Tørre facts om rosé

Typen = farven

• Rosé er navnet på en vintype, som er opkaldt efter sin rosa kulør.
• Der er ingen formel regel for, hvad der er hhv. hvid-, rosé- og rødvin. Dit øje bestemmer typen.
• Rosé får sin farve fra druens skal. Der laves altså primært rosé af blå druer (rødvinsdruer).
• Farven kan også opnås ved at blande rødvin i en hvid- eller rosévin, men det er sjældent nødvendigt.

 

Sådan laves rosé

• Meget rosé er et biprodukt af rødvinsproduktion. Man lader rosévinen løbe ud af tanken for at ændre relationen imellem den resterende mængde most og alle drueskallerne. Som sådan opnås en kraftigere rødvin.
• Rosé kan også produceres selvstændigt ved at have en meget kort udblødning af farvestof. Men meget af vinens smag og i særdeleshed aroma trækkes ud under den samme proces, så der skal findes en fin balance.

 

Sådan smager rosé

• Rosé er adstringent, dvs. med sammensnerpende mundfornemmelse, pga. sit inhold af syre og af tannin, som også er det stof, der giver vinen sin kulør.
• Med tanninens rensende effekt er rosé bedre til fed mad end mange hvidvine.
• Da tanninindholdet er meget mindre end i en rødvin, kan man køle rosévinen ned for at opprioritere frugtighed og syrens aktivitet, hvilket gør vinen friskere og saftigere, uden at adstringensen bliver ubehagelig.

 

Hvad skal jeg købe?

• De fleste roséer er bedst, når de er unge, dvs. inden for et år fra høsttidspunktet.
• De mest berømte rosé-producerende områder er sydfranske Provence, Tavel og Lirac, men også mange spanske regioner har lang tradition for produktion af rosé.
• Orienter dig i forhold til sødme og tørhed, om vinen bobler eller er stille, og i forhold til alkoholindhold som et parameter for vinens tyngde. Spørg din vinhandler.

Et studie i pink

Rosévin nyder en stigende popularitet, i takt med at vi efterspørger vine med friskhed og en markant kulør. Vinens farve er mere end nogensinde en integreret del af kvaliteten

 

Af den nys offentliggjorte statistik over danskernes vinforbrug i 2008 kan man læse, at der sidste år var en meget præcis ratio mellem vores konsumption af hhv. hvidvin og rød- og rosévin. Tre flasker rød og rosé for hver flaske hvid. Så meget hvidt har vi aldrig før drukket på disse kanter, og tendensen gælder også for rosé, der oplever noget af en renæssance for tiden. Det er der flere årsager til. Først og fremmest nyder roséen godt af mange unge vinforbrugeres åbenhed overfor vinverdenens nyskabelser og mange gange næsten demonstrative tilbøjelighed til at bryde med fortid og traditioner og skabe sit eget vinøse forbrugsmønster. Den tendens har åbnet progressive eksportmarkeders døre for australsk, sydamerikansk og afrikansk vin, og fortsætter med at sandsynliggøre et fremtidigt asiatisk vineventyr på europæiske spiseborde. Og hvor tidligere generationer svor til rødvin, vil de unge nu have hvidt, perlende, boblende og pink. Alt det frække, som understøtter vin som den popkultur, det må siges at være blevet i visse grupper af befolkningen.

 

Med en rosé i glasset går snakken sjældent på aromatiske associationer, struktur, lagringspotentiale og pris, men snarere om den nye carport, den nye chef, køkkenhaven, der ser godt ud i år, og konen, om hvem man vist stadig kan sige det samme. 

 

Roséen eksponent for moderne smagspræference

Dernæst er rosévinen eksponent for en smagsmæssig præference-tendens, som også her på kanalen har fået en del ord med på vejen. Efter op igennem 90’erne at have foretrukket store, fuldmodne, tunge, fede og fadprægede vine, efterspørger stadigt flere forbrugere i dag lethed, friskhed, et læskende element, finesse, geografisk reference, altså at man kan smage, hvor vinen kommer fra, tillige med varietal karakter, dvs. den specifikke drues eller drueblandings egenskaber. Det gælder både for hvidvin, hvor vi ser en opblomstring af sauvignon blanc-druen, spanske verdejoer og albariñoer for slet ikke at tale om de tyske rieslinger, der nyder stærkt stigende popularitet i Danmark og resten af den vestlige kulturkreds. Det gælder også for rødvin, som i dag definerer sin kvalitet igennem struktur og præcision snarere end muskelkraft og frodige former. Sådan var det ikke i 90’erne, da der var meget mere på gesimserne, og amerikanernes alfaderlige kritiker, Robert Parker, kun gav gode anmeldelser af vine med masser af alkohol, frugtig tyngde og bløde, runde tanniner. Her adskiller roséen sig som en vin, der har det meste af sin berettigelse i det delikate og lette.

 

Sexy-pink, skrigrød og æggende

Endelig er der en lidt mere spidsfindig eller måske ligefrem kontroversiel begrundelse for roséens velstand. Det handler, som så meget andet i dagens debat, om kulør, indpakning og signalværdi. Sagen er nemlig den, at flere og flere mennesker vælger vin ud fra produktets udseende. De fleste har efterhånden luret, at der ikke er mange decideret udrikkelige vine på de danske supermarkedshylder, og hvis man gerne vil prøve noget nyt, men ikke helt har fod på vinområder og druenavne, så er der i princippet kun indpakningens retorik at støtte sig til. Med retorik mener jeg både det, der står skrevet med bogstaver på flasken, etiketten eller på siden af papkassen, men også produktets design som en helhed. Og her står rosévinen usædvanligt stærkt. En hvidvin kan nok have en vis korngul eller let gylden lød, men det er sjældent noget, der skriger igennem butikslokalet. Rødvine pakkes som regel i mørke flasker for at signalere, at den her vin kan gemmes i nogle år og ikke skal have for meget lys i mellemtiden. Det grønne glas og den mørkerøde vin giver nærmest sort, og det er heller ikke videre appetitligt i sig selv. Det er til gengæld i rigt mål roséens sexy-pink, skrigrøde, æggende og lejlighedsvist næsten fluorescerende farveintensitet, som ikke forlanger andet end en klar flaske og en simpel etiket for at ligne noget, man har lyst til at bade sin krop i både ind- og udvendigt.

 

Ok at vælge med øjet

Der er ikke meget prestige i at indrømme, at man vælger sin vin efter udseende og indpakning, men netop med rosé behøver det alligevel ikke være helt ureflekteret. Selvom roséen kan mange ting i gastronomisk sammenhæng, og selvom den kan være en glimrende ganesvaler på en varm sommerdag, så er noget af det mest spektakulære ved vinen – som adskiller den positivt fra sine hvide og røde artsfæller – netop kuløren! Solens spil i et glas rosévin er en stensikker mental enkeltbillet til Sydfrankrig eller den spanske middelhavskyst, solskin, sommervejr og bedre tider. Med en rosé i glasset går snakken sjældent på aromatiske associationer, struktur, lagringspotentiale og pris, men snarere om den nye carport, den nye chef, køkkenhaven, der ser godt ud i år, og konen om hvem, man vist stadig kan sige det samme. Rosé er ikke en intellektuel vin, men et festligt indslag, lidt godt til halsen og øjet, en gastronomisk udkobling, stress-terapi på flaske. Lidt kulør på tilværelsen, som det altså er helt ok at vælge med øjet.

