Skal vinen smage af druen riesling, hvis der står riesling på etiketten? Og hvem bestemmer i så fald, hvordan en riesling smager? Vinhandleren og vinskribenten er ikke helt enige. Men måske næsten.
Hvis der står et druenavn på vinens etiket, bør den så smage på en bestemt måde? Kan man sige, at en vin på fx riesling bør smage, så man kan genkende druens udtryk, hvis producenten skriver på etiketten, at det druen riesling, vinen er lavet af? Det synes jeg. Men ikke alle er enige. Forleden skulle jeg hente en prøve til en test hos en dansk vinhandler, der tilfældigvis også er sommelier på en af landets bedste restauranter. Jeg ville gerne smage vin fra en bestemt producent i Alsace, og kom til at nævne, at jeg hellere ville have producentens pinot gris end hans riesling, fordi jeg ikke synes, rieslingen var noget godt eksempel på en riesling. Pinot gris’en var mere trofast mod sin drues udtryk, mente jeg. Men det skulle jeg ikke have sagt.
Kan modelskibe være porno?
Dybt krænket erklærede vinhandleren sig i kontante vendinger lodret uenig i mit udsagn. ”Så du mener altså, at der findes ”rigtig” riesling og ”forkert” riesling?”, udfordrede han, ”og at det er dig, der bestemmer, hvad den rigtige er?” Det mente jeg jo ikke, var nogen særligt præcis opsummering af min holdning. Jeg forsøgte mig spontant med, hvad jeg selv syntes var en meget pædagogisk analogi: ”Hvis du går ned i kiosken og køber et magasin med påskriften ”pornoblad”, vil du så ikke forvente i hvert fald et minimum af nøgenhed, og måske endda sex, i bladet? Selvom folk tænder på alverdens mærkværdigheder, kan man så ikke tillade sig at påstå, at der er nogle konventioner for, hvor åbent begrebet ”porno” kan fortolkes? Og ville du ikke føle dig snydt og skuffet, hvis bladet kun indeholdt billeder af modelskibe og porcelænsfigurer? Alt er vel ikke op til enhver persons frie fortolkning, eller hvad?”
vil du så også sige, at jeg ikke må kalde en carpaccio af kalvekød for en carpaccio af kalvekød, fordi den smager forskelligt fra en bolognese af kalvekød?
Ingen censur af smagen
Den bed vinhandleren ikke på. ”Vrøvl,” råbte han, ”vil du så også sige, at jeg ikke må kalde en carpaccio af kalvekød for en carpaccio af kalvekød, fordi den smager forskelligt fra en bolognese af kalvekød? Smagsudtrykket er helt forskelligt i de to retter, men det ændrer vel ikke på, at begge dele er lavet af kalvekød.” Det kunne der jo være noget om, tænkte jeg, men følte stadig, at vinhandleren havde misforstået min pointe. ”Det handler jo ikke om, at nogen smag er mere rigtig end en anden,” prøvede jeg, ”og jeg er da stærk tilhænger af, at enhver vinmager producerer lige præcis det, hun eller han selv synes smager godt. Selvfølgelig skal der hverken være censur eller kontrol med smagsudtryk. Det er selve kommunikationen om vinen, som jeg synes, man kan eksekvere med større eller mindre grad af hensyn til den forbruger, som ikke i forvejen ved, hvad der er i flasken.”
Etiketten skal informere den uvidende
”Jeg kan godt se,” fortsatte jeg optimistisk, ”at det ikke er noget problem for dig, når du nu kender vinen, og når du har god tid til at fortælle om den til dine kunder og gæster. Men i de situationer kan man jo sige, at vinen faktisk slet ikke behøvede at have en etiket. Dermed ligger etikettens berettigelse og funktion i nogle andre situationer, nemlig der, hvor den, der læser etiketten, ikke ved noget om indholdet, og derfor har brug for de informationer, etiketten kommunikerer. Hvis læseren har smagt riesling mange gange før; læser på etiketten, at vinen er lavet på druen riesling; køber den af samme grund; og oplever, at smagen er usammenlignelig med alle tidligere rieslingers smag, så er der altså stor risiko for, at etiketlæseren føler sig vildledt. Så hvis formålet med etiketten er at vejlede køberen, er der da et problem i at angive druen, hvis det kan resultere i, at køberen bliver skuffet.”
Ikke noget ”rigtigt” udtryk
Veltilfreds med min argumentation afventede jeg vinhandlerens ripost. Det blev ikke den store forbrødring. ”Ok,” sagde han, ”måske er vi ikke helt uenige om den del af diskussionen. For selvfølgelig er etiketten til for at vejlede – og ikke vildlede – køberen. Men det ændrer jo ikke ved problemet om, at køberen forventede en smag af riesling, som var hans opfattelse af den ”rigtige” smag, mens jeg stadig mener, at ingen smag af riesling er mere rigtigt end en anden!” Igen havde vinhandleren en valid pointe: Hvis det er sandt, at intet udtryk af riesling er mere ”rigtigt” end et andet, så falder præmissen om det rimelige i at kræve, at vinen med ordet ”riesling” på etiketten skal smage på en bestemt måde. Så var vi lige vidt. Og nu skulle vinhandleren med et fly, og vi sagde farvel med et lettere uforløst håndtryk.
