Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Vivino
Med den danskproducerede app Vivino kan du nu scanne vinkortet på restauranten og få brugervurderinger og baggrundsinfo på vinene på listen. Hvis app’en ellers kan genkende dem.

Ifølge producentens oplysninger rummer Vivino-app’ens database ikke færre end 5 millioner vine, som app’ens software skulle kunne genkende vha. etiketten eller vinens navn, som man fotograferer med kameraet i sin telefon eller tablet.

Senest har virksomheden lanceret en funktion, der skulle gøre det lettere at vælge en rigtige vin, når man er på restaurant. Man tager et billede af vinkortet, og app’en returnerer så en liste med de genkendte vine, inklusive Vivinos brugeres vurdering af dem og links til yderligere info.

Vivino har imponerende 7 millioner brugere, men det er altså ikke pga. funktionalitetens perfektion. Jeg testede den nye vinscanner på tre sider fra tre forskellige vinkort med i alt omkring 25 vine. Heraf lykkedes det softwaren at genkende én. Den del er det svært at være rigtigt imponeret over.

Om det er billedkvaliteten, den er gal med, eller om det skyldes, at vinene ikke findes i Vivinos database, skal jeg ikke kunne sige. Men når Vivino skriver, at app’en kan ”identificere vine fra ethvert vinkort, både de populære og de obskure”, skal det altså tages med et gran salt.

Men prøv det selv. App’en er gratis, og der er flere andre funktioner, som nok kan underholde en vinelsker en regnfuld vinteraften eller to.

Foto: Pr-foto fra Vivino

Vin fra pap

BIB
Bag-in-box, BIB, brikvin, tetra pak eller slet og ret papvin. Det er svært at få noget, der begynder med ”pap” til at klinge af middelhavsromantik og stor gastronomi. Men vinen behøver bestemt ikke fejle noget, bare fordi den skal transporteres hjem til spisebordet iført diverse variationer over temaet ”karton”. Hver 4. glas vin, der skænkes i Danmark, kommer ud af en papkasse. Her er 11 ting, du bør vide om papvin.

1) Papvin, BIB eller brik? Papvin er en bred betegnelse for vin solgt i karton. Bag-in-box, også kaldet BIB, er en pose af folie eller klar plast med en lille tappehane i en papkasse, typisk med 3 liters indhold. Brik/Tetra Pak er en ½- eller 1-liters-papkarton a la en juicekarton, med eller uden plastlukning.

2) BIB er miljøvenlig. Ifølge forskerne bag sitet betterwinebetterworld.com efterlader vin i bag-in-box sammenlignet med vin i flaske 55 % mindre CO2-fodaftryk og 85 % mindre affald målt i vægt.

3) BIB-vaner. BIB er for modne mænd med stor tørst. Ifølge WineNation Research vælger mænd BIB 43 % oftere end kvinder. Vindrikkere over 55 år vælger BIB 40 % oftere end dem under 55. 30 % af BIB-købere drikker vin hver dag.

4) Papvin kan være noget sprøjt. Med 2 millioner solgte liter om året er en fransk vin ved navn Pinard alle tiders mest solgte papvin i Danmark. Den emballeres direkte i en papkarton og er altså ikke en bag-in-box. Pinard er fransk og kan oversættes til noget i retning af ”rævepis” eller slet og ret ”sprøjt”. Alkoholindholdet fejler dog ikke noget.

5) Mere vin for pengene. Som nedenstående regnestykke viser, får du op til 40 % mere eller bedre vin for pengene ved at købe vin i bag-in-box, fordi udgifterne til transport, indpakning og afgifter er mindre per enhed vin, end de er for samme enhed i glasflaske. Hvis du fx betaler 35 kr. for 75 cl vin i flaske, går kun omkring 13 kr. til at betale producenten og forhandleren for selve vinen, mens det tal er oppe på over 18 kr., altså små 40 % mere, når vinen er emballeret i bag-in-box.

75 cl vin a 35 kr. (eksempel)   flaske                 BIB
Vinafgift                                         8,26                     8,26
Emballageafgift                           0,80                     0,25
Transport                                      2,00                     0,50
Pap + folie + tappehane          –                           0,75
Glasflaske                                     2,00                     –
Prop eller skruelåg                    1,50                     –
Etikettering og tapning            0,40                     0,10
Moms                                             7,00                     7,00
Produktion og detailavance   13,04 kr.            18,14 kr.
Vin per krone                               100 %                 139 %

6) Problemer med og fordomme om BIB. Har du fået nok, eller skal du liiige have et enkelt glas til? BIB kritiseres for at gøre det sværere for forbrugeren at kontrollere, hvor meget vin man har drukket, når man ikke kan se mængden svinde, som man kan i en glasflaske. En anden kritik går på, at BIB giver adgang til en mængde vin svarende til 4 flasker på en gang, og der er dermed ikke nogen logisk grund til at stoppe med at drikke efter de første 75 cl. Snarere det modsatte. Nogle mennesker tror, at kun kedelig vin sælges i BIB. Det er forkert. Mere præcist er det at sige, at BIB typisk er billig vin. 120 kr. for 3 liter er lig med 30 kr. per flaske. Det får man ikke stor kunst for.

7) Papvin uden prop. En vin har ”prop”, når den er inficeret med stoffet trikloranisol, forkortet TCA. Det lugter jordslået, af sur karklud eller våd hund. TCA er et biprodukt af nogle mikroorganismers liv i korkegetræets bark, som korkpropper produceres af. Hvis der er en korkprop i flasken, er der risiko for TCA/prop. Den eneste måde at undgå risiko for prop på er at købe vin, der er lukket med plastikprop eller skruelåg, eller som er pakket ind i papkarton eller som bag-in-box.