Hvorfor bliver vinen pink?

Vinen får sin farve fra druens skal, og mængden afstemmes af det tidsrum, som skallerne får lov til at blive i mosten, før eller mens den gærer. Den proces kaldes udblødning eller maceration. En rødvin får fra et par døgn op til flere måneder for at opnå den ønskede farve og struktur. Farvestoffet er nemlig nært beslægtet med rødvinens tannin, der er en væsentlig del af produktets strukturbærende konstruktion. Til en hvidvin anvendes sjældent maceration, men selv når man lader mosten trække smag fra skallerne i en dags tid eller to, spiller det ingen afgørende rolle for farven, idet druerne til hvidvinsproduktion har grønne skaller i stedet for rødvinens blå ditto.

 

Et biprodukt af kraftig rødvin

En rosévin kan få sin farve alene ved at løbe fra toppen af en stor tank ned igennem al frugten, og ud i bunden. Der er som sådan ingen decideret maceration, men bare den farve, som vinen naturligt fanger på sin filtrering igennem massen af druer. Den metode kaldes saignée eller blødning, og er en væsentlig årsag til rosévinens fortsatte eksistens igennem perioder med begrænset fokus på typen. I de samme perioder har det nemlig været populært med kraftfulde rødvine, og en metode til at koncentrere rødvinen på er netop at ”bløde” en del af saften af, så hver liter af den resterende most har en relativt større mængde skaller at trække på og dermed opnår mere koncentration og en kraftigere struktur.

 

Nuancer i det blårøde farvespektrum

Andre vælger at lade rosévinen trække farve en enkelt time eller to på knuste skaller; en metode, som er både effektiv og let at kontrollere. Endelig vælger en stadigt større del af vinproducenter at blande en procentdel af en færdigmacereret rødvin i en let farvet rosévin for at understrege både kulør og struktur. Teknikken skaber vine, der placerer sig et lidt ubestemmeligt sted imellem rosé- og rødvin, og man må erkende, at grænsen mellem typerne er lige så flydende, som der er nuancer i det blårøde farvespektrum. Fordelen ved en kraftig farve og følgende tannisk struktur er en øget anvendelighed i gastronomisk kontekst. Ulempen kan være et tab af roséens fornemmeste dyd, nemlig friskheden og den lette og uproblematiske drikkeglæde, som knytter sig til typen i sine mere traditionelle antræk.

Rigtig rosé vs. falsk rosé

I forrige måned afsluttedes første etape af en følelsesladet debat om, hvordan man må producere rosévin i Europa. Gad vide, hvor spændende den europæiske musikscene havde været, hvis der var love for, hvordan man må lave musik.

Den 27. april nedstemte EU Kommissionen et forslag til en ny forordning for blandt andet produktion af rosévin. Det blev foreslået, at det fremover skulle være tilladt at producere rosévin ved at blande rødvin og hvidvin, om end kun lavere klassificeret bordvin uden specifik appellation.

Franskmændene var som sædvanligt hurtigt på barrikaderne. De mente, det ville gå ud over kvaliteten af EU’s rosévin, hvis forordningen blev vedtaget. Traditionelt produceres rosévin ved at forkorte udblødningen af farvestof fra de blå druer, og der er enighed om, at denne metode er den bedste til at lave god rosé. Man kalder det ”saignée-metoden” efter det franske ord for udblødning.

Men som så ofte før overså franskmændene i deres iver for at bevare alt bestående, at det som nævnt ikke drejer sig om “gode” vine, dvs. typisk vin med et geografiske tilhørsforhold, fx de berømte roséer fra Provence. Forslaget handlede om de billigste vine, som hidtil har haft svært ved at klare sig i konkurrencen mod vine fra Chile og Australien med flere.

Franskmændene overså også, at geografisk karakter og raffinement som følge af særlige produktionsteknikker er noget, som meget få forbrugere ved nok til at genkende, og at det er helt andre kriterier, som afgør kvaliteten af en rosévin, herunder primært farven. Og så selvfølgelig prisen, som netop kunne holdes nede ved at anvende noget af det rødvin, som det for tiden er vanskeligt at sælge i EU.

Endelig hører det med til debatten, at blandingsteknikken faktisk bruges og har været brugt i mange år i Champagne, hvor selv de mest berømte og anpriste roséchampagner i virkeligheden er hvidvin på chardonnay, tilsat 5-15 % rødvin fra pinot noir – vinificeret som en rød Coteaux Champénoise. Det er der aldrig nogen, som har taget anstød af.

Summa summarum, forordningen blev ikke vedtaget i denne omgang, og dermed kan billig rosé fra EU stadig ikke officielt få lov til at være blandet af rødvin og hvidvin. Hvis du vil teste forskellen på rosévin lavet med saignée-metode og med tilladelse til at blande rød og hvid, så køb seks forskellige roséer fra hele verden med nogle venner. Smag dem, vurder kvaliteten i forhold til prisen, og slå så bagefter op på producenternes eller den danske forhandlers hjemmeside, om vinen er lavet på den ene eller den anden metode. Kunne du konsekvent bedre lide den ene metode frem for den anden?

Rosé og den søde kløe

Rosévin, syret hybrid eller helt sin egen? Kom ud over terrassekanten, og oplev den verden af rosé der venter for foden af dine velslebne planker. 

Er der ikke noget sexet over rosévin? Den der labre farve, som saft fra jordbær og rabarber, og med en lød som kom lyset fra og ikke blot gennem vinen. Den lifligt sødmefulde og blomstrende næse af fersken, pære, melon, lakrids og karamel. Og måske vigtigst af alt, den kontekst vi insisterer på at placere roséen i. Det er noget med havebord, bare ben, strandtæpper, grillbøffer, hvide smil og solbrune kinder. Lige til at forelske sig i og over. Som mindet om sidste års gastronomiske eskapader under sydligere himmelstrøg, hvor den iskolde vin svalede krop og sjæl efter dage under en sol af andre effektive dimensioner end vores egen. Et velfortjent, vidunderligt læskende glas af lokal herkomst som en lyserød prik over feriestemningens i. En inciterende vinøs flamenco i min swimmingpool.

Det er ikke altid lige stor kunst, men vidunderligt uprætentiøst, og med udelt fokus på anvendelighed og uforfalsket drikkeglæde. 

 
Vanskeligt rosémarked

Historisk set har rosévin for os danskere mest været et element i underbygningen af den eftertragtede sol-og-sommer-stemning. Meget få vinnydere på vore breddegrader investerer husholdningskroner i rosévin til mere en 50-60 kroner, og drister man sig endelig ud i at brænde en hundredemand af på en den kulørte type, er det med overhængende fare for at opleve, at pengene ville være bedre kastet efter en hvid- eller rødvin. Udbuddet er større, konkurrencen hårdere, produktionerne mere målrettede og omfattende, og vinhandlerens hylder lettere gennemskuelige, både hvad stil, pris og anvendelse angår.

