Er vinindustriens markedsføring af særlige tøsevine til kvinder diskrimination eller en velment serviceydelse? Rasmus Holmgård argumenterer for, at der faktisk findes en særlig feminin præference
Til trods for årtiers mere eller mindre ihærdig indsats på begge sider af det berømte y-kromosom, rummer vores samfund stadig talrige eksempler på forskelsbehandling af kvinder og mænd. Et generelt løngab i omegnen af 15 % er et af de hyppigst fremhævede eksempler, ligesom opretholdelsen af mænds kulturelt indlejrede lederstatus afstedkommer jævnlig og forståelig ærgrelse hos de vragede og ligeværdigt kompetente kvindelige kandidater. Men også inden for gastronomien føler kvinder sig lejlighedsvist henvist til en sekundær hierarkisk placering. Senest harcelerer den britiske skuespiller og vinskribent, Helen Lederer, i det internationale vinmagasin, Decanter, over store vinvirksomheders stigende tilbøjelighed til at producere og markedsføre vin specielt til kvinder. Dråben, der i bogstavelig forstand fik Lederers bæger til at flyde over, er en lyserød portvin med påskriften ”Pink”, som netop er lanceret i diverse engelske supermarkedskæder. Den type produkter ”fornærmer vores intelligens”, mener skuespilleren, der fortsætter: ”skal vi virkelig straffes med disse nedværdigende ’must-have’-designervæsker?”
Er kønsfokuseret vinproduktion og –markedsføring diskrimination eller en velment serviceydelse?
Vin og garderobevalg
Sandt er det, at stadigt flere vine på markedet henvender sig målrettet til det kvindelige publikum med en iøjnefaldende indpakning, demonstrativt lav alkoholprocent, en flabet kolorering – ofte i en hidsigt lyserød tone, et mærkbart restsukkerindhold med deraf følgende sødme, eller mere ekstreme tiltag som fx en medfølgende pamflet, der koder vinvalget til et specifikt garderobe-ditto. Jo, fantasien er stor, når industrien søger at servicere det feminine klientel efter bedste evne. Spørgsmålet melder sig åbenlyst om, hvorvidt vinbranchen gør sig skyldig i en urimelig forskelsbehandling, eller om der vitterligt er konkret og generel forskel på kønnenes likvidgastronomiske præference. Er kønsfokuseret vinproduktion og –markedsføring diskrimination eller en velment serviceydelse?
Sød vs. bitter
Tja, på den ene side skal man ikke være blind for industriens primære interesse og funktion som forretning. Store virksomheder lancerer sjældent produkter alene for at bidrage til alverdens skønhed, og tøsevinene eksisterer næppe for de damers blå øjnes skyld, kønne som de ellers nok kan være. På den anden side viser i hvert fald denne signaturs efterhånden mangeårige indsamling af empiri på området en solid konsistens i den kønsrelaterede forskel på vurderingen af, om en vin er god eller dårlig. Nogle vintyper hitter så godt som altid hos det ene køn, og kun lejlighedsvist hos det andet, og hvis en enkelt sensorisk, dvs. sansebaseret, distinktion skal fremhæves som afgørende for kønnenes præferenceforskel, er det relationen imellem det søde og det bitre. Kvinders tolerance for bitterhed er generelt lavere end hos mænd, der til gengæld ikke er så pjattede med det søde element. Etiketter, farver, former, slogans og smarte kampagnetricks uagtet synes der altså at være nogle overordnede smagsparametre med forskellig vægtning i kønnenes hedoniske, dvs. nydelsesmæssige, anseelse.
Pilsner, espresso og Gl. Dansk
Forklaringen er næppe så meget knyttet til vores respektive fysiognomi så som smagsløg og lugtfølsomhed, som de er en refleksion af vores smagskulturelle opdragelse. I vidt omfang knytter tolerancen af det bitre sig til en rutine og en øvelse i at værdsætte denne grundsmag. Vi kender det fra børns hyppige afsky ved fx kaffe, rødvin, oliven, kål og andre bitre emner, hvis tilvænning er en livslang proces. Børn har til gengæld en instinktiv hang til sødme, en reminiscens fra tiden ved moders bryst, hvor sukkerglæden var essentiel for opretholdelsen af det spæde liv. Hvor glæden ved sødme er instinktiv, er glæde ved bitterhed altså en kulturbåret tilvænningssag. Tilvænningen sker via træning, og her får menneskehannerne i vores kulturkreds en kickstart, når de i teenageårene skal kværne broderparten af en kasse kraftigt humlebittert pilsnerøl ved ethvert anløb til festligt lag. Pigerne holder sig til alkopops, vodka med sodavand eller et glas let hvidvin til de mere kultiverede. Groft sagt. Hvor mandekulturen foreskriver koncentrerede espressoer, foretrækker mange kvinder den bitre kop mildnet med mælk til en kaffelatte. Og når herrerne snupper sig en vermouth efter middagen eller en bitter a la Gl. Dansk fra lommelærken, er damernes modtræk ikke sjældent en baileys eller en sød sherry.
