De søde, italienske boblevine Asti Spumante og Moscato d’Asti smager skønt. Men de dyre er ikke bedre end de billige, hvilket er meget usædvanligt i vinens verden.
Læs også: Moscato: Den er god nok – køb bare den billige!
.
Det kan som regel godt betale sig at smide et par ekstra kroner efter projektet, hvis der skal en rigtigt god vin på bordet. Prisen og kvaliteten følges ofte ad. Men ikke altid. Der findes en vin, som besidder den – måske enestående – egenskab at smage herligt i sine billige udgaver, og faktisk ikke nævneværdigt bedre, selvom du betaler det dobbelte. Hvilket der dermed selvsagt ikke er nogen grund til. Vinen er italiensk og hedder Asti DOCG og findes i to udgaver: Den decideret mousserende Asti Spumante (spumante betyder skummende på italiensk) og den fint perlende Moscato d’Asti, som italienerne kalder for frizzante, fordi dens kulsyrestruktur er mere afdæmpet.
Krydret og dyb, men frem for alt med en nærmest instinktiv appeal til enhver med den mindste reminiscens af lugtesans.
Kreativ løsning på luksusproblem
Vinen kommer fra de tre piemontesiske provinser Asti, Cuneo og Alessandria, hvor 6.800 vinbønder i 52 forskellige kommuner dyrker moscato-druen inden for appellationens godt 9.000 hektar store areal. Med den stærkt stigende popularitet, områdets søde boblevine har opnået igennem de senere år, er 9.000 hektar imidlertid ikke helt nok til at levere frugt til de 100 millioner flasker, der blev produceret i 2010. Det er derfor almindeligt kendt, at der bliver indkøbt druer fra de omkringliggende områder, fx Lombardiet, hvis egne moscato-udgaver aldrig har fået etableret så stærkt et brand som hos de piemontesiske kusiner. Kvaliteten fejler dog ikke noget, og bortset fra, at det ikke følger regulativerne, er der ikke noget problem i denne – typisk italienske – kreative løsning på, hvad man vel kan kalde lidt af et luksusproblem.
Forskel i bobler, alkohol og sødme
Asti Spumante og Moscato d’Asti har mange ting til fælles – og nogle få afgørende forskelle. Den største forskel er trykket i flasken, der som bekendt er afgørende for, hvor intenst boblende vinen er. Med 5-6 atmosfæres tryk i Asti Spumanten holder den det samme som en champagne, hvilket er en ret markant mousse, der i vidt omfang definerer vinens udtryk. Moscato d’Asti ligger på 2-3 atmosfæres tryk, og vinens lette perler tjener dermed snarere det formål at give kompositionen friskhed end decideret at skumme. Det lavere tryk er et resultat af, at moscatoen kun gærer en enkelt gang og typisk til et alkoholindhold på 4,5 til 6 %. Asti Spumante skal ifølge reglerne have mindst 7 % alkohol, og det er udgæringen af de sidste 1-3 % alkohol, der samtidig giver det ekstra kulsyretryk. Forskellen på de to typer er altså mængden af bobler, alkohol og sødme, fordi sukkerindholdet i vinen er omvendt proportionalt med alkohol- og kulsyreindholdet.
Balance mellem det sure og det søde
Men moscatoerne fra Asti er andet end søde og boblende. Det bedste ved dem er næsens sexede, storblomstrede og vidunderligt sommerlige aromapragt af hyldeblomst, akaciehonning, citronskal, orangeblomst, moskus og urter a la salvie og rosmarin. Krydret og dyb, men frem for alt med en nærmest instinktiv appeal til enhver med den mindste reminiscens af lugtesans. Jeg har endnu ikke mødt et menneske, som ikke udbrød ”aaahh” ved lugten af en moscato. Aromaerne kommer fra druen, og opstår i særdeleshed i de sidste 4-5 uger af frugtens modning på vinstokken. Jo senere, man høster frugten, desto flere og intense aromaer kan man opnå i sin vin. Men jo længere tid, man venter med at høste, desto mindre syre vil der være tilbage i druerne, og syren er absolut nødvendig for at skabe balance med de typisk cirka 100 gram sukker per liter i den færdige vin. Præcis hvor balancen ligger mellem det friske og syrlige og det søde, er vinproducentens valg.