8) Hver 4. glas vin i Danmark kommer fra pap. Men flere andre steder er de endnu gladere for BIB’en. Her er en liste over BIB’ens andel af det samlede detailmarked i et lille udvalg af lande:

Markedsandel af bag-in-box
England             6 %
USA                    20 %
Danmark           25 %
Frankrig             34 %
Norge                55 %
Sverige              60 %

43 ud af de 50 mest solgte vine i Sverige er bag-in-box

9) Tapning af BIB. Vin, der skal tappes på bag-in-box i Danmark, transporteres fra producenten i en anden bag-in-box, nemlig i en 24.000-liters såkaldt flexibag. Vin på bag-in-box er tilsat nitrogen for at modvirke oxidering. Af samme grund pumpes vinen mellem tankene og i tappeanlægget vha. nitrogentryk. Det tager 1-3 sekunder at tappe en 3-liters-BIB. Globus Wine i Brøndby kan tappe 48.000 liter vin på BIB i døgnet.

10) BIB er bedst
– når du har virkeligt mange gæster
– når prisen er vigtigst
– når du er på skovtur, i parken eller på båden
– når vinen skal holde sin temperatur
– når du bare skal have et enkelt hyggeglas fra køleskabet et par gange om ugen

11) Holdbarhed for BIB. Uåbnet: 12-15 måneder fra tappedato (angives på kassen). Åbnet: 4-6 uger (afhængigt af temperatur og vintype). I køleskabet i dit sommerhus: Overraskende kort tid …

Drik dansk

Drik dansk
I denne uge blev vinderne af Dansk Vinshow 2014 offentliggjort. Det blev til otte bronzemedaljer, tre af sølv og en enkelt guldmedalje til en skøn sød vin fra Sjællands Odde.

 

Det var svært at lave dansk vin i 2012. Vejret var rædselsfuldt, og på de vingårde, hvor man valgte at gennemføre produktionen, var druerne i bedste fald kun en smule undermodne. Mousserende og hvid blev enkelte steder anstændige, men meget få røde kunne påstås at være lækre og velafbalancerede. Da den årlige konkurrence for danske vin blev afholdt i september 2013, var der ikke medalje til en eneste vin fra 2012-årgangen.

Det var derfor med en vis spænding, at overtegnede sammen med to kolleger for små to uger siden satte sig til rette ved dommerbordet til vurderingen af de indsendte prøver til Dansk Vinshow 2014. 2013-årgangen var pga. et sent forår og deraf følgende kort modningsperiode endnu et vanskeligt år, om end med en noget bedre sommer og et lunere efterår end i 2012. Var det mon afspejlet i vinenes kvalitet?

41 vine konkurrerede
41 vine i alt stillede op i konkurrencen. Det er kun en brøkdel af landets samlede produktion, men flere faktorer udgør de filtre, som vinene skal igennem for at nå frem til dommerbordet. Først og fremmest skal producenten være medlem af Danske Vingaarde, som er navnet på en sammenslutning af kommercielle danske vinavlere. Dernæst skal producenten tro så meget på kvaliteten af sin vin, at hun eller han finder det værd at betale det gebyr, som det koster at indskrive en vin i konkurrencen. Det forhindrede ikke enkelte komplet skæve og ubehageligt smagende vine i at finde vej til dommernes glas, men det gav en vis konsistens og et generelt udmærket niveau.

Som altid klarede de mousserende og de hvide vine sig bedre end de andre kategorier. Halvdelen af konkurrencens medaljer gik til bobler og hvide. Bedste boble blev en udgave af DON’s fra Skærsøgaard ved Kolding, ligesom det var tilfældet ved Dansk Vinshow 2013 og ved forårssmagningen i 2014. Hatten af for et konsistent højt niveau. Don’s opnåede 79 point ud af 100 mulige, hvilket rakte til en sølvmedalje. Bedste hvide blev vinen Jørgen 2013 fra Ørnberg Vin på Sjælands Odde med sølvmedalje for 80,3 point.

Sød topscorer med 84 point
Ørnberg Vin cementerede sin plads blandt de allerbedste danske vinproducenter ved at løbe med hele 5 af konkurrencens 12 medaljer, herunder den eneste af guld, som velfortjent udløstes af imponerende 84 point til den søde vin Mynster i sin 2013-årgang. Mynster blev årets topscorer for en smuk balance, læskende syre til at nivellere sødmen fra et velvoksent restsukkerindhold og en åben, ren og floral næse, der ledte tankerne i retning af senthøstet Alsace. En af de bedste danske vine, jeg har smagt til dato.

Den røde kategori bød på lidt af en overraskelse. Eller to, faktisk. Dansk Vincenter, som blandt andet producerer vinene Lillelund og Nordlund, havde valgt en massiv opstilling med 5 af konkurrencens i alt 13 rødvine. Taktikken viste sig at være effektiv, idet Vincenteret løb med de to eneste medaljer, som blev uddelt i kategorien, begge af bronze. Det er ingen overraskelse, at der bliver lavet god vin på Dansk Vincenter, men at begge de præmierede vine var fra den udfordrende 2012-årgang, og at de vandt over 2013-udgaverne, var en stor overraskelse. Jeg gav de tre 2012-vine fra Dansk Vincenter mellem 59 og 68 point, og hhv. 71 og 77 for de to 2013’ere, der for mig var mere samlede og komplekse. Det var mine meddommere imidlertid uenige i, og de samlede pointtal udløste altså rødvinskategoriens eneste medaljer.

Middelmådige pointtal
I gennemsnit uddelte jeg 3,8 point færre per vin end mine to dommerkolleger gjorde. Måske skal det forklares med, at jeg var mindre imponeret over vinene til denne smagning, end jeg var i forbindelse med smagningen i foråret. Det var hverken pga. af tekniske fejl eller en dårlige årgang – tværtimod. De hvide var bare en smule mindre udtryksfulde allerede efter et lille halvt år mere i flasken, og de røde 2013’ere savnede generelt frugt og/eller kompleksitet. Enkelte havde frugt, men manglede kompleksitet; andre havde en vis dybde, men manglede frugt og friskhed, og som sådan endte pointscorene ofte med at være en smule middelmådige.

