Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Posts Tagged ‘vin’

Chile: Smag bjerget

2007: Hvordan smager et bjerg? En dal? Eller 400 km mod syd? Chile har lige så store regionale forskelle som vinlandene i Europa. Spørgsmålet er, om chilensk vin anno 2007 udtrykker det højtbesungne ”terroir”, og om det i så fald gør vinene bedre i munden på os, der drikker dem.

Terroir. Omdiskuteret og højst kontroversielt fænomen i vinverdenen. Mon ikke det er den klareste definition af begrebet. En anden forklaring hedder: mængden af naturgivne omstændigheder, hvis synergiske effekt influerer en vins sensoriske karakter. Eller mere prosaisk: måden hvorpå nedbør, temperatur, solskinstimer, jordens beskaffenhed og en stribe andre vækstbetingelser bidrager til druens og dermed den færdige vins smag. Nogle gange hører man selve frugten, druesorten, den specifikke klon eller den naturlige planteselektion inkorporeret i terroir-definitionen, og af og til sågar vinavlerens og senere vinmagerens fingeraftryk på sammenhængen. Diskussionen består om, i hvilket omfang de førstnævnte ressourcer dominerer de sidstnævnte, og om det overhovedet gør en forskel for vores glæde ved at sætte dråberne til livs.

Geografien som katalysator

Ingen betvivler, at en vin afspejler det sted, frugten er dyrket. Sæt tænderne i en shiraz fra Barossa ved siden af en crozes-hermitage, og du er næppe i tvivl om, at selvom druerne givetvis er genetisk identiske, er resultatet i glasset lige så mange tusinde kilometer fra hinanden som markerne. Heller ingen formaster sig til at sætte spørgsmålstegn ved, at vores generiske crozes-hermitage næppe opnår samme intensitet, dybde og kompleksitet som sin fætter på Hermitage-bakken, blot en veltrænet spytklat oppe ad vejen. Forskellen i geografi er katalysator for forskellen i kvalitet, både på langdistance og i mikroperspektiv. Sådan er det i Frankrig, og sådan er det selvfølgelig også i Chile.

Verdens længste land

Chile måler 4.300 km fra top til tå, og kandiderer som sådan til titlen som verdens længste land. Verdens største er det til gengæld langt fra, for med et gennemsnitlig bredde i en øst-/vest-akse på kun 177 km er Chile nogenlunde på størrelse med Tyrkiet og blot Sydamerikas syvendestørste land. Al nævneværdig vinproduktion foregår i Valle Central, et cirka 1.000 km langt bælte centreret omkring hovedstaden Santiago, hvor næsten halvdelen af Chiles 15 millioner indbyggere har slået sig ned. Nogen decideret valle (dal) er der imidlertid ikke tale om, men det ser pænt ud på flaskerne på de nederste hylder. Der er til gengæld noget om snakken i forhold til de 14 geografisk definerede appellationer, som indtil videre udgør Chiles formelle kategorisering af terroirmæssige egenskaber.


Ikke fordi du med det samme genkender camanchacaen, den karakteristiske morgendis i de kystnære egne, eller de delikate aromaer, som genereres i højdernes betragtelige temperaturfluktuering. Men fordi vinen smager godt.

Nye idealer

Fra Elqui Valley i nord til Malleco Valley i syd arbejdes der på højtryk for at finde ind til appellationernes kernekompetencer: Hvor skal der plantes? Hvor er skråningerne bedre end de flade arealer, og hvor er det omvendt? Hvilke druer passer bedst til de enkelte jordlodder? Skal der kunstvandes? Gødes? Sprøjtes? Høstes meget eller lidt? Chilenske vinavlere har de samme overvejelser som vinavlere fra Napa til Avedøre, men selvom der har været systematisk vitikultur siden de første europæiske missionærers lidet milde ankomst midt i det 15. århundrede, er idealet om at lade geografien udgøre en del af vinens kvalitet relativt nyt i Chile. Pionerarbejdet forestås i dag af en snes målrettede og ressourcestærke producenter, men i alle dele af industrien ulmer nysgerrigheden for at forstå og indfange de elementer, som den respektive vinavler kan have helt for sig selv. Nemlig den, der kommer fra lige nøjagtigt hendes mark.

Regionalitet vs. terroir

Mange af Chiles beplantninger er sat i 90’erne, og de første resultater af terroir-udforskningen præsenterer sig med årgange som 2002, 2003 og senere. Enkelte specifikke marker viser ekstraordinært potentiale til fremtidig forløsning, og områder som Leyda og Cartagena i DO San Antonio har allerede ansøgt om formel klassificering som sub-appellation med ret til eget navn. Men for langt de fleste producenter handler det stadig om struktur, balance, kontrol og kalibrering af varietal karakter mod egetræ og andre produktionstekniske kunstgreb. Terroiret manifesteres primært i en sund frugt som udgangspunktet for en sund vin, og få har for indeværende ambitioner om at eksportere en fornemmelse for mikro-terroir. Derfor anvender man fornuftigt nok terminologien ”regionalitet” lidt endnu – et slags forstadium til terroir, hvor de overordnede appellationer nok kan skilte med særlige specialiteter og forcer, men uden at det for alvor bliver Bourgogne-langhåret og fortaber sig i overjords-pH og graddage. Nok er det modne markeder, den chilenske vinindustri henvender sig til, men næppe endnu modne nok til at værdsætte og forstå, hvad chilenerne selv kun lige har anet.