 

En ny roséstil

Men de seneste år er der sket en masse på rosémarkedet. Det seneste tiårs indtog af vin af eksotiske ophav som Australien, Californien, Sydafrika og Sydamerika, har udvidet mulighederne for positive roséoplevelser betragteligt. Etablissementet vil helt sikkert hævde, at de bedste roséer stadig skal findes i Sydfrankrig, Nordspanien og måske endda Østrig, men også her tilpasses produktionen i stigende grad efter toneangivende ganer, amerikanske og britiske for eksempel, og det under kraftig stilmæssig inspiration fra førnævnte oversøiske konkurrenter. Fra alle verdensdele ser vi nu tungere frugt, kraftigere farve (nogle gange ved tilsætning af lidt rødvin til roséen), afdæmpet syre og frem for alt mere sødme. Sidstnævnte er så kraftig en tendens, at vi kan tale om en helt ny populær roséstil, nemlig den halvtørre.

 

Sukkersøde roséer

Med eksponenter som den californiske white zinfandel, som også figurerer under navnet blush (engelsk for rødmen) og en række moderne kreationer, som australierne slet og ret benævner pink, vinder de halvtørre roséer hyldeplads i de danske køleskabe. Og det er nemt at forstå hvorfor. Med halvtør menes, at vinen indeholder lidt mere sukker, end de tørre vine. En tør vin indeholder almindeligvis 1-2 gram sukker per liter. Det er den del af sukkeret, som ikke har ladet sig forgære under alkoholgæringen, hvor gær omsætter vindruernes indhold af sukker til alkohol og kuldioxid. I vinens verden er sød det modsatte af tør (vådt er det hele jo), og afhængigt af syreindholdet smager en vin som regel decideret sødt, hvis der er 20-30 gram sukker/liter. Nogle vine har helt op til 200 gram sukker/liter! Når vi taler rosé, udgør området mellem 5 og 20 gram gråzonen af halvtørre vine, hvis ambition det er at opretholde en friskhed ved hjælp af et velafstemt syreindhold. Betegnelsen halvsød er mere rammende for kategorien, som er en tand sødere, og som vedkender sig sit tilhørsforhold til klassen med dessertvine og aperitiffer.

 

Uprætentiøs drikkeglæde

De halvtørre roséer har sjældent den helt samme grad af finesse som de klassiske tørre, og de er heller ikke altid så elegante i kulinariske sammenhænge, hvor syren skal rense mund og svælg for middagens fedterier. Alligevel imødekommer de uproblematisk vores forestillinger om rosévinens anvendelse og smagsmæssige fortrin. På stranden, i parken, lidt for varm og søbet af grove plastikkrus, kommer de tørre, stramme roséer, som har væsentlige dele af sin kvalitet i næsen, til kort overfor de halvtørre roséers lækre mundfornemmelse og saftevandsagtige udtryk. Det er ikke altid lige stor kunst, men vidunderligt uprætentiøst, og med udelt fokus på anvendelighed og uforfalsket drikkeglæde. Som bageren bager brød, for at folk skal konsumere det og blive bare en lille smule lykkeligere, er producenter så traditionsrige steder i verden som Loire, Piemonte og Rioja begyndt at lave roséer med samme filosofiske afsæt. Snakkevin er fint om vinteren, hvor vi ikke har bedre ting at tage os til, men når solen skinner, luften er 24, vandet er 25 og pigen er 26 et halvt (eller hvor meget det nu bliver til), så prøv med en halvtør rosé, og tænk på noget andet. Hvis du kan, for de er skønne!

Vejen for europæisk vin

Fødevarestyrelsen er på vegne af regeringen blevet bedt om at tage stilling til indholdet af et forslag til regulering af EU-markedsordningen for vinfremstilling. Forslaget, der ventes at komme til afstemning i juni 2009, landede ad omveje til evaluering på mit bord. Her er mit svar.

Du kan læse hele forslaget her (pdf 6 sider). For nemheds skyld citerer jeg her de væsentligste dele:

 

GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
til Rådets forordning (EF) nr. 479/2008 vedrørende ønologiske metoder og begrænsninger heraf

Resumé
Forslaget vedrører gennemførelsesbestemmelser til EU-markedsordningen for vin om ønologiske metoder (metoder til vinfremstilling). I forhold til gældende regler om ønologiske metoder er de væsentligste ændringer, at der foreslås godkendt 5 nye metoder, og det generelle maksimumindhold af sulfit i vin foreslås reduceret med 10 mg/l. Forslaget vurderes at forbedre beskyttelsesniveauet.

Nye ønologiske metoder
De foreslåede nye tilladte ønologiske metoder er:

1. Behandling af vin med kobbercitrat. Kobbercitrat kan anvendes i tilfælde af fejlsmag af vin, og kan anvendes på samme måde som kobbersulfat, der er tilladt under visse betingelser.
2. Anvendelse af polyvinylpolypyrrolidon (PVPP). PVPP er en uopløselig polymer, der anvendes til at fjerne polyphenoler i vin.
3. Behandling med carboxymethylcellulose. Carboxymethylcellulose kan anvendes til stabilisering af hvidvin og mousserende vin.
4. Dealkoholisering af vin. Dealkoholisering sker med mekaniske metoder med det formål delvis at fjerne alkohol i vin med henblik på at tilgodese behovet for markedsføring af vin med et lavere alkoholindhold.
5. Stabilisering af vinsyre ved kationbytning. Stabilisering af vinsyre ved kationbytning har til formål at fjerne kationer, navnlig kalium og calcium.

Sulfitter
Jeg går ud fra, at “beskyttelsesniveau” er en fast term, der refererer til en beskyttelse af befolkningen mod tilsætningsstoffer (som fx SO2)? I givet fald virker forslaget om nedsættelse af tolerancen for SO2-indhold fornuftigt, om end ikke decideret ambitiøst. En reduktion på 10 mg/l svarer til mellem 4 og 6 %, og selvom det lyder af noget, så får det en meget lille betydning for en vindrikkers totale indtag af sulfit, idet langt de fleste vine allerede ligger væsentligt under de tilladte grænseværdier (jf. citat fra foedevareallergi.dk: “Det svenske Vin & Sprit AB kontrollerer løbende svovldioxidindholdet i den vin, de importerer. De finder et gennemsnitligt indhold i rødvin på 80 mg pr. liter og i hvidvin på 180 mg pr. liter.”). Grænseværdierne er som bekendt 160 mg/l (rød) hhv. 210 mg/l (hvid). Det bedste, man kan sige, er, at 10 mg/l er bedre end ingen reduktion, men min holdning er, at man burde gå efter nogle langt lavere grænseværdier. Også af æstetiske årsager, men så bliver det pludselig en meget lang diskussion. Den kan vi tage nedenfor.

vi er chanceløse over for produktioner af markedsdesignet vin fra Sydamerika, Australien og på sigt Kina og Indien og Rusland. Vi er nødt til at styre vores produktion i en anden retning, hvis vi skal forblive konkurrencedygtige over de næste 50-100 år

Ønologiske metoder
Hvad angår de fem forslag til “Nye ønologiske metoder”, så er der flere måder at anskue dem på. Der er først og fremmest et sundhedsmæssigt aspekt, som jeg ikke er kompetent til at udtale mig om. Dernæst er der et kommercielt aspekt og endelig et æstetisk aspekt. De to sidstnævnte går hånd i hånd, men kan alligevel optræde som hinandens kontraster. Det kan de, fordi de produkter, der ved hjælp af tiltag som de nævnte “nye metoder” designes til et specifikt marked/en specifik æstetisk præference, nok har kommerciel appeal, men sjældent betragtes af nogen som andet end, hvad man kan kalde for ”brugsvin” – vin, der imødekommer forbrugerens forventninger uden at bidrage med noget nyt/skønt. Vinens eksistensberettigelse ligger som sådan alene i den kommercielle værdi, ligesom det kan påstås at være tilfældet for alkopops, sodavand o.l., som henvender sig til en meget folkelig og æstetisk harmonisk forbrugerkultur, for hvilken tryghed, rutine og bekvemmelighed er væsentligste værdier (i modsætning til oplevelse, udforskning, udfordring). Mere konkret betyder det en præference for vine med en vis sødme, en endimensionel lugt af moden frugt + aromatisering med egetræ, et højt alkoholindhold (mere sødme) og en blød og afdæmpet struktur (lav syre + modne tanniner). Desuden er denne forbrugergruppe meget trofaste over for brands, og lader sig i vidt omfang styre af kampagner i supermarkeder. Alt det ved du selvfølgelig godt.

