I sidste uge kom de nyeste tal fra Danmarks Statistik om vores forbrug af øl, vin og spiritus. Det er faktisk opmuntrende læsning
Danmark er et øl-land. Sidste år drak vi 520 millioner liter øl, hvilket svarer til 94 liter (283 flasker) per dansker over 14 år. Men øllets position som vores primære kilde til alkohol trues i stigende grad af vin, til trods for at vi i 2008 kun satte 184 millioner liter gæret druemost til livs. Når det alligevel bidrager med hele 40 % af vores samlede alkoholkonsumption i mod øllets 45 % ditto, så er det fordi, vin som bekendt indeholder omkring tre gange så meget alkohol i forhold til sin volumen, som øl gør. De resterende 15 % leveres af spiritus, som vi indtog 25 millioner liter af sidste år.
Flere medier rapporterede tidligere på året, at vores nordiske naboer havde overhalet os, men der skal vist en fintælling til at afgøre, hvem der fulder sig mest i vin.
15 genstande om ugen
Sammenlignet med 2003 er vores ølindtag faldet støt og konsekvent med i alt 13 %, heraf 4 % alene fra 2007 til 2008. I den samme periode er mængden af indtaget spiritus faldet med 29 % fra 35 millioner liter, mens vin er steget med 1 %. Samlet set giver det en reduktion i danskernes alkoholforbrug på 11 % siden 2003, så hver voksen person (over 14 år) sidste år indtog 11,7 liter ren alkohol, svarede til 15 genstande a 1,5 cl ren alkohol om ugen.
Danmark mod Sverige: Hvem drikker mest vin?
Vores stigende præference for vin betyder sandsynligvis, at vi danskere stadig er indehavere af verdensrekorden i vinforbrug for et i praksis ikke-vinproducerende land (med forbehold for de flere og flere seriøse hobbyavlere). 34 årlige liter vin per dansker over 14 år er 8 liter mere end per svensker over 17, ifølge årbogen fra Statistiska centralbyrån 2008. Flere medier rapporterede tidligere på året, at vores nordiske naboer havde overhalet os, men der skal vist en fintælling til at afgøre, hvem der fulder sig mest i vin.
Vinsalget svagt i 2009
Seneste tal fra Vin og Spiritus Organisationen i Danmark (VSOD) viser, at vinsalget i Danmark er temmelig svagt efter årsskiftet, hvor det ellers så ud til ikke at være voldsomt påvirket af den berømte krise. Både i januar og februar købte vi mindre vin end i de samme måneder i 2008. Det bliver interessant at se, hvordan meldingen fra Danmarks Statistik lyder, når 2009-tallene for vores alkoholvaner offentliggøres til næste sommer. Bliv på kanalen.
Rigtig god læsning…
Jeg fandt en interresant artikel på sundhed og velvære, om samme emne. http://sundhed.danske-fagbog.dk/Alkohol%25-Health-Benefit-eller-sundhedsrisikovurdering.htm