Billig vin, bare for sjov
Hvis vinproducenterne i Asti selv skal sige det, er det lige nøjagtigt balancen mellem komponenterne, der adskiller en god Asti fra en mindre god Asti. Er vinen tilpas sødmefuld og liflig, eller er den vammel og gumpetung? Er boblerne godt integreret i vinen, eller skummer den bare uhæmmet derudad? Er syren frisk og læskende, eller bliver vinen bare tynd og syrlig? Er næsen åben, ekspressiv, appetitlig og ærligt frugtig, eller virker den syntetisk, slikket og konstrueret? En sand moscato-aficionada kan smage forskellene, og for hende giver det mening at være kræsen og betale for at få fingrene i netop den vin, der leverer det ønskede udtryk. Men generelt gælder det, at vinens sødme og kraftfulde aromaer er så dominerende, at den balance, som formelt adskiller skidt fra kanel, er hårfin og nærmest usynlig for en ikke-professionel. Selvfølgelig smager vinene forskelligt fra en producent til den næste, men det handler mere om vinmagerens egen stil og personlige smag, end om en egentlig kvalitetsforskel. Hvilket tillader mig at afslutte denne lille artikel med en anbefaling, jeg vist aldrig før har givet: Drik al den moscato fra Asti, du kan hen over sommeren, og køb endelig den billigste, supermarkedet kan tilbyde. Køl den godt ned og sæt en plade på. Det er bare for sjov!
Dejligt med en usnobbet og indsigtsfuld indføring i de italienske bobler – thumbs up!
Tak for nogen gode inputs omkring nogle af de italienske boblevine 🙂
Carl
http://restaurantikøbenhavn.dk/
Hej Carl
Selvom jeg er glad for positive kommentarer på min blog – ja, alle kommentarer – så synes jeg måske nok, du kunne skrue lidt ned for antallet af links og henvisninger til din forretning på http://xn--italienskrestaurantkbenhavn-u0c.dk/.
Det er ikke god stil at bruge min blog som reklamesøjle, så vær sød at lade være med det.
Og når jeg nu er i gang, så vil jeg sætte pris på, at du også lader være med at kopiere materialet her på bloggen, som det fx er sket her: http://xn--italienskrestaurantkbenhavn-u0c.dk/385/alderens-betydning-pa-vinen/ – hvor både pointer og hele sætninger er direkte kopieret fra https://hipsomhap.wordpress.com/2011/01/24/drik-vinen-i-sin-ungdom/
Jeg går ud fra, du godt ved, at den slags ikke bare er dårlig stil, men faktisk ligefrem forbudt?
Og så skulle du måske overveje at tage et vinkursus ved lejlighed. Jeg kan ikke mindes at have læst så meget vrøvl, som i de 16-17 vinartikler, du har på Italiensk Restaurant København. Det er selvfølgelig ikke forbudt at tage fejl, men et minimum af selvkritik er altså en sund ting. For læserne.
Rasmus
Hej Rasmus
Godt indlæg og tak for sidst! Sjovt at læse om Moscato d’Asti. I dag har jeg netop serveret en flaske for mine gæster i haven, og når varmen kommer snigende, så er denne type bestemt ikke dårlig. Den skal bare, efter min mening, serveres ret kold, for ellers bliver den for kvalm (eller også har jeg bare ikke fået en som mestrer balancen mellem syre og sødme).
For et par år siden var jeg i Barolo by, hvor jeg kæmpede mig igennem en del tunge sager i heden. En af dagene besøgte jeg Marchesi di Barolo, og de sluttede deres smagning af med deres Moscato d’Asti. Det var genialt og jeg husker den som meget frisk med den lækreste næse af hyldebær.
