Den 10. februar åbnede folkene bag Dansk Vincenter en hjemmeside med masser af praktiske funktioner for den aktive vinentusiast.
Dansk Vincenter i Avedøre syd for København har igennem årene gjort meget for at blive et samlingssted for vinnydere. Ikke alene har centrets butik solgt vine fra diverse vinavlere fra hele Danmark og lagt lokalitet til produktionen af en af landets bedste rødvine, Nordlund. Man har også afholdt små og store vinsmagninger, fester og arrangementer i massevis og blandt andet huset de årligt tilbagevendende Garagevin og Rhônevinfestival. Og nu er vincentrets initiativrige bagmænd, Søren Beck og Torben Hamann Jensen, klar med et nyt og spændende koncept.
Hjemmesideadressen www.aov.dk har siden den 10. februar rummet en portal til praktisk kommunikation imellem vinbranchen og interesserede vinforbrugere. Beck og Jensen kalder sitet for ”Alt om vin”, og beskriver selv formålet sådan her: ”aov.dk er et univers af vinoplevelser. En hjemmeside, der samler og præsenterer spændende kalenderbegivenheder, nyheder og tilbud med mere. aov.dk bygger på en høj grad af interaktivitet mellem vinbranchen og det vinglade danske publikum.” Alt om vin har et nyhedsbrev med nyt fra den hjemlige såvel som den internationale vinverden, som man kan tilmelde sig, uanset om man i øvrigt vil bruge sitet eller ej.
Skriv en kommentar