Traditionelt har vinene fra den franske appellation Cahors været umulige at drikke, før de fik en vis alder. Sådan er det ikke længere. Moderne cahors har masser af frugt, saftighed og charme selv i nye årgange.
Det er med stor skam, at jeg må indrømme, at jeg aldrig har besøgt det forkætrede, franske vindistrikt Cahors. Det skyldes nok, at områdets vine med en enkelt undtagelse lever et liv under de fleste danskeres vinøse radar, og at andre, mere kontemporært klingende, velpromoverede og ressourcestærke appellationer er mægtigt effektive til at tiltrække sig opmærksomhed. Derfor skal der heller ikke meget til at rykke ved mit billede af, hvad Cahors kan præstere af flydende kvaliteter, og en smagning i sidste uge gjorde et stort positivt indtryk på mig. Cahors’ cirka 300 vinproducenter har ikke ligget på den lade side i de senere år, og nu mangler vi bare at få nogle flere gode huse repræsenteret herhjemme. For vinene er gode og har masser af berettigelse til et traditionelt dansk vinterkøkken.
At kunne drikke – og nyde – så purung vin fra Cahors er meget usædvanligt
Lagt fortiden bag sig
En kollega havde gjort et stort benarbejde for via vinproducentforeningen i Cahors at skaffe et bredt udvalg af vine, der havde det til fælles, at de lige nu er til salg på det franske marked. Kun nogle ganske få af de 47 vine, som foreningen sendte op, er at finde i Danmark. Men det gør ikke så meget for denne artikels pointe, som er at give et billede af, hvordan vinene i stil har lagt fortiden bag sig og er kommet videre i teksten. Om ikke i form af etikettedesign, markedsføring, åbenhed og forbrugeroplysning (fx sker der ingenting, når man på www.vindecahors.fr vælger den engelske version) så i det mindste på udtryk og tilgængelighed af de engang så nådesløst hårdt strukturerede vine, hvoraf mange i dag faktisk svinger sig op til at være både charmerende og frugtige.
Ikke et ord om prinsen
Man kan ikke sige Cahors i Danmark, uden at én eller anden ved, at det er der, Prins Henrik producerer vine på slottet ved navn Château de Cayx. Det har tidligere været vin af, hvad man pænt sagt kunne kalde for ”jævn kvalitet”, der forlod prinsgemalens kældre, om end jeg personligt altid har været mildere stemt end gennemsnittet af mine kolleger. Og selvom jeg egentlig synes, det er lidt ærgerligt, at det med prinsen er det eneste, vi danskere rigtigt ved om Cahors, så er jeg nødt til at nævne Château de Cayx endnu engang. Ikke for Prins Knud, men helt for mig selv. Prinsens seneste udgivelse og absolutte topvin, Cuvée Majesté (forhandles i Danmark af Chris Wine), er nemlig et glimrende eksempel på, hvad der er sket med vinene i Cahors.
Nye toner
Traditionelt ville man nemlig producere en topcuvée med det formål at give den optimalt lagringspotentiale, hvilket i Cahors er svært foreneligt med at gøre vinen lækker og drikkelig også i sin ungdom. Med Cuvée Majesté er Château de Cayx imidlertid gået en anden retning – og den samme som så mange andre franske og italienske vinproducenter igennem de seneste 10-15 år – nemlig i retning af et åbent, imødekommende og frugtigt udtryk med bløde tanniner og en saftig syre. At kalde vinen nem og børnevenlig vil være at overfortolke, men et faktum er det, at vinen var så venlig og medgørlig, at den i sin 2008-årgang blev serveret til Dronning Margrethes 70-års fødselsdag i april i år, da vinen var bare små 18 måneder gammel og knap havde forladt sine egefade. At kunne drikke – og nyde – så purung vin fra Cahors er meget usædvanligt, men at dømme efter resultatet af smagningen forleden langt fra en enlig heldig svale. Der lyder nye toner fra det traditionelle malbec-område i Sydvest, og det er bestemt værd at folde ørerne ud og lytte med.
[…] Hvordan jeg fald over vinen, kan du læse i artiklen her. […]