Nå, men jeg vil lige spørge dig, om du har en eller flere favoritter som kan erhverves i DK?
Bedste hilsener
Simon
Hej Simon
Selv tak, og tak for kommentaren.
Nej, jeg har ikke nogen favorit-moscato. Det er nærmest en del af pointen 🙂
I mine snart 20 år i restaurations- og vinbranchen har jeg vel smagt en 80-100 forskellige Astier, og til trods for at mit fuldtidsjob de seneste syv år har været at analysere kvaliteten af vin, er jeg personligt ikke i stand til at finde grunden til at betale mere, end hvad Astien på den nærmeste vinhylde koster.
Som sagt, det er ikke fordi, de ikke smager forskelligt, men decideret “bedre” har jeg ikke haft oplevelsen af, at nogen har været.
Jeg kan bedst lide mine bobler til den tørre side, men af de to typer foretrækker jeg alligevel den lidt sødere moscato d’Asti med blødere mousse. Det er nemmere for moscatoen at være vinøs, end det er for spumanten.
Min oplevelse er desuden, at de dyrere udgaver, jeg har smagt, har været sødere end de billigere. Fra et produktionsteknisk synspunkt giver det mening, at de så bliver lidt dyrere, men ekstra sødme er for mig slet ikke ensbetydende med større drikkeoplevelse. Tvært imod er friskheden og næsens renhed nok det vigtigste ved en Asti.
Det er heldigvis ikke alle, der er enige med mig, og jeg fik googlet mig frem til et par artikler, der lister nogle bud på, hvad du skal indkøbe før andet:
– http://www.tastings.com/wine/best_producers.html?na=Italy&ty=Piedmont%3A%20Moscato%20d'Asti
– http://soulofwine.com/2011/03/28/pure-pleasure-moscato-dasti/
Om de findes i Danmark, ved kun vor Herre (og google).
PS. Jeg har lige sendt dig en venneanmodning på facebook. På min væg diskuterer et par af mine kammerater og jeg, hvordan man kan teste min påstand i indlægget. Du kan jo overveje, om du vil være med til sådan en smagning 🙂
Tak for et godt og uhøjtideligt indlæg. Jeg synes, at Asti Spumante og i særdeleshed Moscato d’Asti virkelig kommer til deres ret som dessertvine, fordi de er friskere og lettere end mange andre søde vine. I de fleste andre sammenhænge foretrækker jeg nok en tør sparkler.
Anyway, selvom jeg nok ikke er verdens største fan af de søde Asti-dråber, så jeg har for nylig givet Søren Frank røg for at kalde Asti Spumante for en underlødig vin (http://vinensvildevesten.blogspot.com/2011/05/en-ldig-vin.html). Ikke at jeg tror, han lyttede efter, men jeg hyggede mig meget godt med det 😀
Hej Nanna
Det var da på tide, du fik lagt et link til din vinblog. Sådan én anede jeg slet ikke, du havde.
Så ser jeg desværre ingen anden mulighed, end at du må spare sammen til en flybillet og sørge for at være i kongens København den 17. september, når vi holder konference for alle landets madkommunikatører (expats inklusive). Jeg garanterer, at der også bliver sjove ting at komme efter for vinskribenterne. Og det kunne være hyggeligt at mødes in persona.
Jeg ville lægge et link, men hjemmesiden er stadig for indholdsløs til, at jeg vil reklamere for den. Du kan finde den, hvis du vil, tror jeg.
————————————————————————-
Hvad angår din kommentar til Søren Franks indlæg, så synes jeg, det er vigtigt, at vi bliver bedre til at diskutere det sprog, vi som vinskribenter benytter os af. Så det skal du have ros for. Der er alt for mange misforståede termer og upræcise formuleringer, som kun gør det sværere for læserne at fange de i forvejen ofte vanskelige pointer.