Middelmådig er et lidt for trist ord at bruge om dansk vin generelt, for der er masser af positivt oplevelsespotentiale i frugten af de store anstrengelser, som de danske vinproducenter gør sig. Men kvaliteten er stadig svingende, og der skal mønstres en vis mængde goodwill for at finde glæden ved at betale de typisk mellem 150 og 250 kr. per flaske. Nogle gange, som med DON’s mousserende, Ørnbergs hvide og den søde Mynster og enkelte andre pletskud, går den rent ind. Der findes reelt virkelig god dansk vin på markedet. Andre gange er kvaliteten mindre tydelig i glasset. Vælg dine indkøb med omhu, og giv den unge danske vinindustri lidt snor et par år endnu. Kvalitetskurven er stadig opadgående.

Besøg på vingården

Besøg på vingården
Det har aldrig været lettere at tage på besøg hos producenten af din yndlingsvin. Både i Danmark og i udlandet har vinproducenterne indset, at der er lærdom, sjove oplevelser og økonomiske fordele for alle parter i at åbne dørene til vinerier og smagelokaler. Men ansvaret for det gode vingårdsbesøg er du og producenten fælles om.

I torsdags begyndte druehøsten på den vestsjællandske vingård Dyrehøjgård med plukning af druesorten muscaris. Traditionen tro havde Dyrehøjgård inviteret sit netværk af familie, venner og kunder til at hjælpe med arbejdet til gengæld for en underholdende naturoplevelse og et godt glas vin efter fyraften. I de kommende uger høstes de andre druesorter, alt som de bliver modne, og Dyrehøjgård (dyrehoj-vingaard.dk) tager med kyshånd imod henvendelser fra folk, som har lyst til at leve en dag som vinbønder og hjælpe med at få årets frugt i hus.

Mulighederne for vinoplevelse er langt større end dem, der findes i flasken. Det er for længst gået op for danske vinelskere, at en forståelse for, hvor vinen kommer fra, bidrager væsentligt og som regel positivt til glæden ved at drikke vinen. Ingen måde til at opnå den forståelse er lige så effektiv som at aflægge vingården et besøg, og det er en aktivitet, som er blevet uendeligt meget nemmere i dag end for 10-15 år siden.

Vinruter og besøgscentre
Ikke alene har mange vinproducerende regioner informative hjemmesider med designerede vinoplevelsesruter igennem landskabet, men de enkelte producenter har de fleste steder fået øjnene op for, at modtagelsen af vininteresserede gæster er en effektiv måde at markedsføre vinene på og en af meget få muligheder for at etablere et netværk af uformelle brandambassadører på eksportmarkederne.

Ved årtusindeskiftet var der langt imellem de vinproducenter i Europa, som havde systematiseret modtagelsen af vinturister. Der fandtes regionale besøgscentre og turistkontorer med delvist ansvar for at promovere egnens vinproduktion, men det krævede et stort benarbejde at planlægge sine besøg pga. mangelfuld information på producenternes hjemmesider og grundlæggende mangel på interesse for at bruge tid på gæster, der kan bruge en time på at smage 10 vine, hvorefter de køber tre flasker med hjem til reolen.

Vingårdsbutik
Andre steder i verden, fx i Californien og i Australien, har det i 20-25 år været en integreret del af forretningsmodellen at sælge vin til besøgende på gården via den såkaldte ”cellar door”, som er et engelsk udtryk for vingårdsbutik. Særligt i californiske North Coast, en times kørsel fra San Fransisco, og i de australske appellationer, der er tættest på storbyerne Perth, Melbourne og Sydney, har vinproducenter kunnet ekspedere alt fra 10 til 90 % af den årlige omsætning via gårdbutikken.

Samtidig kan gårdbutikken i sig selv være en værdifuld indtægtskilde, fordi folk er villige til at betale penge for at få lov til at smage vinene, før de handler, og for at få en guidet rundtur i marken og på vineriet. For vinproducenten er tiden for det meste godt givet ud, fordi sådan en tur bibringer de besøgende den følelse af tilhørsforhold, der gør dem til trofaste kunder og begejstrede talspersoner for virksomhedens produkter.

Forberedelse af besøget
Vingårdsbesøget begynder altid med en tur omkring producentens hjemmeside, hvor du kan undersøge, om der er angivet nogle åbningstider, og hvor det måske endda er beskrevet, om du bare kan komme forbi, eller om du skal lave en forudgående aftale. Hvis dit ærinde bare er at købe vin, er det som regel ok bare at dumpe fordi, for det behøver ikke at tage meget af personalets tid. Skal du have smagning og rundtur, er det bedst at ringe eller skrive i forvejen.

Du har selvsagt ikke så meget erfaring med vingårdsbesøg, som producenten har, men de fleste steder er værten meget opmærksom på, at det er for din skyld, besøget afvikles, og at du skal have lige præcis det ud af det, som du er kommet for. Det er en god idé at gøre sig et par tanker om formålet med besøget, før du dukker op, så du er i stand til at fortælle, hvad din interesse er, når vinproducenten spørger dig.

Smagning før rundtur
Besøg på vingårde har tendens til at følge en fast skabelon, men der kan være god grund til at prøve at påvirke dagsordenen, så alle parter får mest muligt ud af sin tid. En klassisk fejl er at komponere besøgets indhold ud fra en slags produktionskronologisk tanke, der foreskriver, at I starter i marken, derefter ser vineriet og kælderen og afslutter med smagning af vinene. Proceduren er fejlagtig, fordi du er ude af stand til at koble de oplysninger, du får på rundturen, med dine sansede oplevelser af vinenes smag. Det er langt mere frugtbart at begynde besøget med at smage et udvalg af vine, for derefter at få at vide, hvordan de er blevet til.

