Fra kost til kultur. Aldrig før er så mange ressourcer blevet lagt i at gøre maden til en integreret del af din festivaloplevelse. Økologiske råvarer, fællesspisninger, grødkonkurrence, smørrebrødskamp, bageworkshop og et helt nyt gastroområde skal gøre Roskildemaden til meget mere end spisning.
Af Rasmus Holmgård og Marie Sainabou Jeng
Madstrategi, madevents, madområde. Hvad skal det egentlig til for? Man kan snart ikke gå en meter, uden at nogen skal sige noget klogt om mad og smag og sundhed og måltidskultur og michelinstjerner og ny nordisk mig her og der og alle vegne. Men nu er vi altså på festival. Kan vi så for fanden ikke få lov til bare at nyde festen og musikken og spise præcis, hvad der passer os?
alle vores madevents er jo netop lavet for at give gæsterne en masse rigtigt sjove oplevelser. Man får lov til at lege med maden.
»Jo da,« forsikrer Mikkel Sander, der er projektleder for Roskilde Festivals madstrategi, »men når vi taler om madstrategi, handler det jo om, at vi gerne vil skille os ud og gøre tingene lidt anderledes og lidt bedre end andre internationale musikfestivaler. Det kommer fx til udtryk i beslutningen om, at mindst 30 % af festivalens råvareindkøb skal være økologisk, og med vores forskellige legende madfællesskaber.«
Alle kan lege med maden
Det lyder jo meget fint, Mikkel Sander, men hvad skal vi andre bruge det til, at Roskilde festival gerne vil profilere sig på det internationale festivalmarked? Vi er her bare for at have det sjovt! »Klart nok, men alle vores madevents er jo netop lavet for at give gæsterne en masse rigtigt sjove oplevelser. Man får lov til at lege med maden. Det er noget, alle mennesker kan være med til. For det andet kan man indtage sin mad med en lille smule bedre samvittighed, når man er med til at tage de sociale og etiske hensyn, som er en vigtig del af festivalens kriterier for succes.«
Orange Press følger op på vådt og tørt i ugens løb. Følg med her, hvis du også synes, mad kan være mere end kost. Se madeventprogrammet i det trykte festivalprogram og på mad-app’en, Appetizer.
Skriv en kommentar