Europæisk vins kernekompetence
Det, jeg forestiller mig, er den vigtige distinktion, som politikerne må foretage, er en vurdering af, om ovenstående svarer til europæisk vins kernekompetencer i fremtiden, eller om der er andre veje at gå, som fordrer en anden holdning til, hvordan de ønologiske metoder skal reguleres. Med andre ord: Er resultaterne af markedsdesignet lavkulturvin det, som Europa skal konkurrere med resten af verden på, eller er det noget andet (ledende spørgsmål), vi er bedst til i forhold til vores oversøiske konkurrenter? Svaret, som jeg tror, at alle, der arbejder med vin, kender så udmærket, er, at vi er chanceløse over for produktioner af markedsdesignet vin fra Sydamerika, Australien og på sigt Kina og Indien og Rusland. Vi er nødt til at styre vores produktion i en anden retning, hvis vi skal forblive konkurrencedygtige over de næste 50-100 år (med klimaforandringer som en uforudsigelig dark horse). Selvom markedspræferencer fluktuerer og modnes, er der i hvert fald for indeværende en ret tydeligt modsætningsforhold mellem en stereotyp europæisk smagsprofil for vin og den ovenfor beskrevne folkepræference. Lige nu er det en stor teknisk udfordring at skabe den type af meget populære vine i Europa, som de med lethed (primært pga. et anderledes klima) kan skabe andre steder i verden. Hvis vi vil halse efter førnævnte nationer i jagten på markedet på de laveste supermarkedshylder, så er vi nødt til at acceptere metoder som de foreslåede. Hvis vi kan blive enige om et højere/andet æstetisk ambitionsniveau og en strategi, der rækker ud over de næste 5-10 år, så skal der reguleres efter det.

De fem nye punkter
Når jeg gennemgår de fem nye punkter, er det tydeligt, at formålet med dem er at fremhæve præcis de egenskaber, som jeg har skitseret ovenfor. Som følger (med det forbehold, at jeg hverken er ønolog eller kemiker):

1. Behandling af vin med kobbercitrat. Giver en mere éndimensional aromaprofil, som tilgodeser frugten. = mere begynder-/markedsvenlig vin.
2. Anvendelse af polyvinylpolypyrrolidon (PVPP). Giver en blødere og mindre adstringent vin. = mere begynder-/markedsvenlig vin.
3. Behandling med carboxymethylcellulose. Forhindrer udfældning af syrekrystaller og mindsker dermed et evt. bundfald. = mere begynder-/markedsvenlig vin.
4. Dealkoholisering af vin. Eneste punkt, som jeg er ambivalent over for. På den ene side fint med mindre alkohol i vinen, på den anden side problematisk at tillade produktion af højalkoholiske vine i randområder som Syditalien, Midtspanien etc., som så kan tilføjes markedsværdi ved manipulation. Ved at forbyde/begrænse dealkoholisering (her v.h.a. den såkaldte ”omvendte osmose”) stimulerer man vinproduktionen i retning af geografiske områder, der fra naturens hånd giver de ønskede resultater. Dealkoholisering ved hjælp af ikke-mekaniske metoder, fx ved at tilsætte vand, er vanskeligt at lovgive imod. Min holdning er, at geografi (terroir) på lang sigt er nøglen til kommerciel værdi, og at man dermed bør stimulere produktionen ad den vej.
5. Stabilisering af vinsyre ved kationbytning. Gør vinen blødere og mindre adstringent. = mere begynder-/markedsvenlig vin.

Konklusion
Der er ikke noget i de fem nye punkter, som revolutionerer vinindustrien. Det er små reguleringer, som efter min bedste overbevisning primært har til formål at angive en politisk holdning til den retning, man ønsker, at den europæiske vinindustri skal gå. Her er det paradoksalt, at reduktionen i tolerance for SO2 ligger i samme forslag som en udvidelse af tolerancen for anvendelse af andre tilsætningsstoffer i produktionen.  Det eneste argument for en positiv vurdering af forslaget ligger i reduktionen af SO2, men hvis det ingen reel effekt har på folkets totale indtag (jf. afsnit 1) og dermed alene er en politisk manøvre for at få de fem nye ønologiske metoder vedtaget, mener jeg ikke, at man kan stemme ja til sådan et forslag.

Læserbrev til Sélection

København, torsdag den 25. juni 2009

 

Læserbrev som reaktion på Lars Bo Henriksens ”Kæpheste og vinbedømmelser” i Sélection juni 2009

Af Rasmus Holmgård, vinanmelder i gastro og på Dagbladenes Bureau

 

I juninummeret af Sélection retter Lars Bo Henriksen (LBH) en konstruktiv kritik mod det danske korps af vinanmeldere. Han gør det venligt og appetitligt, og den slags er med til at understøtte LBH’s omdømme som én af landets mest seriøse og respekterede vinhandlere. Også på det kontor, hvor jeg sidder (alene). LBH argumenterer for, at vi anmeldere forsømmer den del af vores funktion, der handler om at vejlede forbrugeren til de bedste køb til prisen. Han foreslår, at anmeldelser bliver til på baggrund af sammenligning af vine inden for samme stilmæssige kategori og i samme prisleje, og roser i øvrigt de anmeldere, som anvender 100-point-skalaen. Det giver mig lyst til at nuancere billedet af vinanmelderens pligt og rolle og til at pege på nogle af årsagerne til, at LBH’s idealanmeldelser hverken er realistiske eller stimulerende for en dansk vinnyders forståelse for kvalitet.

 

For dyrt og forvirrende

Første del af det postulat er enkelt: Intet dansk medie har midler til at finansiere det omfattende arbejde med kommunikation og logistik, som er en forudsætning for at kunne stable en seriøs smagning af fx 8-10 forskellige carmenère-vine til omkring 50 kr. på benene. Det kan man gøre en gang imellem, men ikke hver eneste uge, idet det sparsomme budget til vinspalterne ville være opbrugt, længe før nogen anmelder fik sat næsen til glasset. I øvrigt er det langt fra sikkert, at 50 kr. er det prisleje, hvor carmenère-vinene viser en god relation mellem pris og kvalitet, hvorfor de i så fald alle skulle have lave vurderinger i forhold til vinypens ultimative potentiale. Måske er carmenère-vinene mest konkurrencedygtige forhold til fx chilensk cabernet imellem 75 og 100 kr. eller i 3-liters-bag-in-box til 99 kr. At etablere den relation ville kræve endnu flere smagninger, hvoraf kun nogle ganske få ville vise, hvad der var anbefalelsesværdigt, og mange, hvad der hellere skulle undgås. Det er hverken konstruktivt eller vejledende.

