Så fik vi lov til at producere økologisk vin i EU. Som denne pressemeddelelse fra Europakommissionen beretter, kom parterne langt om længe til enighed om ordlyden af regulativet for produktion af økologisk vin. Den fungerer fra 2012-høsten som et tillæg til de nuværende regulativer for produktionen af druerne.
Pressemeddelelsen blev udsendt i onsdags (den 8. februar) og krydsede dermed den artikel, jeg skrev i mandags (goddammit!). Herunder ikke desto mindre teksten fra i mandags. Reglerne for økovin landede på 100 mg/l total SO2 for tør rødvin og 150 mg/l for tør hvidvin, og ikke hhv. 110 og 160, som jeg gættede på nedenfor. Den oprindelige artikel lød sådan her:
Meget tyder på, at 2012 bliver året, hvor vin kan certificeres som økologisk i Europa. Uenighederne, der indtil nu har stået i vejen for udviklingen, drejer sig om noget så uskønt som indholdet af sulfitter (SO2).
”Vi føler os 99 % sikre på, at regulativet kommer i 2012, så vi kan begynde at kalde vin for ’økologisk’” fortæller Jean Natoli fra den rådgivende ingeniørvirksomhed Natoli & Cœ, hvis kundeportefølje tæller en stor del af de økologiske vinproducenter i den sydfranske region Languedoc-Roussillon. Her dyrker flere end tusind vinbønder deres frugt efter certificeret økologiske metoder, men fordi vin ikke er inkluderet i EU’s økologiforordning, er det stadig kun selve frugten, altså vindruerne, og ikke den færdige vin, der kan certificeres som økologisk. Det var meget tæt på at blive ændret i 2010, men ændringsforslaget faldt i sidste øjeblik på en klassisk uenighed mellem Nord- og Sydeuropa. De sydeuropæiske lande vil gerne forbeholde sig retten til at sælge økologisk vin med, hvad de opfatter som et forsvarligt indhold af svovldioxid (SO2 – også kaldet sulfitter) som konserveringsmiddel, mens vi i nord gerne vil have grænseværdierne nedsat ud fra et antaget sundhedsmæssigt perspektiv.
ingen undersøgelser endnu har påvist en øget sundhedsrisiko pga. stoffer (pesticidrester, SO2 etc.) i konventionelt dyrkede druer, sammenlignet med økologisk dyrkede ditto.
Differentierede grænseværdier
Der er desuden en konflikt imellem vores behov som vinforbrugere for en enkel og let gennemskuelig lovgivning om, hvornår et produkt kan sælges som økologisk, mens der fra producentsiden argumenteres for, at det er umuligt at ensrette regulativerne på tværs af lande med så forskellige klimaer og produktionskulturer som Portugal, Tyrkiet, Schweiz, Tyskland og Danmark. Begge parters argumenter er helt valide, og det forslag, som lige nu diskuteres i EU, tager udgangspunkt i et kompromis, der nok differentierer grænseværdierne, men gør det på vintyper og stilarter og ikke på geografisk oprindelse. I stedet for at operere med nogle standardfradrag fra de konventionelle vines geografisk differentierede grænseværdier, går det nuværende forslag på nogle absolutte værdier, så vi som forbrugere kun skal forholde os til et sæt tal, når vi overvejer at købe en økologisk vin. Alt tyder på, at diskussionen lander omkring 110 mg/l SO2 for tør rødvin (konventionel = 160 mg/l), 160 mg/l for tør hvidvin (konventionel = 210 mg/l), og fra 170 til 370 mg/l for halvtørre og søde kvaliteter. Det synes en fornuftig løsning, selvom mange nok vil mene, at reduktionen i forhold til de konventionelle produkter kunne have været lidt større. I gennemsnit indeholder konventionel vin omkring 80 mg/l total SO2 – lidt mere i de hvide og lidt mindre i de røde.
Skærpede krav til producenter
Det er folk som Jean Natoli og hans team, der mere end nogen andre kommer til at mærke konsekvenserne af den forhåbentligt forestående udvikling i lovgivningen. Som andre ønologiske konsulenter påtager Natoli & Cœ sig en del af ansvaret for, at et vineris produktion sendes på markedet i en hygiejnisk forsvarlig stand, og at den samtidig rammer smagspræferencen hos det marked, den er tiltænkt. Gør vinerierne og deres tekniske rådgivere et godt stykke arbejde, mærker vi som forbrugere ingen forskel. Vinene er sunde og rene og frugtige og fri for fejl, uanset om de er økologiske eller ej. Men med de kommende faste og restriktive regler for indholdet af SO2 i økologisk certificerede vine, bliver kravene til frugtens kvalitet skærpet, og det vil være en større udfordring for et vineri at sende et økologisk produkt på markedet. Fra en forbrugersynsvinkel kan vi ikke klage over den udvikling.