Valget af vine er som regel noget, producenten står for, men husk at få det sagt, hvis der er en vin, du er særligt interesseret i at smage. Der er sjældent lagt meget store tanker bag udvælgelsen af vinene til netop dit besøg, og hvis du har en særlig interesse, er det fordelagtigt både for dig og din vært, at du får det sagt, før smagningen går i gang. Hvis du venter til efter smagningen af de søde hvidvine med at fortælle, at du også gerne vil smage den nye årgang af en bestemt rødvin, sætter du værten i et dilemma, fordi den røde kan være svær at smage ordentligt efter de søde, men han vil på den anden side ikke nægte dig den vin, du gerne vil smage. Det er ikke optimalt for nogen af jer. Igen er kodeordet ”forberedelse”. Vid, hvad du gerne vil smage, før du ankommer, spørg pænt, og accepter det, hvis producenten allerede har en anden plan. Hvis der er en særlig flaske, du bare MÅ smage, kan du jo købe den med hjem.

Spyt, hvis du kan
Der er ingen regler for, om man skal spytte vinen ud, eller om man gerne må drikke vinen under smagningen. Almindelig høflighed dikterer nok et vist mådehold, men du er der for din fornøjelses skyld, og du må gøre det, der fornøjer dig mest. Husk at vælge en chauffør, der kan finde ud af at spytte. Eller endnu bedre: Hvis alle i selskabet spytter vinen ud, bliver spørgsmålene under rundturen stensikkert mere intelligente, og det bliver langt mere behageligt for den næste producent på ruten at tage imod jer. Vin kan du altid drikke derhjemme. Ingen vinproducent bliver sur eller skuffet, hvis du beder om en spyttespand. Tværtimod vil du fremstå som en seriøs og særligt interesseret gæst, og det kan i sig selv være vejen til at få lov til at smage en ekstra god eller gammel flaske.

Hvad vil du vide?
Vi har alle forskellige præferencer, og for nogle er det produktionsteknik, som er mest spændende at høre om, mens andre går op i vingårdens historie, og andre igen er mere interesseret i anmeldelser, point og priser. Vinproducenten går op i det hele, og svarer villigt på alle dine spørgsmål. Du kan hjælpe samtalen i gang ved at gøre dig nogle tanker om, hvad det er, du ikke forstår, eller hvad du gerne vil have forklaret nærmere for at forstå de vine, du har smagt.

Var 2013 et bedre år end 2012 og 2011? Hvorfor? Hvad er grunden til, at der i år er kommet mere syrah i forhold til grenache i blendet, og hvordan påvirker det vinen? Følger producenten tendensen med at bruge en mindre andel af nye fade til selv de bedste vine? Er det ambitionen, at vinen skal udtrykke sit terroir, eller handler det med den her vin mere om riesling-druens frugtighed? Er den her søde vin drikkemoden nu, eller bør jeg vente nogle år med at drikke den? Er der en tydelig tendens til, at alkoholprocenten i den her vin et blevet højere eller lavere igennem de senere år og hvorfor? Hvad er den optimale serveringstemperatur? Idéer til retter, som er perfekte til den her vin?

Begejstring og ærlighed
Og så må du ikke glemme, at selvom vin er et landbrugsprodukt på linje med rugbrød og kærnemælk, er det også et kunstværk. Producenten har villet udtrykke en særligt idé med vinen, og den er skabt for at fremkalde nogle følelser hos dig. Hvis den gør det, så sig det højt. Tillad dig at være begejstret, men vær ærlig, hvis du ikke forstår, hvad der skulle være godt ved en bestemt vin. Måske kan du blive klogere.

Husk, at vinproducenten er i underholdningsbranchen, og at vinene er til for din fornøjelses skyld. Besøget på vingården skal foregå i respekt for den lokale tone og facon, men det behøver ikke være en tavs andagt. Du er der for at lære noget og for at få en kulturel oplevelse. Den kontrakt er vinproducenten helt med på, og hvis I er sammen om at tage ansvaret for afviklingen af besøget, er vinturisme en meget meningsfyldt aktivitet for begge parter.

Smag, land eller drue?

vinbutik
De fleste vinafdelinger og vinkort er opdelt efter vinenes oprindelsesland, hvilket ikke siger særligt meget om, hvordan vinene smager, eller hvad de kan bruges til. Det er tid til nytænkning for de forretninger, der reelt ønsker at vejlede kunder og gæster til bedre vinoplevelser.

I sine seneste nyhedsbreve har det danske internetmedie Vinavisen behandlet det gode spørgsmål om, hvordan vi som forbrugere lettest finder frem til den rigtige vin på supermarkedets hylder. Flertallet af Vinavisens læsere foretrækker en klassisk opdeling ifølge geografisk herkomst, men flertallet af Vinavisens læsere er vist også født et godt stykke tid, før vin blev noget, man drak for sjov. Engang skulle vin være fint og fornemt, og det var vigtigt, at etiketten med sin påskrift af oprindelsen signalerede et vist niveau af pris og prestige.

Sådan er vi ikke mange, der drikker vin i dag, og derfor har Vinavisen fat i noget helt rigtigt, når den udfordrer den indgroede tankegang om, at vin skal præsenteres for den potentielle køber med udgangspunkt i sit geografiske ophav. I 2014 køber vi vin for underholdningens skyld, og det, der er godt på en given dag, er det, der lige præcis rammer den smag, vi har lyst til at hælde i os. Let, kold og frisk hvidvin på terrassen på en varm solskinsdag, eller en kraftfuld og koncentreret rød til lammekøllen på en regnfuld efterårsdag.

Geografien kun et lille hjørne af smagen
Der er ingen tvivl om, at en vis del af vinens udtryk er skabt af de naturgivne omstændigheder, som frugten er dyrket under. Det kalder vi ”terroiret”, og det er uløseligt bundet til geografien. Men i undersøgelsen af, hvorfor en vin smager, som den gør, viser det sig, at geografien blot er en af flere kilder til det endelige udtryk, og at mange andre faktorer spiller mindst lige så meget ind på de elementer i smagen, som du sætter pris på. Vinmagerens egen idé om, hvordan markarbejdet skal udføres; hendes behandling af vinen i vineriet; evt. fadlagring og justering af tanniner, sødme og syre; anvendelse af udvalgt aromagær; alder ved udgivelse til salg – og mange flere ting er alle sammen medvirkende til at skabe vinens smag. Geografien tegner sig reelt kun for et beskedent hjørne af tilblivelsen af smagen i de fleste almindelige konsumvine.