 

Den reelle indkøbssituation

Som sådan er den stramme sammenligningsform givetvis attraktiv i teorien, men den giver ikke nødvendigvis et mere sandfærdigt billede af de forskellige måder at anskue kvalitet på, som florerer derude i æteren. Og den er heller ikke særligt repræsentativ for forbrugerens reelle indkøbssituation, hvor valget meget sjældent står mellem 8-10 forskellige carmenère-vine til omkring 50 kr. Det vil kun være tilfældet for den i forvejen trænede vinforbruger, som sidder ved computeren og køber vin via internettet. I supermarkedet, såvel som hos den lokale vinhandler, vil der typisk være én carmenère, måske til 50 kr., og så vil der være en masse andre vine i en række andre prisgrupper, og det er i langt de fleste tilfælde grundpræmissen for at foretage sit kvalificerede valg.

 

Analyse og holdning

LBH ser, som han også understreger i sin artikel, sagen fra sin position som en vinhandler, der gerne vil anvende en evt. positiv anmeldelse i markedsføringsøjemed. Den markedsføring er vi vinanmeldere ligeglad med. Vores udgangspunkt er at gøre forbrugeren opmærksom på vores egen holdning til et bestemt produkt – en holdning, som det står enhver frit for at være enig eller uenig i. Sådan er det nemlig med enhver form for anmelderi og kritik af kulturprodukter, som baserer hele eller dele af sin værdi på at give forbrugeren en æstetisk oplevelse: Der findes ingen facitliste for skønheden, kun velfunderede holdninger og velargumenteret diskussion. Dertil kommer selvfølgelig et krav om, at anmelderen kan formidle en mere stringent analyse af værket eller produktet, så forbrugeren har en chance for at gennemskue, hvilke dele af anmeldelsen, der tager udgangspunkt i produktets egentlige udtryk (det tilstræbt objektive), og hvilke, der handler om anmelderens personlige holdning (det subjektive). Min holdning er, at det er en grov forsimpling af begge dele at beskrive vinen med et tal på fx 100-point-skalaen. En kvantitativ vurdering har kun en værdi ifølge med en kvalificering af vurderingen, fx en kommentar med analyse og en række mere eller mindre værdiladede ord og deskriptorer til at uddybe kritikken med (negativ eller positiv). LBH’s beskrevne ideal om ”en mere logisk pointgivning” forudsætter, at vin kan vurderes på en lineær skala fra dårlig til god, og at logik er en faktor i afgørelsen af vurderingen. Jeg mener, at begge dele et en ærgerlig reduktion af de talrige faktorer, som udgør en vinoplevelse.

 

Skønhed er ikke videnskab

Endelig ligger en del af de forskellige krav, vi som hhv. vinhandler og anmelder stiller til udformningen af vinkritikken i de danske medier anno 2009, om selve grundlaget for vores eksistens og dermed primære funktioner og målsætninger i vores respektive professionelle virke. Jeg har fuld forståelse for, at man som vinhandler kan ærgre sig over inkonsistensen og den manglende metodesammenlignelighed, som anmelderkorpset stiller op med. Anmeldelserne blafrer rundt i øst og vest, og den videnskabelige evidens roder afgjort rundt et sted langt under en skrigende rød bundlinje. Men skønhed er ikke videnskab. Og vinjournalistik handler ikke kun om det rigtige produkt til den rigtige pris. Det handler om at anvende og udbrede et ordforråd til at registrere, kvalificere og følgelig rekonstruere en dejlig oplevelse med vin. At inspirere og oplyse forbrugeren til SELV at kunne vurdere vinens kvalitet ud fra sin helt egen skala. Stjerner, point eller kokosmakroner. I processen forsøger vi at guide vores læsere til så mange positive oplevelser med en fornuftig forvaltning af vinbudgettet, som det er muligt, for at fastholde og forhåbentligt forstærke interessen for vin. Den del af formålet kan vinbranchen og vinpressen nok mødes om, men den rigtige vej derhen kan ikke hugges i sten eller 100-point-skalaer.

Schilcher – det sure med det søde

Schilcher er en skøn rosévin fra Østrig; den mest solgte rosétype i Norge, men i Danmark fuldstændig ukendt og nærmest umulig at opdrive

Jeg bestræber mig på kun at skrive om vin, som du kan finde på det danske marked. Det plejer at være ret ligetil, for vi danskere kan glæde os over noget, der læner sig op af det rigeste og mest varierede vinudbud i verden. Der er næsten ikke den vin, som ikke kan opdrives, hvis du gider kradse lidt i overfladen på vinmarkedet, fx via internettet. Men også kun næsten, for selvfølgelig er det ikke alle vine i hele verden, som har fundet en af de 1.600 danske vinimportørers gunst. Mere problematisk er det dog, hvis en hel vintype ikke er repræsenteret i Danmark. For hvordan kommer det så nogensinde for en dag, om vi bryder os om den? Så er vi tilbage ved problemet om, om vinhandlere bare skal sælge os den vin, vi allerede kender og vil have, eller om de har en slags ”public service”-forpligtelse til at hjælpe os med at udvide vores vinøse horisont. De fleste vinhandlere er gode til at finde en balance imellem de to principper, og vi bør som kunder være gode til at honorere vinhandlerens indsats for at give os nogle lejlighedsvise, nye oplevelser. Et oplagt sted for begge parter at begynde, er den utroligt lækre, på vore breddegrader dybt hemmelige, østrigske rosévin ved navn schilcher.

Syren er aggressiv og ubønhørligt mundvandsfremkaldende, og de tørre versioner kan som sådan være en voldsom oplevelse for den utrænede vinnyder. 

Grapefrugt, rabarber, jordbær og ribs

Nej vel? Det er heller ikke mange år siden, jeg første gang hørte om schilcher, men siden har jeg med stor succes sat tænderne i alle de eksemplarer, som kom forbi min næse. Schilcher er en rosévin, som kan være fra knastør, syrlig, let og delikat til kraftfuld, sød og tung. Den kan sågar være mousserende eller perlende og i enkelte, ekstreme tilfælde endda være en tæt og tør rødvin. Schilcher er navnet på vinens type, og ikke på hverken druen eller det sted, vinen bliver lavet. Druen hedder blauer wildbacher, og schilcher produceres primært i regionen Weststeiermark helt nede ved Østrigs grænse til Slovenien. ”Der skal mere end ét glas schilcher til at lære at holde af vinen”, mente Østrigs mest kendte vinskribent Peter Moser på et seminar i forrige uge, men det har han nu ikke ret i. Med en næse af grapefrugt, rabarber, jordbær, ribs og ofte en mineralitet grænsende til det røgede er der masser af umiddelbar sexappeal i mødet med vinens aromaprofil. En appeal, der allerede er stimuleret af det visuelle orgie i forskellige nuancer af pink, som effektivt ægger til at sætte læberne til glasset. I munden skiller schilcher vandene. Syren er aggressiv og ubønhørligt mundvandsfremkaldende, og de tørre versioner kan som sådan være en voldsom oplevelse for den utrænede vinnyder. En god idé at begynde med en halvtør version, som der findes masser af fra de mere moderne og markedsorienterede producenter. Foruden at være en fantastisk appetitvækker som aperitif før middagen, fungerer schilcher rigtigt fint til mange krydrede retter, fx med orientalsk inspiration.