Der er svovldioxid i alle vine
SO2 tilsættes som mikrobiel stabilisator i vinifikationsprocessen og efterfølgende som konserveringsmiddel til 99,99 % af al vin. Vin indeholder i forvejen SO2, fordi stoffet er et naturligt biprodukt af den alkoholiske gæring. Det bidrager med et sted mellem 10 og 25 mg/l, og derfor siger EU-lovgivningen, at alle vinflasker, som udbydes i detailsalg, skal påføres en advarsel om, at vinen indeholder ”sulfitter”. De få vinmagere, som vælger at undlade at tilsætte SO2, noterer derfor som regel ”indeholder ingen tilsatte sulfitter”, og det plejer de at få lov til, selvom det ikke er helt efter bogen (med mindre indholdet er under 10 mg/l). I den færdige vin modvirker SO2 oxidering, hvilket er med til at fastholde det frugtige udtryk, som er mange vines vigtigste kvalitet i dag. Ved at nedsætte indholdet af SO2 øger man som vinproducent ikke bare risikoen for mikrobiel aktivitet i flasken, men også risikoen for at tabe toppen af frugten i næsen. Ingen af delene er særligt attraktive for den industrielle producent, uanset hvor enig hun måtte være i vigtigheden af at begrænse mængden af tilsætningsstoffer i fødevarer. Ren og fejlfri frugt uden svampesygdomme og andre dårligdomme tillader minimering af SO2-tilsætningen, hvorfor billigere vine som regel har et højere svovlindhold. Også fordi billige vine ofte er fremstillet i så store mængder, at den økonomiske risiko ved minimal svovltilsætning er for stor til, at vineriet tør løbe den.
Ingen sundhedsfordel i økologisk vin
Når jeg i første afsnit tillader mig at skrive ”antaget sundhedsmæssigt perspektiv”, er det fordi, ingen undersøgelser endnu har påvist en øget sundhedsrisiko pga. stoffer (pesticidrester, SO2 etc.) i konventionelt dyrkede druer, sammenlignet med økologisk dyrkede ditto. Sådan en sundhedsrisiko omtales normalt ud fra begrebet ”Acceptabelt Dagligt Indtag” eller bare ADI. ADI udtrykkes i antal mg per kg legemsvægt. I EU er ADI for SO2 0,7 mg per kg, dvs. 42 mg for en person på 60 kg, og 60 mg for en person på 85 kg. Hvis gennemsnitsindholdet i en konventionel vin er 80 mg/l, er der 60 mg i en flaske på 75 cl. En voksen person skal altså drikke næsten en hel flaske vin per dag for konsistent at overskride ADI, men mon ikke den person i så fald har større problemer end svovl. Til gengæld kan man med en vis rimelighed problematisere, at en fremtidig økologisk certificeret rødvin med et tilladt SO2-indhold på 110 mg/l = 82,5 mg/flaske allerede ved en halv flaske har overskredet ADI for en almindeligvægtig kvinde. Undersøgelser viser, at hvor mænd køber økologisk pga. miljø og signalværdi, køber kvinder økologisk pga. sundhed og dyrevelfærd. Hvis sundhedsaspektet er relateret til indholdet af tilsætningsstoffer, bliver den fordel unægtelig noget kompromitteret af de forventeligt meget svovltolerante økoregler. Et andet sundhedsaspekt kan som nævnt være pesticidrester, men selvom mange undersøgelser efterhånden har påvist langt større og hyppigere forekomst af kemikalierester i konventionelle vine end i vine af økologisk dyrket frugt, udgør vine med overskridelse af ADI for de mest almindelige sprøjtemidler typisk under 5 % af de analyserede prøver. Den dokumenterede forskel på sundhedsrisici forbundet med indtag af konventionel hhv. økologisk vin er så godt som ikke eksisterende. På nuværende tidspunkt, i hvert fald. I samme forbindelse bør det nævnes, at SO2 generelt ikke er skyld i den migræne, som nogle vindrikkere oplever. Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at SO2 er skyldneren i nogle meget få tilfælde, men i givet fald må de samme personer få endnu værre migræne af frugtjuice og tørret frugt, der per vægt kan indeholde væsentligt mere SO2 end vin.
Vin med de røde ø-mærke
Når EU-politikerne bliver enige om detaljerne for vins inklusion i økologiforordningen, får vi også mulighed for at se det røde ø-mærke på vinflasker i den danske detailhandel. Forhåbentlig vil det gøre det lettere for forbrugerne at lokalisere de økologiske vine, som indtil videre har været henvist til mere eller mindre kendte lokale og nationale certifikater i deres produktionslande. Om man mener, SO2-indholdet i vin er vigtigt eller ej, må vi som forbrugere kræve gennemskuelighed af lovgivningen og en klar og tydelig mærkning af de involverede produkter. Det ser ud til at blive virkelighed inden for en overskuelig fremtid.
Skriv en kommentar