Fordi vinen smager godt

Men måske er det heller ikke så vigtigt, at vinene oser af et par udvalgte hektar 12.000 km væk, som de færreste med købekraft til at erhverve sig terroir-vinen har nogen empirisk reference til. Måske har budskabet om regionalitet snarere til formål at stimulere markedernes tiltro til, at der er masser af retning og fokus i den chilenske vinindustri. At målet er højt og horisonterne vide. At de chilenske vinmagere har lige så store kvalitative ambitioner og drømme for frugten af deres årelange slid og insisteren på eget potentiale som kollegerne i den såkaldt gamle verden. Regionalitet antyder en vis kompleksitet; ”vi er ikke som de andre”, og lægger bogstaveligt i forbrugerens mund, at de smagsæstetiske idealer er under fortsat udvikling mod lige netop dét, der gør en Casablanca-vin til noget særligt. Som får dig til at tænke Limarí-chardonnay til din sneppe og Maipo-cabernet til lammekøllen. Ikke fordi du med det samme genkender camanchacaen, den karakteristiske morgendis i de kystnære egne, eller de delikate aromaer, som genereres i højdernes betragtelige temperaturfluktuering. Men fordi vinen smager godt.

Read Full Post »

Chile: Udfordringen

2007: I det forrige indlæg giver to fremtrædende aktører på vores hjemlige vinscene hver sit bud på, hvor udfordringen ligger for chilensk vin på det danske marked. Men hvor mener chilenerne selv, at indsatsen bør lægges? Jeg tog blokken med rundt i det chilenske vinland og noterede de vigtigste buzz i branchen lige nu

Vinkonsulenter

En vinkonsulent er en teknisk rådgiver, som kan assistere vinproducenten i forbindelse med høsttidspunkt, assemblage/blending, markedsføring og andre centrale spørgsmål for et vineri. Den globalt omsiggribende anvendelse af konsulentbistand er også nået til Chile, hvor mange vinmagere er meget tilfredse med de specifikke råd – og lige så meget med at kunne skilte med en internationalt anerkendt vineksperts blåstempling af projektet. Franske Michel Rolland, franko-chilenske Patrick Valette og en stigende mængde nationale konsulenter som Alvaro Espinoza og Adolfo Hurtado er med til at distribuere knowhow og en sikker hånd i kvalitetsudviklingen.

Terroir/regionalitet

Som beskrevet i næste indlæg har de chilenske vinproducenter et stort ønske om at promovere de regionale karaktertræk, som gør deres vine unikke for alverden. Detaljeret terroir-udtryk er stadig en introvert disciplin, som mest hjælper vinmagerens egen forståelse for sit råmateriale. Men budskabet om, at Chile har en lige så varieret geografi som klassiske vinlande a la Frankrig og Italien, er så småt ved at bundfælle sig i internationale vinkredse, hvorfra det forventeligt siver ud til forbrugerne over de næste år. Idéen er, at det skal være en varieret og nuanceret oplevelse at drikke chilensk vin, og at du skal opdage det, når det sker.

Generiske vs. varietale vine

En vin er varietal, når den er lavet af en enkelt druesort, fx merlot. Som sådan udtrykker den druens karakter som en funktion af vækststedet. Hvis man blander merloten med fx syrah, kan man ikke længere fastholde merlotens, eller syrahens, såkaldt varietale karakter. Udtrykket bliver snarere en synergi imellem de to druers respektive egenskaber. I så fald taler man om en generisk vin, som mere refererer til sit vækststed, end til en drue. Blandede/generiske vine er med til at understøtte idéen om regionale kompetencer.

Hvem drikker vinen?

Vigtigheden af, at man som vinproducent vælger en lokal distributør, fx i Danmark, som har et vedudviklet distributionssystem, bliver stedse mere tydelig for chilenerne. Chile producerer allerede adskillige vine på internationalt topniveau, men da man historisk har baseret sin samhandel på stor volumen af basisvin, skal der en omstrukturering af distributionen til, hvis de bedste vine skal finde vej til de bedste restauranter. Tilstedeværelsen på gode restauranter er et vigtigt delmål på vejen mod kvalitativ anerkendelse på et marked.

Gamle vinstokke

Planterne på Chiles 115.000 hektar vinmark har en meget lav gennemsnitsalder. Pga. et gunstigt klima yder selv 2-3-årige stokke vin af forbløffende høj kvalitet, men savner alligevel den dybde og naturlige koncentration af frugten, som ældre planter giver. Der er al mulig grund til at have høje forventninger til de i dag unge stokkes gaver om 10-20 år.