Logikken i at præsentere vinen på butikshylden ud fra en lille del af det, der giver smagsudtrykket, virker ikke særligt logisk. Har nogen virkelig lyst til en ”tysk” vin, før de får lyst til en ”sprød, frisk og saftig hvidvin”? Eller kan det tænkes, at begrebet ”tysk” egentlig er en sproglig forenkling af det smagsudtryk, vi har lyst til, men nemmere at overskue end komplekse sensoriske begreber for smag? Det forekommer sandsynligt. Overtegnede har efter flere end 20 år i restaurations- og vinbranchen aldrig hørt nogen bede om en ”spansk” vin, hvilket må ses som et sundhedstegn, idet der produceres vin med en enorm stilmæssig variation i Spaniens flere end 130 appellationer.

Al vin fra ”Frankrig” smager ikke ens
I erkendelsen af, at al vin fra ”Spanien” eller ”Frankrig” ikke smager ens, lider logikken med den geografiske opdeling for alvor et knæk. Hvordan kan det være gavnligt for forbrugerens orientering i udvalget, at en vin fra Châteauneuf-du-Pape med 15 % alkohol og masser af fed og sødmefuld frugt fra en solmoden grenache skal stå lige op af en tør og let rød bourgogne, men flere meter fra en tilsvarende 15 %’s-grenache, fed, sød og solmoden, men fra Australien? Der er en stor risiko for, at det forvirrer væsentligt mere, end det vejleder nogen til mere præcise indkøb.

Kunne man forestille sig en musikforretning, der opdelte sine sektioner af cd’er efter produktionslandet? ”Her er ’Musik fra USA’ i én stor pærevælling på tværs af folk, rock og techno”. Den opdeling ville næppe holde mange dage, for vi er for længst blevet vant til, at produkter, hvis værdi ligger i et æstetisk udtryk, markedsføres inden for stilmæssige genrer og kun sekundært med produktionsteknikalier så som mixerpultens fabrikat; studiet, musikken er indspillet i; eller anvendelsen af tamburin. De tekniske egenskaber er sammen om at skabe den æstetiske kvalitet, som giver os en oplevelse af særlig karakter. Det, vi oplever, er summen af alle teknikalierne, og arten af den oplevelse er blevet grundlaget for den måde, vi meningsfyldt opdeler de kunstneriske genrer på. Det er på tide, det samme sker med vin.

Vinkort opdelt efter smag
Tankegangen kan direkte overføres til vinkortet på en restaurant og til specialhandelens webshops og fysiske butikker. Flere er godt i gang med udviklingen, og det er efterhånden ikke så sjældent, man kan støde på vinkort, der deler vinene op i overordnede kategorier af smag, fx ”bobler”, ”lette hvidvine”, ”kraftige hvidvine”, ”fadlagrede hvidvine” etc. Nogle kaster sig ud i småfilosofisk vinlyrik til at beskrive udtrykket, og det kan både være en hjælp til den gæst, der ikke kan gennemskue, hvad det gør ved vinen, at den fx er ”fadlagret”, og det kan gøre kortet mindre gennemskueligt for den, der har en god fornemmelse for sensorisk terminologi og godt kan navigere i tekniske begreber som ”tør”, ”sød”, ”let”, ”fyldig” og ”frugtig” m.fl. Men i alle tilfælde er opdelingen efter smagsudtryk et godt skridt i retningen af at tilgodese, hvordan de fleste moderne gæster og detailkunder reelt vælger vin, nemlig efter smagen.

Hyldefag til økovin
Enkelte butikker eksperimenterer med andre måder at opdele vinafdelingen på. SuperBrugsen på Nørrebrogade i København har med 1300 varenumre et af Danmarks største sortimenter af økologiske varer. Vinafdelingen er traditionelt opdelt efter land, men på et enkelt hyldefag har disponenten samlet alle afdelingens økologiske vine. Der er 20-30 forskellige produkter, og ifølge disponenten går salget strygende, fordi økologien for mange kunder er det vigtigste parameter i beslutningsprocessen. Det kan virke som en lidt trist reduktion af alle vinmagerens anstrengelser for at frembringe en velsmagende vin, at den ender med at blive solgt på sit statskontrollerede avlsprincip snarere end på sin fine balance eller lækre frugt. Men faktum er, at flaskerne bliver solgt, og at kunderne er glade.

Andre opdelinger: Pris, sødme og druesorter
Andre supermarkeder og mange specialforretninger har blødt geografi-fundamentalismen op i omsætningens hellige navn og skabt kølemontrer med udvalgte vine til umiddelbar konsumption; hyldefag med vine over 150 kr. til de mest kræsne kunder; og særlige afdelinger for søde og forstærkede vine. Enkelte butikker har endda segmenteret vinafdelingen efter druesort, hvilket samtidig opdeler de hvide fra roséerne og rødvinene. Taktikken er dog ikke helt uden problemer. Der kan være lige så langt fra en sauvignon blanc-baseret vin fra den franske Loire-dal og til en sauvignon blanc fra Chiles Central Valley, som der er mellem en chenin blanc fra Sydafrika og en chardonnay fra Californien, og drueopdelingen er mere en salgsgimmick end det er en hjælp til forbrugeren. Hvis du tror, at alle vine på chardonnay smager nogenlunde ens, tager du fejl. Men opdelingen er i det mindste et forsøg på at bryde vanetænkningen og imødekomme kundernes måde at opfatte vinkvalitet på, og er som sådan en del af den positive udvikling.