Rødvin mere bitter end hvidvin
Når industrien kan konkretisere en vinøs præferenceprofil for kvinder hhv. mænd, er det fordi sødme og bitterhed spiller væsentlige roller for en vins udtryk. Ved at justere de to elementer og deres indbyrdes relation, kan produktet vægtes i et kønsperspektiv. Rødvins bitterhed kommer primært fra tannin, som direkte knytter sig til farvestoffet. Ingen farve = ingen tannin, og ligeså: Jo mere farve, desto mere tannin. Andre faktorer spiller ind på farvetætheden, men i grove træk er mørke rødvine rigere på tannin end lyse rødvine. Hvidvin indeholder meget lidt farve og tannin, og er derfor ikke særligt bitre. Kvinder har derfor en disposition for at foretrække hvidvin frem for rødvin, hvis man tager den individuelle familiekultur ud af ligningen. Når en hvidvin er tør, er den slankere og mere syrlig, end hvis vinmageren har valgt at bibeholde et indhold af sukker. Det sure element virker som regel forfriskende, men uden en vis frugtig tyngde eller et moment af sødme, kan vinen fremstå spinkel og skarp. Det ønsker vindesignerne for alt i verden at undgå, og genvejen til den sikre pleaser-stil er at lade et sted mellem 5 og 25 gram sukker per liter stå tilbage i væsken. Hvis der er en velafbalanceret syre, smager vinen ikke decideret sødt, men virker bare rigere, rundere, rarere og mere smagfuld; mange gange med sødmen blot som en understøttelse af vinens frugtige karakter.
Viden eller sanselighed
Her er det, mange mænd står af. De føler, at vin skal give en vis modstand og yde intellektuelt modspil i form af den udfordring, der ligger i at acceptere det bitre og den adstringerende, dvs. sammensnerpende, mundfornemmelse, som knytter sig til tanninerne. De hvide, halvtørre (vinsprog for halvsøde), umiddelbare og frugtige vine giver mange vininteresserede mænd – og kvinder – det indtryk, at hvis det er så nemt at holde af, så er det nok ikke særligt sofistikeret. Hvad kvinder imidlertid er væsentligt bedre til end mænd, er at forstå, at det sofistikerede ligger i at opnå optimal nydelse inden for det tilgængelige budget. Hvor mændenes højagtede intellektuelle udfordring ikke tager udgangspunkt i selve substansen, vinen, men snarere knytter sig til forudgående forventninger og tillært viden, fokuserer kvinder i højere grad kvalitetsvurderingen på sanseoplevelsen. Derfor stiller det krav om umiddelbar tilgængelighed og vinens imødekommenhed i forhold til de kortlagte feminine præferencer. Som sådan er det ingen skam at lade sig forføre af den pink portvin eller vinbranchens andre forsøg på at forkæle den kvindelige gane ved at give den, lige nøjagtigt hvad den vil have. Og mændene? Tja, Helen Lederer afslutter sin analyse med at foreslå lanceringen af en pale-ale-smagende beaujolais med en fodbold på etiketten, et Black & Decker-formet skruelåg og en medfølgende deodorant. Det skulle nok få mændene til at stå i kø i den lokale …
Et interessant perspektiv på køn og vin. Det er også min erfaring at der er generelle differencer. Det er jo almen viden at kvinder, i højere grad end mænd, foretrækker desseret på restauranter, hvor mænd hvis de har valget, ofte vælger ost eller en ekstra forret. Jeg ville prøve at prakke Politiken iByen artiklen på 🙂
I vinøse sammenhænge er jeg vist en mand… Selv om det da er en interessant tanke at klæde sig efter sin vin. Især for folk, der spilder så meget som mig.
Hej Mette. God logik 🙂 I vinøse sammenhænge er du nok mest af alt professionel. Ovenstående skitserer situationen for de 80 % af befolkningen, hvis gastronomiske interesse begrænser sig til at opnå mæthed uden øjeblikkeligt katastrofale følger + evt. rus, når vi taler vin. Af indsigt følger tolerance og af tolerance anerkendelse. Ses vi til kartoffel om en god uges tid?