Ikke kun unge vine

De færreste forbrugere køber chilensk vin for at lægge det ned i en årrække, og det har tidligere passet industrien fint, da man selvsagt underminerer sin likviditet ved at vente med at udgive vinene til de er nogle år gamle. Med de senere års kommercielle succes er det ikke desto mindre lige, hvad flere og flere af Chiles bedste producenter gør. Resultatet er dels et bevis for, at også chilensk vin besidder et betragteligt udviklingspotentiale, dels at udviklingen er relativt hurtig – du kan nøjes med at vente fem-seks år i stedet for 20, og endelig at chilensk vin er andet og mere end ungdommelig frugt og alkohol.

Lettere stil

Solen skinner i Chile; det kommer vi ikke udenom. Med solskin følger sukker, og med sukker alkohol. Meget alkohol i vinen fordrer meget af alt det andet, hvis vinen skal holde balancen, og så er det ofte så som så med saftighed, lethed og det læskende element. Chiles hvidvine er rigtigt godt på vej til at gøre den fordom til skamme, og mange dygtige producenter arbejder på netop at øge letheden og raffinementet i også de røde vine.

Vinturisme

Overalt i Chiles vinområder skyder småhoteller og romantiske gæstetilbygninger op i forbindelse med ambitiøse vinerier, som gerne vil tage imod vininteresserede turister fra nær og fjern. Både for at give udlændinge mulighed for at besøge vinlandet Chile, men også for at tiltrække lokale liebhavere og dermed stimulere den spirende chilenske vinkultur. Hjemmemarkedets konsumption er dalet fra næsten 100 liter per næse om året til nuværende 15, og en tur til vinområderne et stenkast fra hovedstaden synes et oplagt middel til at retablere interessen.

Carménère-druen

Er Chiles specialitet og utvivlsomt et fremtidigt centralt point of sale. Med sin umiskendeligt pebrede og dybt og underfundigt chokoladelune aromaprofil og en markant struktur med masser af komplementær frugtig tyngde stryger carménère i instrumentet på de fleste velyndere af vinøs vellyd.

Pinot noir

En vanskelig drue over hele verden, og derfor også i Chile enhver vinmagers drøm at mestre. Men verdensmarkedet har en udtalt craving efter pinot, der anses som det sofistikerede valg. Det er det imidlertid langt fra altid, men for Chile er det endnu en vej mod forbrugernes gunst i et andet segment end 3 for 100. Der er stadig langt til pinot-toppen, men enkelte producenter viser bestemt gode takter.

Bæredygtighed og økologi

The natural choice. Tja, hvem kan være modstander af en vis grøn skelen i produktionen af noget, man putter i munden? På vore breddegrader boomer økologien, om end procentstigningen for markedsandelen af økologisk vin kan tælles på meget få fingre. Men at øko, bæredygtighed og den kosmisk lydhøre overbygning biodynamik er en added value, kan vel ingen benægte. Flere og flere chilenske producenter lader sig certificere til økologi. Og hvis man har klimaet til det, forekommer det en oplagt idé. Det gør i hvert fald ikke vinene ringere. Ofte tvært imod.

Store producenter

Fordelen ved, at Chiles vinindustri er bygget op omkring virksomheder, som efter europæiske standarder må kaldes store, er, at vejen til de markeder, der har økonomisk mulighed for at aftage de bedste vine, bliver forkortet af allerede eksisterende distributionsaftaler. Udfordringen ligger i at sørge for at finde afsætning for både de billigere og de dyrere vine. Samtidig har de store virksomheder kapital til at engagere sig i de udviklingsprojekter, som i dag udgør zenit for den chilenske vinkvalitet.

Ikon-vine

Fra græsk ”eikón” i betydningen ”forbillede”. Forbillede for industrien, som har brug for lysende stjerner at sejle efter, og for markederne, hvis anerkendelse af industrien hviler på toppen af den æstetiske kransekage. Chiles antal af vine i ikon-klassen stiger år for år, og flere har vist sig værdige til at tage kampen op mod verdenseliten i blindtest. Kompromisløst kvalitetsfokus er vejen frem for Chiles bedste vinerier, og den eneste vej til internationalt gennembrud.

Read Full Post »

Hvad er mineralitet?


”Mineralitet” er lige nu det smarteste ord i vinens verden. Men hvad betyder det egentlig, at vinen er ”mineralsk”? Hvordan kan vi smage det? Og hvor kommer det fra?

