Nej, jeg ved godt, at vi ikke kan leve af hollandaise alene (vi kan prøve!), og at spalten her principielt er forbeholdt causerier om madkvalitet at large og nævenyttige gastrotips til forsødelse af onsdagstilværelser i det ganske danske.
Med mindet om gårsdagens storslåede affodring på en restaurant ved navn Herman insisterende præsent, er jeg imidlertid nødt til at lade min kulinariske æstet løbe af med mig og resten af den blogredaktionelle linje. I går var restaurant Herman Danmarks bedste spisested, og det kan jeg simpelthen ikke holde for mig selv.
lad mig slutte med at dele min glæde over, at man selv som forhærdet, frygteligt forkælet og i skræmmende grad blasert gastrojournalist stadig kan mærke knæene skælve under sig ved mødet med det skønne og perfektionen i sin bedste tilnærmelse.
Jeg vil ikke trætte dig med en reduktionistisk analyse af, hvad der rettelig bør vurderes i sin helhed fra entré til exit. Men en hurtig opsummering af anledningen, overordnede kvaliteter ved oplevelsen og udvalgte highlights slipper du ikke for.
Pr-organisationen for østrigsk vin var så venlig at invitere en lille snes repræsentanter for den danske vinpresse en tur i byen, og efter en behagelig opvarmning med smagning af 15 hvidvine fra Steiermark i det sydøstlige hjørne af Østrig lod vi os bænke til en demonstration af alpelandets vinøse meritter i en gastronomisk kontekst. Vinene var skønne, men de blev effektivt overstrålet af et køkken i absolut verdensklasse.
Jeg gider ikke skrive mere om vinene, men under linket her kan du læse en artikel, i hvilken jeg flipper over, hvor pjattet jeg er med østrigsk vin (læs: meget pjattet!).
Anyways, her er, hvad jeg kan lide ved Herman: Det hele!
Arkitekturen og interiøret er ligesom maden; ren, stram og fokuseret, men ikke uden sensuelle elementer i dekoration og detaljer. Personalet er i befriende grad veltrænet og professionelt – befriende, fordi alt for mange tjenere er lige præcis så halvstuderede udi traktementets kunst, at de får disciplinen til at fremstå som en knastør dressur uden plads til improvisation, nærvær og indlevelse. Men det var der masser af på Herman. Det er stor kunst at kunne holde stole og døre for folk, uden at det forekommer det fjerneste påtaget og forlorent. Men en dygtig tjener MENER det faktisk.
Nye servietter, velvalgt bestik, perfekt tempereret service, labre glas, logistik, præsentationer på flere sprog, smil og spontane ekstraforklaringer flød som skidt fra den berømte spædekalv, mens vi andre kunne læne os tilbage og indtage øjeblikket i al sin pragt. Sådan skal det være.
Vi blev begavet med en stribe retter fra den faste menu, herunder pighvar med “brændende kærligheds”-sabayonne og ungdue med svampe. Kun forretten, som fik mangt en journalistkæbe til at klaske mod brystet af beundring, kammusling med krondild, løg, urter og en vidunderligt aromakompleks hollandaise, var produceret specifikt til lejligheden.
Forretten var komponeret med kirurgisk præcision og ikke desto mindre smagsmæssigt ødsel nok til at forføre bordet på sekundet. Du ved, hvordan det er. Først stilhed. Kan det virkelig passe? Så kigger én op, som for at finde bekræftelse hos medspiserne. Smager I, hvad jeg smager? Flere blikke, store øjne, anerkendende, nærmest undrende nikken. Det var ligegodt …!
Nå, og sådan var det også med de to følgende retter med den ikke uvæsentlige forskel, at den konsistente kadence selvsagt steg i sensationsniveau for hver perfekt ret, som ramte vores sanseapparatur.
Den her anbefaling er allerede blevet alt for omfattende, så lad mig slutte med at dele min glæde over, at man selv som forhærdet, frygteligt forkælet og i skræmmende grad blasert gastrojournalist stadig kan mærke knæene skælve under sig ved mødet med det skønne og perfektionen i sin bedste tilnærmelse. Det sker så sjældent.
Sikken vidunderlig saltvandsindsprøjtning til min professionelle eksistensberettigelse. Den havde jeg vist savnet mere, end jeg vidste. Tak til Herman. Jeg kommer snart igen.
Mere info på http://www.nimb.dk/. Og flere udpenslede detaljer i Anders Halskovs appetitlige blogindlæg “Gastrorgasme……og med vin til“.
@Rasmus
Tak for en SUPER velskrevet “anmeldelse”. Det lyder som om Herman bør være have et nytårsforsæt for sig selv – nemlig at jeg skal forbi inden årets (2010) udgang!