Det bruges konstant i medier og daglige tale, man hvad betyder egentlig ordet gastronomi? Er det en betegnelse for ”finere madlavning”, eller er madlavning kun en lille del af det, gastronomi handler om? Det er på tide med en opdateret begrebsafklaring.
”Fin restaurant” – jeg har aldrig brudt mig om det udtryk. Hvem i himlens navn gider spise på en restaurant, der primært er ”fin”? Det er sådan et sted med elektriske lysekroner og stivede duge og to forskellige fiskeknive (én af denne verdens mest latterlige opfindelser). Hvor parader af citronryttere står snorlige på din gennemstegte laks; hvor kartoflerne til den obligatoriske hovedretsbøf er tournerede; hvor sovsen er brun og brødet hvidt. En afledning af tanken om den ”fine restaurant” er kursusbegrebet ”finere madlavning”, som man åbenbart stadig kan gå til talrige steder i landet. Især hvis man er mand, og dermed alligevel kun laver mad, når man gider, og gæsterne er sjove, og budgettet det firdobbelte.
Gastronomi = finere madlavning
Nogle mennesker opfatter ordet ”gastronomi” som en lidt smartere måde at sige finere madlavning på. En såkaldt ”gastronomisk restaurant” er i disse menneskers optik et sted, som serverer fin mad. Og når, som Jyllandsposten skrev i sidste måned, ”Skagen vil være en gastronomisk destination”, så handler det om, at Skagen vil tilbyde turisterne en masse fine restauranter. Men definitionen gastronomi = fin mad/finere madlavning er ikke særlig fyldestgørende for den måde, ordet anvendes på i moderne dansk. Her tænkes nemlig sjældent på madlavning i sig selv, men snarere på de overvejelser, man nødvendigvis må gøre sig for at tilvejebringe, forstå og nyde de kulinariske frembringelser. Uden indsigt i og refleksion over, hvori det skønne i maden består, kan den jo være nok så fin, uden at nogen opdager det.
Vi skelner mellem kogekunst, som er kunsten at lave mad og menuer, og gastronomi, som er refleksion over kogekunsten, måltidet og madkulturen.
Gastronomi = refleksion over fødevarekvalitet
Gastronomi er på nudansk en betegnelse for refleksionen over kvaliteten af det, vi putter i munden – både til hverdag og fest, for nu at sige det lidt fodformet. Min holdning støttes ikke fuldstændigt af et opslag på danske wikipedia, der beskriver gastronomi som ”læren om den finere madlavning eller højere kogekunst, hvori madlavning ophøjes fra et håndværk til en kunst i sammensætning af harmoniske og æstetiske måltider”. Til gengæld får min definition mere vind i sine semantiske sejl, når man rådfører sig med Det Danske Gastronomiske Akademi, som på forsiden af sin hjemmeside anfører: ”Vi skelner mellem kogekunst, som er kunsten at lave mad og menuer, og gastronomi, som er refleksion over kogekunsten, måltidet og madkulturen.”
Socialvidenskab og de skønne kunster
Og endnu bedre går det, hvis man konsulterer wikipedias engelsksprogede opslag på ordet ”gastronomy”. Oversat til dansk lyder definitionen sådan her: ”Gastronomi er studiet af forholdet mellem kultur og mad. Det opfattes ofte fejlagtigt sådan, at termen gastronomi alene refererer til kogekunst, men det er kun en lille del af denne disciplin; det kan ikke altid siges om en kok, at han også er en gourmet. Gastronomien studerer forskellige kulturelle komponenter med maden som omdrejningspunkt. Som sådan er den i familie med de skønne kunster og socialvidenskab, og endda til naturvidenskaben pga. det menneskelige fordøjelsessystem.”
Opdateret begrebsafklaring
Jeg skal i denne omgang spare dig for yderligere diskussion om, hvorvidt mad kan være kunst, men ovenstående definitioner synes som minimum at efterlade et behov for en opdateret og ensrettet begrebsafklaring. Enten mener man, at der er væsensforskel på den måde, vi bruger ordet ”gastronomi” på på dansk, og den måde hvorpå engelsktalende anvender og forstår ordet ”gastronomy”. Er man af den holdning, mener man også, at Det Danske Gastronomiske Akademis definition er fejlagtig. Eller også mener man, som jeg, at det er på tide, at vi opdaterer vores opfattelse af, hvad der ligger i begrebet, som jo anvendes med eksplosivt stigende frekvens i medier såvel som daglig tale, så det ikke står i modsætningsforhold til en international definition og brug.
Er du stadig ikke overbevist, skulle du overveje et ophold på University of Gastronomic Sciences, som har fakulteter i Palermo og i Bra syd for Torino. Her kan du fx læse en master i madkultur og kommunikation. Og hvis du vil lære at piske en bavaroise – kan du gøre det i din fritid!