Der findes noget i visse vine, som gør oplevelsen af at smage dem mere nærværende, fokuseret, insisterende og klar. Det samme element fremhæver syrens friskhed, gør vinen mere saftig, forlænger eftersmagen, og får den til at fremstå renere og mere veldefineret. Giver vinen nerve og liv. Er det det, man kalder ”mineralitet”? Jeg tror det, men hvis man nægter at acceptere halve søforklaringer, viser det sig, at ingen rigtigt ved, hvad ordet ”mineralitet” præcist betyder. Det forhindrer dog ikke ordet i at være populært som aldrig før. Vinmagere overalt på kloden, sommelierer, journalister og ikke mindst mange vinproducenters markedsføringsmateriale slynger lystigt om sig med postulatet om, at den ene eller den anden vin er så og så ”mineralsk”. Få gør sig dog den ulejlighed at forklare, hvordan noget, der er ”mineralsk”, smager, eller nøjagtigt hvilke komponenter i vinen, som i givet fald skulle bibringe ”mineraliteten”. Så når den i øvrigt glimrende bog Champagnebibelen fra sidste år ikke færre end 52 gange refererer til en ”mineralitet”, hvad skal vi som læsere så lægge i det? Der findes endnu ikke noget entydigt svar.

jeg tror, det er hensigtsmæssigt for os at betragte en ”mineralsk næse” som et samlebegreb for en række andre, uspecificerede aromatiske associationer, og effekten i munden som den egentlige, eftertragtede, lad os kalde det ”den rigtige”, mineralitet.

Mineralitet i munden

For et par uger siden besøgte jeg en Alsace-producent ved navn Patrick Meyer, hvis vine i øvrigt importeres af forfatterne til førnævnte champagnebibel. Patricks vine er biodynamiske og indeholder så godt som ingen svovl. Frugt er der ikke meget af i næsen på nogen af vinene, der for de flestes vedkommende i bedste fald kan beskrives som originale og anderledes. Men Patrick Meyers fokus som vinmager er ikke næsen: ”Jeg holdt op med at lugte til vin for mange år siden. Næsen er ren overflade. Det, som interesserer mig, er, hvordan vinen optræder i munden. For næsen forandrer sig hele tiden, mens vinens struktur og mineralitet er det, der definerer dens kvalitet.” Og formår man at abstrahere fra næsens fjendske udtryk, har Patrick Meyer fat i noget. Hans vine er intenst saftige og med en tydelig salt smag, som giver dem en helt særlig kvalitet, om end det er en smag, man skal mønstre en vis tolerance for at værdsætte. Den samme form for salthed genfinder man i mange andre særligt økologiske og biodynamiske vine fra gamle vinstokke, og særligt i vine fra de områder, hvor man er mest bevidst om at udtrykke vækststedets kvaliteter. Men selv de, der taler allerivrigst om mineralitet, har svært ved at beskrive, hvordan den registreres. Talrige gange har jeg oplevet, at vinmagere peger på forskellige steder i munden og på halsen eller fægter ud i luften med arme og ben for at demonstrere en slags rummelig, anatomisk dimensionalitet i mineralitetens udtryk inde i munden. Så mineralitet har altså med grundsmagsbalance og mundfornemmelse at gøre? Noget tyder på det.

Mineralitet i næsen

Det forhindrer dog ikke google i at lokalisere 677 steder på internettet, hvor nogen har skrevet ”mineralsk næse” og dermed indikeret, at mineralitet er noget, man lugter i en vin. Særligt mange champagner, bourgogner og tyske rieslinger bliver beskrevet som mineralske. En journalistkollega omtalte ofte Mosel-rieslinger med reference til ”stenfrugt” uden dog at mene stenfrugt i botanisk forstand, fx kirsebær, fersken og valnød, men snarere bogstaveligt talt kombinationen af frugt + sten, som han forstod det: lugten af en håndfuld grus, en flækket flintesten, ler, kalk, blyantspidser. Jeg må med en vis ærgrelse tilstå, at jeg også selv lejlighedsvist er forfaldet til at anvende ordet mineralitet om en vins aromatiske udtryk; dels som en samlet betegnelse for de samme associationer som hos min kollega, men også for at udnytte den sproglige energi og de positive konnotationer, der tilsyneladende ligger i det vinøse buzz-ord. Typisk bliver ordet brugt sammen med betegnelser som ”klassisk” eller ”kølig”, som også må siges at være temmeligt luftige størrelser. I folkemunde, og blandt os journalister, der skal kommunikere om vin, anvendes mineralitet altså også om en kvalitet i næsen. Det gør ikke termen lettere at forstå, og jeg tror, det er hensigtsmæssigt for os at betragte en ”mineralsk næse” som et samlebegreb for en række andre, uspecificerede aromatiske associationer, og effekten i munden som den egentlige, eftertragtede, lad os kalde det ”den rigtige”, mineralitet.

