2007: Hvor ligger udfordringen for chilensk vin lige nu? Jeg bad to af dansk vinbranches mest prominente figurer om nogle hurtige bud og en personlig holdning
Jesper Boelskifte
Formand for Dansk Sommelier Forening, medejer af restauranterne Le Sommelier og Umami og den netop åbnede kvali-take away Umami Go i København, 36 år
Hvad skal Chile gøre for at forbedre sit image som producent af kvalitetsvin?
”Chile gør allerede det rigtige. Det er ikke landet som sådan, der er noget galt med, men snarere supermarkederne, der har markedsført chilensk vin som tilbudsvare. Men jeg synes, at Chile i dag er slået ind på den rigtige vej med forbedret vinifikationsteknik, joint ventures med europæiske virksomheder og internationalt anerkendte vinmagere til at definere kvaliteten. For fem år siden nægtede vi af princip at have chilensk vin på kortet, men i dag har vi det jævnligt. Det viser da en positiv udvikling.”
Er danskerne klar til at forstå, at der også er regionale forskelle i Chile?
”Nej, det er de ikke. Når ikke engang de vinprofessionelle opfatter Chile som andet end ét stort vinproducerende område, er forbrugerne næppe heller klar til det. Jeg er selv stor fortaler for regionale forskelle, og på sigt er det også vejen frem for Chile. Men indtil videre handler det om at forbedre vinen i sig selv.”
Betyder det noget, at kvalitetsudviklingen sker hos store firmaer, og ikke som i mange andre dele af verden hos mindre græsrodsproducenter?
”Det betyder da noget. Forbrugerne ønsker individualitet og personificerede vinbrug, og vi ved jo fra fx Californien og Argentina, at små nicheproducenter kan være enormt givende for kvalitetsudviklingen. Også selvom mange af de små i virkeligheden ejes af de store.”
Bør Chile profilere sig på druen carménère?
”Det synes jeg helt bestemt! Carménère er en flot, regional druekvalitet, som jeg til enhver tid foretrækker frem for den mere fortærskede merlot. Carménère vil være god til at personificere chilensk vin.”
Bør Chile profilere sig på bæredygtig produktion og økologi?
”Nej, jeg synes, det er noget hysteri. Jeg tager bæredygtighed som en selvfølge. Det skal ikke være et frelst mantra, men snarere et princip, som man kan forvente fra producenter af kvalitetsvin. Vinavl er et seriøst stykke landbrugsarbejde, og langt de fleste af verdens bedste vinproducenter indtænker bæredygtighed og et element af økologi i deres produktion. Måske er et vist, særligt feminint, segment modtagelig for en skiltning i supermarkedet, men jeg mener ikke, økologi skal være et salgsfremmende parameter.”
Kan du nævne en chilensk vin, som imponerer dig?
”Clos Apalta (Casa Lapostolle, red.) er et godt eksempel på en vin, der hæver sig over marmeladevin og frugtbomber ved at være en helstøbt, vellavet, harmonisk, velstruktureret og kompleks vin i klassisk stil og med et vist udviklingspotentiale. Den har vi flere gange brugt på menuer, og det vil vi gøre igen.”
Erik Larsen
Vinchef for Coop, Danmarks største vinimportør med næsten 40 % af markedet, 62 år
Hvad skal Chile gøre for at forbedre sit image som producent af kvalitetsvin?
”Jeg ved ikke, om de behøver at gøre noget. Mit indtryk er, at de fleste forbrugere er trygge ved at købe chilensk vin. De tænker: ’Står der Chile på den, så er den nok god’. Jeg kan faktisk ikke rigtigt se problemet, for det er jo på mellemklassevinene, dem mellem 50 og 100 kr., at Chiles styrke ligger. Og det tror jeg godt, at folk er klar over.”
Er danskerne klar til at forstå, at der også er regionale forskelle i Chile?
”Det tror jeg ikke er noget, folk går så højt op i. De fleste af vores kunder har efterhånden lært, at Maipo laver gode rødvine, og at Casablance er god til hvid, men alt andet lige går folk mere op i druesorter end i regioner. Noget af fidusen er jo netop, at de chilenske vinproducenter har mulighed for at blande druer fra forskellige regioner og dermed skabe en velafbalanceret vin til meget rimelige penge.”
Betyder det noget, at kvalitetsudviklingen sker hos store firmaer, og ikke som i mange andre dele af verden hos mindre græsrodsproducenter?
”For os som supermarked er det af afgørende betydning, at de store leverandører repræsenterer en alsidighed i kvalitet, og at de kan tilbyde os alt fra de billigste flasker til vineriets flagskib i den anden ende af prisspektret. Størrelsen på leverandøren er central for virksomhedens mulighed for at holde sig konkurrencedygtig. Og det er det, som er vigtigt for os.”
Bør Chile profilere sig på druen carménère?
”Ja, og det gør de jo også allerede. Cabernet sauvignon er stadig langt den mest efterspurgte drue fra Chile og derefter merlot. Men carménère besidder gode egenskaber fra både cabernet og merlot, er hurtigt drikkeklar, er velstruktureret, men samtidig rund og blød. Carménère er et oplagt valg for folk, der vil opleve, hvad chilensk vin er.”
Bør Chile profilere sig på bæredygtig produktion og økologi?
”Ja, det bør de helt sikkert! Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er et område, som vil vokse i fremtiden. Når kunden oplever, at vin på økologiske druer er lige så god til prisen som den konventionelle, vil mange foretrække den ”økologiske”. Vi har pt. ingen økologisk vin fra Chile, men vi arbejder på det, og det er et område, vi vil satse mere på fremover.”
Kan du nævne en chilensk vin, som imponerer dig?
”Jeg er meget imponeret over idéen i et projekt som Almaviva (Concha & Toro/Rothschild joint venture, red.); resultatet er flot, men prisen er også derefter. Som sådan er jeg i virkeligheden mere imponeret over klassikeren Don Melchor, som leverer en stor vinoplevelse til et par hundrede.” Ingenting uden for eget sortiment? ”Nej.”
Skriv en kommentar