For vinkenderen er det ingen sag at identificere den mest interessante vin til aftenens øvelser ved komfuret. Opdelingen i landets vinbutikker og i supermarkedernes vinafdelinger er til for novicen, der har brug for vejledning til at få den gode oplevelse med hjem i flasken. Den vejledning lider i langt de fleste butikker under forældet vanetænkning, og det er hverken stimulerende for salget eller for forbrugernes glæde ved deres vinkøb. Tid til at tænke nyt.

Spyt det ud

Spyt det ud
Det kan virke akavet og som noget fråseri at spytte gode vine ud. Men hvis du er til vinsmagning, er det den eneste måde at få alle nuancerne i mange vine med på. Men det kræver overvindelse og en god spytteteknik.

 

Spytte eller sluge? Svaret er ikke altid lige åbenlyst, men hvis du skal smage flere end 5-6 vine inden for et par timer, er det en rigtigt god idé at undgå at drikke dem. Ikke fordi det ikke er underholdende at indtage de alkoholiske væsker, men fordi din evne til at associere præcist og fastholde koncentrationen om din analyse af vinen bliver stærkt nedsat, hvis du har alkohol i blodet. Derfor er de fleste vinsmagningsarrangementer udstyret med spande til at spytte i, og som gæst og smager vil du opleve, at du får meget mere ud af at deltage i smagningen, hvis du spytter og har det godt med det. Men det er ikke altid lige let.

Efteråret er højtid for vinsmagninger. Der er altid en vinhandler eller tre med hel- eller halvrunde fødselsdage og deraf følgende salgstournéer i det ganske danske; der er talrige såkaldte winemaker’s dinners; ligesom de mange nationale og regionale vinpræsentationer ofte ligger her, fx Wines of Chile-smagningen den 15. september, Rhônevinfestival den 20. september og Brunello & Barolo den 21. november. Den slags smagninger er fantastiske til at opbygge eller genopfriske din referenceramme, ofte med flere hundrede vine på smagning for priser, hvor de fleste kan være med.

Strategi og smageteknik
Mange vinglade amatørsmagere går til den slags arrangementer, fordi det er en billig måde at beruse sig i mange forskellige sjove vine på. Hvilket er fuldstændig korrekt og en helt legitim grund til at deltage, så længe man formår at vise hensyn over for de andre gæster ved smagebordene. Andre går mere metodisk til værks og får en oplevelse ud af at smage forskelligheden i vinenes udtryk, men det ønske stiller krav til strategi og smageteknik. For at optimere udbyttet af de 2-3 timer, du typisk får lov til at opholde dig i lokalet med de mange vine, er det en god idé at vente med de søde vine, til du har smagt de tørre, og det er helt nødvendigt at spytte vinene ud som en integreret del af din smageteknik. Allerede i processen med at erkende det faktum, begynder udfordringerne at melde sig for mange.

Udnyt oplevelsespotentialet
Det er ekstremt vanskeligt at omstille sig fra at tænke på sin investering i vin som noget, der skal give afkast i form af velsmag gange volumen. Vi har alle sammen oplevet at blive skuffet over størrelsen af et glas vin på en restaurant, og vi forbinder instinktivt den pekuniære værdi, vi investerer i projektet, med mængden af vin i glasset og sidenhen i maven – og alkohol i blodet. Om det er en forbindelse, der kan klare et rationelt økonomisk eftersyn, kan vi diskutere en anden gang. At indtaget volumen og værdien af dit afkast ikke er ligefrem proportionale til en vinsmagning er imidlertid åbenlyst, al den stund at vinsmagningens natur er at tilbyde en variation i oplevede smagsudtryk, og at din evne til at udnytte det oplevelsespotentiale falder proportionalt med den konsumerede volumen. Så selvom traditionen og vores nationale købmandskultur byder os det voldsomt imod, siger logikken, at der er større afkast af din investering i adgangsbilletten til en vinsmagning, hvis du spytter vinene ud.

Hvis det lykkes dig at opnå erkendelsen af, at det er nødvendigt at spytte vinene ud, løber du direkte ind i en række andre problemer. Det første har at gøre med det sociale tabu, der ligger i at spytte dyr vin ud. For hvad nu, hvis andre i lokalet ikke er kommet til samme erkendelse og opfatter dit spytteri som frås? Eller som ulækkert, fordi de skal stå of nyde deres vin 30 cm fra det sted, hvor du står og spytter i en spand? Der er ikke andet at sige til den sag, end at du må bide den sociale akavethed i dig og finde fred i din viden om, at din opførsel er professionel, og at du går hjem fra smagningen med en langt mere differentieret og nuanceret oplevelse end dem, der ikke spytter.

Spytteteknikken
Sidst men ikke mindst kan selve spytteteknikken være lidt af en udfordring. Den amerikanske vinskribent Natalie Maclean (nataliemaclean.com) skrev i et blogindlæg i forrige uge: ”Teknikken er enkel: Når du er færdig med at smage på vinen, suger du kinderne ind, spidser læberne i et let åbent O, læner dig forover og lader en rolig strøm af vin flyde ned i spanden. Det anses for dårlig stil at dryppe, sprøjte eller afprelle vinen.” Men Maclean tager fejl. Ikke i at det er enkelt, når du først har lært teknikken, for det er det. Men i at man skal lægge hovedet forover og lade vinen løbe ud af munden i stedet for at sprøjte den ud, som hun mener er dårlig etikette.

