Anmeldelse: Thomas Ilkjær har skrevet en glimrende bog om amarone og de andre vine fra Valpolicella. Bogen er grundig, indsigtsfuld og ærlig, og skrevet i et behageligt og let tilgængeligt sprog.
Når man skal anmelde en vinbog, er det en udfordring at undgå den gamle kliché med at skrive ud fra, at man synes, bogen er enten god eller dårlig. Synes man, bogen er dårlig, giver det mening at bruge sin spalteplads på at forklare hvorfor, og så i øvrigt, for at være fair over for forfatteren, fremhæve de dele af bogen, som faktisk ikke er så dårlige. Omvendt, hvis bogen grundlæggende er god, bliver anmeldelsen let til en opremsning af de små ting, som alligevel kunne have været bedre. Sådan går det ofte, når fagfolk skal vurdere hinanden. Man har forskellige prioriteringer, idealer, idiosynkrasier og æstetiske præferencer, som helt naturligt ligger til grund for den måde, man udvælger og formulerer sit stof på. Vinbøger behandler et spændingsfelt mellem naturen, kunsten og os vinelskere og -forbrugere, der skal modtage og forstå frugten af de to førstnævnte. Dele af den slags kan beskrives nøgternt og videnskabeligt, men meget baserer sig snarere på anekdoter og egne oplevelser, hvilket gør de fleste vinbøgers indhold til noget lige så subjektivt som fx en anmeldelse af en af de vine, bogen omtaler. Sådan er det også med Thomas Ilkjærs fine nye bog med titlen ”Amarone og vinene fra Valpolicella”, der både er faktuelt beskrivende og samtidig ikke bange for at lade forfatterens holdninger og endda lejlighedsvise tvivl komme til udtryk. Sådan skriver man ærligt og modent en vinbog i 2010, og hvis det ikke var sådan en floskel, ville jeg fluks kalde bogen for et ”must” for alle danske amaronefans.
Desuden fortjener kapitlet om ”Amarone-stilarterne” stor ros for at bibringe mig det overblik, jeg altid har savnet!
Imødekommende og pædagogisk
Når det er sagt, er der alligevel nogle småting, som jeg kunne have ønsket mig anderledes. Men det gælder for dem alle, at de er af ret specifik og lokal karakter, mens de ting, der gør bogen god, har mere gennemgående og generel karakter. Som sådan er det ikke svært at tilgive Thomas Ilkjær for de småproblemer, som adskiller bogen fra at være perfekt. Perfekt er der alligevel ikke meget i denne verden, der er. Og det er oplagt at lægge for med at gennemgå nogle af bogens mange styrker, herunder den største, som er forfatterens evne til at skrive imødekommende, pædagogisk og så alle kan forstå det. Vinens verden er sovset til i fortærskede idiomer og udtryk, som kun er sande, fordi de er blevet gentaget tilstrækkeligt ofte af gamle mænd i grå jakkesæt. Litteraturen skriger på fornyelse og et mere nutidigt toneleje, og her leverer forfatteren et strålende indspark. Til trods for Ilkjærs daglige virke som leder af sommelieruddannelsen, Vinakademiet, er der ingen belærende skolemester eller løftet pegefinger over sproget. Det føles som forfatterens helt naturlige og oprigtige attitude at tage læserens briller på og forholde sig kritisk til alle de gamle forestillinger. Intet tages for givet, og alt forklares fra bunden i et sprog, man hverken skal have grader i filosofi eller ønologi for at forstå. Mange vinbøger påstår at kunne anvendes som opslagsværk og hyggelæsning både for novicer og erfarne vinentusiaster, men Ilkjærs amaronebog er én af meget få, der faktisk kan lige præcis det.
