg selv og hans partner Steve Clifton, fra et vineri ved navn Melville. Begge huse importeres til Danmark af firmaet KK Wine. KK står for Kenneth K., som også hedder Olsen, hvis det skal være helt rigtigt. Kenneth og Greg inviterede for et par uger siden pressen og en håndfuld sommelierer til at pløje sig igennem et godt dusin prøver på Gregs vinøse kunnen. Og det var en oplevelse, som er værd at dele. Jeg vil undgå at trætte dig med en masse leksikalia om Santa Rita Hills, som du kan læse om på www.staritahills.com, og jeg vil også skåne dig for at udpensle, hvorfor jeg ikke brød mig om Gregs medbragte chardonnayer. Næ, dagens budskab, som fortjener repetition, er, at der findes pinot noir-baseret rødvin uden for Frankrig, der overhovedet ikke smager som bourgogne, men som koster det samme og er alle pengene værd!
Delikate, feminine og elegante
Det gjaldt for hele striben af Greg Brewers pinoter, at de var rene, frugtige, delikate, saftige, smukt strukturerede og langt mere elegante og feminine, end jeg er vant til at opleve pinot noir, som er dyrket under varme himmelstrøg, fx i Chile, Sydafrika og Australien. Kun Tasmanien, den australske ø syd for South Australia, og New Zealand kommer lejlighedsvist i nærheden af at levere smukke ikke-europæiske pinoter. Og så altså den amerikanske vestkyst, hvor druen igennem de seneste 20-30 år har udviklet sig til noget af en regional specialitet. I disse asketiske tider er jeg nødt til at nævne, at vinene er oppe at kysse det røde felt, hvad angår alkoholindhold. 15-16 % er ikke usædvanligt – men det er det til gengæld, at alkoholen er så velintegreret, at den sammen med fadet alene fungerer som en affyringsrampe for den kernesunde frugts varietale karakter. En solid, frugtig platform, som giver modspil til den kontante struktur, der er opnået ved at gære de hele klaser med stilke, ligesom det er praksis i Bourgogne. Forskellen ligger i, at frugten ved den såkaldte ”fenoliske modenhed”, dvs. der hvor tanninerne er modne og smagen dermed optimeret, har et langt højere sukkerindhold, hvilket som bekendt resulterer i de høje procenter. Greg Brewer formår at forvandle sukkerindholdet til smagsintensitet, og at holde balancen med en levende syre. Det gør vinene faretruende lette at drikke til trods for deres størrelse. ”Faretruende” fordi den billigste rødvin i serien fra Melville koster 210 kr. – den dyreste 320. Brewer-Clifton er endnu dyrere, begynder ved 312,50 kr. og ender på 460. Men har du, som jeg, en svaghed for pinot noir-druens forskellige manifestationer, og har du råd til at forkæle dig selv med skønheder i denne prisklasse, så er Greg Brewer hermed anbefalet.
Du kan læse mere om Greg Brewer på www.brewerclifton.com, og på dansk med priser etc. på KK Wines hjemmeside, www.kkwine.dk.
Skriv en kommentar