Pligt til kommunikation
Forskellen på vinhandleren og vinskribenten er ikke vores opfattelse af vin eller vinkvalitet. Jeg tror faktisk, vi er ret enige. Det, vi er uenige om, er to ting: For det første er vi uenige om, om en vinproducent har en slags pædagogisk, kommunikativ forpligtelse over for den uvidende, potentielle køber, eller om det er op til køberen selv at sætte sig ind i vinens udtryk og kvalitet, fx ved at spørge vinhandleren eller tjeneren på restauranten. Det ansvar, mener jeg, at vinproducenten påtager sig i det øjeblik, hun vælger at sætte en etiket på vinflasken. For det andet er vi uenige om, om det kan være vildledende at skrive fx ”riesling” på etiketten, selv hvis den vitterlig er lavet på en drue, der genetisk kan identificeres som riesling. Når jeg mener, at det godt kan være vildledende, handler det ikke om, at ét riesling-udtryk er tættere på en universel æstetisk sandhed end et andet, men alene om, hvad man kan kalde en statistisk baseret karakteristik af druens udtryk.
Genetik eller smag på etiketten
Hvis 99 ud af 100 vine på druen riesling har 10 smagsparametre til fælles, og den sidste ud af de 100 kun deler to parametre med de 99 andre, giver det så mening at markedsføre vinen som en riesling (ved at skrive riesling på etiketten), vel vidende at meget få mennesker vil genkende druen? Giver det ikke mere mening at markedsføre navet på vinmageren, stedet, hvor frugten er dyrket, eller måske et fantasinavn, der kan understrege, at der her er tale om en vin, som ligger uden for en statistisk, konventionel definition på druens kvaliteter? Måske har førnævnte riesling kun to parametre til fælles med de konventionelle rieslinger, men fire parametre til fælles med de fleste vine på druen chardonnay. Selvfølgelig skriver man ikke ”chardonnay” på etiketten, men er det virkelig mere sandt at skrive ”riesling”, hvis vinen nu smager mere som en chardonnay? Er det frugtens genetiske profil, som afgør, hvad der skal stå på etiketten, eller bør etiketten afspejle den måde, vinen smager på? Min holdning er, at vinmageren bør markedsføre i forhold til vinens smag – ikke genetik, og at man som producent af en fødevare har en forpligtelse til at levere en deklaration af indholdet, som i det mindste tilstræber at vejlede mere end det modsatte. Ellers skal man hellere helt undlade at etikettere med andet end et visuelt bidrag til produktets samlede æstetiske udtryk. Vinhandlerens holdning er, at vinmageren ikke ”bør” gøre noget som helst; at alt er tilladt i kunsten; og at det er forbrugerens ansvar at være åben for det udtryk, som vinen tilbyder. Hvilket jo heller ikke er helt hen i vejret.
Hej Rasmus,
Alt I alt synes jeg det er en spændende tilgang til et sjovt emne. Dog må jeg sige, at jeg synes ikke din kritik er berettiget. Hvis vi tager din pornobladsanalogi og siger at du nu ikke bare vil have et pornoblad, men et pornoblad med damer der har store bryster (læs: ikke bare en flaske vin, men en riesling). Hvis du så bare griber det første og bedste blad i den endeløse række af blade, så kan du da være heldig at du har fået fat på det du rent faktisk gik efter. Men der er også en risiko for at du ender op med et blad der udelukkende omhandler andre dele af kvindes anatomi eller måske endda helt undgår den. Ville du føle dig snydt? Nej, vel. Du ville selvfølgeligt kigge dig selv i spejlet og sige til dig selv at det nok ville være en god ide at kigge lidt på bladet inden man køber og evt. spørger om hjælp til at finde det rette blad hvis du stadigvæk skulle være i tvivl.
Nu kommer vi så til det problem, at man jo ikke bare kan smage sin vin igennem inden man tager den hjem. Men man kan jo stadigvæk godt spørge om hjælp og jeg har da også været ude for at den givne flaske så bliver åbnet så man lige kan få sig et førstehånds indtryk. Jeg forstår godt at du efterspørger et mere gennemskueligt system, men som jeg ser det så er vin jo netop ikke gennemskuelig. Vin kan jo ikke bare puttes i kasser (jo altså i fysisk forstand), og jeg synes ærligt talt at du med din ”..hans riesling ikke er noget godt udtryk for riesling” får talt ned om en producent der i bund og grund bare lavet et produkt som du ikke bryder dig om (det tror jeg dog ikke er din mening). I virkeligheden er vin jo mangefacetteret, hvor hver facet endda ikke opfattes ens og derfor giver en yderligere kompleksitet til emnet. Jeg ved godt det ovenstående hurtigt kommer til at lyde bedrevidende og højtflyvende, men jeg finder det faktisk befriende at jeg stadigvæk kan blive overrasket når man åbner en flaske riesling på en ganske almindelig grå tirsdag. Også selvom det nogle gange er negativt.