 

Hvor finder jeg en schilcher?

Tilbage til problemet med at støve vintypen op herhjemme. Faktisk er det kun lykkedes mig at finde én vinhandler med en schilcher i sortimentet, og det er meget naturligt et firma ved navn Østrigsk Vinimport. En tør og en meget sød udgave kan du købe via hjemmesiden www.oestrigsk-vinimport.dk, og selvom det absolut er bedre end ingenting, er det langt fra optimalt. Den yngste udgave af den tørre version er nemlig fra årgang 2006 og dermed snart tre år gammel. Det bliver en schilcher ikke bedre af. Tvært imod er den bedst i sin pure ungdom og indtil et års tid efter høsten. Der er med andre ord kun nogle få muligheder for at opleve en schilcher i topform: Ring til Østrigsk Vinimport og spørg, om der findes en nyere version i sortimentet (eller prøv lykken med årgang 2006). Hvis du er i Sverige eller Norge, kan du let finde schilcher i hhv. Systembolaget og Vinmonopolet. Sidstnævnte er faktisk verdens største importør af schilcher, der er Norges mest populære rosévin. Så meget desto mere mærkværdigt, at den ikke findes i Danmark. Endelig er der den seriøse løsning, nemlig at tage benene på nakken, ungerne på bagsædet og sætte kursen mod det smukke alpeland i hjertet af Europa. Jeg anbefaler den sidste.

Portugisisk vin i Danmark

Det åbne danske vinmarked giver et langt større udvalg af portugisisk vin end i de nordiske nabolande. Problemet er, at det kan være svært at støve en bestemt vin op i myldret af vinimportører. ViniPortugal har bedt Rasmus Holmgård om et par staldtips til de bedste forhandlere

Danskerne tænker på sine nordiske naboers monopoliserede vinsalg med en vis frygt, om end aktører i vinbranchen efterhånden har forståelse for, at den slags både har fordele og ulemper. En åbenlys fordel er, at det er nemt at skabe sig overblik over det tilgængelige sortiment. Ulempen ligger i, at det ikke er så ligetil, hvis man ikke finder, hvad man søger. Det danske vinmarked er åbent for enhver vinentusiast med tilstrækkelig stor garage og kassekredit til at indkøbe et lager af en vin og påbegynde et udsalg. Således var der ved sidste års udgang ikke færre end 1533 registrerede vinimportører i Danmark; alle med tilladelse til detailsalg af vin til private og virksomheder af enhver art. Også den frihed rummer både fordele og ulemper. Når jagten går ind på en specifik portugisisk vin, er der potentielt 1533 muligheder for at lokalisere nålen i den vinøse høstak. Så mange telefonopkald er det de færreste, som er indstillet på at foretage for at få de rigtige dråber på bordet. Man må som dansker stille sig selv spørgsmålet om, om det frie vinmarked i praksis øger udbuddet for den almindelige vinelsker – eller det modsatte.

Supermarked, specialhandel og internet
I Danmark kan mulighederne for at købe vin deles op i tre kategorier, nemlig supermarkeder, specialforretninger og via internettet. De to første kategorier er i en løbende proces for at tilbyde salg via et eller flere fysiske udsalgssteder, tillige med en online-butik. Men den sidste kategori fortjener alligevel sin egen overskrift, fordi internettet er den eneste logiske måde at navigere blandt de mange garageimportører på. Langt størstedelen af vinforbruget i Danmark bliver langet over disken i supermarkedet. For yndere af portugisisk vin er der desværre meget lidt at hente fra den kant, hvilket er en afgørende årsag til den svage tilstedeværelse af portugisisk bordvin i de fleste danskeres bevidsthed og i markedsstatistikken. Danske supermarkeder er meget lidt eventyrlystne og de reagerer først på en tendens, når den er velforankret i befolkningen i form af et massivt forbrugerkrav om udbud af den specifikke vare eller varegruppe. Det hører absolut til sjældenhederne, at supermarkedsindkøberne på eget initiativ promoverer en varegruppe ud fra rent æstetiske motiver. Holdningen synes at være, at en vin er god, hvis den sælger godt, og derfor går udviklingen af sortimentet i stordistributionen uendeligt meget langsommere i Danmark end i de nordiske nabolande.

Danmark har størst udvalg og laveste priser
Vinentusiaster, som ikke stiller sig tilfreds med supermarkedernes bagstræberiske sortiment, er dermed henvist til kategorierne to og tre, nemlig udvalgte specialforretninger og deres tilstedeværelse på internettet. Det sorterer 80 % af markedet fra, nemlig de forbrugere, som ikke har tilstrækkelig stor vininteresse til at gide køre eller surfe rundt efter en vin, eller ikke er tilbøjelig til at bestille hele eller halve kasser af den samme vin. Men hvor der er vilje, er der bestemt også en vej. I det følgende portrætteres en håndfuld af de mest Portugal-fokuserede vinhandlere i Danmark. De fem forretninger fører tilsammen ikke færre end 200 forskellige portugisiske bordvine (optalt primo september 2008) – alle af høj kvalitet. Til sammenligning udbød det svenske Systembolaget samtidig 66 portugisiske bordvine, det norske Vinmonopolet 352 og finske Alko usle 16 styk. Alkos og Systembolagets svage fokus på Portugal er tydeligt, mens det norske monopols sortiment forekommer mere imponerende. Men danske vinentusiaster har flere grunde til at glæde sig over at være entusiaster i netop Danmark – hvis de altså gider gøre sig ulejlighed med at undersøge markedet fra det hjemlige tastatur. Med 200 forskellige bordvine fordelt på blot fem forhandlere er det ikke svært at regne ud, at der må findes langt flere end 152 vine hos de resterende 1528 vinhandlere i det ganske danske, som dermed kan prale af det mest varierede udbud i Norden. Dertil kommer, at de danske markedspriser er de laveste blandt de ovenfor undersøgte. Mest eklatant er forskellen på de danske og de norske priser. Sidstnævnte ligger generelt 20-50 % højere, når der omregnes efter gældende valutakurser; enkelte vine er 75 % dyrere! I Sverige er forskellen til de danske priser mere moderat, men som regel mindst 10-20 % højere.

Herunder finder du nogle små portrætter af de mest Portugal-fokuserede vinhandlere i Danmark og et par af deres vine. De fleste har både fysisk butik og hjemmesider med onlinesalg.

Portrætter

Vinport
I 2006 gik Isabel og Lars Tofte i luften med sitet www.vinport.dk, hvorfra parret sælger portugisiske vine og specialiteter af egen import. Og senest er dørene så blevet slået op til en vaskeægte og non-virtuel butik i nordøstsjællandske Espergærde, hvor onlineshoppens beskrivelser kan suppleres med håndgribelige sanseindtryk og en sludder for en sladder. Isabel er selv født og opvokset i Douro – men de to sympatiske entusiaster lader ikke regionspatriotisme begrænse porteføljen. Sortimentet tæller vine fra seks af Portugals vinproducerende områder, og omfatter alt fra årgangsbobler til portvin, hvidvin, rosé og selvfølgelig en ordentlig stribe solide rødvine. Via hjemmesiden kan du tilmelde dig nyhedsbrevet, deltage i konkurrencer eller bestille en af de vinsmagninger, som Isabel og Lars tilbyder både virksomheder og private.

