To danskere har snydt velhavende vinentusiaster for millioner af kroner. Det afslører magasinet gastro og udfordrer dermed den stereotype kassetænkning af gastronomisk journalistik som fladpandet underholdning.
I sidste uge udkom madmagasinet gastro med en artikel, der godt kan kaldes for en sensation. Historien havde overskriften ”Ny vin på gamle flasker”, og aldrig har den overskriftskliché været mere passende. To skribenter på gastro, René Langdahl Jørgensen og André Devald, afslører nemlig i artiklen, hvordan to danskere har svindlet sig til millioner af kroner ved at sælge adgang til vinsmagningsarrangementer, hvor de berømte, typisk meget gamle flasker, der blev serveret fra, viste sig at blive genbrugt ved adskillige lejligheder og dermed selvsagt må være blevet efterfyldt med nye vine af varierende kvalitet. Det er en fascinerende historie, men faktisk er det ikke svindelnummeret i sig selv, som er sensationelt.
Med overvældende dominans er mad- og vinstof reduceret til underholdning, hvis primære formål er at skabe et tiltrængt pusterum mellem erhvervsnyhederne og endnu en politisk skandale.
Det virkeligt sensationelle er, at et livsstilsmagasin som gastro tager det redaktionelle valg at allokere 13 sider til reel, dybdeborende, kritisk journalistik – og ikke mindst, at bladet har fundet de nødvendige ressourcer til skribenternes store arbejde igennem flere måneder, inklusive brug af flere eksterne forfalskningseksperter. Der begås herhjemme en smule kritisk journalistik om fødevareproduktion, madskandaler, miljøproblemer i landbruget, fedme og andre sundhedsrelaterede emner, og restaurantkritik bør vel også tælle som en journalistisk disciplin. Men hvornår har du sidst læst en reelt kritisk artikel om vin?
Følelsen af at blive snydt
Egentlig er svindelhistorien såre banal. Gastro kan dokumentere, at Malene Meisner og René Dehn i perioden 2009 til 2013 på forskellig vis har snydt deltagerne ved en række arrangementer til at betale enorme summer for at smage forfalskede vine fra ægte genbrugsflasker. Det er måske ikke så banalt, hvis man har brugt måneder på at spare de 7.000 kr. sammen, som fx var prisen på en smagning, parret afholdt i Schweiz i foråret 2011. Det er der bare ikke særligt mange, der har. Meisner og Dehns klientel har bestået af velhavende mennesker, for hvem 7.000 kr. – eller de op til 100.000 kr., en smagning kunne koste – formentlig ikke har smertet svinelæderet mærkbart. Følelsen af at være blevet snydt kan selvfølgelig være stærkt ubehagelig, uanset hvor mange penge man har, men tilsyneladende har meget få deltagere råbt vagt i gevær. Ja, faktisk har det været en stor udfordring for gastros journalister at finde egnede kilder til artiklen, fordi de implicerede af åbenlyse årsager er flove over at være ofre for de to fusentaster. Det lader både hovedhistorien og et lille efterskrift af redaktør Jesper Uhrup ane.
Men det er netop med til at understrege det exceptionelle i, at artiklen er bragt i et medie, som historisk har meget ringe kultur for at bringe historier om ubehageligheder, som jo ikke kun udstiller svindlernes ugerninger, men i princippet også smagedeltagernes naivitet og manglende evne til at gennemskue, at den Mouton-Rotschild 1945 – en flaske til omkring 80.000 kr. – de har drukket, i virkeligheden er en blanding af portvin og andre komponenter, der formentlig aldrig har set skyggen af det berømte 1.-cru-slot. Med ”medie” mener jeg ikke magasinet gastro, som afgjort hører til de gastronomiske specialpublikationer her i landet, der gør det bedst, men snarere printede livsstilsmedier i det hele taget og i princippet dagblads- og andre omnibusmedier inklusive. Med overvældende dominans er mad- og vinstof reduceret til underholdning, hvis primære formål er at skabe et tiltrængt pusterum mellem erhvervsnyhederne og endnu en politisk skandale. I specialmedier, hvor madstoffet spiller hovedrollen, er restaurantanmeldelser, smagstest og portrætter normalt det tætteste, vi kommer på kritisk journalistik. Og det til trods for de myriader af problemer, vores fødevaresystem giver os som forbrugere, forældre, etisk og politisk bevidste borgere og spiseglade gourmander, for den sags skyld.
Meget lidt kritisk vinjournalistik
Faktisk står det særligt slemt til med vinjournalistikken. Den undselige flig af den samlede gastronomiske formidling er typisk i sit mest kritiske hjørne, når en supermarkedsvin vurderes til 2 stjerner i stedet for de 4, den modtog i sin forrige årgang. Eller når de 5 vigtigste grunde til ikke at servere champagne til kransekagen skal opremses for 120. gang. I mine artikler om vin gør jeg, hvad jeg kan, for at give historierne aktualitet, relevans, reelt journalistisk indhold og i bedste fald en lille kant til eftertanke. Men sammenlignet med den graverjournalistik, der findes i den politiske formidling, eller som bliver til afslørende erhvervshistorier, kriminalstof eller armlægning med løgn og latin i sportens verden – er mine drikkeråd det rene sødsuppe-familieunderholdning. Den slags, man læser på toilettet eller ved frisøren, og hvis største aspiration er, at du skal have det en smule rarere, næste gang du slubrer et glas vin. Det er der ikke meget Cavling i.
Det er der næppe heller i gastros ”Ny vin på gamle flasker”, men hvor er det lækkert med et lille lys i det gastronomiske formidlingsmørke, hvis kulsorte dyne ligger tungt og trygt over vores nations kulinariske forståelse. Jeg gør mig ingen forhåbninger om, at den enlige svale tegner en tendens, men måske man kan tillade sig at håbe, at den vil inspirere redaktører og skribenter i det ganske danske til at turde bringe de lange, komplekse, svære og dyre historier – bare en gang imellem. Næste gang handler det måske om en vinsmagning, du også havde råd til at deltage i.
Tak for indlægget! kh n.
tak til Gastro og dig