Er det ikke lidt sjovt at tage etymologien (iflg. Wikipeda) med? “Gastronomi” kommer af det oldgræske gastros (“mave”), og nomos (“regel” eller “lov”). Jeg synes, at kendskab til ordets oprindelse tager en del af det højstemte af det; gastronomi handler dybest set om maven (og det, som vi putter i den).
Jeg ved ikke helt præcis, hvordan nomi-delen skal udlægges, men man kan da i hvert fald tænke over, at det ikke hedder “gastrologi”, som ville antyde, at det “bare” var en akademisk disciplin.
Der kan stadig sagtens være behov for – et forsøg på – en begrebsafklaring; den slags kan man aldrig få for meget af. 🙂 Jeg har bare personligt den holdning, at det er lidt absurd, at blive enige om en bestemt brug af et ord, hvis den brug ser bort fra at ordet i sig selv har en iboende mening…
Lise
P.S. Bare for sjov har jeg ladet Google oversætte mit indlæg til latin; oldgræsk er desværre ikke en mulighed pt. (og mit eget oldgræske er ret rustent…):
Donec non parum ad etymologiam (secundum Wikipeda) with? “Gastronomy” ex veterum Graecorum gastro (“ventrem”) et nomos (“imperium” et “actus”.) Existimo cognitionem originis nomen est pars tetendit, essentialiter gastronomy focuses in stomacho (et quid in ea).
Nescio quomodo accuratissime Cap-poni pars, tamen vos can utique non dicitur quod “gastrologi” quae involvunt quod “tantum” had an academic discipline.
Ibi etiam adhuc opus – temptare – a rationis clarius, quale vos can nunquam nimium. 🙂 Modo sum parum ipsi vero opinio est absurdum si opus verbo usus conveniunt alicui secundum se sine voce sic est nativum …
Tak for tankerne, Lise. Godt at se, at en smiley også er en smiley på latin 🙂
Jeg er vist ikke helt enig med dig. Jeg mener, som ovenstående forhåbentlig indikerer, ikke, at “gastronomi” handler om “maven og det, som vi putter i den”. Der kan ikke bare sådan udledes en per se-betydning af en etymologisk analyse.
Jan Katlev (ph.d. i lingvistik) skriver på Sproget.dk: “Et ords tidligere eller ældste betydning er ikke nødvendigvis ‘sandere’ eller ‘nærmere ved kernebetydningen’ end den nyeste eller nuværende betydning. Fortiden er ikke sandere end nutiden, selv om fortiden er en forudsætning for nutiden.”
Din teori om en “ordets iboende mening” er fristende, og jeg kan også godt forfalde til den ind imellem. Men hvis en person foretrækker at blive kaldt “sort” frem for “neger”, så er der efter min mening nogle vigtigere hensyn end det at fastholde den iboende betydning. Så må vi bøje os for udviklingen. Sådan er sproget.
Den holdning har den konsekvens, at det sagtens kan give god mening at begrebsafklare uden den store hensyntagen til det etymologiske grundlag for ordets eksistens. Det handler ganske enkelt om, at folk skal forstå, hvad man mener, når man bruger ordet “gastronomi”.
Og så er det altså, jeg mener, at der findes en lidt gammeldags betydning (“fin mad”) og en nyere og mere formålstjenlig (“refleksion over mad”), fordi sidstnævnte har en international udbredelse. Og i øvrigt allerede opfattes sådan af den gastronomiske elite (jf. definitionen fra Det Gastronomiske Akademi oven for). Det ville være håbløst at bekæmpe den nye betydning. Derfor foretrækker jeg at udbrede den. Så vi forstår hinanden.
Men jeg indrømmer, at etymologien er både fascinerende og fristende at udlede sine konklusioner af 🙂
Jeg er helt med, Rasmus. En nyafklaring er på sin plads. Det etymologiske indslag var tænkt som et lille supplement til din glimrende fremstilling og er måske mit forsøg på at sige, at det kan være svært at give slip på sin indgroede viden, selvom den stiller sig i vejen for en fornuftig udvikling. Negereksemplet er godt, men ikke helt dækkende.
Jeg mener selvfølgelig, at man skal være opmærksom på både følelser og forandringer, men at man ikke nødvendigvis altid skal give efter rent sprogligt som blødt smør for en varm kniv. Forskellig sprogbrug er et udtryk for forskellig baggrund og identitet og kan danne udgangspunkt for vigtige samtaler om netop det.
Og nu fik vi lige en lille afklarende “snak”, som vi ikke havde haft, hvis vi havde været helt enige. 🙂
Lise
Ja, og tak for den. Altid rart med perspektiv.
PS. Jeg sidder og skriver til Rosenmeier. LATTERLIGT sent, jeg ved det, men det har ikke rigtigt kunne være anderledes. Kryds lige fingre for, at han kan komme den 17.
Rasmus
Jeg krydser fingre; jeg er ikke sikker på at det hjælper, men jeg krydser! 🙂