Der er mineraler i vin

Der er mineraler i vin, men det er meget lidt. Næsten aldrig mere end 0,2 % af vægten, hvilket må siges i bedste fald at have homøopatisk indflydelse. Men det er måske også nok. Primært drejer det sig om kalium, forskellige kvælstofforbindelser, fosfor, svovl, magnesium og kalcium, men der kan være mange andre mineraler i mindre koncentrationer. Mineralerne stammer fra den mark, som druerne er dyrket på, og i moderne vinavl anvender man af og til en analyse af en vinmarks mineralske komposition for at afgøre, hvad man skal plante på den, og hvordan man siden får det bedste ud af planterne. Man taler om en vinmarks mineralske ”fingeraftryk”. Men tilstedeværelsen af mineraler i vinmarken er langt fra ensbetydende med, at de samme mineraler kan genfindes i vinen. Først skal mineralerne gøres tilgængelige for optagelse i planten, og når vinen gærer omsættes mange af mineralerne til mere komplekse forbindelser, der gør den direkte relation til marken endnu svagere.

Hvis en vin vil være enestående, må den udtrykke sit terroir, og måske benytte mineraliteten som agent?

Et udtryk for terroir

Ikke desto mindre anvendes mineralitet i vid udstrækning til at beskrive den dimension i en vin, som har direkte reference til frugtens vækststed, det, vi kalder terroir. Både ud fra den altså lidt fantasifulde antagelse om, at det faktisk er jordens mineraler, man smager, men også fordi den mineralske dimension i vinen typisk optræder i vine, som er økologiske og biodynamiske, og i vine fra gamle vinstokke. Tanken er, at økologi og biodynamik som avlsprincipper giver vinplanten incitament til at lade rødderne søge dybt ned i jorden efter vand og næringsstoffer, fordi overjorden er porøs pga. regnorme og andet liv, og vandet derfor effektivt dræner ned i undergrunden. De gamle stokke handler om den tid, det tager for rødderne at vokse og trænge ned gennem jordlagene med sin antagelige mineralske mangfoldighed. Så måske er mineralitet en slags samlebetegnelse for de måder, terroiret kan smages i vinen på? Og dermed en måde til at identificere, om en vin er produceret med henblik på at udtrykke sit terroir eller ej. Uden nogen reference til terroiret er vinen snarere en fortolkning af en bestemt druesort, som i princippet kan dyrkes hvor som helst i verden, og dermed ikke kan siges at besidde noget unikt. Hvis en vin vil være enestående, må den udtrykke sit terroir, og måske benytte mineraliteten som agent?

Associationsleg

At en vin bare er frugtig kan være mægtigt lækkert. Men en oplevelse for livet bliver det aldrig. Kompleksitet og dybde – flerdimensionalitet – er kvaliteter, vi bør kræve af dyre vine. En verden at drømme sig ind i, at blive opslugt af og forundret over. Men vinen skal også være appetitlig og hele tiden ægge til den næste tår. Pirre og forføre dig. Og lade den liflige fornemmelse blive hængende i kroppen så længe, det er muligt. Måske er det det, vi skal bruge mineralitet til? Og måske er det ok, at ordet både bruges om næsen og om munden, så længe vi kan skille tingene ad. Nogle gange refererer vi til en associationsrække, som er vanskeligt definerbar og dermed hensigtsmæssig at samle, så vi ikke forsimpler tingene unødigt. Andre gange er det en mere konkret beskrivelse af de dele af oplevelsen i munden, grundsmagsbalance og mundfornemmelse, som ikke kan tilskrives frugtighed, alkohol, fenoler eller syren alene. At mineralitet har tætte bånd til syrens udtryk og dermed vinens friskhed og saftighed er der næppe nogen tvivl om, men hvad den derudover bevirker – og hvad der bevirker den – har vi endnu til gode helt at forstå. En anden Alsace-producent, Jean Trimbach, udtalte til februarnummeret af fagbladet Drinks Business om mineralitet: ”Den er der! Den findes! Det er den filosofiske del af vinen; den mest intellektuelle del af vinen, som vi endnu har til gode at få bedre analyseret og kvantificeret.” Indtil da må vi nøjes med at drikke den. Og det kan heldigvis være ganske fornøjeligt.

Read Full Post »

Forårsvin fra Alsace


Alsace er ikke trendy. Det er området simpelthen for veletableret og konsistent til. Alsace er en smuk konstant i vinens verden, og dog fuld af aktualitet på danske forårsborde.

Jeg er vild med vin fra Alsace! Jeg elsker den liflige kombination af saftig og forfriskende syre og masser af koncentreret frugt, alkohol og måske en lille sødme til at ægge mig til en ekstra lillebitte tår. De kan noget helt særligt i Alsace. Og ikke desto mindre er det et vinområde, som jeg med jævne mellemrum skal hanke op i, mindes om, ja, nærmest genopdage. Igen og igen. For efter en tid i min opmærksomhed bliver Alsace-vinene gang på gang overskygget af et spændende tysk område, af østrigsk vin, af vin fra Tyrol, Patagonien, Galicien, Etna eller noget andet trendy. Vinene fra Alsace er ikke trendy. De er der ligesom bare altid. Og leverer imponerende konsistent sin kernekvalitet år efter år. Og dog rummer Alsace mere gastronomisk aktualitet end de fleste af verdens vinområder.

Men selvfølgelig skal vin ikke altid bare være frisk og nem at slubre lystigt af en feltflaske i camp-letten.