Når det er sagt, vil jeg sådan set gerne tilslutte mig Sørens Franks postulat om, at “Moscato d’asti er nært beslægtet med asti, men har normalt lidt lavere alkohol, ca. 5,5%, og blødere bobler – der er stort set altid tale om en mere lødig vin.” Som du kan se i mit svar til Simon for et øjeblik siden, er det fuldstændig den samme oplevelse, jeg har.
Jeg kan også godt finde på at bruge betegnelsen “lødig” om en vin, og jeg forestiller mig, at Søren Frank mener det samme med ordet, som jeg gør, nemlig, at en vin, der er mere lødig end en anden, besidder mere af den type kvalitet, der gør den til en god vin (i modsætning til vinens kvalitet som almindelig underholdning, til fuldskab og fest eller til at vaske vinduer med). Ovenfor bruger jeg begrebet “vinøs” til at beskrive den kvalitet. Altså, at vinen – i dette tilfælde moscato d’Astien – har mere end bare sine bobler at byde på. At den også er en “rigtig” VIN. Samtidig med at være en lille, sød og fræk læskeboble.
Asti Spumante er defineret ved at have flere bobler, og dermed lægge en større del af sin kvalitet i hænderne på den specifikke del af sin komposition. Hvis man bare er ude efter bobler, kan spumanten være lige så god som moscatoen. Men hvis man er interesseret i andet og mere end boblerne (det er jeg som regel), vinder moscatoen ved at have mere plads i sit udtryk til disse elementer (næsen, grundsmagsbalancen, en mere nuanceret mundfornemmelse).
Der er intet underlødigt i at holde mere af at drikke en Asti Spumante end en moscato d’Asti. Eller en richebourg. Eller en redbull. Who cares? Man må da drikke, hvad man vil.
Men som vin betragtet, og vurderet alene ud fra sine kvaliteter som en vin, synes jeg stadig, moscatoen er mere lødig end spumanten.
– og jeg, som ellers var så glad for kommentarstrømmens “usnobbet” og “uhøjtidelig”. Der røg den down the drain 🙂
Hej Rasmus,
Vil bestemt prøve at være i Kongen KBH 17. september. Vi planlægger at rykke hjem til efteråret, så hvis jeg har held med jobsøgningen, så giver det måske sig selv.
—
Ift. ordet ‘lødig’, så hører jeg nok noget normativt i det, som rækker ud over en ren kvalitetsbedømmelse. Man får lidt dårlig samvittighed over at drikke underlødig vin, hvorimod en vin af lavere kvalitet kan være et legitimt valg, som du også lægger op til i denne post. But it’s all semantics, som vi siger 🙂
Din kommentar fik mig også til at tænke på, at det er vigtigt at huske at definere sine kvalitetskriterier, når man udstikker sin dom over en vin. Fordi det er en sund øvelse for en selv, og fordi det gør læserne en del klogere på, hvad man egentlig mener. Det synes jeg, du gør rigtig godt, og det er måske det, Søren Frank forsømmer med sin lidt kække generalisering om Asti og Moscato 🙂
Forresten: Fedt, at du stikker halsen frem på Heimoff’s blog 🙂
[…] 5-6 uger siden postede jeg en artikel, i hvilken jeg redegjorde for kvaliteterne i de to søde, piemontesiske boblevine moscato d’Asti […]
Rigtig god og sympatisk artikel – savner dog lige en kvalitativ skelnen mellem de to typer. Jeg mener i den sammenhæng, at der er et vist belæg for at fremhæve Moscato d’Asti i forhold til Asti Spumante. Førstnævnte optræder således langt hyppigere i enkeltmarksudgaver (hvilket vidner om producenternes prioritering) og oftere med årgangsangivelse (hvilket er af stor betydning, da frugtens friskhed er vinenes største aktiv).