Du får næppe strafferetslige problemer af at benytte Macleans sløsede metode, men hvis du ikke mestrer teknikken med at styre din spyttestråle, bliver du hurtigt upopulær til vinsmagningerne. Ofte er spyttespandene næsten fulde af vin og andre interessante væsker, og hvis du bare lader vinen plaske ud af munden, får du halvdelen af den tilbage i ansigtet, og der er stor risiko for, at en del også ender på dugen. Den eneste måde at undgå den klamme rekylvin på er at retningsbestemme din spyttestråle og at lade være med at plaske den ned midt i spyttespandens grumsede vinsø. Sigt efter siden af spanden, så vinen netop preller af på siden og herfra løber ned i spanden. Det gøres bedst i et kraftfuldt og bestemt spyt med en stort tryk bag, som sikrer, at vinen sprøjtes i den rigtige retning, og at den ikke løber ned ad din hage og din pæne skjorte. Det kan være en idé at have en serviet i lommen til at snuppe løsslupne vindråber på hagen med, for helt at undgå en enkelt eller to af dem igennem en smagning af 40-50 vine er næsten umuligt.

Spyttespanden
Sørg for at placere dig inden for spytteafstand af panden, før du fylder munden med vin. Når du først har fået vinen indenbords, er det umuligt at bede de foranstående gæster om at rykke til side, så du kan komme frem og spytte. En alternativ, men lidt risikabel taktik, er at placere sig inden for en armslængde af spyttespanden, som du så kan løfte på fra bordet og indenfor spytteafstand, når du skal af med vinen i munden. Risikabelt, fordi spanden kan være tæt på fyldt; den kan skvulpe, være tung og ofte uhandy med meget små håndtag. At tabe 3 liter rødvinsspyt og mundvand mellem 12 velklædte vinsmagningsgæster er ikke den bedste måde at få nye vinvenner på. Nogle gange er der et låg på spyttespanden, netop for at undgå, at vinen i spanden sprøjter op. Det favoriserer det slappe Maclean-spyt, fordi det sprøjter fra låget, hvis du benytter dit professionelle retningsspyt. Her må du dispensere og lave en blødere stråle, hvis vinen skal ende i spanden.

Til nogle smagninger er der opstillet spyttespande, -kasser eller -poser på gangene i stedet for på bordene med vin. Det fungerer rigtigt godt, fordi gæsterne ledes væk fra bordet, når de har fået vin i glasset. Andre gange vil du opleve, at der kun er stillet spyttespande på hvert 2. eller 3. bord. Det kan føles lidt uhøfligt kun at besøge en udstillers bord med det formål at spytte en anden importørs eller producents vin ud, men udstilleren er professionel og vil have forståelse for dit behov. Det samme er tilfældet, hvis du besøger en vingård, og der ikke er stillet en spyttespand op på disken eller bordet, hvor smagningen foregår. Ingen vinmager vil have noget imod, at du lystigt nedsvælger hver en dråbe, du får skænket – så kan vinen jo ikke være helt skidt. Men ingen vil heller tage det ilde op, hvis du beder om en spand at spytte i. Tvært imod vil det blive opfattet som seriøsitet og respekt for vinene, at du synes, de alle skal kunne smages med et velfungerende sanseapparatur.

Ved udendørs vinsmagning er det ok at spytte på jorden, i græsset eller i gruset, men vær opmærksom på, om vinens farve vil kunne ses meget tydeligt, fx rødvin på lyst grus. Vis hensyn. I vineriet spytter man ikke på gulvet. Til nøds kan man spytte i en rist eller et afløb, men det skal anvises af vinmageren, for hvis det ikke er et afløb, der bliver brugt ofte, kan dit vinspyt tiltrække fluer og andet utøj. Bed vinmageren om en spand, og spørg ved samme lejlighed, om hun vil have sjatterne fra dit glas tilbage i tønden. Det vil hun som regel. En spyttespand hedder ”spittoon” på engelsk, ”crachoir” på fransk, ”Spucknapf” på tysk, ”sputtachiera” på italiensk og ”escupidera” på spansk. Så er der ingen undskyldning for ikke at spytte, så du får hele oplevelsen med.

Den Store Vinbog
I denne uge udkommer den 7. udgave af Den Store Vinbog, der med sine 215 kort over verdens vigtigste vinregioner er et imponerende værk, som bør stå på enhver vinelskers hylde.

Der findes hundredvis af grundbøger til vininteresserede, som gerne vil lære mere om vinens verden. Sidste efterår omtalte vi en håndfuld af dem her i avisen, for selvom der er mange at vælge imellem, er det alligevel værd at bemærke, når der kommer nye, grundige vinbøger på dansk. Der findes flere dygtige danske skribenter af vinbøger, og som danske læsere kan vi glæde os over det lokale perspektiv og den ofte meget direkte anvendelighed af vinlitteratur, som er et produkt af vores nationale marked, præferencer og talemåder etc. Til gengæld er de danske produktioner underlagt en økonomisk virkelighed, der udfordrer mængden af research og redaktionel bearbejdning. Der er grænser for, hvor lang tid det må tage at lave en vinbog, for tid er penge, og penge indbringer vinlitteratur, til trods for danskernes glæde ved et hyggeligt glas, ikke mange af.

Oxford vinleksikon
Det er i hvert fald én forklaring på det faktum, at de to mest omfattende opslagsbøger om vin på dansk er oversættelser fra engelsk. Den ene af vinverdenens to ultimative grundbøger er The Oxford Companion to Wine, som udkom i 2006 i sin seneste og 3. udgave; på dansk via Gads forlag i 2008 med titlen Oxford vinleksikon. En kleppert på 762 sider, forfattet primært af de modne britiske vinskribenter Jancis Robinson, Hugh Johnson og Michael Broadbent. Oxford vinleksikon er et egentligt encyklopædisk værk, der dækker ethvert tænkeligt hjørne af temaet uden yderligere konceptualisering.

Den Store Vinbog
Det andet af verdens mest anerkendte opslagsværker om vin udkom første gang på engelsk i 1971 og året efter på dansk under titlen Gutenberghus’ Store Vinbog. Originaltitlen var dengang som nu World Atlas of Wine, og forfatteren af de mellemliggende 43 års sammenlagt 7 udgaver hedder Hugh Johnson. Siden den 5. udgave i 2003 har Johnson skrevet bogen sammen med førnævnte Jancis Robinson. De to synes at have fundet en velfungerende form, hvor Robinson med sit team producerer materialet, som Johnson så ”drysser sit guldstøv” over, som Robinson udtrykker det i forordet til den 7. udgave af værket, der i versionen fra forlaget Lindhardt & Ringhof, som har udgivet bogen siden 1976, slet og ret hedder Den Store Vinbog.

