Det går støt og sikkert fremad for dansk vin. I sidste weekend kårede organisationen Danske Vingaarde for første gang årets bedste danske vine, som udbydes i almindeligt detailsalg. Og flere af dem var rigtigt gode!
Det er mere end halvandet år siden, jeg sidst skrev om dansk vin på det her digitale matrikel. Men de danske vinmagere har ikke ligget på den lade side i mellemtiden. Tvært imod har de seneste år lagt stærkt vekslende vejrlig til lidt af en revolution i dansk vinproduktion. Til trods for talrige naturlige udfordringer for de danske vinmagere har de formået ikke blot at fastholde den positive udviklingskurve, som blev påbegyndt med godkendelsen til kommercielt salg af dansk vin i 2000, men faktisk at eskalere udviklingen eksponentielt, så vi i dag må konstatere, at en decideret dansk vinindustri er en realitet. Hatten af for det, og tillykke til os vinelskere, der har fået et nyt vinland at udforske. Oven i købet vores eget!
Danske Vingaarde
De gode takter blev tydelige ved den første udgave af vinkonkurrencen Dansk Vinshow, hvis vindere blev offentliggjort i forbindelse med vinmessen Copenhagen Wine Forum i København i sidste weekend. Her stod de danske erhvervsvinavlere for første gang frem for presse og fagfolk i samlet flok i form af deres nye organisation Danske Vingaarde. Organisationen blev stiftet i marts 2011 og den rummer indtil videre 40 ud af 60 registrerede erhvervsvinavlere i Danmark. Danske Vingaarde er som sådan en udbrydergruppe af den generiske organisation, Foreningen af Danske Vinavlere (FDV), som har cirka 1.200 medlemmer. FDV har i adskillige år afholdt et årligt Dansk Vinskue, men da langt fra alle vinene i den konkurrence er til salg, mente man i Danske Vingaarde, at der var grundlag for en konkurrence af lidt mere udadvendt karakter.
Solaris er lige nu Danmarks mest interessante drue. Den smager i retning af riesling og sauvignon blanc og kan være rigtigt læskende og udtryksfuld.
Renere, friskere og mere frugtige og indbydende
På Danske Vingaardes hjemmeside kan du læse mere om organisationens formål og aktiviteter, så jeg vil hellere koncentrere mig om at viderebringe mine oplevelser med at smage frugten af erhvervsavlernes anstrengelser. Ikke færre end 20 avlere havde nemlig taget opstilling til Copenhagen Wine Forum, og efter den formelle præmieoverrækkelse til vinderne af Vinshowet, var der fri smagning af, hvad jeg vil tro må have været over 100 danske vine – som vel at mærke alle er til salg og tilgængelige for enhver tilstrækkeligt interesseret forbruger. Og ikke nok med det. De er gode! Nej, bevares, ikke som en bourgogne eller en brunello, men det gælder sandelig også meget andet vin i den her verden. Men de danske vine er generelt langt renere og friskere og mere frugtige og indbydende, og som sådan langt mere drikkelige, end de var for bare tre-fire år siden. Det er tydeligt, at det har gjort underværker, at vinmagerne nu i højere grad opfatter sig som erhvervsavlere og mindre som hobbyavlere. Selvfølgelig skal der eksperimenteres med tingene, men det stiller andre krav til renlighed og præcision, hvis det er meningen, man skal tjene penge på sit produkt.