Hvad er det fede ved Alsace?

Om du er til den ene eller den anden druesort, tørre vine, søde vine, unge eller gamle vine, vin til mad eller uden, så er der en Alsace-vin til dig. Her er min egen liste over, hvad der gør Alsace til et spændende vinområde:

  1. Vin fra et område tæt på Danmark
  2. Vinene kan være helt enkle eller meget komplekse
  3. Vinene afspejler, hvor de kommer fra (terroir)
  4. Masser af økologisk og biodynamisk vin
  5. Det er vin til moderne dansk mad
  6. Vin til forår og sommer
  7. Nå ja, og så smager det rart

Nært, nemt og med indkøbsmuligheder

Ifølge google er der 1100 km fra Århus til Alsaces hovedby Colmar, og mon ikke man kan tilbagelægge det på en 10-12 timer på en god dag? Det er der i hvert fald rigtigt mange danskere, som gør for tiden, og i Alsace melder man om en klar stigning i antallet af danske vinturister, selvom området også historisk har været et mægtigt populært stoppested, når familien Jensen eller Hansen var på vej hjem fra sydligere himmelstrøg. I dag er det stop relevant som aldrig før, fordi Alsace har anlagt et sirligt netværk af smukke vinruter, som går forbi bogstaveligt talt hundredvis af små vinproducenters kælderdørsudsalg. Der er stadig masser af penge at spare på en rask omgang hjemmeimport, og så længe bagagerummets indhold er til eget forbrug, er der ingen begrænsning på mængderne, du må slæbe over grænsen. Det skulle lige være din levers.

Til forår og sommer

Vinene fra Alsace er aktuelle, fordi foråret – på udvalgte dage – brager løs over det ganske danske, og fordi vi således har brug for vine, der kan drikkes i haven, på terrassen, på stranden, i sommerhuset, af en gammel kop og i en frisk forårsbrise – uden at tabe væsentlige kvaliteter. Det kan Alsace-vine, fordi de fleste er produceret af såkaldt aromatiske druesorter, som er så udtryksfulde i næsen, at der skal mere end et dårligt glas eller et vindpust til at kompromittere den gode oplevelse. Desuden er vinene forfriskende og læskende og som sådan velfungerende, når det er varmt, og når solen skinner. I en gastronomisk kontekst gør Alsace sig særligt godt om foråret, når alle de spæde og knitrende sprøde grøntsager begynder at bevæge sig ind på vore spiseborde. Den slags kræver nemlig vine, som ikke overdøver grøntsagernes delikate udtryk, men som kan understøtte det lette, fine og elegante. Samtidig har de fleste både syrestruktur og frugtig pondus nok til at hamle op med mousselinen til aspargesene, smørsovsen til de nye kartofler og den opbagte persillesovs til din hornfisk.

Drue eller terroir

Men selvfølgelig skal vin ikke altid bare være frisk og nem at slubre lystigt af en feltflaske i camp-letten. Vin skal nogle gange være kompleks, dyb og dragende – udfordrende og drilagtig, sågar. Noget, man kan tale om, analysere, overveje og forundres over og dvæle ved som ethvert andet kunstværk. Den dimension leverer Alsace primært via sit fokus på at udtrykke den såkaldte terroir-dimension i vinene, dvs. man skal kunne smage, præcis hvor vinen kommer fra. Til at hjælpe med det har man udvalgt 51 marker og kaldt dem for ”grand cru”, hvilket er den højeste formelle udmærkelse i området. Dertil kommer mere end 1.000 lokale benævnelser, såkaldte ”lieux-dits”, som Alsace-producenterne opfatter som en slags ”premier cru”-niveau, selvom det ikke er officielt anerkendt. Det kan være en god idé at forstå en vin fra Alsace som vine, der enten vil udtrykke druens kvaliteter (vin de fruit) eller vækststedets kvaliteter (vin de terroir). Sidstnævnte vil typisk være noget dyrere end de første, fordi det er sværere at skabe det nødvendige rum i en vins smagsbillede, som terroir-dimensionen kan udfolde sig i. Ikke mindst hvis man arbejder med meget ekspressive druesorter som gewürztraminer og muscat.

Verdens førende på økologi

En af måderne at give vækststedet mere taletid på, er ved at undgå at manipulere alt for meget med markens naturlige liv, og måske snarere stimulere det til at bekæmpe sygdomme ved egen hjælp. Det er tanken bag økologisk og biodynamisk vinproduktion, og med cirka 10 % af områdets samlede produktion certificeret i en af de to kategorier bringer Alsace sig på en klar førsteplads, som verdens førende producent af øko- og bio-vin. Også i kældrene arbejdes meget med det, man kalder for ”naturlig” vinproduktion, dvs. at vinen populært sagt får lov til at lave sig selv uden nogen særlig indgriben fra vinmageren. Det er med til at bevare idéen om, at vinmarkens unikke egenskaber bliver transmitteret hele vejen fra stokken til dit glas. Og så er det op til dig at fange sammenhængen. Eller at lade være. Og tale med dine gæster om noget andet. Og bare nyde den klare frugt, gyldne kulør og næsen fuld af blomster. Begge dele er en oplevelse.

