Hvad drikker du juleaften? Det samme som sidste år? Rødt eller hvidt? Sødt eller tørt? Her er 10 kvikke tips til din vinøse strategi for årets vigtigste måltid.
.
1) Start aftenen med en boble
Ja, maden er kraftig, vejret er koldt, og du fortjener en stor rødvin til din mad. Men hvorfor ikke bygge den gode stemning langsomt op og stimulere appetitten med en forfriskende boblevin? Det er rart med afveksling i løbet af aftenen.
2) Nej, det behøver ikke være rødt til maden
Du kan sagtens finde en hvidvin, der passer til julemaden. Prøv fx en halvtør tysk riesling, hvis sødme kan matche de brune kartofler, og syre skære igennem det fede flæsk. Hvis du både skal have flæsk og fjerkræ, så overvej at sætte den hvide til grisen og noget rødt til anden/gåsen.
3) Overvej din strategi: harmoni eller kontrast
Husk din gastronomiske børnelærdom: Enten finder du en vin, der i stil og størrelse ligner den ret, den serveres til, eller også finder du en vin, der komplementerer retten ved at være alt det, retten ikke er. Harmoni-strategien er den mest sikre, men kontrast-strategien har større oplevelsespotentiale.
4) Drop mærkevarerne, og gå efter smagen
Ja, den lokale har brandtilbud på både barolo, amarone, saint-émilion og snesevis af andre vinøse kendisser. Men juleaften er ikke skabt til at spare penge på mærkevarer. Find inspiration i magasiner, aviser og på internettet. Læs vinanmeldelserne, og køb vin efter, hvordan den smager.
5) Alkohol, syre og tannin renser efter fedtet
Andesovsen, flæskesværen og de smørbrunede kartofler giver munden en fed belægning, der gør det svært at smage den næste bid, hvis du ikke ind imellem skyller mundtøjet med en tår vin. Alkohol, syre og tannin katalyserer vinens evne som fedtrenser, så de tre elementer bør være fremtrædende i din røde julevin.
6) Vin fra de varme lande til fedt, surt og sødt
God rødvin til traditionel dansk julemad opnår en høj alkoholprocent ved at være lavet af fuld- og solskinsmoden frugt fra lune himmelstrøg. Frugtens høje modenhed giver vinen nogle søde frugtnoter til at matche madens ditto, men det må selvfølgelig ikke være på bekostning af en fast struktur. Find en balance.
7) Pas på serveringstemperaturen
Når vinen indeholder meget alkohol, dvs. alt over 13 %, er det vigtigt at køle den en smule af før servering (til 16 grader). Det gælder især for de kraftkarle, som passer godt til julemaden, fordi en lav serveringstemperatur fremhæver syre og tannin, hvilket de frugtmodne basser har godt af.
8) Giv vinen luft og tid
Juleaften er den 24. december. Nu ved du det. Det kommer ikke som en overraskelse. Der er masser af tid til at få købt vinen ind, til at lægge en serveringsplan, pudse de gode glas af, og også til at knappe vinene op og dekantere dem i god tid før maden, så de kan åbne sig og give dig alt, hvad de har, fra allerførste slurk.
9) Drik noget køligt, friskt og sødt til risalamanden
Nogle er til portvin, andre til sherry. Men hvorfor skal det være så tungt og stærkt, når vi er ved at sprænges af mæthed? Prøv at finde en vin, der kan køles ned og dermed være opkvikkende og frisk før resten af aftenens gaveræs. Overvej røde, italienske bobler som brachetto eller sangue di giuda.
10) Slut dagen af med brændevin
Nej, brændevin er ikke vin, men du kan sove længe juledag, og du har fortjent at slutte juleaften af med manér. Det er ikke for ingenting, vi kalder cognac, grappa, calvados etc. for ”digestif’er” – de fremmer fordøjelsen og forsegler smukt en aften med et meget højt niveau af smagsintensitet.
Det er et rigtig godt indlæg det her!
Fedt at du vælger at guide lidt igennem, uden at der død pine skal anbefales en bestemt vin.
Super indlæg som altid, hvor 4) Drop “mærkevarerne” er langt den vigtigste IMO:)
Go’ jul!
Der må være lidt clairvoyance med henover, jeg gik nemlig lige, og havde brug for dette indlæg til at sætte skub i lidt nytænkning, så tak for det.
Hej. Dejligt at få nogle nye idéer til risalamanden. Det skal prøves.
Ja … her står den på dansk kirsebærvin fra sydhavsøerne til ris a la manden … det har en jeg kender sørget for ved sit indkøb til vinklubben :o)
Enig – fedt med overordnede guidelines frem for konkrete bud.
God jul til dig og dine, Rasmus.
Kære alle
Tak for kommentarerne. Dejligt, indlægget er brugbart.
Mellem jul og nytår kommer der et tilsvarende indlæg med 10 hurtige tips til nytårsvinen. Næppe revolutionerende nyt, men måske en enkelt eller to kærkomne påmindelser.
Glædelig jul!
Rasmus