Vinport

Tlf. +45 49 26 00 72

vinport@vinport.dk

Gl. Brovej 1
3060 Espergærde

www.vinport.dk

 

Butikkens åbningstider
Tirsdag kl. 11.30-16
Onsdag-fredag kl. 11.30-18
Lørdag kl. 11-15

Prøv fx

Quinta do Vale da Raposa Touriga Nacional 2005, Douro, Portugal, 189 kr.

Smuk vin i flot balance mellem en tourigaens umiddelbare frugtighed af hindbær og viol og en afdæmpet kølig tone af mos over træets chokolade. Umådeligt rent og velholdt, og den faste struktur holder trit med sin mellemfyldige frugt, så vinen både kan gøre sig med og uden mad.

 

Monte da Peceguina 2007, Malhadinha Nova, Alentejo, 89 kr.

Stilfuldt indpakket kraftkarl af en hvidvin, som bærer præg af sit geografiske ophavs lange, varme vækstsæson. Stor smagsintensitet og en kompakt frugtig, nærmest cremet mund, der fint akkompagnerer næsens maskuline referencer til lakrids og konfiteret frugt.

 

Porta Fronha 2006, Dão, Portugal, 89 kr.

Ultrasaftig vin med en yderst elegant balance mellem sin lette frugt og den faste struktur. Næsen er urtet og ungdommeligt grøn, hvilket harmonerer fint med helhedens totale fravær af formildende pop-omstændigheder. En traditionel vin til garvede velyndere af Dão.

 

Portugisisk Vinkælder
Det vil være rimeligt at kalde Portugisisk Vinkælder for Danmarks vigtigste forhandler af portugisisk vin. Ikke fordi indehaverne Henrik Bang Andersen og Lars Benmouyal langer mange flere flasker over disken end så mange andre, men fordi de siden forretningens begyndelse i 1987 har sat sig for at eksponere den variation og udtryksmæssige rigdom, som portugisisk vin besidder. Det gør de gennem et udelt fokus på det iberiske vinland – ligesom kollegerne hos Vinport føres ganske enkelt kun portugisiske produkter. Vinkælderen, der ligger lunt midt i H.C. Andersens fødeby, kan tilbyde ikke færre end 94 forskellige bordvine i mere eller mindre fast sortiment, hvilket er dobbelt så mange som den nærmeste konkurrent på feltet. Henriks og Lars’ stædige tro på, at portugisisk bordvin har en plads i danskernes bevidsthed, er en stadig inspiration for branchen.

Portugisisk Vinkælder

Tlf. +45 65 91 31 02

portugisisk.vinkaelder@mail.dk

Allégade 43

5000 Odense C

www.portugisiskvinkaelder.dk

 

Butikkens åbningstider
Mandag-torsdag kl. 13-17.30
Fredag kl. 13-19
Lørdag kl. 10-13

Prøv fx

Vinha da Defesa Rosé 2007, Esporão, Alentejo, 69 kr.

Appetitlig kulør, ekspressiv og indbydende næse, som i tårnhøjt tempo pumper aromaer af kærnemælk, ribs, solbær og flintesten op af glasset. Munden saftig og læskende, med et behageligt fenolisk bid, der gør Defesa lige så velegnet til gastronomisk kontekst som uden.

 

Crasto 2006, Douro, 75 kr.

Crasto svigter aldrig. I sin 2006-årgang fremstår husets basis-cuvée med en voldsom smagsintensitet, en frugtig tyngde, der er umådeligt sjælden til 75 kr., og et velproportioneret struktur til at holde kompositionen spændstig og fuld af liv. Skønt glas!

 

Fernão Pires 2007, Casa Santos Lima, Estremadura, 59 kr.

Herligt velskabt og pænt afbalanceret vin på fernão pires-druen, som her leverer en god relation mellem struktur og frugt i et blødt og imødekommende udtryk. Næsen trækker inspiration både fra et let oxideret og traditionelt element og fra en fersk og uspoleret frugt. Nydelig.

 

Atomwine
Tom L. Pedersen startede Atomwine i 2003 og er nu på tredje år fuldtidsbeskæftiget i eget firma. Ikke meget pegede for få år siden på, at Toms karriere skulle bevæge sig i denne retning. Den havde nemlig længe haft omdrejningspunkt i eksperimentel fysik, en disciplin Tom i 2003 færdiggjorde en ph.d. i. Men til mange vinentusiasters store glæde gjorde den unge mand alvor af intentionerne, inspireret af blandt andet sit virke som initiativtager til det vinøse debat- og erfaringsudvekslingssite snakvin.dk. Siden er porteføljen blevet opbygget og udvidet med sikker hånd og en usvigelig sans for kvalitet – og for at kommunikere den til en støt voksende skare af Atomwine-tilhængere. Noget egentligt speciale kan man næppe længere tale om, men både tysk og portugisisk vin har længe været noget af det, Atomwine har været mest kendt for. Et must for vinelskere!

Atomwine

Tlf. +45 23 31 14 10

info@atomwine.dk

Ferrarivej 16A

7100 Vejle

www.atomwine.dk

 

Butikkens åbningstider
Mandag-torsdag kl. 13-17.30
Fredag kl. 13-19
Lørdag kl. 10-13

Prøv fx

Douro Red 2005, Quinta do Vallado 2005, 69 kr.

Fersk og forfriskende næse af oksekød og blyantspidser, tæt tannisk bid, som er modent afrundet og pænt integreret i strukturen, dejlig eftersmag, der slutter med en lille fadbitterhed, ristet og rar.

 

Quinta do Vale Dona Maria 2005, 179 kr.

Lakridspibe, sødmefuld, charmerende, lille VA-kompleksitet, tung og dyb næse, munden tættere end forventet, massiv tannin, en velskabt helhed slutter med et ristet egetræ a la nødder og popcorn. Glimrende, men ikke flightets mest letdrikkelige vin.

 

J 2005, Douro, 119 kr.

Vidunderlig balance mellem ungdommeligt fersk, fyrig og forfriskende fest og farve og en imponerende grounding udi både aroma, mundfornemmelse og grundsmag. Sidstnævnte med en alvorsfuld bitterhed, dertil flittige syreprik, perfekt modne tanniner, lakrids, enebær og viol.

 

Brdr. D’s Vinhandel
Brødrene D dækker mere præcist over d’herrer Søren og Jesper Danielsen, med mindre referencen alene går på brødrenes butik af samme navn, placeret centralt på Frederiksberg i København. Her fra forhandles en omfattende portefølje af øl, vin, spiritus og diverse specialiteter, herunder et portugisisk vinsortiment, som har været i nærmest eksplosiv vækst gennem det seneste år. Brødrene driver tillige firmaet Vinmonopolet, uden sammenligning i øvrigt, som har specialiseret sig i engrossalg til virksomheder. Dertil kommer et tæt samarbejde med den stemningsfulde Piaf Vinhandel i midtjyske Silkeborg, som Jesper Danielsen ejer sammen med Peter Rystok. Butikken, altså …

Brdr. D’s Vinhandel

Tlf. +45 35 39 30 80

mail@brdr-d-vinhandel.dk

Rolighedsvej 9

1958 Frederiksberg C

www.brdr-d-vinhandel.dk

 

Butikkens åbningstider
Mandag-torsdag kl. 9.30-17.30
Fredag kl. 9.30-19
Lørdag kl. 9.30-15

Prøv fx

Azul Portugal Vinho Verde 2007, 50 kr.