Grundighed og ægthed
Jeg kan ikke komme i tanke om særligt mange pointer om amarone, som ikke behandles i bogen, der på sine 264 grundige sider virkelig kommer hele vejen rundt om den for tiden vanvittigt populære vin. Man kan måske synes, det er paradoksalt, at bogens åbenlyse aktualitet og brede appeal til danske vinnydere i væsentlig grad baserer sig på det, Thomas Ilkjær under overskriften ”Amarone-kopierne” selv kalder for ”et hav af middelmådige eller direkte elendige ’Amaroner’ …” med adresse til supermarkedernes discountudgaver og slatne skygger af de vine, der ”helt berettiget har skabt det gode ry”. Men netop det at problemet adresseres, og at paradokset tages alvorligt, giver bogen usædvanligt meget integritet og ægthed. For 10-15 år siden havde det været svært at forestille sig, at en vinskribent i en bog om et vinområde ville fremhæve så mange af de åbenlyst kontroversielle problemer, som knytter sig til det. Jeg tager hatten af for, at Ilkjær har modet til at forklare om amaroneproducenternes egne kvababbelser ved den sødmefyldte vintype under overskriften ”Det uglamourøse sukker”; om den svindel, Valpolicella desværre har oplevet en del af; og om hvor svært det kan være at identificere terroiret i de meget producerede vine. Som sådan rummer ”Amarone og vinene fra Valpolicella” en meget kærkommen opprioritering af et forbrugerjournalistisk element, som forhåbentlig slår en ny tone an for vinbøger på dansk. Forfatteren som lalleglad, logrende beundrer af et vinområde, -land eller -type bør være en saga blot. Amarone er en oplagt katalysator for en sådan ny tilgang, men den ville klæde fremtidige produktioner af bøger om et hvilket som helst vinøst emne at følge trop. Ganske enkelt fordi målgruppen for moderne vinlitteratur ikke længere er en lille, overbemidlet elite, men faktisk spænder over adskillige sociale segmenter og overhovedet ikke har nogen aldersbegrænsning. Andre lækre og forfriskende detaljer tæller nogle meget illustrative figurer og en liste med 16 af forfatterens personlige favoritvine inden for både amarone, den søde recioto og basisvinen valpolicella. Desuden fortjener kapitlet om ”Amarone-stilarterne” stor ros for at bibringe mig det overblik, jeg altid har savnet!
Savner begejstring og poesi
Men ”Amarone og vinene fra Valpolicella” er som nævnt ikke lutter lagkage. Nogle af de ting, der gør generelt gør bogen god, har en bagside af medaljen, som adskiller bogen fra det sublime. Det vigtigste eksempel er bogens sprog, der som nævnt er imødekommende, pædagogisk og i al væsentlighed forbrugervenligt. Men det er også meget lidt poetisk og smukt, hvilket jeg kommer til at savne i en bog om en vin, forfatteren selv refererer til som en ”vino di meditazione” – en meditationsvin skabt til dybe tanker. Amarone er for mig et skoleeksempel på en vin, der bedst nydes, når man slår hjernen fra og lader intuitionen råde. En vin, hvis kvalitet er hedonisk, og i mindre grad intellektuelt funderet. En vin, som er skøn, fordi den taler til hjertet mere end til hjernen. Den dimension, synes jeg, bliver forsømt af den pragmatiske sprogbrug, som i sine bedste passager svinger sig op til at være hyggelig, jovial, frisk og behageligt ”nede på jorden”, men som aldrig bliver decideret passioneret, intens eller rigtigt begejstret. Jeg kunne have ønsket mig, at det var mere tydeligt, at Thomas Ilkjær ikke bare responderer på et behov på markedet for vinbøger, men lod sin egen glæde ved amarone brænde tydeligere igennem. Jeg vil have mere indlevelse og temperament, kærlighed og smerte, instinkt og sanselighed i en bog om kulturfænomenet amarone. Ikke kun facts, selvom de er fint beskrevet. Jeg føler mig meget klogere på amarone efter at have læst bogen, men jeg har ikke rigtigt fået lyst til at gå ud og købe vinene.