De danske druer
Sekretæren for Danske Vingaarde, Svend-Aage Hansen fra Årø Vin, jokede, da han fik overrakt sin pokal for Dansk Vinshows bedste hvidvin, med, at en god rondo-vin er en, der ikke smager så meget af rondo. Og sandt er det, at den mest udbredte rødvinsdrue blandt erhvervsavlerne repræsenterer lidt af et kompromis. På den ene side har man brug for en drue, der kan modne på vore kølige breddegrader – og det er netop rondos speciale. På den anden side vil man gerne have en vin med en elegant og indbydende aromaprofil, og her har rondo svært ved at hamle op med de internationale kendisser som cabernet, syrah og pinot. Det samme gælder flere andre hyppigt anvendte danske sorter, om end jeg må erkende den lille kildekritik af min egen holdning, at det jo er nemt at finde både nuancerne og genkendelsens glæde i en cabernet sauvignon, som man har smagt tusindvis af gange før, mens det samme selvsagt skal opøves over tid med uvante sorter som regent, leon millot etc. Flere danske avlere forsøger sig for tiden med cabernet cortis og pinot noir precosé, der, som navnene antyder, har et nært slægtskab med druer, vi kender, og som begge giver rigtigt spændende resultater i de rette vinmagerhænder.
Udfordringer med alkohol og træ
Det slår stort set aldrig fejl: I vinområder, som oplever en pludselig interesse for kvalitetsvin, kan man observere to grundlæggende problemer. Det ene handler om træ. Brugen af træfade er en kunstart, som er meget svær at mestre, og særligt når ens vin er relativt let, kan man nemt fristes til at styrke både næsen, farven og strukturen med en vis andel nyt fad på sin vin. Nogle holder meget af aromaerne af vanilje, karamel og røg med flere, men det fjerner noget (nogle gange meget) af frugtens egen smag og bliver hurtigt kedeligt for den, der gerne vil opleve, hvordan en dansk vin smager forskelligt fra alle andre. Efter min mening smagte mange af rødvinene i Forum for meget af træ og for lidt af frugt. Mange af dem er også purunge, og måske ville det være en idé at holde de mest fadlagrede af dem tilbage et ekstra halvt år tid, indtil elementerne er bedre integreret. Det andet klassiske problem er alkohol, men det plejer dog at bestå i, at vinmagerne for at accelerere smagsintensiteten høster frugten så sent, at alkoholindholdet bliver naturligt højt og derfor dominerende i smagsbilledet. I Danmark er problemet lidt et andet. Fordi frugten ikke opnår noget særligt højt indhold af sukker, vælger mange at chaptalisere vinene. Chaptalisering går ud på at tilsætte ekstra sukker og gær for at få alkoholprocenten lidt højere op, typisk fra 9-10 stykker og op til 10,5-12,5 %. Alkohol giver vinen krop, altså tyngde i munden, smager en lille smule sødt, og intensiverer druens smag og udtryk både i næse og mund. Til gengæld går chaptaliseringen nogle gange ud over vinens balance, sådan forstået, at alkoholen stikker lidt ud af en komposition, der ikke helt har smagsintensiteten til at bære mere, end hvad den blev udstyret med fra naturens hånd. Det er detaljer, men helt klart et andet vigtigt indsatspunkt i det fortsatte arbejde med at perfektionere de danske vine. Vi kan håbe på lidt lunere somre fremover. Så løser problemet sig med tiden.
De bedste danske vine
Solaris er lige nu Danmarks mest interessante drue. Den smager i retning af riesling og sauvignon blanc og kan være rigtigt læskende og udtryksfuld. Vinshowets bedste hvidvin fra Årø Vingård er en varietal solaris årgang 2010, og sammen med husets madeleine angevin i samme årgang, er det to gode bud på vellavede danske hvidvine. Det samme er Solaris 2010 fra Dyrehøj Vingård ved Røsnæs, og vinen med det prosaiske navn ”Jørgen” fra Ørnberg på Sjællands Odde. Af røde er jeg nødt til at fremhæve Dansk Vincenters Nordlund fra Avedøre, som stadig sælges i både årgang 2004, 2006 og 2008 (m.fl.). De to ældre var bedst i min bog og overraskende levende og aromatisk komplekse. Nyholmgaard Vin ved Marslev på Fyn vandt ikke bare præmien for årets bedste mousserende vin, men fik med sin Festivo Brut (en hvid mousserende) showets højeste pointtal hos de 10 professionelle dommere. Og den var da også nydelig, med en åben og parfumeret næse over en mund, der med sin udtalte sødme skal matches med det rigtige publikum og den rigtige lejlighed. Personligt var jeg faktisk mere imponeret over Cuvée No 119 fra Vinhuset Gabriel ved Tølløse, hvis tørre, rene og delikate stil er mere min smag. Vinene koster mellem 145 og 295 kr. per helflaske. Det er mange penge, men der er også mange værdier i at drikke dansk vin. Én af dem er, at de bedste af dem smager rigtigt godt!