Arinto, azal og trajadura klinger så eminent sammen, at tanken straks falder på god tysk riesling – det er en kompliment! Næsen er letkrydret med både syltet citron, lime, æble, rose og niveacreme over en livlig mund af lige dele forfriskende syre og frugtigt moment. Flot!

 

Azul Portugal Dão Reserva 2005, 70 kr.

Moderne, tæt, kontant og nærværende Dão-rød. Den fuldmodne frugt yder passende frugtig tyngde til sin blommede næse med en lille røget kant af egetræ. En markant struktur med et fast tannisk bid og masser af saftig syre giver personlighed og kompletterer denne let drikkelige kraftkarl.

 

Tentacão Reserva 2004, Palmela, 119 kr.

Afgjort fristende, men ikke på den poppede, enfoldige måde som så megen moderne portugisisk vin. Tentacão yder et kontant tannisk bid, en velproportioneret syre og en kompleks, let urtet næse til at akkompagnere den lette frugt. Traditionel, men fokuseret og velproduceret.

 

Skjold Burne
Skjold Burne er Danmarks ældste og største kæde af vinhandlere med rundt regnet 80 butikker over hele landet. Der indkøbes centralt af moderfirmaet Taster Wine, mens Skjold Burne som detailforretning er et franchise, som opererer økonomisk uafhængigt af gruppen som helhed. Derfor er der også stor forskel på både sortiment, ekspertise, og hvilken service der ydes i de forskellige forretninger. Der er mange store, flotte specialforretninger med engageret personale, som har viet hele livet til at rådgive hr. og fru Jensen om medistervin og lidt ekstra til weekenden, og som er dygtige til at møde kunderne i vinteknisk øjenhøjde. Men der findes desværre også Skjold Burne-afdelinger, der er mere tipskioske end vinbutikker. Kæden er ved at stramme op på niveauet, og imens må du vælge din forhandler med omhu, og glæde dig over det pæne portugisiske sortiment.

Skjold Burne

Tlf. +45 43 45 14 22

info@skjold-burne.dk

Ringager 6

2605 Brøndby

www.skjold-burne.dk

 

Butikkens åbningstider
Find din nærmeste butik

via hjemmesiden

Prøv fx

Alliança Vinho Verde Branco, 44,75 kr.

Laber læskevin, som ivrigt øser sine purunge dyder ud over glassets kant. Grønne æbler og et lille hjørne af moden abrikos understøttes fint af mundens velproportionerede syre-/sødme-spil. Syren danser hen ad tungen og holder helheden i fuld vigør. Glimrende aperitif.

 

Redoma Tinto 2002, Niepoort, Douro, 270 kr.

Seriøs rødvin, der forløser de fleste af sine høje ambitioner. Træet stritter stadig lidt i toppen af næsen, som ellers er indbydende, dyb og intens af chokolade, røg og muld. Fast tannisk bid og saftig syre giver ungdom til den lette og elegante konstruktion. Smuk oldschool-douro.

 

Quinta do Carmo 2001, Alentejo, 169,75 kr.

Kompleks, dyb og flot udviklet bouquet fra en bordvin af en alder, vi sjældent ser fra Portugal. Men Carmo er stadig på toppen af sin performance med et kontant tannisk gummegreb og saftig syre til at skylle den lette frugt sydpå. En elegant og velproduceret vin til vildt og vovet.

Kulturforskel: Is big beautiful?

For en dansker kan californiske vine virke som disproportionerede karikaturer af de dyder, vi priser i Europa. Men de tunge vine kan også være et spændende krydderi på din vinøse tilværelses ulidelige lethed

Flere og flere amerikanere er vilde med vin. De fleste af dem bor på vest- eller østkysten med New York og San Francisco som vinøse epicentre på hver sin side af kontinentet. De nye vindrikkere forholder sig trofast til lokale vinanmelderes vurderinger af, hvad god vin er, og mange er enige med dem. God vin ifølge en amerikansk stereotyp er koncentreret og sødmefuld med masser af alkohol og indflydelse fra en rum tid på egetræ. Den slags kan mange mennesker sætte pris på, selvom de endnu ikke er så velbevandrede udi vinens verden. Det gælder for den individuelle vindrikker og for markedet som helhed. De californiske vinmagere deler i vidt omfang den æstetiske præference, og leverer som sådan ubesværet det, den vinelskende offentlighed efterspørger. Fra en intern, amerikansk synsvinkel er alt i den skønneste orden. Spørgsmålet er så, hvordan vi som danskere og europæere opfatter vinene, og om de har en plads i vores vinøse diæt.

Hvor kraftig kan en pinot noir være, og stadig have en snert af sin varietale, dvs. druens oprindelige, karakter i behold, endsige geografisk reference?

Biler, bøffer, bagdele – og vin

Svaret er, at ethvert bidrag til vinverdenens diversitet har en berettigelse, og det gælder også for det californiske. Ganske vist kan man indvende, at førnævnte karaktertræk som alkohol, træ og sødme er dyder, som er reproducerbare i det meste af verden, og dermed uden reference til noget specifikt californisk. Til gengæld er den amerikanske smagspræference undfanget af en ganske særlig kultur, der er meget amerikansk, nemlig med udgangspunkt i det allestedsnærværende mantra om at ”big is beautiful”. Det gælder for biler, for bøffer, for bagdele og for vin! Amerikanerne elsker det storladne og voldsomme udtryk, og den slags har også en værdi som kontrast til vores klassiske, europæiske præference for det fine, delikate, raffinerede og lette.

 

Umoden eller overmoden?

Når man taler med amerikanske vinmagere er det interessant at notere sig, at de kan opfatte en vin som let, selvom den har 15,5 % alkohol, og at de synes, at mange europæiske vine er decideret fejlbehæftede ved at være produceret af umoden frugt. Set – og smagt – fra den anden side af Atlanten, hvor vi priser tanken om terroir, dvs. skønhed via diversitet, er et lavt alkoholindhold nødvendigt for at gøre vinen tro mod sin natur og nem og rar at drikke, ikke mindst i forbindelse med et måltid, hvor vinen helst skal supplere maden – ikke udgøre måltidet i sig selv.

 

Som aperitif, digestif eller kuriøst indslag

Så hvad kan vi bruge disse store og tunge californiske vine til? Jo, for det første kan det være en stor oplevelse at sætte tænderne i en vin med tårnhøj smagsintensitet og koncentration. Server din 15 %-cabernet eller zinfandel om eftermiddagen før middagen, til chokoladekagen eller som en digestif efter middagen. Eller lad et enkelt glas eller to til hver gæst indgå som et kuriøst indslag til den røde grillbøf eller andre kraftige kød- og stegeretter. De fuldmodne, traditionelle chardonnayer kan passende akkompagnere en blød ost eller understrege det cremede, smøragtige element i dine sommereksperimenter med stegt ål og smørstegte fladfisk. Både røde og hvide vine kan desuden tjene det mere intellektuelle formål at afgrænse nogle bestemte discipliner inden for udtrykket af fx pinot noir, chardonnay og cabernet sauvignon. Hvor kraftig kan en pinot noir være, og stadig have en snert af sin varietale, dvs. druens oprindelige, karakter i behold? Lidt til den nørdede side, måske, men interessant at undersøge for enhver fan af klassisk bourgogne.