Read Full Post »

Boykot sydeuropæisk vin?

Der hersker den udbredte misforståelse, at vin fra Chile og Australien per definition belaster miljøet mere end europæiske vine, når de bliver drukket i Danmark. Sandheden er mere nuanceret.

En af mine artikler om danskernes vinforbrug er blevet citeret på en blog med titlen ”Energi1 – holdninger til energi og miljø” med overskriften ”Boykot oversøisk vin”. Her skriver Michael N. følgende efter at have fået serveret et glas chilensk vin på en rejse til Malta: ”I Europa produceres der fantastiske vine, så hvorfor dog spilde verdens tilbageværende olie ressourcer på at have skibe sejlende omkring på verdenshavene på vej til Danmark og det øvrige Europa med vin? Vi burde som ansvarlige forbrugere starte en boykot af oversøisk vin for at minimere det oliespild som denne usmagelige vinimport udgør.” Kommentaren giver mig lyst til at tilbyde en lille, uvidenskabelig nuancering. For selvom jeg har al mulig respekt for den grundholdning, som kommer til udtryk i indlægget, så er sagen om energiforbruget i forhold til produktion og transport af en flaske oversøisk hhv. europæisk vin noget mere kompleks, end Michael N. tilsyneladende er klar over.

Kompleks energiudregning

I det specifikke tilfælde med den chilenske vin på Malta har skribenten selvfølgelig ret: Malta er cirka 20 km lang på sit bredeste sted, og transportbehovet for en lokalt produceret vin er selvsagt minimalt. Men nu sidder vi jo desværre ikke alle på Malta, og realiteten for en dansk vinforbruger er snarere valget mellem den chilenske vin og en europæisk ditto på eget spisebord i Køge eller Kerteminde, hvortil de kære dråber jo skal transporteres noget længere. Men den chilenske vin er ikke nødvendigvis den, som belaster miljøet mest på sin vej fra have til mave!

Transport med eller uden flaske

Årsagen er, at kun 76 vinproducenter i Chile repræsenterer 85 % af eksporten fra landet. De er store og effektive og eksporterer i langt de fleste tilfælde deres produkter i store mængder af gangen – typisk i en plastikpose i en container med 25.000 liter, som så bliver flasket der, hvor vinen skal konsumeres. De fleste europæiske vine, som konsumeres i Danmark, flaskes i produktionslandet, og dermed næsten fordobles transportvægten af 75 cl vin (en almindelig vinflaske vejer mellem 500 og 800 gram). I øvrigt er der en stærkere tradition for at præsentere de oversøiske vine i en bag-in-box med 3 liter vin, så vinen overhovedet ikke flaskes i traditionel forstand, hvilket i høj grad formindsker energiforbruget. Men tendensen er stigende også for europæisk vin i BIB, så det er ikke det stærkeste argument i denne sammenhæng.

Sydeuropa mere belastende end Chile

Men transporteres, det skal både den europæiske og den chilenske vin for at komme frem til den danske forbruger. Vinen fra Europa bliver typisk transporteret med lastbil, mens den chilenske bliver sejlet til den nærmeste havn. Ifølge en rapport fra American Society of Wine Economists udleder landtransport 5 gange mere CO2 end tilsvarende afstand med skib. Og da den europæiske vejer det dobbelte af den chilenske pga. flasken, så ender vi med en faktor 1:10 per tilbagelagt km i chilenerens favør. Hvis vi antager, at der er 15.000 km’s sejlads fra udskibningshavnen Valparaiso i Chile og til København, så er alt, hvad der ligger længere væk end 1/10 af den afstand fra Danmark altså mere CO2-belastende, hvis vinen skal fragtes med lastbil. 1.500 km fra København er cirka afstanden til Bourgogne i Frankrig, som du dermed kan købe med god samvittighed. Men alt, hvad der kommer længere syd fra, er i princippet (og meget groft forenklet) mere CO2-belastende end chileneren.

Pas på romantik og fordomme

Endelig bør det nævnes, at en flaske chilensk vin i gennemsnit koster cirka det halve af en fransk (9 kr./flaske for Chile mod 16,50 kr./flaske for Frankrig i indkøbspris i 2009) og dermed har den større sandsynlighed for at ende på hylden i det supermarked, hvor forbrugeren foretager sine øvrige indkøb. Den franske vin har en statistisk større sandsynlighed for at blive købt i en specialforretning (eller via internet), som kræver en ekstra køretur for forbrugeren eller for vinen. Der er mange, mange andre faktorer, som påvirker energiforbruget og CO2-udledningen af et specifikt produkts vej fra jord til bord, og ovenstående er som sagt en virkelig grov skitse, hvis formål også bare er at sætte indlægget på Energi1.dk lidt i perspektiv. Hvis en overskrift opfordrer til at “boykotte oversøisk vin”, så bør der være mere substans i argumentationen, så vi ikke forfalder til at basere vores valg på tomme fordomme og romantik.