I denne weekend afholder Foreningen af Danske Vinavlere sin årlige medlemskonkurrence, hvor 134 vine i årgang 2010 fra 11 erhvervsavlere og 55 hobbyavlere konkurrerer om medaljerne. Således har Danmark både en professionel vinkonkurrence og en åben amatørkonkurrence for vinmagere. Jo, det går fremad!
[…] The rest is here: Fremgang for dansk vin […]
enig – fine hvidvine, en del røde med for meget træ eller for lidt karakter, og ganske gode mousserende – og Gabriel 119 må efter min mening meget gerne blive et forbillede for dansk mousserende vin – faktisk var jeg nødt til at komme tilbage og gensmage den.
Ja, han har fat i noget rigtigt, ham Niels Gabriel. Hørte jeg ham sige, at han hverken sprøjter i marken eller svolver i vinifikationen? Det tror jeg.
Hej Rasmus,
tak for endnu en oplysende artikel.
Har du nogle tips til køb af nogle af de vine du nævner?
Hej Anders
Distribution er stadig i sin absolutte vorden for de fleste af ovennævnte producenter. Vinspecialisten forhandler de mousserende vine fra Svend Moesgaard i Kolding, og ind imellem ser jeg også andre danske vine i forskellige kæder, men ikke noget konsistent.
Når jeg skal bruge en dansk vin, ringer jeg til vinmageren og beder om et bud på en logistikløsning. Det virker som regel, for de fleste er jo enormt taknemmelige for, at man kan lide deres hjertebørn.
Så det er noget med at besøge hjemmesiderne og så i øvrigt gribe knoglen og bestille.
[…] endelig også med- og madblogger Rasmus Holmgårds indtryk fra disse vine. Et enkelt godt Champagnehus dukkede også op på min vej. Unge fyre der […]
Dejligt indlæg der fint beskriver hvor godt det er blevet med de danske vine. Jeg fik også smagt en del rundt hos de danske ‘bønder. Det bliver bedre og bedre, især kan jeg rigtig godt lide variationen i de hvide udgaver.
Gabriel 119 var også en stor fornøjelse for mig.
Her er mine indtryk fra dagen…
http://www.vinkreutzer.dk/2011/08/copenhagen-wine-forum-revisited/
Hyg dig
Frederik
Sikken triumf for Gabriel Cuvée 119 (bedste danske vin for både dig og mig og Troels Bendix ovenfor). Jeg bestilte faktisk på stedet 108 flasker til min vinklub.
Ked af, jeg ikke fik hørt dig, men jeg havde ikke så lang tid derinde, og valgte at fokusere på de danske vine.
Ja, en præcis og fokuseret flaske vin. Man burde nok have shoppet et par flasker…
[…] vin er i eksplosiv kvalitetsudvikling i disse år. Hvor det for bare 3-4 år siden krævede et vist mål af nationalromantik og venlig […]
Hej Rasmus,
Jeg og en kollega er netop ved at opbygge et journalistisk webmagasin om netop dansk vin – kig gerne forbi http://www.vinidanmark.dk hvis du har lyst til at læse lidt mere om emnet.
Mvh,
Mathias
Medredaktør, vinidanmark.dk
[…] også – Medaljelisten og anmeldelser af otte personlige favoritter fra Dansk Vinshow 2012 – Fremgang for dansk vin – om Dansk Vinshow 2011 (artikel fra 22. august 2011) – Smuk kirsebærvin fra Lolland (artikel fra november 2010) – Danmarks bedste vin – om […]