Traditionel opbygning
Bogens opbygning følger nogenlunde standard for den slags og begynder dermed med en historisk introduktion, der følges af gennemgang af terroir og druesorter, for derefter at kredse sig ind på de forskellige vintypers definitioner og kvaliteter. Bogens sidste små 100 sider portrætterer 75 udvalgte producenter. Det fungerer udmærket – det er derfor, det er blevet standard – men personligt ærgrer det mig altid, at formelle konventioner skal afgøre opbygningen af vinbøgers indhold, i stedet for at lade det afgørende være vigtigheden for læseren. Jeg er fx ret overbevist om, at mange vinglade danskere har en særlig spisesituation i tankerne, når de køber en vin. En bestemt ret, nogle særlige middagsgæster eller en højtid, der skal markeres. Vinens muligheder for at indgå i en gastronomisk kontekst er dermed af afgørende betydning for, hvordan vi forholder os til den. Ikke desto mindre fylder det i øvrigt udmærkede kapitel om ”Valpolicella-vinene og maden” sølle 6-7 sider ud af 264 (hvis man ikke medregner de store billeder), og er placeret et sted midt i bogen (side 134). På samme vis skal vi frem til side 58, før der står noget sammenhængende om, hvordan vinene smager, hvilket må siges at være en ret væsentlig del af årsagen til overhovedet at skrive bogen – endsige købe den. Nu er der jo ingen lov om, at det vigtigste skal stå først, men det er dog et velafprøvet journalistisk princip, og jeg glæder mig til den dag, en vinbog løsriver sig fra traditionen for at tage sig selv og sin form mere alvorligt end hensynet til læseren ved at disponere indholdet efter vigtigheden for modtageren af vinen og ikke afsenderen af vinen. ”Amarone og vinene fra Valpolicella” er opbygget pænt og klassisk og med kronologisk og logisk prioritering af stoffet. Men det halter med dramaturgien, og man bliver ikke ligefrem ægget fra den ene side til den næste. Læseflowet skabes her af interesse for konkrete oplysninger i stedet for af generel inspiration og nysgerrighed, og de elementer bør efter min mening integreres bedre.
Varmeste anbefaling
Til den absolutte petitesseafdeling hører, at jeg savner en angivelse af, hvor man kan købe vinene fra Ilkjærs udvalgte producenter. Det havde været en smal sag at sætte en liste med importører bagerst, men nu er man henvist til at google producenternes navne. Det kan de fleste nok godt finde ud af, men det havde alligevel været en fin service. En anden detalje er en efter min mening lidt for lemfældig omgang med nogle sensoriske begreber. I en bog om amarone er det fx ret vigtigt, at vi får helt styr på vinens søde element, og jeg synes ikke, den er lige i skabet. Der tales om både ”restsukker” og ”restsødme”, hvoraf sidstnævnte er en mærkelig – om end hyppigt anvendt – konstruktion, eftersom der er tale om en tilstedeværende sødme, som ikke er en rest af noget som helst. ”Restsukker” giver mening, fordi der før gæringen var meget mere sukker, og nu er der så kun en rest tilbage. Man bør skelne konsekvent mellem ”restsukker” og evt. bare ”sukker” og det, som sukkeret i et relativt forhold til de andre grundsmage smager af, nemlig ”sødme”. Andetsteds angives, at ”Sødmen, glycerolen og alkoholen giver stor fylde”. Her forveksles ordet ”sødme” med ordet ”sukker”. ”Sødme” giver ingen mundfylde, hvilket er grunden til, at light-sodavand er spinklere end traditionelt sødet sodavand. ”Sukker”, derimod, giver både ”sødme” og ”fylde”. Ligesom i øvrigt alkohol. Jeg ved godt, at jeg knepper fluer her, og det skal retfærdigvis nævnes, at der også er fine beskrivelser af, hvordan sukker og sødme interagerer med vinens andre komponenter, fx under behandlingen af de søde reciotoer. Men der skal bare helst ikke være nogen slinger i den sensoriske vals, fordi det er så kompliceret stof at formidle, at selv den mindste inkonsistens kan få forståelsen til at falde sammen som et korthus. Allersidste anke går på billedsiden, som jeg ikke synes gør noget godt for bogen. Så kort kan det siges. Fotografierne er taget af René Riis og med ganske få undtagelser er de i mine øjne meget mørke og triste at se på. Måske spiller det en rolle, at bogen er trykt på noget lunt tonet papir med en grov struktur. Det er i sig selv lækkert nok, men billederne er tilsyneladende ikke justeret ordentligt til papiret. Det er dog ikke noget, som rokker ved det overordnede billede af ”Amarone og vinene fra Valpolicella” som med en overlegen margin bedste danske bog om emnet og et moderne og friskt pust til dansk vinlitteratur i det hele taget. Til trods for enkelte tilløb til kassetænkning og et lidt for statisk sprog, får bogen min varmeste anbefaling. Er du til amarone, bør du absolut forære din kone bogen til jul!
”Amarone og vinene fra Valpolicella” af Thomas Ilkjær udkom den 19. oktober på Politikens Forlag. Bogen er på 264 sider og kan købes for 350 kr. hos boghandlere over hele landet.
Skriv en kommentar