Se i øvrigt modellen her: http://blog.chrishanrath.com/wp-content/uploads/2009/06/vine-chart.jpg

Read Full Post »

2010-udgaven af John Platters guide til sydafrikanske vine er et godt vindue til den moderne stil, som landet mestrer bedre og bedre.

Bloggens udsendte medarbejder var på pletten med frisksmurt gane og slebet pen, da 2010-udgaven af den såkaldte ”Platter’s” blev lanceret i Sydafrika i november måned. 39 vine fandt vej til den eftertragtede udmærkelse af fem stjerner, og det er vel at mærke ud af en bruttopulje på mere end 6.000 vine, som guidens 19 professionelle smagere har sat tænderne i. Den aldrende John Platter selv kastede det faglige håndklæde i ringen for år tilbage, og nøjes nu med at møde op til guidens receptioner og trykke hænder og slubre et glas eller to sammen med konen Erica.

Smag, nyheder og generel udvikling

Foruden at give indsigt i smagsmæssig profil for hver enkelt vin fra stort set alle Sydafrikas vinerier, beretter Platter’s også om udviklingen i forskellige regioner og sågar om nyheder fra de enkelte vinhuse. Og så uddeles der et antal stjerner fra en halv til fem til hver smagt vin, og de allerbedste fremhæves i begyndelsen af guiden. Det er interessant læsning af flere årsager. For det første fordi listen af femstjernede producenter jo nærmest kan anvendes som dosmerseddel for den, der gerne vil undersøge, hvor god vin, der egentlig bliver lavet i Sydafrika. Men også på et mere generelt plan siger listen noget om, hvilke druesorter og vintyper, som lige nu fungerer bedst på Afrikas sydspids.

Syrah, sauvignon blanc og blends

Enkeltdruevine tegner sig for overraskende få vine på listen, så noget tyder altså på, at Sydafrikas klima tøjles bedst med flere end en enkelt komponent at blande med. 14 ud af listens 39 punkter er blandede vine, og både cabernet sauvignin, grenache, pinotage og chenin blanc har kun en enkelt vin hver på listen. Der er to pinot noir-baserede og tre chardonnayer. Til gengæld er der fire syrah-vine og fem sauvignon blancer, hvilket stemmer helt overens med overtegnedes observationer og holdning i øvrigt. Med andre ord: Skal det være sydafrikansk og rigtigt godt, så snup en syrah/shiraz, en sauvignon blanc, eller gå efter vine, som er blandet af flere druer.

Du kan læse mere og bestille guiden online for omkring 150 kr. på www.wineonaplatter.com.

Read Full Post »

Malbec med mere

Tak for fyldig feedback, tips og tanker. Jeg lover at gøre mit for at minimere risikoen for afsætningsproblemer i den argentinske vinindustri. I første omgang med en behørig egenabsorption af malbec, som ifølge blogfolket er toppen af den argentinske vinpop. Men druen kan også uden hjælp fra Andes-højder, 300 solskinsdage og bandoneon-lir under gæringen.

Den mørke frugt er meget anvendt i Frankrig, hvor den under pseudonymet auxerrois lægger struktur til vores alle sammens Prins H’s berygtede Château de Caïx fra den sydvestfranske region Cahor. Faktisk er Château de Caïx ikke nær så strid som sit rygte. I den årgang 1999, som Chris Wine lige nu sælger for en rund hundredmand (nærmeste forhandler oplyses på 43 43 65 65), er de i ungdommen så uforsonlige tanniner flot integreret i den modne frugt, og næsen er stor, åben og kompleks. Bestemt sin beskedne pris og en ekstra chance værd. For Prins Knud.

I Loire går krabaten under betegnelsen côt og leverer her struktur, kulør og fersk aroma til de lokale blends med cabernet franc, gamay og grolleau. Det er ikke mange røde tourainer og knastørre Loire-roséer, vi sætter til livs herhjemme, men for velyndere af den argentinske latino-version er det et sjovt perspektiv at få på sin favoritdrue.

Endelig spiller malbec en mindre rolle i den klassiske bordeaux-blanding med cabernet sauvignon, merlot, cabernet franc og petit verdot. Den sidste traditionelle bordeaux-drue, carmenère, hvis anvendelse i Frankrig i dag er meget begrænset, er sjovt nok blevet Chiles vinøse stolthed, og den næstmindst anvendte altså Argentinas ditto.

Malbec fandt vej til Argentina i 1868, da en fransk agronom mente, at den ville fungere godt i landets klima. Han havde ret, og i dag er druen om noget flagbærer for Argentinas ambitioner i retning af opbygningen af et gastronomisk image at kunne flagre for turister, gourmeter, vinelskere og andre kulturkonsumenter på begge sider af Atlanten.

Read Full Post »

Older Posts »