Grand cru lyder som noget fornemt. Men betegner det en ”appellation” eller en ”klassifikation”? Svaret er: Begge dele. Grand cru betyder noget helt forskelligt i Alsace og i Saint-Émilion.
To af de begreber i vinens verden, som er sværest at gennemskue, er ordene ”klassifikation” og ”appellation”. Hvor stopper det ene, og hvor begynder det andet? Overlapper ordenes betydning, eller er de hinandens modsætninger?
Men serverer du en Alsace grand cru til forretten og en Saint-Émilion grand cru til hovedretten, skal du imellem serveringerne omstille dig til en noget anden betydning.
Horisontal udbredelse
En pædagogisk måde at forklare det på er, at du kan opfatte ”appellation” som noget, der er geografisk betinget, og som derfor refererer til et specifikt sted med en bestemt produktionskultur. En appellation har derfor typisk en horisontal udbredelse.
Vertikal udbredelse
”Klassifikation” har at gøre med en kvalitativ, hierarkisk rangordning af vine, som har gjort sig fortjent til en særlig position på rangstigen. Klassifikation har dermed en vertikal orientering – fra bund til top.
Problemet er bare, at begreberne ofte angives med nogle ord, som langt fra betyder det samme alle steder i verden. Eller i Frankrig for den sags skyld.
Forvirrende betydninger af ”grand cru”
Et af de mest forvirrende tilfælde er brugen af termen ”grand cru”. Den anvendes metodisk i Alsace og Bourgogne til at angive, at frugten til vinen er høstet på en mark, hvis kvalitetsniveau er særligt højt og konsistent. Her er grand cru altså en angivelse af markens klassifikation, mens appellationen kan være fx AOC Alsace – evt. med angivelse af en druesort.
Det er let nok at forstå.
Men serverer du en Alsace grand cru til forretten og en Saint-Émilion grand cru til hovedretten, skal du imellem serveringerne omstille dig til en noget anden betydning.
Grand cru som appellation
I Saint-Émilion er grand cru nemlig en betegnelse, man kan ansøge om at få lov til at bruge, hvis ens vin adskiller sig fra den almindelige, generiske ”Saint-Émilion” ved at overholde nogle lidt strengere krav til produktionen (40 hl/ha i stedet for 45 hl/ha + min. 11 % alkohol).
Som sådan har grand cru-betegnelsen ikke noget at gøre med Saint-Émilions klassifikationssystem fra 1955 (ikke 1855 – det er i Médoc), men er alene at betegne som en appellation.
Ensretning ikke realistisk
Teknisk set er det ene ikke mere korrekt end det andet, om end man kan mene, det ville tjene til alles bedste med en ensretning af betydningerne. Spørgsmålet er så, om Alsace og Bourgogne i givet fald skulle holde op med at anvende betegnelsen grand cru om de bedste marker i regionerne, eller om Saint-Émilion skulle afvikle den ikke-klassificerede brug af betegnelsen.
Ingen af delene er nok realistisk i nær fremtid. Omkring 200 producenter anvender systematisk grand cru-appellationen i Saint-Émilion, og i Alsace og Bourgogne anvender flere tusind producenter klassifikationsbetydningen i deres markedsføring og selvforståelse i øvrigt.
Indtil videre må vi bare leve med forvirringen og håbe, producenterne selv synes, det virker efter hensigten. Så er der da nogen, der gør.
Skriv en kommentar