215 kort over vinområder
Og stor er den! De små 400 sider i ekstra bred A4-størrelse giver rigeligt plads til både de indledende 34 siders generelt stof om vin og vinproduktion anno 2014, og til bogens egentlige omdrejningspunkt og historiske claim to fame, nemlig de 215 ekstremt detaljerede kort over verdens vigtigste vinområder, som pryder resten af siderne. Til trods for at kortene skal finde plads på en enkelt side eller på et opslag, lykkes det at præcisere topografi, vejnet, beplantning, byer, distrikter, kommuner, sogne og regioner og placeringen af de fleste kendte vingårde i området. Nogle gange viser kortet også, hvilke druesorter, der er plantet i hvilke områder, jordbundsforhold, specifikke klassifikationer og enkeltstående vinmarker af særlig interesse, både med og uden formel anerkendelse er af terroiret.

Det er ikke kun for at ære værkets originale atlas-idé, men helt enkelt fordi der ikke findes en mere sand måde at forklare en vin på.

 

Geografien kilde til kvalitet
Kortene i sig selv er imponerende informative, og det er lykkedes at klemme de enorme datamængder ind i et format, der stadig er overskueligt og endda stærkt medvirkende til at gøre bogens overordnede layout visuelt appetitligt, selvom der er mange små forstyrrende elementer på de fleste sider. Det er et kommunikativt trade-off mellem pædagogisk enkelthed og nødvendig eksemplificering og informationstyngde, som er landet på en udmærket balance. Terroir, altså vækststedets indflydelse på en vins udtryk, er en kompleks størrelse, der er under konstant pres fra industrifremstillet modevin. Men netop fordi det for mange læsere vil være svært at finde broen mellem den intellektuelle erkendelse af, at en vin smager af det sted, den kommer fra, og den velkendte, dominerende smag af druesorten i glasset, er det prisværdigt, at forfatterne fastholder bogens koncept om det geografiske ophav som vigtigste kilde til vinens smag og kvalitet. Det er ikke kun for at ære værkets originale atlas-idé, men helt enkelt fordi der ikke findes en mere sand måde at forklare en vin på.

Fingeren på pulsen
Indholdsmæssige fejl og problemer er der ikke mange af. Johnson og Robinson har tilsammen godt 100 års erfaring med vinformidling, og de er ikke typer, som hviler på laubærrene. Begge er ekstremt aktive skribenter og foredragsholdere, som stadig har fingeren på verdens vinøse puls, og Den Store Vinbog bærer ikke præg af genbrug af stoffet eller overfladiske opdateringer. De redaktionelle dispositioner kan man være mere eller mindre enig i, men det er svært at få øje på de helt store forglemmelser. Danmarks spirende vinproduktion har ikke fundet vej til denne udgave, men det har til gengæld Galicien i Nordvestspanien, den sicilianske appellation Etna, portugisiske Vinho Verde, Tyrkiet, Marokko, Kina, Japan og flere andre lande og regioner, som har oplevet stigning i produktion og kvalitet siden forrige udgave af Den Store Vinbog fra 2008. Desuden er klimaforandringernes begyndende indflydelse på valg af druesorter, markarbejde og høsttidspunkt inddraget i mange af de regionale beskrivelser, fx i omtalen af vinområderne i England og Wales, der nærmest er et direkte resultat af det lunere vejr.

Fakta eller holdning?
Forfatternes ubestridte vinekspertise og formidlingsfaglige kompetence til trods, kan det ikke undgås, at dele af et så omfattende værk farves af personlig smag, der som sådan bryder den ellers stramme leksikale form og kan gøre læseren lidt usikker på, om der er tale om fakta eller holdning. Objektiviteten udfordres fx af en passage om ”overforbrug af eg”, der efter forfatternes mening ”stadig er et problem”. Det svarer til at mene, at overforbrug af dobbeltpedal i hård rock ”stadig er et problem”. Man kunne også antage den holdning, at der er kunstnerisk frihed til at producere lige, hvad der passer én, og at vine med kraftig smag af egetræ sandsynligvis vil være at finde på markedet, så længe der er forbrugere, som synes, det smager fremragende. Et andet eksempel er den klassiske imperialistiske opfattelse af verden udenfor Europa som ”ny”, der konsistent udtrykkes hele vejen gennem Den Store Vinbog. Det er er vanskeligt ikke at se det som et udtryk for forfatternes personlige præference, at der er afsat 10 sider til det sydamerikanske kontinent og sølle 5 sider til Asien, mens Frankrig alene andrager 100 sider.

Distingveret distance
Men det er petitesser i den store sammenhæng, og det samme er den generelt glimrende oversættelses enkelte smuttere, som når nogle økologiske vinavlere bliver ”organiske” (det er de fleste); når druesorter fejlagtigt skrives med store forbogstaver; og når der skrives ”Champagne” (vinregion), når der tydeligvis menes ”champagne” (en vin med bobler). Det kompromitterer dog på ingen måde det generelt fine sprog, som nok er mere tilstræbt moderne end egentlig imødekommende for de fleste, men sådan er de to forfattere også i virkeligheden. Tonen er hverken belærende eller forudindtaget, men der er en lille distingveret distance, som ligger i den britiske tradition for vinjournalistik, og som man godt kunne arbejde lidt med, for at sikre underholdningsniveauet i en fremtidig 8. udgave. I denne 7. af slagsen må vi finde glæden i de smukt gennemarbejdede kort og de mange tidssvarende og velformulerede betragtninger om vinens verden. Og det er heller ikke så svært.

Den Store Vinbog udkom den 20. august på forlaget Lindhardt og Ringhof med en vejledende udsalgspris på 499,95 kr.