Hej Isak
Hvis du med “kvalitativ skelnen” tænker på sådan én, der kan markeres på en skala fra “god” til “dårlig”, så er jeg nok ikke helt enig med dig i, at sådan en skelnen er særligt præcis i sammenhængen.
Som jeg efter bedste evne redegør for i artiklens tredje afsnit, så er der jo en række forskelle på vinene, der berettiger de to distinkte benævnelser. Der er tale om to forskellige vine. En spumante, som der hverken i Italien eller i nogen andre lande er en stærk tradition for at sælge med en årgang på, og en frizzante, der ifølge traditionen altid sælges med årgang. I mine øjne har det ikke så meget at gøre med “god” eller “mindre god”, men snarere med nogle små praktiske forskelle i produktionen og markedsføringen af de to vine. Og i det færdige udtryk, selvfølgelig.
Til gengæld er jeg helt enig i, at vinenes alder er vigtig for, hvor godt begge vintyper smager. Det er en god pointe at få med!
Hvad angår dit argument om en slags formel (æstetisk) kvalitetsforskel, fordi der er flere enkeltmarksudgaver af moscato d*asti end Asti Spumante (sidstnævnte har jeg ganske rigtigt aldrig set en enkeltmarksudgave af overhovedet), vil jeg give dig delvist ret. Kun delvist af samme årsag som med årgangene. Der er ingen stærk tradition for at bruge frugten fra en bestemt mark til en spumante (ligesom der heller ikke er i champagne), og derfor vil Asti Spumanterne være mindre tilbøjelige til at bære et marknavn uagtet vinens smag, kvalitet og vinmagerens prioritering.
Men i praksis har du selvfølgelig ret i, at det er sjovere for en vinmager at bruge den bedre frugt til moscato d’Astien, som er et langt mere vinøst produkt end den skumhidsige kusine. Og måske også sjovere at drikke for vinelskere.
Men tak for dine fine betragtninger 🙂
Rasmus
Jeg tror vi er ret enige. Klart at to forskellige vintyper (deres ligheder til trods) ikke umiddelbart er kvalitativt sammenlignelige. Og du har helt sikkert en pointe i, at der er traditionsbundne årsager til, at frizzante oftere end spumante optræder med årgangsangivelse. Men i praksis og med forbrugerøjne kan tvivlen om vinens alder bare ikke komme NV Asti DOCG til gode, sålænge frugtens friskhed – som i denne sammenhæng – er en helt afgørende kvalitetsparameter.
Læg dertil vores viden om produktionen, som (ikke beviser men) indikerer en del vedrørende druekvaliteten. Produktionen af Asti (Spumante) er enorm og industriel (Martini & Rossi alene producerer mere end 20 millioner flasker årligt). Kun ca. 5% af Piemontes Moscato-produktion ender derimod som Moscato d’Asti. Producenterne tæller mange af Piemontes højst respekterede, og vinene produceres generelt i langt mindre volumen, men tilsyneladende med større kvalitative ambitioner (jf. som nævnt produktionen af enkeltmarksvine).
Er i øvrigt blevet inspireret af din artikel og har købt en (relativt) dyr flaske 2010 La Spinetta Moscato d’Asti Bricco Quaglia, som jeg i løbet af ugen (blindt) vil smage op imod Fontanafreddas Le Fronde (til 40kr i SuperBrugsen)…
mvh Isak
“Er i øvrigt blevet inspireret af din artikel og har købt en (relativt) dyr flaske 2010 La Spinetta Moscato d’Asti Bricco Quaglia, som jeg i løbet af ugen (blindt) vil smage op imod Fontanafreddas Le Fronde (til 40kr i SuperBrugsen)… ”
Resultat kan studeres her: http://atasteforwine.blogspot.com/search/label/Moscato%20bianco
Fine noter, du gør dig.
[…] bombardement af billig boblevand – Fransk demi sec Sekt, Fransk Cremant, Italiensk Asti Spumante (Brut til herrerne og Dolce til […]