Mvh Mads
PS. Synes forøvrigt det er en befriende uhøjtidelig blog du holder dig.
Hej Mads
Tak for din kommentar. Jeg synes, du tager fejl i din argumentation. På mange punkter.
For det første argumenterer du imod en forvrænget versionering af min pornobladsanalogi. En version, som du selv har fundet på, og det bliver jeg ikke klogere af.
Det er en forvrænget version, fordi kategorien “vin” er at siddestille med kategorien “blad”, mens underkategorien “vin lavet af druen riesling” kan sidestilles med underkategorien “pornoblad”. I virkeligheden understøtter dit eksempel med de store bryster min pointe ved at understrege vigtigheden af, at det, der markedsføres, ikke bare er den generiske underkategori “pornoblad/riesling” men noget mere beskrivende for stilen, fx “store bryster” eller, som jeg foreslår i artiklen, terroiret eller producentens navn kombineret med et fantasinavn for vinen.
Du lægger mig også i munden, at jeg “efterlyser et mere gennemskueligt system”. Det gør jeg ikke. Systemerne er meget gennemskuelige allerede. Men der findes ud af verdens hundredtusindvis af flaskende vinmagere 100-200 stykker, som ikke følger de systemer. Jeg forsøger at argumentere for, at deres etiketter ikke er særligt forbrugervenlige.
Jeg synes, din kommentar om “at tale ned om” er helt ved siden af. Hvis det at kritisere er at tale ned om, så har du ret. Men den definition er du nok ret alene om. Må man ikke synes, at noget er godt og noget andet mindre godt?
Producenten, der er tale om, hedder i øvrigt Pierre Frick, og jeg er stor fan af Jean-Pierre Fricks vine. Jeg har besøgt ham flere gange, og smagte 15 af husets vine så sent som i forrige uge. Til min store fornøjelse! Så der tager du også fejl.
Rasmus
Hej Rasmus
Interessant artikel og diskussion! Uden at gå nærmere ind i pornoblads-diskussionen vil jeg vove det ene øje og påstå, at det må være ok at påføre Riesling på en flaske vin, der er lavet af…riesling, naturligvis fristes jeg til at sige. Når man en gang imellem støder på en vin, hvor det nærmest er umuligt at gætte, at der fx er tale om riesling bidrager det efter min mening blot til den fascinerende mystik omkring vinens verden, som gør det så interessant at dykke endnu dybere ned i teorien for at finde forklaringen på endnu et mysterium. Vinkendere ved jo godt, at der er meget andet end druesorten, der påvirker vinens duft og smag. Sådan har den “almindelige” forbruger det muligvis ikke, men vil det hjælpe denne forbruger slet ikke at påføre druesorten på etiketten? – I nogle situationer sikkert ja, men man kan jo også nemt forestille sig forbrugere, som ikke leder efter en meget typisk riesling eller som ikke ved, hvad der karakteriserer en typisk riesling, og som vil blive positivt overrasket over en lidt anderledes – og måske i deres øjne bedre – smag. Det kan samtidig tænkes at hjælpe denne forbruger med at få øjnene op for, hvor interessant og kompleks vinens verden er.
En god analogi kunne være skinke som jo – ligesom vin – er et forarbejdet produkt og findes i tusindvis af kvaliteter, lige fra det pumpede slamkød i Netto til den allerfineste sortfodsskinke fra Spanien. Det hedder alt sammen skinke, hvis det kommer fra en gris, selvom der er tale om meget forskellige produkter. Det tror jeg godt, at forbrugeren kan gennemskue, fx ved at kigge på pris eller oprindelse. Og det samme må gøre sig gældende med druesort ift vin. Forbrugerne ved godt, at selvom der er angivet en druesort på vinen er det ingen garanti for, at vinen smager rigtig meget som sidste gang, man købte en vin lavet på samme druesort – men sandsynligheden for en lignende smagsoplevelse er naturligvis større, end hvis man famler helt i blinde.
En accept af din konklusion vil jo også føre til en syndflod af lignende og ganske kontroversielle spørgsmål: bør en producent af kvalitets hindbærmarmelade dermed ikke skrive “hindbær” på etiketten, fordi den smager anderledes end et gennemsnit af de øvrige hindbærmarmelader på markedet og måske i retning af et andet bær? Eller hva’ med en atypisk æblejuice – bør producenten så kun skrive “juice” og oprindelse på etiketten, hvis juicen ikke er en typisk æblejuice, selvom juicen er lavet 100% på æbler? Det giver ikke rigtig mening.
Det er vel også værd at bemærke, at det som oftest – afhængig af vinlovgivningen – er tilladt at tilsætte fx op til 10% andre druesorter og stadig blot skrive “hoveddruen” på etiketten. Det er vel et meget godt eksempel på, at det generelt set ikke anses som en præcis typificering af en vin at anføre druesorten på etiketten – hvor frustrerende det end kan være.
Venlig hilsen
Hans